Og det skete i de dage... at der gik en befaling om, at Sebastian skulle holde jul i Bethlehem - hvor ellers?
Glædelig Jul til alle derude.
Jeg er virkelig ked af, at bloggen har været så forsømt på det seneste, men jeg har simpelthen bare haft så mange ting at se til, at der ikke har været så meget overskud til at skrive om aftenen også (altså når jeg ikke har arbejdet om aftenen...)
Men det betyder jo forhåbentligt bare, at der er mere at fortælle, når jeg komme hjem om under tre uger... - det er helt vildt at tænke på, og lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til det. En god kombination af, at tiden er fløjet afsted, at jeg ikke har lyst til at forlade kontoret, arbejdet og Palæstina (men jeg har selvfølgelig lyst til at se jer alle sammen!) og så at jeg synes, at jeg har 1000 ting jeg skal nå, inden jeg om under to uger forlader Hebron for at tage til Amman for at flyve hjem! Lige nu vil jeg altså ikke hjem!
Nå, som overskriften antyder, så bliver dette et relativt kort indlæg omhandlende min (noget anderledes) jul, som blev fejret i Bethlehem.
Jeg arbejdede den 23. december, og Juleaftensdag stod jeg op og tog mig relativ god tid til at hygge og få en god morgenmad. Jeg var alene hjemme, for Ane har sin familie på besøg, og de var taget til Bethlehem. Derefter tog jeg ind til byernes by (i hvert fald ved juletid...) Bethlehem ved middagstid, hvor jeg havde fået mig et værelse – eller det vil sige en seng. Jeg havde (selvfølgelig) været (for) sent ude med at bestille noget, men jeg fik heldigvis plads på et hostel ved navnet House of Peace – så kan det vist nærmest ikke være smukkere! Jeg kom frem omkring kl. 13, og det viste sig, at jeg havde fået en madras inde på en af sønnernes værelse – men igen, jeg havde været sent ude, julen er hjerternes fest og hvor der er hjerterum er der husrum, så jeg skal ikke klage!
Herinde nåede jeg lige at skype med Mor, Hans, Aksel, Søren, Betina og Tobias (altså på en gang) for lige at ønske god jul, inden jeg bevægede mig ind mod Manger Square, der er pladsen foran kirken, hvor det alt sammen skulle være sket – altså alt det der vi fejrer; krybben, lillemanden, hyrderne, guld, røgelse, myrra skær og jeg skal komme efter dig, skal jeg...
Der startede jeg lige med en falafel sandwich (skik følge eller land fly...), og der var jo som forventet proppet med mennesker. Kort opsummeret kan det siges at være en skøn og skør blanding af 'Jingle bells' på sækkepiber (sic!), Christmas Carols, missionærer, julemænd, nissehuer, tørklædepiger, tørklædepiger med nissehuer, juletræer, bønnekald fra moskéens minareter, nonner og mange andre ting. Så i dette virvar gik jeg lidt rundt, tog nogle billeder, kiggede på folk, inden jeg satte mig med min bog (The Great War for Civilization – The Conquest of the Middle East. 1300 sider af den engelske journalist Robert Fisk om hans oplevelser i Mellemøsten de sidste 40 år) og en espresso og kiggede mere på folk. Da jeg havde tømt kaffen, købte jeg mig en øl (den lokale Taybeh, som jeg er bleve slemt glad for), hvorefter jeg stødte ind i nogle af volontørerne (de her lige-færdig-med-gymnasiet-vi-skal-arbejde-frivilligt-i-Palæstina-i-tre-måneder danskere, som vi har – dette var dog nogle nye, der kom i sidste uge. Vi sendte de gamle hjem sidste søndag) og sad lidt med dem, inden jeg gik tilbage på hostellet (først var jeg lige forbi en spritbutik for at købe mig en flaske rødvin – mere om denne senere), hvor jeg skypede med Farmor, Far og Tobias (også på en gang), inden jeg igen bevægede mig ud i Bethlehems gader, for at finde mig et sted at indtage julemiddagen (eller hvad vi nu skal kalde den... - det var i hvert fald en middag på Juleaften!). Jeg fandt mig endelig en restaurant, der serverede lidt spændende mad, men da jeg havde bestilt en stor lækker bøf og en halvflaske rødvin, fik jeg at vide, at de var udgået for bøffer, så jeg ville få kyllingebryst i stedet (det er selvfølgelig også tættere på and...) og så en flaske lokal rødvin (Cremisan), der er mere politisk korrekt end den er god, men den kan drikkes.
Derefter bevægede jeg mig ind mod pladsen igen, hvor jeg på vejen var nødt til at kigge på en kortege, der kom kørende meget hurtigt gennem gaderne – jeg kunne selvfølgelig ikke se det, men er rimelig sikker på, at det var ingen ringere end Mahmoud Abbas, aka. Abu Mazen, palæstinensernes præsident (uden mandat...), som forhandler om en fred, som ingen rigtig tror på, uden rigtigt at have mandat til at forhandle på palæstinensernes vegne, eftersom han har udskudt præsidentvalget i 2009. Men en fin herre, er han helt sikkert – og han skulle i kirken senere hen.
For at komme ind i selve kirken, skal man have specielle adgangskort, som man skal kende nogen, der kender nogen for at få fingre i. Jeg vil tro, at jeg kender nogen, der kender nogen, hvis jeg bare havde taget mig sammen til at gøre noget ved det i god tid – men det havde jeg (surprise...) ikke. Så jeg måtte nøjes med at se midnatsmessen på storskærm ude foran på pladsen. Jeg kom frem i god tid, så der var lige tid til en espresso mere og nogle flere sider i min bog, inden jeg stødte ind i volontørerne igen. Vi gik sammen ind på et (meget turistet) sted og fik os en enkelt øl, inden vi gik ud og kiggede på storskærmen, der transmitterede midnatsmessen. Da vi havde stået der lidt, ville volontørerne tilbage til deres hostel, og det betød, at jeg fik mulighed for at hive min (tidligere indkøbte) flaske rødvin op ad tasken – denne gang en fornuftig Rhone-vin købt til lejligheden – skal der være fest, så lad der være fest. Så den drak jeg indbundet i en plastikpose (der er jo ingen grund til at provokere unødvendigt), mens jeg så resten af midnatsmessen. Da den (og rødvinen...) var færdig, var der ikke særlig mange mennesker på pladsen, og jeg købte mig (endnu) en falafelsandwich (skik følge eller land fly...) og gik tilbage på hostellet.
Morgenen efter tog jeg til Jerusalem, for at se, hvad der skete derinde. Men det kan meget kort fortalt siges, at det nærmest var umuligt at se på byen, at det var jul, så den var ikke mere spændende end sædvanligt (her skal det dog lige siges, at den er mere end spændende normalt – så det var stadig en hyggelig dag!)
Nå, det var alt for denne gang – et juleeventyr! Jeg vil forsøge at opdatere med endnu et par historier om, hvad der er sket den seneste måneds tid, men belært af bitter erfaring, vil jeg ikke love noget...
mandag den 27. december 2010
torsdag den 2. december 2010
Da Fernet'en kom til Egypten, eller historien om, hvordan jeg ikke kom ind i Syrien...
Nu har bloggen igen været forsømt i alt for lang tid, og derfor kommer der et nyt indlæg i dag...
Det sidste jeg beskrev var, hvordan jeg glædede mig utrolig meget til at komme til Syrien og Libanon (In'shAlllah...), og som bekendt er forventningens glæde jo ofte den største, og det endte den også i høj grad med at være i denne forbindelse. Men mere om dette. Lad os begynde med begyndelsen...
Jeg tog fra Hebron torsdag d. 4. november ved middagstid, hvorefter jeg skulle til Ramallah for at få lavet et jordansk visum, så jeg undgik de problemer jeg havde sidste gang ved den jordanske grænse, hvor jeg som bekendt ikke blev lukket ind. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at ved utallige skranker får man ikke nogen hjælp eller information, og sådan foregik det også på det jordanske konsulat i Ramallah, men efter jeg selv stillede en del spørgsmål fik jeg mit visum og bevægede mig mod grænsen. Lang historie kort og fem busser senere sad jeg nu i en bus og ventede på den jordanske grænsekontrol (de kommer ind i den bus, der fragter én gennem en form for ingenmandsland). Det viser sig så, at det er den samme grænsekontrolsmand, der afviste mig to uger tidligere, og baseret på hans store smil, da han ser mig, genkender han også mig... Jeg rækker ham, lettere (for ikke at sige meget) nervøst mit pas, han bladrer lidt i det og smiler lige pludselig endnu mere til mig, hvorefter han siger ”This is how it is suppose to look!”. Jeg griner også til ham, og vi high-five'r, hvorefter jeg nu har fået adgang til Jordan... jeg finder en taxa til Amman og mødes med Gregers på kontoret/praktikantlejligheden. Vi bruger den første aften i Amman på lidt øl og whiskey samt et par spil backgammon.
Næste dag (fredag) fik vi hen ad middagstid endeligt snøvlet os klar til at komme mod Syrien. Det foregår således, at man tager en taxa, der kører en til grænsen og derefter videre til Damaskus, Syriens hovedstad. Vi kommer frem til taxastationen og skal til at forhandle lidt om prisen. Det foregår på den måde, at man kan vælge at betale for alle sæderne og komme afsted eller vente på, at taxien bliver fyldt op – vi vil ikke starte ud med den fulde pris, så vi får lige en kop kaffe, men efter lidt tid, får vi forhandlet os til en mellempris, vi synes er fair. Så vi er på vej'n igen! Efter vi har kørt en times tid (hvor vores chauffør kører utrolig langsomt – ulig nærmest alle andre taxachauffører, jeg har oplevet i Mellemøsten), kører han ind på en rasteplads-lignende ting, hvor der også er en kiosk-lignende ting. Vi spørger chaufføren, hvorfor han holder ind, og han prøver på sit gebrokne engelsk at forklare noget om klokken 15. Eftersom klokken er omkring 13.30 er vi ikke helt tilfredse med den melding, og vil gerne vide mere om, hvad det er der foregår. Vi ringer derfor op til Ahmad fra kontoret i Amman, og han snakker med taxachaufføren på arabisk. Det viser sig således, at chaufføren selv er syrer, og at syrere ikke kan komme ind i Syrien om fredagen før kl. 15.00... Det er altså grunden til, at han for det første kørte utroligt langsomt (da han jo af gode grunde ikke havde travlt) og for det andet valgte at holde ind, da det trods alt var bedre at holde et sted, hvor vi kunne få varm kaffe og bløde stole, end bare at holde og vente ved grænsen. Det kunne vi jo kun give ham ret i, men samtidig ville vi måske ønsket, at han havde fortalt om denne information, inden vi havde taget fra Amman, for så kunne vi jo lige så godt brugt den ekstra halvanden time på noget andet, men fred være med det – nu skulle vi mod Syrien. Vi kom dog frem til grænsen og var derfor klar til vores videre færd. En snoldet taxachauffør skulle ikke spolere vores glæde og ikke mindst vores tur, men det var der til gengæld en grænsevagt, der skulle...
For da vi kom frem til grænsen, ville vagten se vores pas, og ikke mindst de stempler vi havde, hvilket vi jo godt vidste på forhånd og derfor troet, at vi havde regnet den ud, men nej... jeg havde fået overført mit jordanske visum til mit ekstra pas (der således var fri for israelske stempler), men da han så dette, ville han vide, hvor jeg var kommet ind i Jordan henne. Eftersom det var lavet på politistationen, stod der ikke, hvor jeg var kommet ind henne... Jeg fortalte ham, at jeg var fløjet ind (hvilket jo er mere eller mindre sandt – det gjorde jeg jo i juli, men har så været ud og ind af Palæstina et par gange siden). Det ville han dog ikke godtage og forlangte, at vi tog tilbage til jordanerne og fik dem til at verificere, at vi var kommet ind via lufthavnen. Vi gjorde, hvad vi kunne for at forklare ham, at det altså var rigtig nok, og vi havde det rigtige visum og Fanden og hans pumpestok, men han var hverken til at hugge eller stikke i... (altså ikke Fanden, men grænsemanden).
Så der var ikke så meget andet at gøre, end at vende snuderne, (meget slukørede) tilbage mod Amman. Vi snakkede et kort sekund om sandsynligheden for at forsøge at få jordanerne til at stemple på, at vi var kommet ind via lufthavnen, men samtidig blev vi enige om, at det var en yderst vanskelig forklaringsopgave og samtidig var det også for risky business at tage tilbage til grænsen, selvom vi havde fået stemplet fra jordanerne. Så vi var ved at komme op og skændes med vores taxachauffør, fordi vi ikke ville betale fuld pris (dels fordi vi ikke kom hele vejen til Damaskus, hvilket jo selvfølgelig ikke var hans skyld, men sammenholdt med at han havde stjålet omkring halvanden time af vores tid, synes vi nu det var fair nok). Efter trusler om politi og lige pludselig være omringet af 5 syrere, valgte vi dog alligevel at betale ham fuld pris.
Så var det om at finde en ny taxachauffør, og det gik utrolig nemt, men samtidig vidste det sig også, at han nok var et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt. For det første ville han have os til at smugle cigaretter for ham, derefter skældte han os ud, hver gang vi talte sammen på bagsædet ved at henvise til, at den gamle mand på forsædet havde hovedpine sammenholdt med at han selv nærmest råbte hver gang hans mobil ringede, og det gjorde den utallige gange. Og endeligt kørte han som død og pine – ud og ind mellem andre biler, når der var kø. Så alt i alt var han faktisk et trælst bekendtskab! Så godt mugne kom vi tilbage til Amman og begyndte at tænke i alternativer. Der var flere muligheder. Palæstina kunne vi udforske lidt mere, vi overvejede at tage rundt i Tyrkiet, muligheden for Kurdistan (aka. Øst-Tyrkiet og Nord-Irak) kom også op at vende, men vi besluttede os for at tage til Egypten og således kunne vi bevæge os ud i Ammans natteliv og få os et par øl.
Dagen efter tog vi en bus mod Aqaba, hvor vi brugte en enkelt aften, hvorefter vi kunne sejle fra Jordan til Egypten (Sinai-halvøen) – en tur vi havde fået anbefalet, men det var godt nok en dårlig anbefaling. En såkaldt hurtigfærge, hvor det var umuligt at komme op på dækket, umuligt at finde ud af, om man fik et egyptisk visum, og da vi endelig kom i havn, gik der omkring en time, inden vi kunne gå fra borde af en eller anden ukendt grund. Men Egypten var vi da nu kommet til, og vi fandt en bus, der gik mod Cairo – en bustur på omkring 8 timer.
En lille anekdote er, at vi havde en tredje rejsemakker, som dog skulle forlade os (skridt for skridt - eller nærmere glas for glas) i løbet af rejsen; nemlig en flaske Fernet Branca. Den blev drukket i løbet af ugen på udvalgte steder samtidig med vi valgte at forevige øjeblikkene. Dette betyder, at vi har et billedalbum indeholdende blandt andet følgende titler – 'Ved Nilen-Fernet', 'Pyramide-Fernet', 'Hotelværelse-i-Cairo-Fernet', 'Sphinx-Fernet' og 'Vi-er-nu-endeligt-kommet-til-Egypten-med-lortefærgen-Fernet' (Hele Fernet-albummet ligger på Facebook, men nogle af billederne skal nok komme op her også...).
Hele turen endte med at blive underlig på den der måde, hvor det jo var en fantastisk tur (blandt andet på grund af Fernet'en...), der indeholdt pyramider, Cairo, Sphinx, Kongernes Dal, Bibliotheca Alexandrina og Sinai, men samtidig var det med en eller anden underlig bevidsthed om, at vi jo bare gerne ville have været i Syrien og Libanon... Having said this, så var det en rigtig god tur, der kort fortalt kan beskrives på følgende måde.
Sent søndag nat – ankomst Cairo
Mandag – udforskning af Cairo, blandt andet en tur over Nilen
Tirsdag – mere Cairo, inkluderet en tur til pyramiderne og sphinxen – derudover en tur til Khan al Khalili – et stort arabisk marked
Tirsdag nat – nattog mod Luxor
Onsdag – Dagen brugt i Luxor med en tur til Kongernes Dal, der er gamle gravkamre for Farao'erne
Onsdag nat – nattog tilbage mod Cairo
Torsdag – Videre mod Alexandria, blandt andet med besøg på det nye bibliotek...
Fredag – Bustur mod Suez, hvor aftenen blev brugt
Lørdag – Over grænsen, inkluderende et par timers afhøring ved den israelske grænse (ja, det er efterhånden rutine...) - overnatning i Eilat, da jeg missede den sidste bus mod Jerusalem på grund af førnævnte afhøring – Da jeg blev hevet til afhøring, tog Gregers mod Jordan, da vi alligevel skulle skilles lige på den anden side af grænsen.
Søndag kom jeg derfor endelig tilbage til Palæstina. Jeg mødtes med Ane på en café i Jerusalem i nogle timer, og søndag aften var jeg godt, trygt og sikkert tilbage i Hebron. Tilbage til en uge, der egentlig burde være startet stille og roligt ud, eftersom der var et par helligdage (Eid al Adha – dagene hvor pilgrimmene drager mod Mekka) men endte med ikke at være stille og rolig på nogen måde, eftersom der var tusind ting, der skulle falde på plads inden vi fik besøg af hele Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse weekenden efter – men mere om dette i næste indlæg...
Som nævnt har jeg virkelig ikke haft overskud til at forfatte mere denne gang, men søndag kommer der et indlæg under overskriften "Bestyrelsesbesøg, officeretreat, travlhed og andet godt fra havet...." samtidig med, der gerne skulle komme et indlæg, der hedder "Tur til Jerusalem, Ramallah, Hebron, Arroub, Nablus...", eftersom jeg er på vej ud af døren for at mødes med Gregers i Jerusalem, og derefter skal vi lidt rundt i Palæstina over weekenden - og der kommer også flere billeder op - Insh'Allah
Det sidste jeg beskrev var, hvordan jeg glædede mig utrolig meget til at komme til Syrien og Libanon (In'shAlllah...), og som bekendt er forventningens glæde jo ofte den største, og det endte den også i høj grad med at være i denne forbindelse. Men mere om dette. Lad os begynde med begyndelsen...
Jeg tog fra Hebron torsdag d. 4. november ved middagstid, hvorefter jeg skulle til Ramallah for at få lavet et jordansk visum, så jeg undgik de problemer jeg havde sidste gang ved den jordanske grænse, hvor jeg som bekendt ikke blev lukket ind. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at ved utallige skranker får man ikke nogen hjælp eller information, og sådan foregik det også på det jordanske konsulat i Ramallah, men efter jeg selv stillede en del spørgsmål fik jeg mit visum og bevægede mig mod grænsen. Lang historie kort og fem busser senere sad jeg nu i en bus og ventede på den jordanske grænsekontrol (de kommer ind i den bus, der fragter én gennem en form for ingenmandsland). Det viser sig så, at det er den samme grænsekontrolsmand, der afviste mig to uger tidligere, og baseret på hans store smil, da han ser mig, genkender han også mig... Jeg rækker ham, lettere (for ikke at sige meget) nervøst mit pas, han bladrer lidt i det og smiler lige pludselig endnu mere til mig, hvorefter han siger ”This is how it is suppose to look!”. Jeg griner også til ham, og vi high-five'r, hvorefter jeg nu har fået adgang til Jordan... jeg finder en taxa til Amman og mødes med Gregers på kontoret/praktikantlejligheden. Vi bruger den første aften i Amman på lidt øl og whiskey samt et par spil backgammon.
Næste dag (fredag) fik vi hen ad middagstid endeligt snøvlet os klar til at komme mod Syrien. Det foregår således, at man tager en taxa, der kører en til grænsen og derefter videre til Damaskus, Syriens hovedstad. Vi kommer frem til taxastationen og skal til at forhandle lidt om prisen. Det foregår på den måde, at man kan vælge at betale for alle sæderne og komme afsted eller vente på, at taxien bliver fyldt op – vi vil ikke starte ud med den fulde pris, så vi får lige en kop kaffe, men efter lidt tid, får vi forhandlet os til en mellempris, vi synes er fair. Så vi er på vej'n igen! Efter vi har kørt en times tid (hvor vores chauffør kører utrolig langsomt – ulig nærmest alle andre taxachauffører, jeg har oplevet i Mellemøsten), kører han ind på en rasteplads-lignende ting, hvor der også er en kiosk-lignende ting. Vi spørger chaufføren, hvorfor han holder ind, og han prøver på sit gebrokne engelsk at forklare noget om klokken 15. Eftersom klokken er omkring 13.30 er vi ikke helt tilfredse med den melding, og vil gerne vide mere om, hvad det er der foregår. Vi ringer derfor op til Ahmad fra kontoret i Amman, og han snakker med taxachaufføren på arabisk. Det viser sig således, at chaufføren selv er syrer, og at syrere ikke kan komme ind i Syrien om fredagen før kl. 15.00... Det er altså grunden til, at han for det første kørte utroligt langsomt (da han jo af gode grunde ikke havde travlt) og for det andet valgte at holde ind, da det trods alt var bedre at holde et sted, hvor vi kunne få varm kaffe og bløde stole, end bare at holde og vente ved grænsen. Det kunne vi jo kun give ham ret i, men samtidig ville vi måske ønsket, at han havde fortalt om denne information, inden vi havde taget fra Amman, for så kunne vi jo lige så godt brugt den ekstra halvanden time på noget andet, men fred være med det – nu skulle vi mod Syrien. Vi kom dog frem til grænsen og var derfor klar til vores videre færd. En snoldet taxachauffør skulle ikke spolere vores glæde og ikke mindst vores tur, men det var der til gengæld en grænsevagt, der skulle...
For da vi kom frem til grænsen, ville vagten se vores pas, og ikke mindst de stempler vi havde, hvilket vi jo godt vidste på forhånd og derfor troet, at vi havde regnet den ud, men nej... jeg havde fået overført mit jordanske visum til mit ekstra pas (der således var fri for israelske stempler), men da han så dette, ville han vide, hvor jeg var kommet ind i Jordan henne. Eftersom det var lavet på politistationen, stod der ikke, hvor jeg var kommet ind henne... Jeg fortalte ham, at jeg var fløjet ind (hvilket jo er mere eller mindre sandt – det gjorde jeg jo i juli, men har så været ud og ind af Palæstina et par gange siden). Det ville han dog ikke godtage og forlangte, at vi tog tilbage til jordanerne og fik dem til at verificere, at vi var kommet ind via lufthavnen. Vi gjorde, hvad vi kunne for at forklare ham, at det altså var rigtig nok, og vi havde det rigtige visum og Fanden og hans pumpestok, men han var hverken til at hugge eller stikke i... (altså ikke Fanden, men grænsemanden).
Så der var ikke så meget andet at gøre, end at vende snuderne, (meget slukørede) tilbage mod Amman. Vi snakkede et kort sekund om sandsynligheden for at forsøge at få jordanerne til at stemple på, at vi var kommet ind via lufthavnen, men samtidig blev vi enige om, at det var en yderst vanskelig forklaringsopgave og samtidig var det også for risky business at tage tilbage til grænsen, selvom vi havde fået stemplet fra jordanerne. Så vi var ved at komme op og skændes med vores taxachauffør, fordi vi ikke ville betale fuld pris (dels fordi vi ikke kom hele vejen til Damaskus, hvilket jo selvfølgelig ikke var hans skyld, men sammenholdt med at han havde stjålet omkring halvanden time af vores tid, synes vi nu det var fair nok). Efter trusler om politi og lige pludselig være omringet af 5 syrere, valgte vi dog alligevel at betale ham fuld pris.
Så var det om at finde en ny taxachauffør, og det gik utrolig nemt, men samtidig vidste det sig også, at han nok var et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt. For det første ville han have os til at smugle cigaretter for ham, derefter skældte han os ud, hver gang vi talte sammen på bagsædet ved at henvise til, at den gamle mand på forsædet havde hovedpine sammenholdt med at han selv nærmest råbte hver gang hans mobil ringede, og det gjorde den utallige gange. Og endeligt kørte han som død og pine – ud og ind mellem andre biler, når der var kø. Så alt i alt var han faktisk et trælst bekendtskab! Så godt mugne kom vi tilbage til Amman og begyndte at tænke i alternativer. Der var flere muligheder. Palæstina kunne vi udforske lidt mere, vi overvejede at tage rundt i Tyrkiet, muligheden for Kurdistan (aka. Øst-Tyrkiet og Nord-Irak) kom også op at vende, men vi besluttede os for at tage til Egypten og således kunne vi bevæge os ud i Ammans natteliv og få os et par øl.
Dagen efter tog vi en bus mod Aqaba, hvor vi brugte en enkelt aften, hvorefter vi kunne sejle fra Jordan til Egypten (Sinai-halvøen) – en tur vi havde fået anbefalet, men det var godt nok en dårlig anbefaling. En såkaldt hurtigfærge, hvor det var umuligt at komme op på dækket, umuligt at finde ud af, om man fik et egyptisk visum, og da vi endelig kom i havn, gik der omkring en time, inden vi kunne gå fra borde af en eller anden ukendt grund. Men Egypten var vi da nu kommet til, og vi fandt en bus, der gik mod Cairo – en bustur på omkring 8 timer.
En lille anekdote er, at vi havde en tredje rejsemakker, som dog skulle forlade os (skridt for skridt - eller nærmere glas for glas) i løbet af rejsen; nemlig en flaske Fernet Branca. Den blev drukket i løbet af ugen på udvalgte steder samtidig med vi valgte at forevige øjeblikkene. Dette betyder, at vi har et billedalbum indeholdende blandt andet følgende titler – 'Ved Nilen-Fernet', 'Pyramide-Fernet', 'Hotelværelse-i-Cairo-Fernet', 'Sphinx-Fernet' og 'Vi-er-nu-endeligt-kommet-til-Egypten-med-lortefærgen-Fernet' (Hele Fernet-albummet ligger på Facebook, men nogle af billederne skal nok komme op her også...).
Hele turen endte med at blive underlig på den der måde, hvor det jo var en fantastisk tur (blandt andet på grund af Fernet'en...), der indeholdt pyramider, Cairo, Sphinx, Kongernes Dal, Bibliotheca Alexandrina og Sinai, men samtidig var det med en eller anden underlig bevidsthed om, at vi jo bare gerne ville have været i Syrien og Libanon... Having said this, så var det en rigtig god tur, der kort fortalt kan beskrives på følgende måde.
Sent søndag nat – ankomst Cairo
Mandag – udforskning af Cairo, blandt andet en tur over Nilen
Tirsdag – mere Cairo, inkluderet en tur til pyramiderne og sphinxen – derudover en tur til Khan al Khalili – et stort arabisk marked
Tirsdag nat – nattog mod Luxor
Onsdag – Dagen brugt i Luxor med en tur til Kongernes Dal, der er gamle gravkamre for Farao'erne
Onsdag nat – nattog tilbage mod Cairo
Torsdag – Videre mod Alexandria, blandt andet med besøg på det nye bibliotek...
Fredag – Bustur mod Suez, hvor aftenen blev brugt
Lørdag – Over grænsen, inkluderende et par timers afhøring ved den israelske grænse (ja, det er efterhånden rutine...) - overnatning i Eilat, da jeg missede den sidste bus mod Jerusalem på grund af førnævnte afhøring – Da jeg blev hevet til afhøring, tog Gregers mod Jordan, da vi alligevel skulle skilles lige på den anden side af grænsen.
Søndag kom jeg derfor endelig tilbage til Palæstina. Jeg mødtes med Ane på en café i Jerusalem i nogle timer, og søndag aften var jeg godt, trygt og sikkert tilbage i Hebron. Tilbage til en uge, der egentlig burde være startet stille og roligt ud, eftersom der var et par helligdage (Eid al Adha – dagene hvor pilgrimmene drager mod Mekka) men endte med ikke at være stille og rolig på nogen måde, eftersom der var tusind ting, der skulle falde på plads inden vi fik besøg af hele Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse weekenden efter – men mere om dette i næste indlæg...
Som nævnt har jeg virkelig ikke haft overskud til at forfatte mere denne gang, men søndag kommer der et indlæg under overskriften "Bestyrelsesbesøg, officeretreat, travlhed og andet godt fra havet...." samtidig med, der gerne skulle komme et indlæg, der hedder "Tur til Jerusalem, Ramallah, Hebron, Arroub, Nablus...", eftersom jeg er på vej ud af døren for at mødes med Gregers i Jerusalem, og derefter skal vi lidt rundt i Palæstina over weekenden - og der kommer også flere billeder op - Insh'Allah
onsdag den 3. november 2010
Endelig...
Endelig har jeg fået taget mig sammen til at uploade billeder fra de sidste par uger...
Endelig skal jeg på ferie - eller det vil sige, jeg forlader kontoret om tre timer og tager mod Ramallah, for at få et visum, derefter Jericho og herfra videre mod grænsen og derfra mod Amman (Inshallah!) - det er jo Mellemøsten
Endelig skal jeg opleve Syrien og Libanon - forhåbentligt. Hvis de ikke lukker os ind, har vi et par Plan B'er - enten gør vi alvor af Palæstina (Jerusalem, Nablus, Jenin osv), eller også flyver vi til Ankara og tager østpå mod Kurdistan - altså blandt andet ind i Irak, eller også gør vi noget helt tredje...
Endelig er der bare at sige: Vi ses - Inshallah!
Endelig skal jeg på ferie - eller det vil sige, jeg forlader kontoret om tre timer og tager mod Ramallah, for at få et visum, derefter Jericho og herfra videre mod grænsen og derfra mod Amman (Inshallah!) - det er jo Mellemøsten
Endelig skal jeg opleve Syrien og Libanon - forhåbentligt. Hvis de ikke lukker os ind, har vi et par Plan B'er - enten gør vi alvor af Palæstina (Jerusalem, Nablus, Jenin osv), eller også flyver vi til Ankara og tager østpå mod Kurdistan - altså blandt andet ind i Irak, eller også gør vi noget helt tredje...
Endelig er der bare at sige: Vi ses - Inshallah!
fredag den 29. oktober 2010
Grænser i Mellemøsten
Som beskrevet i sidste blogindlæg, burde jeg faktisk ikke have tid til at lave endnu et indlæg i denne uge (hvilket også er grunden til , at der ikke er kommet billeder op som lovet, jeg bøjer mig i støvet og undskylder mange gange...). Men når man befinder sig i Mellemøsten, går tingene ikke altid helt som planlagt, så derfor sidder jeg nu ved et busstoppested i Bet Shean i den nordlige del af Israel og venter på en bus til Jerusalem, så jeg derfra kan komme videre til Ramallah og sætte vores stand til World Education Forum op. Forklaring følger...
...Tirsdag formiddag blev som tidligere nævnt brugt sammen med head of communication fra ActionAid Denmark, Vibeke Vinther og hendes mand Uffe Taudal, der er korrespondent for Berlingske. Det var egentlig meningen, at Ibrahim skulle have styret en del af besøget, men han havde om mandagen fået at vide, at hans søn skulle for militærdomstolen om tirsdagen (Sønnen har været fængslet i over et år, uden decideret rettergang, og der er stor usikkerhed om, hvad der reelt er sket. Eftersom Ibrahim selv har været fængslet tidligere, kan han ikke besøge ham i fængslet og derfor er det den eneste mulighed for, at de kan se hinanden, når der er retsmøder). Så Ane og jeg brugte formiddagen på at fortælle Vibeke og Uffe om vores programmer og af gode grunde diskutere nogle kommunikationsting, så det gik egentlig helt fint, hvorefter vi var en tur i den gamle by – og som alle andre var det også en virkelig bevægende oplevelse for dem. Jeg har efterhånden været der en del gange, men jeg bliver ved med at være rørt, frustreret, sur og alle mulige andre ting, hver eneste gang, jeg er dernede, hvor man virkelig for et indblik i bosætternes magt og ikke mindst, hvordan det er at leve under en besættelse for palæstinenserne.
Da klokken nærmede sig 14 forlod jeg de andre for at tage over grænsen til Jordan, hvor Gregers havde lagt et par øl på køl, som vi skulle hygge os med om aftenen, inden jeg havde kommunikationsstrategi-møde dagen efter. Jeg tog en bus til Jericho, som ligger relativt tæt på grænsen og efter en halv times ventetid i en eller anden by, kom jeg frem til Jericho, for at få at vide, at der ikke gik flere busser til grænsen den dag... Nå, men jeg tog så en taxa derud, der satte mig af ved den første kontrolgennemgang – herfra ville jeg videre igennem, men det vidste sig, at man ikke måtte komme igennem på gåben, og derfor ventede jeg på, at der kom en eller anden bus-ting, som jeg kunne komme med. Det skal lige siges, at denne grænseovergang er lidt speciel, i og med det er den eneste grænseovergang til Jordan (der er tre i alt), som palæstinenserne må bruge – og israelerne må ikke bruge den. Desuden skal man have et jordansk visum i forvejen. Det spurgte de mig også om, da de kiggede mit pas igennem, men eftersom jeg havde været i Aqaba i Jordan ugen før, burde der ikke være problemer på denne front. Jeg gik derfor hen til paskontrollen og stod lidt i kø, hvorefter jeg blev fortalt, da det blev min tur, at jeg skulle hen til en anden bås og betale 'exit tax' først. Så efter at have betalt de 250 kr. kom jeg endelig igennem paskontrollen, hvorefter man gik udenfor og ventede på en bus, der kunne fragte os videre i systemet. Efter en 20 minutters tid (hvor mine medpassagerer også lige skulle have tid til en af dagens fem bønner), kom bussen endelig og jeg gik ind sammen med de andre, jeg var kommet sammen med. Da jeg havde fået sat mig, kom buschaufføren og fortalte mig, at det ikke var min bus... det viser sig så, at der er en bus til palæstinensere og en til os andre. Der var altså ikke andet at gøre, end at gå ud igen og vente på det, der var 'min bus'. Derude faldt jeg i snak med chefen for det norske Røde Kors i Mellemøsten, med base i Jerusalem (han var spanier) Eftersom vi, hvis man trækker den lidt langt, nærmest var kolleger, fik vi snakket om lidt af hvert – og fik blandt andet brokket os over grænse-helvedet. Han endte også med at sige, at han havde en taxa ventende på ham på den anden side af grænsen, og han skulle til Amman, så der kunne jeg køre med for gratis, hvis jeg ville, så jeg tænkte fedt, så var der også styr på det.
Efter en halv times tid kom 'vores' bus og efter endnu et kvarters tid, kørte den så endelige igennem noget ingenmandsland på vej mod Jordan. Efter fem minutters tid, kom der en jordansk soldat ind for at tjekke vores pas. Da han kommer ned til mig (jeg sidder næsten bagerst), kigger han mit pas grundigt igennem, og siger, at jeg ikke kan komme ind i Jordan, fordi jeg ikke har et gyldigt visum... Jeg prøver på at forklare ham, at det ikke kan passe, eftersom jeg var i Aqaba weekenden før og betalte for et visum der. Han er dog hverken til at hugge eller stikke i, så der er ikke så meget andet at gøre, end at følge med ham udenfor bussen, og se min billet til Jordan forsvinde... Det viser sig således, at det visum, jeg ganske rigtigt fik weekenden før, er et såkaldt engangs-visum, der ikke kan bruges til at komme ind over denne grænseovergang. Hvis man skal det, skal man have et visum fra lufthavnen eller et jordansk konsulat eller ambassade. Så jeg skal med en bus den anden vej, hvor jeg skal igennem helvedet med at komme ind i Israel igen, eftersom jeg officielt har forladt landet (har jo blandt andet betalt exit tax...) Nå men det betyder, at jeg bliver hevet til side af en mand i sort polo og med solbriller (på trods af solen for længst er gået ned og vi befinder os indenfor), der stiller mig en række spørgsmål – nogle mere logiske end andre – her er et udpluk:
'Har du været i Israel før?' - 'Ja, jeg kommer sådan set lige derfra' (hvilket han også kunne se i mit pas...)
'Hvad laver du i Danmark', - 'Jeg studerer journalistik'
'Bor du hjemme ved dine forældre?' - 'Nej' – 'Hvorfor?' …
'Hvad hedder din far og farfar?' - ...
Og så nogle spørgsmål omkring mit ærinde i Israel, hvor jeg igen forklarer, at jeg arbejder for ActionAid. Denne seance tager et kvarters tid. Jeg kommer så op til en ny paskontrol-kø – jeg tror ca jeg har vist mit pas til 15 forskellige mennesker inden for halvanden time. Her bliver jeg afhørt endnu en gang – og basically er det de samme spørgsmål de stiller endnu en gang...
Nå, men jeg er efterhånden kommet igennem kaos'et og kommer ud på den anden side, og klokken er efterhånden blevet 20.30 – og jeg skal til at overveje mine muligheder. Jeg snakker med min chef Suad i Amman, der selvfølgelig er utrolig ked af (og sur over) at høre, hvad der er sket, men hun mener stadig, at jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme til Amman dagen efter til mødet. Det betyder i så fald, at jeg skal op over den nordlige grænse – og der er langt på daværende tidspunkt. Jeg kan groft sagt tage til Jericho og sove og så stå næste morgen med en meget besværlig tur op nordpå – ELLER jeg kan tage en taxa op til Bet Shean tæt på den nordlige grænse og krydse derfra tidligt næste morgen. Det eneste problem med denne løsning er, at jeg skal med en taxa til en værdi af 500 NIS (750 kr.) - så nu er gode råd dyre – eller det vil sige, lige meget hvad jeg foretager mig, er det dyrt. Jeg vælger derfor at sige 'Fuck the money' og tage taxaen til Bet Shean, hvor han vil køre mig direkte til et hostel. Det bliver en to-timers køretur med en ung fyr, der sidder skiftevis med benet oppe på instrumentbrættet og skiftevis råber af folk, han snakker i telefon med, hvorefter han kaster med sin telefon, når (eller måske før...) samtalen er slut. Men ellers er han meget flink. Vi når dog også lige et enkelt checkpoint mere på vejen (det var mørkt, men jeg gætter på, at det var, da vi forlod Vestbredden). Turen tog i alt et par timer og endelig kom vi frem til hostellet. Det viser sig dog, da vi kommer frem, at alle doarm room'ene er optaget af skoleklasser på udflugt, så jeg er nødt til at betale noget der svarer til 350 kr. for et almindeligt værelse. Nu var jeg efterhånden ved at være godt sur, men jeg fået indtrykket, at der ikke var så mange andre hoteller i Bet Shean – og desuden var jeg jo begyndt på at sige 'fuck the money'. Så jeg tog værelset, købte mig en øl i hotelbaren og skålede med Gregers over Skype, når nu vi ikke kunne sidde sammen og drikke øl.
I forhold til alt det her med pengene skal det siges, at jeg i princippet for mine arbejdsrelaterede udgifter dækket, og derfor ville jeg også få dækket denne tur under normale omstændigheder. Problemet er så lidt, at det til en vis grad er mig selv, der har dummet mig ved ikke at have helt styr på visum-situationen, men jeg har på den anden side heller fået særlig meget guidance i, hvordan det fungerer. Jeg nåede lige hurtigt at vende det med Suad i morges, og hun sagde, at det må vi lige finde ud af – jeg tror det ender med, at jeg får dækket nogle af mine ekstraudgifter...
Nå, men jeg stod op tidligt onsdag morgen og krydsede grænsen nærmest uden problemer og var derfor i Amman omkring kl. 11. Så jeg var endelig fremme, og blev rigtig godt modtaget (specielt af Gregers, der stod klar med en Fernet – det havde jeg brug for...) Herfra nåede jeg lige at komme rundt på kontoret og sige hej og snakke lidt med alle de rare mennesker, der befinder sig her, inden Gregers og jeg tog et smut på politistationen, for at overflytte mit jordanske visum fra mit normale pas til mit ekstrapas – forklaring følger...
… Som sagt regner Gregers og jeg stærkt med at tage til Syrien og Libanon i slutningen af sidste uge. Og som sagt tidligere er det lidt et problem, hvis man har israelske stempler i sit pas. Derfor har jeg fået lavet et ekstrapas. Men i stedet for at stå med et helt blankt pas ved den syriske grænse, kan man få 'overført' sit jordanske visum til det ekstra pas – og dermed er der i det mindste et jordansk visum i passet, når vi kommer til Syrien. Det kommer dog til at lugte lidt alligevel, i og med der ikke står nogle steder, hvor man er kommet ind i Jordan henne, men vi håber på det går...
Som sagt var jeg på kontoret i Jordan hele dagen i går, og det var rigtig hyggeligt. Så havde vi møde med DEDI fra 16.30 – 21.00 og det var helt sikkert værdifuldt, men det blev også (endnu) en lang dag. Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan bruge mere end andre, men det var spændende input og nogle gode kontakter, som man har mulighed for at trække på, hvis det på noget tidspunkt skulle være nødvendigt.
Nu havde jeg jo selvfølgelig regnet med, at jeg kunne tage den 'midterste' grænseovergang hjem til Palæstina (jeg skal nok lige uploade et kort, når det bliver muligt, for at give et indtryk af, hvorfor jeg gerne vil over denne grænseovergang). Men Rinad fra Amman-kontoret tjekkede lige op på det, og det viser sig således, at man heller ikke kan tage denne grænseovergang tilbage, når man ikke er kommet over den i første omgang – og det kan jeg jo ikke ligefrem prale af, at jeg fik lov til...
Så jeg måtte på den igen og op over den nordlige grænse tidligt i morges (men Gregers og jeg nåede lige at dele et par øl i går aftes, så vi fik indhentet en smule af det forsømte). Det foregik på den måde, at jeg først skulle med en taxa hen til busstationen. Derfra skulle jeg med en bus i halvanden times tid mod Irbid. I Irbid skulle jeg med en bus fra en busstation til en anden. Det tog et kvarters tid. Derfra skulle jeg med endnu en bus til grænsen. Det tog en times tid. Derfra skulle jeg tage en taxa over grænseovergangen (udelukkende på den jordanske side), inden jeg skulle med en bus, der tog mig fra Jordan-siden til den israelske side. Her skulle jeg (selvfølgelig...) igennem en række spørgsmål en gang til, inden jeg kom igennem (det skal siges, at det gik relativt nemt, men der var alligevel to omgange spørgsmål, og det tog da også en tre kvarters tid i alt). Efter at være kommet igennem, skulle jeg tage en taxa ind til Bet Shean og vente i halvanden time på den bus, jeg nu sidder i på vej mod Jerusalem, hvorfra jeg skal med en bus til en anden busstation i Jerusalem. Derfra skal jeg med en bus mod checkpointet ved Ramallah, hvorefter jeg skal med en anden bus på den anden side af checkpointet for at komme til Ramallah, hvorefter jeg skal med en taxa for at finde det sted, hvor vi skal sætte vores stand op, så den er klar til i morgen... Puha, jeg bliver helt forpustet ved bare at skrive om alle de transportskift, jeg har i dag...
Så hvis der kommer folkeafstemning, og jeg er stemmeberettiget, vil jeg helt klart stemme for, at der bliver indført et Schengen-system i Mellemøsten... - men jeg er bange for, der ikke er så mange andre hernede, der vil stemme det samme som mig...
PS. Indlægget er skrevet i går (torsdag), men jeg havde ikke internet i Ramallah, så den bliver først uploadet nu, efter en vildt hektisk dag til WEF, men alt er gået godt. Jeg LOVER, LOVER, LOVER, at der komme nogle billeder op senest søndag.
Salam!
...Tirsdag formiddag blev som tidligere nævnt brugt sammen med head of communication fra ActionAid Denmark, Vibeke Vinther og hendes mand Uffe Taudal, der er korrespondent for Berlingske. Det var egentlig meningen, at Ibrahim skulle have styret en del af besøget, men han havde om mandagen fået at vide, at hans søn skulle for militærdomstolen om tirsdagen (Sønnen har været fængslet i over et år, uden decideret rettergang, og der er stor usikkerhed om, hvad der reelt er sket. Eftersom Ibrahim selv har været fængslet tidligere, kan han ikke besøge ham i fængslet og derfor er det den eneste mulighed for, at de kan se hinanden, når der er retsmøder). Så Ane og jeg brugte formiddagen på at fortælle Vibeke og Uffe om vores programmer og af gode grunde diskutere nogle kommunikationsting, så det gik egentlig helt fint, hvorefter vi var en tur i den gamle by – og som alle andre var det også en virkelig bevægende oplevelse for dem. Jeg har efterhånden været der en del gange, men jeg bliver ved med at være rørt, frustreret, sur og alle mulige andre ting, hver eneste gang, jeg er dernede, hvor man virkelig for et indblik i bosætternes magt og ikke mindst, hvordan det er at leve under en besættelse for palæstinenserne.
Da klokken nærmede sig 14 forlod jeg de andre for at tage over grænsen til Jordan, hvor Gregers havde lagt et par øl på køl, som vi skulle hygge os med om aftenen, inden jeg havde kommunikationsstrategi-møde dagen efter. Jeg tog en bus til Jericho, som ligger relativt tæt på grænsen og efter en halv times ventetid i en eller anden by, kom jeg frem til Jericho, for at få at vide, at der ikke gik flere busser til grænsen den dag... Nå, men jeg tog så en taxa derud, der satte mig af ved den første kontrolgennemgang – herfra ville jeg videre igennem, men det vidste sig, at man ikke måtte komme igennem på gåben, og derfor ventede jeg på, at der kom en eller anden bus-ting, som jeg kunne komme med. Det skal lige siges, at denne grænseovergang er lidt speciel, i og med det er den eneste grænseovergang til Jordan (der er tre i alt), som palæstinenserne må bruge – og israelerne må ikke bruge den. Desuden skal man have et jordansk visum i forvejen. Det spurgte de mig også om, da de kiggede mit pas igennem, men eftersom jeg havde været i Aqaba i Jordan ugen før, burde der ikke være problemer på denne front. Jeg gik derfor hen til paskontrollen og stod lidt i kø, hvorefter jeg blev fortalt, da det blev min tur, at jeg skulle hen til en anden bås og betale 'exit tax' først. Så efter at have betalt de 250 kr. kom jeg endelig igennem paskontrollen, hvorefter man gik udenfor og ventede på en bus, der kunne fragte os videre i systemet. Efter en 20 minutters tid (hvor mine medpassagerer også lige skulle have tid til en af dagens fem bønner), kom bussen endelig og jeg gik ind sammen med de andre, jeg var kommet sammen med. Da jeg havde fået sat mig, kom buschaufføren og fortalte mig, at det ikke var min bus... det viser sig så, at der er en bus til palæstinensere og en til os andre. Der var altså ikke andet at gøre, end at gå ud igen og vente på det, der var 'min bus'. Derude faldt jeg i snak med chefen for det norske Røde Kors i Mellemøsten, med base i Jerusalem (han var spanier) Eftersom vi, hvis man trækker den lidt langt, nærmest var kolleger, fik vi snakket om lidt af hvert – og fik blandt andet brokket os over grænse-helvedet. Han endte også med at sige, at han havde en taxa ventende på ham på den anden side af grænsen, og han skulle til Amman, så der kunne jeg køre med for gratis, hvis jeg ville, så jeg tænkte fedt, så var der også styr på det.
Efter en halv times tid kom 'vores' bus og efter endnu et kvarters tid, kørte den så endelige igennem noget ingenmandsland på vej mod Jordan. Efter fem minutters tid, kom der en jordansk soldat ind for at tjekke vores pas. Da han kommer ned til mig (jeg sidder næsten bagerst), kigger han mit pas grundigt igennem, og siger, at jeg ikke kan komme ind i Jordan, fordi jeg ikke har et gyldigt visum... Jeg prøver på at forklare ham, at det ikke kan passe, eftersom jeg var i Aqaba weekenden før og betalte for et visum der. Han er dog hverken til at hugge eller stikke i, så der er ikke så meget andet at gøre, end at følge med ham udenfor bussen, og se min billet til Jordan forsvinde... Det viser sig således, at det visum, jeg ganske rigtigt fik weekenden før, er et såkaldt engangs-visum, der ikke kan bruges til at komme ind over denne grænseovergang. Hvis man skal det, skal man have et visum fra lufthavnen eller et jordansk konsulat eller ambassade. Så jeg skal med en bus den anden vej, hvor jeg skal igennem helvedet med at komme ind i Israel igen, eftersom jeg officielt har forladt landet (har jo blandt andet betalt exit tax...) Nå men det betyder, at jeg bliver hevet til side af en mand i sort polo og med solbriller (på trods af solen for længst er gået ned og vi befinder os indenfor), der stiller mig en række spørgsmål – nogle mere logiske end andre – her er et udpluk:
'Har du været i Israel før?' - 'Ja, jeg kommer sådan set lige derfra' (hvilket han også kunne se i mit pas...)
'Hvad laver du i Danmark', - 'Jeg studerer journalistik'
'Bor du hjemme ved dine forældre?' - 'Nej' – 'Hvorfor?' …
'Hvad hedder din far og farfar?' - ...
Og så nogle spørgsmål omkring mit ærinde i Israel, hvor jeg igen forklarer, at jeg arbejder for ActionAid. Denne seance tager et kvarters tid. Jeg kommer så op til en ny paskontrol-kø – jeg tror ca jeg har vist mit pas til 15 forskellige mennesker inden for halvanden time. Her bliver jeg afhørt endnu en gang – og basically er det de samme spørgsmål de stiller endnu en gang...
Nå, men jeg er efterhånden kommet igennem kaos'et og kommer ud på den anden side, og klokken er efterhånden blevet 20.30 – og jeg skal til at overveje mine muligheder. Jeg snakker med min chef Suad i Amman, der selvfølgelig er utrolig ked af (og sur over) at høre, hvad der er sket, men hun mener stadig, at jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme til Amman dagen efter til mødet. Det betyder i så fald, at jeg skal op over den nordlige grænse – og der er langt på daværende tidspunkt. Jeg kan groft sagt tage til Jericho og sove og så stå næste morgen med en meget besværlig tur op nordpå – ELLER jeg kan tage en taxa op til Bet Shean tæt på den nordlige grænse og krydse derfra tidligt næste morgen. Det eneste problem med denne løsning er, at jeg skal med en taxa til en værdi af 500 NIS (750 kr.) - så nu er gode råd dyre – eller det vil sige, lige meget hvad jeg foretager mig, er det dyrt. Jeg vælger derfor at sige 'Fuck the money' og tage taxaen til Bet Shean, hvor han vil køre mig direkte til et hostel. Det bliver en to-timers køretur med en ung fyr, der sidder skiftevis med benet oppe på instrumentbrættet og skiftevis råber af folk, han snakker i telefon med, hvorefter han kaster med sin telefon, når (eller måske før...) samtalen er slut. Men ellers er han meget flink. Vi når dog også lige et enkelt checkpoint mere på vejen (det var mørkt, men jeg gætter på, at det var, da vi forlod Vestbredden). Turen tog i alt et par timer og endelig kom vi frem til hostellet. Det viser sig dog, da vi kommer frem, at alle doarm room'ene er optaget af skoleklasser på udflugt, så jeg er nødt til at betale noget der svarer til 350 kr. for et almindeligt værelse. Nu var jeg efterhånden ved at være godt sur, men jeg fået indtrykket, at der ikke var så mange andre hoteller i Bet Shean – og desuden var jeg jo begyndt på at sige 'fuck the money'. Så jeg tog værelset, købte mig en øl i hotelbaren og skålede med Gregers over Skype, når nu vi ikke kunne sidde sammen og drikke øl.
I forhold til alt det her med pengene skal det siges, at jeg i princippet for mine arbejdsrelaterede udgifter dækket, og derfor ville jeg også få dækket denne tur under normale omstændigheder. Problemet er så lidt, at det til en vis grad er mig selv, der har dummet mig ved ikke at have helt styr på visum-situationen, men jeg har på den anden side heller fået særlig meget guidance i, hvordan det fungerer. Jeg nåede lige hurtigt at vende det med Suad i morges, og hun sagde, at det må vi lige finde ud af – jeg tror det ender med, at jeg får dækket nogle af mine ekstraudgifter...
Nå, men jeg stod op tidligt onsdag morgen og krydsede grænsen nærmest uden problemer og var derfor i Amman omkring kl. 11. Så jeg var endelig fremme, og blev rigtig godt modtaget (specielt af Gregers, der stod klar med en Fernet – det havde jeg brug for...) Herfra nåede jeg lige at komme rundt på kontoret og sige hej og snakke lidt med alle de rare mennesker, der befinder sig her, inden Gregers og jeg tog et smut på politistationen, for at overflytte mit jordanske visum fra mit normale pas til mit ekstrapas – forklaring følger...
… Som sagt regner Gregers og jeg stærkt med at tage til Syrien og Libanon i slutningen af sidste uge. Og som sagt tidligere er det lidt et problem, hvis man har israelske stempler i sit pas. Derfor har jeg fået lavet et ekstrapas. Men i stedet for at stå med et helt blankt pas ved den syriske grænse, kan man få 'overført' sit jordanske visum til det ekstra pas – og dermed er der i det mindste et jordansk visum i passet, når vi kommer til Syrien. Det kommer dog til at lugte lidt alligevel, i og med der ikke står nogle steder, hvor man er kommet ind i Jordan henne, men vi håber på det går...
Som sagt var jeg på kontoret i Jordan hele dagen i går, og det var rigtig hyggeligt. Så havde vi møde med DEDI fra 16.30 – 21.00 og det var helt sikkert værdifuldt, men det blev også (endnu) en lang dag. Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan bruge mere end andre, men det var spændende input og nogle gode kontakter, som man har mulighed for at trække på, hvis det på noget tidspunkt skulle være nødvendigt.
Nu havde jeg jo selvfølgelig regnet med, at jeg kunne tage den 'midterste' grænseovergang hjem til Palæstina (jeg skal nok lige uploade et kort, når det bliver muligt, for at give et indtryk af, hvorfor jeg gerne vil over denne grænseovergang). Men Rinad fra Amman-kontoret tjekkede lige op på det, og det viser sig således, at man heller ikke kan tage denne grænseovergang tilbage, når man ikke er kommet over den i første omgang – og det kan jeg jo ikke ligefrem prale af, at jeg fik lov til...
Så jeg måtte på den igen og op over den nordlige grænse tidligt i morges (men Gregers og jeg nåede lige at dele et par øl i går aftes, så vi fik indhentet en smule af det forsømte). Det foregik på den måde, at jeg først skulle med en taxa hen til busstationen. Derfra skulle jeg med en bus i halvanden times tid mod Irbid. I Irbid skulle jeg med en bus fra en busstation til en anden. Det tog et kvarters tid. Derfra skulle jeg med endnu en bus til grænsen. Det tog en times tid. Derfra skulle jeg tage en taxa over grænseovergangen (udelukkende på den jordanske side), inden jeg skulle med en bus, der tog mig fra Jordan-siden til den israelske side. Her skulle jeg (selvfølgelig...) igennem en række spørgsmål en gang til, inden jeg kom igennem (det skal siges, at det gik relativt nemt, men der var alligevel to omgange spørgsmål, og det tog da også en tre kvarters tid i alt). Efter at være kommet igennem, skulle jeg tage en taxa ind til Bet Shean og vente i halvanden time på den bus, jeg nu sidder i på vej mod Jerusalem, hvorfra jeg skal med en bus til en anden busstation i Jerusalem. Derfra skal jeg med en bus mod checkpointet ved Ramallah, hvorefter jeg skal med en anden bus på den anden side af checkpointet for at komme til Ramallah, hvorefter jeg skal med en taxa for at finde det sted, hvor vi skal sætte vores stand op, så den er klar til i morgen... Puha, jeg bliver helt forpustet ved bare at skrive om alle de transportskift, jeg har i dag...
Så hvis der kommer folkeafstemning, og jeg er stemmeberettiget, vil jeg helt klart stemme for, at der bliver indført et Schengen-system i Mellemøsten... - men jeg er bange for, der ikke er så mange andre hernede, der vil stemme det samme som mig...
PS. Indlægget er skrevet i går (torsdag), men jeg havde ikke internet i Ramallah, så den bliver først uploadet nu, efter en vildt hektisk dag til WEF, men alt er gået godt. Jeg LOVER, LOVER, LOVER, at der komme nogle billeder op senest søndag.
Salam!
søndag den 24. oktober 2010
Back in Palestine - for now...
Jeg er nu godt tilbage i Palæstina og Hebron, efter at have brugt sidste weekend på en tur til Petra i den sydlige del af Jordan, der er en af verdens syv vidundere. Denne weekend er gået med arbejde, eftersom vi (også) for tiden har vildt travlt og masser af projekter – men mere om det senere.
Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...
Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.
Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.
Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.
Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)
Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...
Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.
Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…
...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)
Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)
Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...
Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.
Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.
Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.
Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)
Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...
Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.
Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…
...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)
Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)
onsdag den 13. oktober 2010
Om slyngelstuer og ... slyngelstuer
Jeg havde efterhånden brug for noget der minder om ferie – hvis nogle skulle være i tvivl om hvorfor, så se foregående blogindlæg (også lagt på i dag)
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
Om celebrities, kommunikation og travlhed
Allerførst må jeg hellere skynde mig at undskylde, at der er gået over tre uger siden sidste indlæg, men forklaring følger. Derefter må jeg hellere komme med et par korrektioner i forhold til de tidligere blogindlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
tirsdag den 21. september 2010
Gregers kom – Gregers og Seb så – Gregers og Seb sejrede – tror vi nok...
Som skrevet i forrige indlæg, blev grænsen åbnet, og det betød Gregers kom frem, og vi mødtes i Jerusalem, hvor vi fik gjort den gamle by, inklusive Grædemuren, og derefter fandt frem til vores hostel, hvor vi fandt de to senge, som var vores – troede vi, i hvert fald.
Derefter bevægede vi os så småt ud i det jerusalemske natteliv på en uforglemmelig tur (som var så god, vi alligevel har glemt noget af den...), der blandt andet inkluderede følgende:
Taybeh – den lokale palæstinensiske øl, der med egen betegnelse er ”the best in the middle east” - man kan jo nærmest give dem ret, men nok primært på grund af manglen på konkurrence. Det er en lidt frugtig øl, men samtidig en rigtig god øl (Nu var vi jo nok også noget til et punkt, hvor jeg ville kalde Harboe en god øl – men hvorom alting er, kan Taybeh Beer altså godt anbefales)
Efrat - en utrolig sød, charmerende (ja, læs lækker...) bartender på den første bar vi fandt, hvor der var happy hour, så der endte vi med at blive hængende et stykke tid – og ja, udseendet på bartenderen skræmte os ikke væk;
Dan - som også arbejde i baren og endte med at lave nogle utroligt dårlige burgere til os, men som vi samtidig fik en ordentlig diskussion med. Han var israelsk ateist, og mente derfor at bosættelserne var åndssvage, men der røg fornuften til gengæld også. Han mente groft sagt, at eftersom Israel havde vundet en krig, kunne de behandle palæstinenserne som de ville (specielt fordi de var i gang med at civilisere dem – og vi ved jo alle sammen at krænke menneskerettigheder er meget civiliseret), at der jo ikke var forskel på det Israel gjorde i dag, og så den imperialisme, som europæerne havde udøvet i mange år i Afrika – og der måtte vi jo til dels give ham ret, men vi var til gengæld ikke helt enige i, at det var en valid grund til Israels ageren i dag – samtidig havde han ikke et rationelt svar på, hvorfor Israel var så glad for FN-resolutionen, der oprettede dem som stat i 1948, men samtidig ikke har efterlevet en eneste siden – det er måske det, vi andre ville betegne som et paradoks;
Putin Bar – En utrolig dårlig pub, der til gengæld var imponerende god til at sørge for at vores happy hour brandert blev heftigere;
Pladeforretningen – der om aftenen blev forvandlet til en cool undergrundsbar, hvor vi blandt andet faldt i snak med en flok israelske soldater – de her 18-årige piger, der virkelig har et forskruet verdensbillede, men til gengæld får man et indtryk af, hvor meget af det, der kommer af den form for den indoktrinering, der foregår i såvel skolesystemet som ikke mindt hæren.
Noget der ligner et sort hul – herefter begynder tingene at blive slørede for både Gregers og jeg. Vi kan huske, vi var forbi Putin Bar igen (af meget uvisse årsager) og baren, hvor Efrat og Dan herskede. Derefter har vi på en eller anden måde skiltes, og jeg vågner næste morgen ved at Gregers fortæller mig, at han har sovet på en sofa, fordi der lå en mand i hans seng, da han kom hjem. Da Gregers vækkede manden, pegede han over på mig og sagde ”my friend”. Jeg ved ikke, hvem han er (eller kan i hvert fald ikke huske, hvem han er) – så hvad der er sket resten af natten, er endnu et af livets store mysterier...
Dagen derpå var vi tømmermændsturister – ja det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi var ved Olivenbjerget og Getsemane Have, hvor Jesus (ja, der var han åbenbart også) eftersigende brugte aftenen før sin korsfæstelse. Derefter brugte vi resten af dagen på at drikke cola, søge skygge, spise et par falafler og derefter fandt vi en bus til Hebron.
Dagen efter havde vi det bedre igen, så der tog vi en tur til Bethlehem og (jeg) genså Kirken, der åbenbart skulle være placeret der, hvor der en gang har været en stald, hvor Jomfru (Host, host) Maria og Josef søgte ly for natten – gad egentlig vide, om ham Josef døde som jomfru? Jeg har ikke hørt historier om, at de fik andre børn, og man har ikke ligefrem indtryk af, at prævention var vildt udbredt på den tid. Det må egentlig taget være rimelig nederen, at ens kone har været utro og derefter gennemfører verdenshistoriens største fupnummer (”Det var Gud, der gjorde det, det er en jomfrufødsel” - yeah right) for derefter selv at dø, som gammeljomfru fordi den utro kone ikke synes, at ”Guds søn” skal have søskende. Jeg ville følte mig lidt snydt. Nå nok af mine antireligiøse udgydelser – bare fordi man ikke selv er fan, skal man jo ikke være fordømmende. Bethlehem var som Bethlehem er – hyggeligt, men samtidig lidt turistet, af gode grunde. Vi fik shoppet lidt i Bethlehem (og ja, det betyder indkøb af alkohol. Jeg har endnu ikke fundet smuglerkroen i Hebron, og begynder faktisk at tvivle på, at den eksisterer).
Det betød, at vi dagen efter var tømmermændsturister nok en gang. Denne gang i Ramallah, som er regeringsby for PA (Palestinian Authorities) indtil man en gang (forhåbentligt) får Østjerusalem som hovedstad. Det var til gengæld en dejlig by, der ikke var særlig turistet. Vi var blandt andet på en rigtig slyngelstue (som de nu er hernede, hvilket inkluderer arabisk kaffe og vandpiber – grunden til den kan kategoriseres under slyngelstue er, at man kan se på lang afstand, at kvinder ikke rigtig er velkomne og samtidig var halvdelen af klientellet ældre herrer iført den karakteristiske hovedbeklædning, som man altid så Arafat med). Apropos gode gamle Yassir Arafat (som vist ikke var helt så god, som han nogen gange bliver fremstillet i vestlige medier – korruption var i hvert fald ikke fremmed for ham. Det var jo ikke for sjov, at han døde som en af Mellemøstens rigeste mænd), så var vi også forbi han mausoleum, som ligger placeret ved siden af PA's hovedkvarter.
Derefter fik jeg sendt Gregers tilbage til Jordan – og så er hverdagen ellers dumpet ned med et brag igen. Travlt på kontoret igen – og et par ”netværksmøder” (se separat indlæg, hvor lidt galde bliver spyet ud...). Denne uge og den kommende bliver ikke mindre hektiske, eftersom celeb'en (som man kan diskutere, hvor berømt hun er) kommer forbi – så der skal alting klappes af og tilrettelægges. Derudover har vi seks danske voluntører (sabbatsårs-lige-færdig-med-gymnasiet-unge danskere, som skal ned og arbejde frivilligt i tre måneder) som kommer på søndag – de skal have et par introduktionsdage på kontoret og overnatninger i vores stue inden de drager ud til deres værtsorganisationer og -familier. Så der bliver med andre ord nok at se til.
Derefter bevægede vi os så småt ud i det jerusalemske natteliv på en uforglemmelig tur (som var så god, vi alligevel har glemt noget af den...), der blandt andet inkluderede følgende:
Taybeh – den lokale palæstinensiske øl, der med egen betegnelse er ”the best in the middle east” - man kan jo nærmest give dem ret, men nok primært på grund af manglen på konkurrence. Det er en lidt frugtig øl, men samtidig en rigtig god øl (Nu var vi jo nok også noget til et punkt, hvor jeg ville kalde Harboe en god øl – men hvorom alting er, kan Taybeh Beer altså godt anbefales)
Efrat - en utrolig sød, charmerende (ja, læs lækker...) bartender på den første bar vi fandt, hvor der var happy hour, så der endte vi med at blive hængende et stykke tid – og ja, udseendet på bartenderen skræmte os ikke væk;
Dan - som også arbejde i baren og endte med at lave nogle utroligt dårlige burgere til os, men som vi samtidig fik en ordentlig diskussion med. Han var israelsk ateist, og mente derfor at bosættelserne var åndssvage, men der røg fornuften til gengæld også. Han mente groft sagt, at eftersom Israel havde vundet en krig, kunne de behandle palæstinenserne som de ville (specielt fordi de var i gang med at civilisere dem – og vi ved jo alle sammen at krænke menneskerettigheder er meget civiliseret), at der jo ikke var forskel på det Israel gjorde i dag, og så den imperialisme, som europæerne havde udøvet i mange år i Afrika – og der måtte vi jo til dels give ham ret, men vi var til gengæld ikke helt enige i, at det var en valid grund til Israels ageren i dag – samtidig havde han ikke et rationelt svar på, hvorfor Israel var så glad for FN-resolutionen, der oprettede dem som stat i 1948, men samtidig ikke har efterlevet en eneste siden – det er måske det, vi andre ville betegne som et paradoks;
Putin Bar – En utrolig dårlig pub, der til gengæld var imponerende god til at sørge for at vores happy hour brandert blev heftigere;
Pladeforretningen – der om aftenen blev forvandlet til en cool undergrundsbar, hvor vi blandt andet faldt i snak med en flok israelske soldater – de her 18-årige piger, der virkelig har et forskruet verdensbillede, men til gengæld får man et indtryk af, hvor meget af det, der kommer af den form for den indoktrinering, der foregår i såvel skolesystemet som ikke mindt hæren.
Noget der ligner et sort hul – herefter begynder tingene at blive slørede for både Gregers og jeg. Vi kan huske, vi var forbi Putin Bar igen (af meget uvisse årsager) og baren, hvor Efrat og Dan herskede. Derefter har vi på en eller anden måde skiltes, og jeg vågner næste morgen ved at Gregers fortæller mig, at han har sovet på en sofa, fordi der lå en mand i hans seng, da han kom hjem. Da Gregers vækkede manden, pegede han over på mig og sagde ”my friend”. Jeg ved ikke, hvem han er (eller kan i hvert fald ikke huske, hvem han er) – så hvad der er sket resten af natten, er endnu et af livets store mysterier...
Dagen derpå var vi tømmermændsturister – ja det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi var ved Olivenbjerget og Getsemane Have, hvor Jesus (ja, der var han åbenbart også) eftersigende brugte aftenen før sin korsfæstelse. Derefter brugte vi resten af dagen på at drikke cola, søge skygge, spise et par falafler og derefter fandt vi en bus til Hebron.
Dagen efter havde vi det bedre igen, så der tog vi en tur til Bethlehem og (jeg) genså Kirken, der åbenbart skulle være placeret der, hvor der en gang har været en stald, hvor Jomfru (Host, host) Maria og Josef søgte ly for natten – gad egentlig vide, om ham Josef døde som jomfru? Jeg har ikke hørt historier om, at de fik andre børn, og man har ikke ligefrem indtryk af, at prævention var vildt udbredt på den tid. Det må egentlig taget være rimelig nederen, at ens kone har været utro og derefter gennemfører verdenshistoriens største fupnummer (”Det var Gud, der gjorde det, det er en jomfrufødsel” - yeah right) for derefter selv at dø, som gammeljomfru fordi den utro kone ikke synes, at ”Guds søn” skal have søskende. Jeg ville følte mig lidt snydt. Nå nok af mine antireligiøse udgydelser – bare fordi man ikke selv er fan, skal man jo ikke være fordømmende. Bethlehem var som Bethlehem er – hyggeligt, men samtidig lidt turistet, af gode grunde. Vi fik shoppet lidt i Bethlehem (og ja, det betyder indkøb af alkohol. Jeg har endnu ikke fundet smuglerkroen i Hebron, og begynder faktisk at tvivle på, at den eksisterer).
Det betød, at vi dagen efter var tømmermændsturister nok en gang. Denne gang i Ramallah, som er regeringsby for PA (Palestinian Authorities) indtil man en gang (forhåbentligt) får Østjerusalem som hovedstad. Det var til gengæld en dejlig by, der ikke var særlig turistet. Vi var blandt andet på en rigtig slyngelstue (som de nu er hernede, hvilket inkluderer arabisk kaffe og vandpiber – grunden til den kan kategoriseres under slyngelstue er, at man kan se på lang afstand, at kvinder ikke rigtig er velkomne og samtidig var halvdelen af klientellet ældre herrer iført den karakteristiske hovedbeklædning, som man altid så Arafat med). Apropos gode gamle Yassir Arafat (som vist ikke var helt så god, som han nogen gange bliver fremstillet i vestlige medier – korruption var i hvert fald ikke fremmed for ham. Det var jo ikke for sjov, at han døde som en af Mellemøstens rigeste mænd), så var vi også forbi han mausoleum, som ligger placeret ved siden af PA's hovedkvarter.
Derefter fik jeg sendt Gregers tilbage til Jordan – og så er hverdagen ellers dumpet ned med et brag igen. Travlt på kontoret igen – og et par ”netværksmøder” (se separat indlæg, hvor lidt galde bliver spyet ud...). Denne uge og den kommende bliver ikke mindre hektiske, eftersom celeb'en (som man kan diskutere, hvor berømt hun er) kommer forbi – så der skal alting klappes af og tilrettelægges. Derudover har vi seks danske voluntører (sabbatsårs-lige-færdig-med-gymnasiet-unge danskere, som skal ned og arbejde frivilligt i tre måneder) som kommer på søndag – de skal have et par introduktionsdage på kontoret og overnatninger i vores stue inden de drager ud til deres værtsorganisationer og -familier. Så der bliver med andre ord nok at se til.
Networking – og hvorfor jeg ikke er fan
”Giv mig en branche, hvor jeg ikke skal netværke” sagde en klog gammel mand en gang. Ja okay, jeg er måske ikke gammel og klog kan diskuteres, men mand vil jeg i hvert fald kalde mig selv – og hvis nogen på baggrund af denne indledning og overskrift skulle være i tvivl, så har jeg den sidste uges tid befundet mig i et par networking situationer, hvilket jeg af et ærligt hjerte må indrømme, at jeg ikke syntes vildt meget om – for nu at udtrykke mig pænt.
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
torsdag den 9. september 2010
UPDATE - Grænseovergangen er åben
Jeg har lige snakket med Gregers, og han sidder i en bus ved grænseovergangen og venter på at få lov til at blive afhørt. Så vi satser på, at han kommer igennem - hvis Gud og grænsevagterne vil. Så jeg tager til Jerusalem nu og venter på ham.
So long.
So long.
onsdag den 8. september 2010
Tanker om høflighed og venlighed
Generelt vil jeg beskrive mig selv som et tolerant, venligt og ikke mindst åbent menneske. Jeg elsker at smile til tilfældige mennesker på gaden og har intet problem med at hilse på folk, jeg ikke kender – og jeg kunne i hvert fald aldrig finde på ikke at smile eller hilse tilbage, hvis andre tager initiativet. Men det er trods alt en holdning, som til en vis grad er blevet udfordret hernede. For det første har jeg fundet ud af, at det afhænger utroligt meget af dagsformen, om jeg føler overskud til at hilse tilbage – specielt når hilsnerne kommer alle mulige mere eller mindre tilfældige steder fra. Butikker, den anden side af gaden, lejligheder – både ud af vinduer, men også nogle gange gemt, forbipasserende biler osv. Vi bliver stadig mødt af frasen ”Welcome, welcome to Hebron” mange steder – men ofte er det svært at vide, om de byder en velkommen til byen eller om de bare prøver at lokke en ind i deres forretning.
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
torsdag den 2. september 2010
Politik - på den store og lidt mindre måde...
Så er det efterhånden blevet tid til nye skriblerier herfra. Tiden flyver godt nok afsted må man sige. Jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er blevet september og der dermed kun er lidt over fire måneder tilbage hernede. Wow – det lyder næsten endnu vildere, når jeg skriver det.
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
onsdag den 18. august 2010
Another brick in the wall (Part II)
Jeg har nu ramt muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set en ny mur. Grædemuren i Jerusalem. Denne mur er ikke så omstridt som den tidligere nævnte. Eller det passer ikke helt – den er omstridt på en anden måde, og ældre. Eftersom den er så hellig, som den er for jøderne, så de ender med at græde bare de ser muren, så er den en del af hele konflikten der jo i bund og grund handler om at man har nogle geografiske områder, der er hellige for såvel jøder, muslimer og kristne. Det er jo i og for sig ikke så mærkeligt, eftersom disse monoteistiske religioner udspringer af det samme fædrene ophav. Det er også grunden til, at Ibrahim med en tydelig sarkastisk tunge kalder israelerne ”our cousins” Men som sagt har jeg nu også set grædemuren. Det var endnu et specielt syn – specielt fordi der var fyldt med ortodokse jøder – I ved dem jeg har nævnt tidligere med hat, jakkesæt og bedekrøller, der ligner noget fra 50'erne. Derudover var der masser af folk med kalotter og vi endte faktisk med ”kun” at se muren på en 30 meters afstand, da man ellers skulle iføre sig låne kalotter for at komme ind i det helligste af det helligste, og det synes jeg måske lige var at strække den lidt for langt. Ligesom mange andre steder hernede, er der det man på en pæn måde kan beskrive som en herre- og dameafdeling. Det betyder, at der er en væg, der adskiller den del af Grædemuren, hvor henholdsvis mændene og kvinderne må være. Samme dag ville vi også gerne have været i Al Aqsa-moskeen som også ligger inde i den gamle by i Jerusalem, men eftersom det var fredag i Ramadanen, var der kun adgang for muslimer, og den identitet kunne vi ikke rigtig påkalde os.
Derudover har jeg haft en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv, da vi i lørdags var på tur sammen med en fra Indien og en fra Uganda fra ActionAid International. Vi var ude og besøge nogle små samfund i det der kaldes Area C, altså der hvor det er israelerne, som styrer nærmest alt. Her bor palæstinenserne i telte, eftersom det er forbudt for dem at bygge. Her drikker palæstinenserne vand fra en tankvogn, eftersom det er forbudt for dem at have adgang til vand. Her er palæstinenserne (med hjælp fra blandt andet ActionAid) ved at restaurere gamle cisterner fra romersk tid! på grund af de to føromtalte problemer. Der må ikke bygges nye beholdere til at opsamle regnvand, men derimod må systemer tilbage fra romertiden gerne bruges, men der kræves ligesom, at der gøres en smule ved dem. Noget af det mest absurde var et community, som lå klods op af en bosættelse. Palæstinenserne boede i telte, havde ingen elektricitet og ingen vand. Ved siden af teltene lå bosætternes kyllingefarm, hvor kyllingerne havde varmelamper, aircondition, masser af vand og store gårde, hvor de levede. Altså der er ingen tvivl om, at jeg går ind for dyrevelfærd, men... - jeg mener trods alt at mennesker skal have det (mindst) lige så godt. Det er til gengæld et rigtig godt eksempel på de problemer, der eksisterer hernede. Modsat mange andre steder, hvor der er problemer, er det ikke her en mangel på ressourcer, der er problemet, men derimod fordelingen af ressourcerne. Der er jo vand nok i området, der er bare nogen, der har en del mere af det end andre...
Men nok om elendighed for denne omgang. I dag runder vi en måned i Palæstina – det er vildt som tiden går. Ja, man kan nærmest sige, at den flyver afsted. Det er en underlig følelse, at man på samme tid føler det som om, mange ting stadig er nye, samtidig med man sidder med følelsen af, at man har været her altid – og føler sig utrolig meget hjemme. De eneste der ikke føler det som om, vi hører hjemme her, er de mange folk, der stadig bliver ved at råbe ”welcome” efter os på gaden – det er tydeligt, at der bliver lagt mærke til os. Vi er blevet stamkunder flere steder, og den anden dag blev vi frarådet at købe grønthandlerens vandmeloner af grønthandleren selv, fordi han ikke mente de var gode – det må siges at være service frem for salg. Vi har i dag haft vores første arabisk timer – og det bliver godt nok spændende, hvor meget der når at bide sig fast, inden det bliver januar og man skal tilbage til Danmark. Men forhåbentligt kan vi nå at lære nogle høflighedsfraser og lidt smalltalk aka. butiks- eller taxasnak.
I morgen tager vi en tur til Tel Aviv, som skulle være det hippe af det smarte hernede – så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig. Vi skal bo i en forstad, der hedder Jaffa, hvor der skulle være nogle vildt lækre strande, så det bliver fedt at komme til at være rigtig ”turistet”. Det er ligesom om, det er begrænset, hvor meget man får nydt solen, når man arbejder 8-17, og det samtidig forventes, at man er iklædt minimum t-shirt og allerminimum shorts, der går ned over knæene...
Herudover er jeg i gang med at planlægge rigtigt at turiste den, eftersom jeg lige har ønsket lidt ferie i midten af oktober – i så fald tager Gregers og jeg en runde, der hedder Jordan, Syrien, Libanon og Palæstina – hvis og såfremt altså at de kære syrere og libanesere hopper på idéen om, at jeg desværre har mistet mit pas og dermed fået et nyt, som er helt tomt – det er jo det der med, at de ikke er så glade for at se israelske stempler. Man skal vist i det hele taget være påpasselig med overhovedet at anerkende staten Israel – og det er lidt svært at forklare grænsekontrollørerne, hvorfor man har stempler fra et land, der ikke eksisterer - man har jo heller ikke stempler fra Langbortistan eller Drømmeland...
Livet i Hebron går stadig stille og roligt – der er jo som tidligere nævnt Ramadan for tiden, hvilket medfører, at vores arbejdstid officielt er indskrænket til 6,5 timer, men vi arbejder stadig mellem otte og ni timer om dagen. Derudover har det betydet, at alle restauranter har lukket om aftenen – det er lidt paradoksalt, at de faktisk har åbent om dagen, hvor det ikke er tilladt at spise, men derimod lukket om aftenen, hvor det er tilladt at spise... - men som den gode Poul Thomsen ville sige, så har det jo en naturlig forklaring. Eftersom man går meget op i familiesamvær, så medfører det, at aftnerne i Ramadanen bliver brugt derhjemme til et ordentligt festmåltid, hvilket de ret beset også fortjener, efter at have fastet i 13-14 timer. Men derfor sørger man får at handle ind om eftermiddagen, så man er klar til at grovæde, når solen går ned – vi er blevet inviteret hen til Ibrahim på fredag til sådan et måltid, så det bliver spændende, hvordan det kommer til at forløbe.
Nå, det var alt for denne gang - hold jer muntre
Derudover har jeg haft en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv, da vi i lørdags var på tur sammen med en fra Indien og en fra Uganda fra ActionAid International. Vi var ude og besøge nogle små samfund i det der kaldes Area C, altså der hvor det er israelerne, som styrer nærmest alt. Her bor palæstinenserne i telte, eftersom det er forbudt for dem at bygge. Her drikker palæstinenserne vand fra en tankvogn, eftersom det er forbudt for dem at have adgang til vand. Her er palæstinenserne (med hjælp fra blandt andet ActionAid) ved at restaurere gamle cisterner fra romersk tid! på grund af de to føromtalte problemer. Der må ikke bygges nye beholdere til at opsamle regnvand, men derimod må systemer tilbage fra romertiden gerne bruges, men der kræves ligesom, at der gøres en smule ved dem. Noget af det mest absurde var et community, som lå klods op af en bosættelse. Palæstinenserne boede i telte, havde ingen elektricitet og ingen vand. Ved siden af teltene lå bosætternes kyllingefarm, hvor kyllingerne havde varmelamper, aircondition, masser af vand og store gårde, hvor de levede. Altså der er ingen tvivl om, at jeg går ind for dyrevelfærd, men... - jeg mener trods alt at mennesker skal have det (mindst) lige så godt. Det er til gengæld et rigtig godt eksempel på de problemer, der eksisterer hernede. Modsat mange andre steder, hvor der er problemer, er det ikke her en mangel på ressourcer, der er problemet, men derimod fordelingen af ressourcerne. Der er jo vand nok i området, der er bare nogen, der har en del mere af det end andre...
Men nok om elendighed for denne omgang. I dag runder vi en måned i Palæstina – det er vildt som tiden går. Ja, man kan nærmest sige, at den flyver afsted. Det er en underlig følelse, at man på samme tid føler det som om, mange ting stadig er nye, samtidig med man sidder med følelsen af, at man har været her altid – og føler sig utrolig meget hjemme. De eneste der ikke føler det som om, vi hører hjemme her, er de mange folk, der stadig bliver ved at råbe ”welcome” efter os på gaden – det er tydeligt, at der bliver lagt mærke til os. Vi er blevet stamkunder flere steder, og den anden dag blev vi frarådet at købe grønthandlerens vandmeloner af grønthandleren selv, fordi han ikke mente de var gode – det må siges at være service frem for salg. Vi har i dag haft vores første arabisk timer – og det bliver godt nok spændende, hvor meget der når at bide sig fast, inden det bliver januar og man skal tilbage til Danmark. Men forhåbentligt kan vi nå at lære nogle høflighedsfraser og lidt smalltalk aka. butiks- eller taxasnak.
I morgen tager vi en tur til Tel Aviv, som skulle være det hippe af det smarte hernede – så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig. Vi skal bo i en forstad, der hedder Jaffa, hvor der skulle være nogle vildt lækre strande, så det bliver fedt at komme til at være rigtig ”turistet”. Det er ligesom om, det er begrænset, hvor meget man får nydt solen, når man arbejder 8-17, og det samtidig forventes, at man er iklædt minimum t-shirt og allerminimum shorts, der går ned over knæene...
Herudover er jeg i gang med at planlægge rigtigt at turiste den, eftersom jeg lige har ønsket lidt ferie i midten af oktober – i så fald tager Gregers og jeg en runde, der hedder Jordan, Syrien, Libanon og Palæstina – hvis og såfremt altså at de kære syrere og libanesere hopper på idéen om, at jeg desværre har mistet mit pas og dermed fået et nyt, som er helt tomt – det er jo det der med, at de ikke er så glade for at se israelske stempler. Man skal vist i det hele taget være påpasselig med overhovedet at anerkende staten Israel – og det er lidt svært at forklare grænsekontrollørerne, hvorfor man har stempler fra et land, der ikke eksisterer - man har jo heller ikke stempler fra Langbortistan eller Drømmeland...
Livet i Hebron går stadig stille og roligt – der er jo som tidligere nævnt Ramadan for tiden, hvilket medfører, at vores arbejdstid officielt er indskrænket til 6,5 timer, men vi arbejder stadig mellem otte og ni timer om dagen. Derudover har det betydet, at alle restauranter har lukket om aftenen – det er lidt paradoksalt, at de faktisk har åbent om dagen, hvor det ikke er tilladt at spise, men derimod lukket om aftenen, hvor det er tilladt at spise... - men som den gode Poul Thomsen ville sige, så har det jo en naturlig forklaring. Eftersom man går meget op i familiesamvær, så medfører det, at aftnerne i Ramadanen bliver brugt derhjemme til et ordentligt festmåltid, hvilket de ret beset også fortjener, efter at have fastet i 13-14 timer. Men derfor sørger man får at handle ind om eftermiddagen, så man er klar til at grovæde, når solen går ned – vi er blevet inviteret hen til Ibrahim på fredag til sådan et måltid, så det bliver spændende, hvordan det kommer til at forløbe.
Nå, det var alt for denne gang - hold jer muntre
mandag den 9. august 2010
Mr. Netanyahu, open this gate. Mr Netanyahu, tear down this wall
Jeg har nu ramt muren. Eller det vil sige, jeg har set muren. Muren, der er bygget af israelerne, bliver beskrevet som henholdsvis en sikkerhedsmur eller en apartheidsmur alt afhængig af, hvilken side af muren, man befinder sig på. Eller det vil sige, at det nok primært er afhængig af ens holdning til konflikten. Den internationale domstol har valgt kort og kort at kalde den Muren – så har man da i hvert fald valgt at være neutral. For en mur, det er det. BBC har instrueret sine journalister i at kalde den adskillelsesmuren. Og adskiller, det gør den. Den adskiller Israel fra Vestbredden. I hvert fald de steder, hvor den er færdigbygget. Groft sagt langs det der kaldes våbenstilstandslinjen eller den grønne linie, som er en grænse, der blev aftalt i 1949 mellem Israel og dens arabiske naboer Egypten, Jordan, Libanon og Syrien. Det skal dog siges, at den nærmest hele vejen befinder sig mere på palæstinensisk end israelsk territorium. Hvilket blandt kritikere er blevet betegnet som en skjult form for annektering af land. Nå, nok historietime for i dag – nu er det tid til nogle indtryk fra muren. Vi var i Bethlehem i fredags, hvor Muren faktisk ligger inde i selve byen. Det var et meget speciel oplevelse at se den i virkeligheden. Den er visse steder op mod 8 meter høj, så det er ikke bare lige et læhegn. Derudover den fyldt med graffiti – og mange steder faktisk imponerende graffiti. Det sjove er desuden at se, hvordan nærmest alt graffitien er politisk, og der er faktisk mange fede punchlines imellem.
Sidste gang jeg var i Bethlehem, var jeg desuden inde i den kirke, der ligger der, hvor Jesus efter sigende skulle være blevet født. Men... der skal nu mere en kirke indeholdende 1000-vis af lys, en bibel og nogle julesalmer til at overbevise mig om sandhedsværdien af dette faktum. Men fred være med det (og ham). Det skal desuden siges, at da Amani og Eman spurgte, om vi ville med i Church of Nativity, hørte jeg det som Church of Activity, hvilket jo alt andet lige gør en lille forskel – til at starte med troede jeg derfor, at vi skulle ind til en eller anden vild Gudstjeneste, men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi skulle derimod derind, hvor man mente, at Jesusbarnet i en krybbe lå med hyrderne omkring sig.
Derudover var vi i Jerusalem i søndags, men ikke i så frygtelig lang tid, da vi kom lidt sent af sted. Men vi kom da ind i den gamle by, som er en fascinerende enklave midt i byen samtidig med vi fandt en bogshop med et spændende udvalg af såvel fag- som skønlitterære værker om Mellemøsten på engelsk – så der blev provianteret. Jerusalem er helt sikkert et sted, jeg kommer tilbage til. Snart.
Som i nok kan fornemme, er vi nødt til at komme lidt ud af Hebron en gang imellem, da det sandt for dyden ikke er det mest action-packed sted – eller det vil sige, hvis man med action tænker på soldater i gaderne, stenkast og andre konfrontationer, så er der i og for sig action nok – jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der nærmest er for meget af det gode. Hvis man derimod måler action på hvor mange kulturelle tilbud, barer og deslige, der eksisterer, så må vi ærligt erkende, at Hebron dumper med et brag. Der er dog en cafe, der hedder Friends, hvor man kan ryge vandpibe og få virgin cocktails, hvilket nok er tæt på det vildeste, man kommer til i Hebron. Det skal desuden siges, at caféen er delt i to, hvor vi venligt men bestemt bliver henvist til familieafdelingen, fordi den anden afdeling er herreafdelingen, hvor Ane af gode grunde ikke må komme.
I forlængelse af diskussionen om, hvorvidt Hebron er action packed, er det dog vigtigt at påpege, at generelt har vi det rigtig godt her i Hebron. Der har endnu ikke været nogen decideret grund til at føle sig utryg. Det man lige skal vende sig til, er de føromtalte soldater i gaderne, og at man kan blive stoppet ved checkpoints og lignende. Så det er mere en eller anden underlig psykisk utryghed, fordi man befinder sig i et konfliktområde, end det er en konkret utryghed i hverdagen. Det skal derfor siges, at vi ikke selv har oplevet stenkast og lignende, men vi får at vide, at det sker jævnligt, specielt i den tidligere omtalte gamle bydel.
Ellers skal vi starte med arabisk undervisning på onsdag, så det bliver spændende. Det er en privatlærer, som Brendan har anbefalet os. Men da vi snakkede med hende den anden dag, sagde hun, at hun normalt kun underviste venner og ville derfor høre, hvad vi mente, vi ville have råd til at betale hende. Vi skyndte os at sige 50 NIS (New Israeli Shekels – omkring 75 kr) i timen, da det var det, Brendan havde betalt. Så det virker meget som om, vi selv kan være med til at bestemme, hvordan undervisningen skal forløbe, og hvad vi gerne vil lære, så det er meget fedt. Indtil videre begrænser mine arabiskkundskaber sig til følgende:
Salaam 'alaykum – må fred være med dig – en måde at hilse på
Marhaba – hej/goddag
Ma'a salaama – farvel
Sabah al-khayr – godmorgen
Kayf Haalak – hvordan går det
Shukran – tak
Na'am – ja
La – nej
In'shallah – om Gud vil
På arbejdet går det stadig derudaf. Der er masser at se til og nogle lange arbejdsdage, men det er rigtig spændende, så der er ikke noget at klage over på den front. Jeg kan ikke helt finde ud af, om de lidt har købt katten i sækken. Forstået på den måde, at det er mig, der er katten i sækken. Jeg tror måske lidt, de tror, at jeg har nogle tekniske egenskaber, som jeg ikke helt er i besiddelse af. Men indtil videre er det gået fint, og jeg tror da også helt sikkert nok, at jeg skal klare mig. Der er masser af spændende opgaver, eftersom de slet ikke har haft nogen til at styre deres kommunikation tidligere, så der er frie muligheder for at påvirke, hvordan vi bedst får vores budskab ud over rampen.
Desuden starter ramadanen vist nok på onsdag. Jeg er nødt til at skrive vist nok, eftersom det er nogle (åbenbart) kloge mennesker, som ud fra stjernerne bestemmer, hvornår ramadanen helt præcist starter og slutter. Alt andet lige har det selvfølgelig ikke den store betydning for mig. Som de fleste af jer ved, giver jeg ikke så frygtelig meget for det der religion, men igen fred være med dem. Det eneste problem er, at det er ildeset at spise eller drikke offentligt. Ligeså ildeset som det normalt er at drikke alkohol offentligt. Og igen vil de som kender mig nikke genkendende til, at det at spise og drikke alkohol er to ting, jeg (normalt) nyder utrolig meget. Så det bliver noget med at sørge for at spise indenfor, så der ikke er nogen der ser det. I hvert fald hvis man har tænkt sig at spise noget mellem solopgang og solnedgang. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det har jeg tænkt mig. Apropos det der med alkohol, så har vi også nydt vores første øl på vores terrasse. Sirligt indkøbt i en kiosk i Bethlehem, sirligt transporteret hjem i en sort plastikpose og sirligt hældt op i et krus, så eventuelle forbipasserende ikke kunne se, hvad vi hældte i os.
Det var nu en rar følelse.
PS. Jeg er forresten meget tæt på at kalde mig selv ActionAid Celebrity Coordinator. I slutningen af september kommer en skuespillerinde ved navn Miriam Margolyes til Palæstina for at se vores arbejde og optage en dokumentar om det. Hun er vist mest kendt for at være en gammel dame i Harry Potter-filmene og så har hun lagt stemme til en karakter i Babe, den kække gris. Nå men hvorom alting er, så er hende der styrer besøget fra ActionAids hovedkvarter i London en kvinde ved navn Susan Mearns, og hun er tituleret Celebrity Coordinator. Og eftersom det er mig, der har fået ansvaret for at planlægge Miriams besøg, så er jeg meget tæt på at titulere mig på samme måde. Vi har forresten været nødt til at sætte en stopper for, at hun meget gerne ville til Gaza. Problemet ligger lidt i, at hun er jøde og homoseksuel, og det er der ikke rigtig nogen, der tør stille sikkerhed for. Af gode grunde. For på trods af hun er Israel-kritisk jøde, er det vist noget med, at de der Hamas generelt ikke er så glade for jøder. Og desuden er der dødsstraf for homoseksualitet i Gaza. Så vi blev stille og roligt enige om, at det nok ikke var verdens bedste idé...
PPS. Til dem der skulle være interesseret i det, så har jeg her min adresse de næste fem måneder, men postgangene skulle vist være relativt usikre:
ActionAid Office
Al Salam Street, behind Taj Mahal Hall
Hebron, Palestine
Mit palæstinensiske telefonnummer er: +972 597367055
Alternativt kan jeg fanges på Skype, hvor jeg (vist nok) hedder sebatian.juel.frandsen
Sidste gang jeg var i Bethlehem, var jeg desuden inde i den kirke, der ligger der, hvor Jesus efter sigende skulle være blevet født. Men... der skal nu mere en kirke indeholdende 1000-vis af lys, en bibel og nogle julesalmer til at overbevise mig om sandhedsværdien af dette faktum. Men fred være med det (og ham). Det skal desuden siges, at da Amani og Eman spurgte, om vi ville med i Church of Nativity, hørte jeg det som Church of Activity, hvilket jo alt andet lige gør en lille forskel – til at starte med troede jeg derfor, at vi skulle ind til en eller anden vild Gudstjeneste, men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi skulle derimod derind, hvor man mente, at Jesusbarnet i en krybbe lå med hyrderne omkring sig.
Derudover var vi i Jerusalem i søndags, men ikke i så frygtelig lang tid, da vi kom lidt sent af sted. Men vi kom da ind i den gamle by, som er en fascinerende enklave midt i byen samtidig med vi fandt en bogshop med et spændende udvalg af såvel fag- som skønlitterære værker om Mellemøsten på engelsk – så der blev provianteret. Jerusalem er helt sikkert et sted, jeg kommer tilbage til. Snart.
Som i nok kan fornemme, er vi nødt til at komme lidt ud af Hebron en gang imellem, da det sandt for dyden ikke er det mest action-packed sted – eller det vil sige, hvis man med action tænker på soldater i gaderne, stenkast og andre konfrontationer, så er der i og for sig action nok – jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der nærmest er for meget af det gode. Hvis man derimod måler action på hvor mange kulturelle tilbud, barer og deslige, der eksisterer, så må vi ærligt erkende, at Hebron dumper med et brag. Der er dog en cafe, der hedder Friends, hvor man kan ryge vandpibe og få virgin cocktails, hvilket nok er tæt på det vildeste, man kommer til i Hebron. Det skal desuden siges, at caféen er delt i to, hvor vi venligt men bestemt bliver henvist til familieafdelingen, fordi den anden afdeling er herreafdelingen, hvor Ane af gode grunde ikke må komme.
I forlængelse af diskussionen om, hvorvidt Hebron er action packed, er det dog vigtigt at påpege, at generelt har vi det rigtig godt her i Hebron. Der har endnu ikke været nogen decideret grund til at føle sig utryg. Det man lige skal vende sig til, er de føromtalte soldater i gaderne, og at man kan blive stoppet ved checkpoints og lignende. Så det er mere en eller anden underlig psykisk utryghed, fordi man befinder sig i et konfliktområde, end det er en konkret utryghed i hverdagen. Det skal derfor siges, at vi ikke selv har oplevet stenkast og lignende, men vi får at vide, at det sker jævnligt, specielt i den tidligere omtalte gamle bydel.
Ellers skal vi starte med arabisk undervisning på onsdag, så det bliver spændende. Det er en privatlærer, som Brendan har anbefalet os. Men da vi snakkede med hende den anden dag, sagde hun, at hun normalt kun underviste venner og ville derfor høre, hvad vi mente, vi ville have råd til at betale hende. Vi skyndte os at sige 50 NIS (New Israeli Shekels – omkring 75 kr) i timen, da det var det, Brendan havde betalt. Så det virker meget som om, vi selv kan være med til at bestemme, hvordan undervisningen skal forløbe, og hvad vi gerne vil lære, så det er meget fedt. Indtil videre begrænser mine arabiskkundskaber sig til følgende:
Salaam 'alaykum – må fred være med dig – en måde at hilse på
Marhaba – hej/goddag
Ma'a salaama – farvel
Sabah al-khayr – godmorgen
Kayf Haalak – hvordan går det
Shukran – tak
Na'am – ja
La – nej
In'shallah – om Gud vil
På arbejdet går det stadig derudaf. Der er masser at se til og nogle lange arbejdsdage, men det er rigtig spændende, så der er ikke noget at klage over på den front. Jeg kan ikke helt finde ud af, om de lidt har købt katten i sækken. Forstået på den måde, at det er mig, der er katten i sækken. Jeg tror måske lidt, de tror, at jeg har nogle tekniske egenskaber, som jeg ikke helt er i besiddelse af. Men indtil videre er det gået fint, og jeg tror da også helt sikkert nok, at jeg skal klare mig. Der er masser af spændende opgaver, eftersom de slet ikke har haft nogen til at styre deres kommunikation tidligere, så der er frie muligheder for at påvirke, hvordan vi bedst får vores budskab ud over rampen.
Desuden starter ramadanen vist nok på onsdag. Jeg er nødt til at skrive vist nok, eftersom det er nogle (åbenbart) kloge mennesker, som ud fra stjernerne bestemmer, hvornår ramadanen helt præcist starter og slutter. Alt andet lige har det selvfølgelig ikke den store betydning for mig. Som de fleste af jer ved, giver jeg ikke så frygtelig meget for det der religion, men igen fred være med dem. Det eneste problem er, at det er ildeset at spise eller drikke offentligt. Ligeså ildeset som det normalt er at drikke alkohol offentligt. Og igen vil de som kender mig nikke genkendende til, at det at spise og drikke alkohol er to ting, jeg (normalt) nyder utrolig meget. Så det bliver noget med at sørge for at spise indenfor, så der ikke er nogen der ser det. I hvert fald hvis man har tænkt sig at spise noget mellem solopgang og solnedgang. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det har jeg tænkt mig. Apropos det der med alkohol, så har vi også nydt vores første øl på vores terrasse. Sirligt indkøbt i en kiosk i Bethlehem, sirligt transporteret hjem i en sort plastikpose og sirligt hældt op i et krus, så eventuelle forbipasserende ikke kunne se, hvad vi hældte i os.
Det var nu en rar følelse.
PS. Jeg er forresten meget tæt på at kalde mig selv ActionAid Celebrity Coordinator. I slutningen af september kommer en skuespillerinde ved navn Miriam Margolyes til Palæstina for at se vores arbejde og optage en dokumentar om det. Hun er vist mest kendt for at være en gammel dame i Harry Potter-filmene og så har hun lagt stemme til en karakter i Babe, den kække gris. Nå men hvorom alting er, så er hende der styrer besøget fra ActionAids hovedkvarter i London en kvinde ved navn Susan Mearns, og hun er tituleret Celebrity Coordinator. Og eftersom det er mig, der har fået ansvaret for at planlægge Miriams besøg, så er jeg meget tæt på at titulere mig på samme måde. Vi har forresten været nødt til at sætte en stopper for, at hun meget gerne ville til Gaza. Problemet ligger lidt i, at hun er jøde og homoseksuel, og det er der ikke rigtig nogen, der tør stille sikkerhed for. Af gode grunde. For på trods af hun er Israel-kritisk jøde, er det vist noget med, at de der Hamas generelt ikke er så glade for jøder. Og desuden er der dødsstraf for homoseksualitet i Gaza. Så vi blev stille og roligt enige om, at det nok ikke var verdens bedste idé...
PPS. Til dem der skulle være interesseret i det, så har jeg her min adresse de næste fem måneder, men postgangene skulle vist være relativt usikre:
ActionAid Office
Al Salam Street, behind Taj Mahal Hall
Hebron, Palestine
Mit palæstinensiske telefonnummer er: +972 597367055
Alternativt kan jeg fanges på Skype, hvor jeg (vist nok) hedder sebatian.juel.frandsen
Abonner på:
Opslag (Atom)