Og så er det vist ved at være på tide, at der kommer endnu en gang opdateringer fra min gøren og laden her på Vestbredden. Som forventet flyver tiden afsted, og det er derfor svært for mig, at nå alt det jeg gerne vil. Det er også derfor, disse opdateringer bliver skubbet lidt i baggrunden. Jeg har allerede været her over to tredjedele af tiden, så det siger noget om, hvor hurtigt tiden går! Jeg må ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke kan huske alt, hvad der er sket og i hvilken rækkefølge (note to self: skriv flere blogindlæg oftere i stedet for at skulle til at forfatte en roman...) - og med fare for at lyde som (endnu) en dårlig undskyldning for mig selv, beklager jeg, at der ikke er kommet flere opdateringer.
Nå, men der er da trods alt også sket lidt siden sidst. For det første har vi formået at udnytte vores terrasse – og ikke mindst den dertil indkøbte grill til et par grillfester. Første gang var sammen med et par palæstinensere fra Bethlehem, som Jeppe har lært at kende. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor grill og øl og rødvin virkede præcis som det skulle, hvilket er et meget rart afbræk fra hverdagen. Anden gang var fredagen efter, hvor vi havde besøg af nogle af de volontører, som arbejder hernede gennem MS. Så vi var næsten 10 mennesker i alt, men med en god blanding af grillmad, øl, rødvin, Fernet Branca, hyggelige mennesker, en guitar og god stemning, blev det endnu en dejlig aften på terrassen i Hebron. Det er rart at der lige er mulighed for sådan nogle oplevelser også.
Samtidig har vi fået besøg af Lorena, der er fra Ecuador, men skal arbejde for ActionAid i Gaza. Hun er ved os lige for tiden, fordi hun venter på sin tilladelse til at komme ind i Gaza – eller det vil sige, det stod der i min første kladde til blogindlægget, men i slutningen af sidste uge fik hun sit visum! Det er en meget omstændig ansøgningsproces, eller det vil sige, den er faktisk ikke omstændig, den tager bare, nå ja, tid... Man udfylder nogle papirer og sender til et eller andet kontor, og så behandler de papirerne (og ofte har man indtrykket af, at de ikke rigtig behandler papirerne – det er i hvert fald ikke særlig meddelsomme, når man ringer til dem og spørger om, hvor langt ansøgningen er i processen), og så kan man ellers ringe til dem på daglig basis med skiftevis beskeder om, at ' vi behandler ansøgningen', 'det ved vi ikke noget om', 'vores computersystemer gået ned, ring igen senere' eller bare en manglende besvarelse på opkaldet – men som sagt fik hun sit visum i sidste uge.
For et par uger siden havde jeg en speciel oplevelse, da jeg en fredag havde været nede på kontoret, og derefter begav mig ud på den halve times gåtur hjem. Vi skulle grille om aftenen, så jeg ville lige slå et smut forbi den grønthandler, hvor jeg plejede at købe mine grøntsager, sidste gang jeg var her, eftersom jeg ikke handler der så ofte mere. På vej derhen skal man forbi en moské og klokken var omkring 13. Da jeg nærmede mig moskéen kunne jeg se, at der var mange mennesker (hvilket jo i og for sig ikke var underligt, eftersom det var fredag og omkring bønnetid...), men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at de simpelthen havde dannet en stribe på tværs af vejen udfor moskéen og dermed spærrede alt (såvel gående som kørende) trafik, der gerne ville forbi. Normalt er folk hernede ikke bange for at dytte (de gør det faktisk ca. hvert 10. sekund), men her var det ligesom om, at alle respekterede dette (gad vide, hvis det var sket i Danmark, om politiet ville have tvangsopløst ”demonstrationen” og sat folkene i ”futtog” på jorden...). Derfor måtte jeg pænt stå og vente en 10 minutters tid (på behørig og respektfuld afstand), før jeg kunne komme hen til grønthandleren.
Forrige mandag var jeg til et arrangement arrangeret af en af de NGO'er, vi arbejder sammen med omkring ungdomsarbejdsløshed. Til stede (som taler) var desuden den palæstinensiske premierminister Salaam Fayyad, så ham sad jeg ca. 10 meter fra – og lyttede til. Det var ikke verdens mest spændende arrangement, men med en ungdomsarbejdsløshed på 50 % var det vildt relevant, og på trods af Fayyad snakkede meget politiker-agtigt, var det en rigtig sjov oplevelse at være med til (og han fik da også nogle relativt kritiske spørgsmål fra såvel de progressive NGO'er som gamle venstrefløjsfolk (læs: PFLP'ere), der mente, at hans liberalistiske fokus på markedet var gået for langt...). Så alt i alt var det faktisk en meget fin oplevelse, og som altid var det en fornøjelse at komme til Ramallah, der har lidt mere at byde på rent bylivsmæssigt end Hebron.
Herudover skulle en del folk fra kontoret have være til en workshop i Kairo, men da de var kommet til Jordan (hvorfra de skulle flyve til Kairo, da man som palæstinenser ikke kan komme andre veje til Egypten...) viste det sig, at der var så mange problemer med visum'er, at det kun var Nicola (som er italiener), der formåede at komme til Kairo. Dette på trods af, at det var et officielt arrangement fra den australske regering (eller i hvert fald udviklingsministeriet...) – dermed er endnu en anekdote til de mellemøstlige visum-udfordringer hermed føjet til kapitlet!
En af lørdagene, tog Jeppe og jeg en tur ind til Bethlehem til de føromtalte palæstinsere, der bor i en flygtningelejr i Bethlehem – vi skulle høre noget traditionel palæstinensisk musik med en musiker, der hedder Abu Arab og er meget kendt for sine politiske fædrelandssange. Vi forstod ikke rigtigt teksterne (som skulle være det vigtigste), men det var sjovt endnu en gang at opleve den store palæstinensiske nationale entusiasme (på trods af – eller måske netop fordi – de endnu ikke har deres egen stat...). Aftenen fortsatte på en billardbar, og derefter oppe på taget i flygtningelejren, hvor en god kombination af øl, unge politiske palæstinensere (primært PFLP'ere) gjorde det til en rigtig hyggelig aften fyldt med politiske diskussioner om såvel situationen hernede, Irak-krigen, USA, fængselsophold og ikke mindst en god gangs gammeldags kapitalisme-kritik (det er lang tid siden, jeg har diskuteret med nogle, der har refereret Karl Marx så loyalt!)
Søndagen efter var det den 15. maj, og jeg var en tur i Ramallah (regeringsbyen), da jeg ville se, hvordan man brugte den dag, der blandt palæstinenserne er kendt som ”Nakba” (”Katastrofen” på arabisk), hvor man mindes, hvad der skete i 1948, hvor staten Israel blev oprettet og omkring 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem (det er dem, der nu har udviklet sig til i alt 3,5 mio. flygtninge, primært i Jordan, Syrien, Libanon og på Vestbredden). Det er altså samme uge, som Israel fejrer sin uafhængighed (her kan virkelig tale om ”den enes død, den andens brød...”). Jeg startede dagen ud i Bethlehem, hvor jeg havde sovet på føromtalte tag, men der skete vist ikke så meget fik jeg at vide, så jeg tog en service mod Ramallah, hvor der var optræk til mere 'action'... - da jeg kørte forbi 'checkpointet' mellem Ramallah og Jerusalem var det tydeligt, at der var optræk til ballade. Først kørte jeg forbi en masse israelske soldater (og der var rigtig mange...), som stod linet op og 'klar til kamp', og da jeg kom tættere på Ramallah, var der en masse unge palæstinensere, som var i gang med at marchere mod checkpointet for at demonstrere, og allerede her kunne man se, at israelerne havde lavet et 'preemptive strike' ved at have kastet tåregas ind i mængden – de palæstinensiske 'shabab' (unge) havde dog forberedt sig på dette, og deres medbragte tørklæder var derfor bundet over mund og næse, så de – så vidt muligt – undgik at indånde tåregassen... - senere læste og hørte jeg om, at der (selvfølgelig...) havde været nogle clashes, og i alt var der omkring 60 sårede palæstinensere. Jeg valgte dog ikke at hoppe af servicen her, da der nok lige var action nok til mig, så jeg tog hele vejen ind til Ramallah, hvor der var noget, der mindede om en folkefest på byens centrale torv (Al Manara Square). Som sagt var det ikke fordi, man fejrede dage, men mere mindes de lidelser man har været igennem siden 1948. Men stemningen var god og endnu en gang fik man virkelig følelsen af et stolt folk – på den fantastiske entusiastiske måde. Samme dag havde der desuden været massevandringer fra de libanesiske og syriske flygtningelejre mod den israelske grænse for at markere, at disse folk stadig meget gerne ville vende tilbage, til deres hjemstavne (som altså befinder sig i det nuværende Israel). Det var nogle af de mest massive protester i mange år, og som så meget andet for tiden viser det, at der virkelig sker noget i Mellemøsten for tiden – og endnu en af grundene til at jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at tage tilbage!
I forrige uge var jeg ude at interviewe et par af de føromtalte volontører i en flygtningelejr lige nord for Hebron (jeg kan ikke huske, om jeg har forklaret dette før, men der bor jo en del 'flygtninge' internt på Vestbredden, altså folk der oprindeligt er fra det der i dag er Israel og blev fordrevet i 1948, jf. Nakba-mindelsen d. 15. maj – det er det, der i fagsprog hedder IDP – 'internally displaced people', altså flygtninge i eget land... - der skønnes at være omkring 2 mio. IDP'ere På Vestbredden og i Gaza). Men som altid lige meget hvor man kommer, bliver man budt mere end velkommen af den familie, man besøger (disse unge volontører lever jo netop ved familier) – og på trods af flygtningestatus'en og ikke særligt velstående familier, bliver man med det samme budt på kaffe oppe på taget. Da jeg skulle til at videre i systemet og var færdig med det, jeg skulle ordne (altså interviewene), blev jeg desuden budt på en ordentlig omgang Maklube (det er arabisk for upside/down – og betyder normalt en kæmpe portion kylling med ris og grøntsager som gulerødder, blomkål osv, der bliver lavet sammen i en kæmpe gryde, og derpå vendt omvendt ud på et fad – heraf upside/down-betegnelsen) Det er en virkelig lækker ret, som jeg er blevet virkelig glad for – og på trods af at kylling med ris ikke nødvendigvis lyder som det mest ophidsende, så kan det virkelig anbefales!
For et par uger siden tog Jeppe, Lorena og jeg en tur til Jerusalem for at skaffe os nogle tider ved det israelske indenrigsministerium. Jeppe og Lorena skulle have et visum til dem selv (Lorena skal kunne rejse ind og ud af Gaza – og Jeppe fik kun et 2-ugers visum sidste gang han kom ind fra Jordan med beskeden om, at han skulle få lavet et arbejdsvisum i stedet for det turistvisum, han ellers havde haft – og som jeg havde sidste gang og har denne gang) og jeg skulle forsøge at skaffe et visum til Lise (hende min afløser, der ikke kom ind i januar og nu sidder i Jordan, hvilket er grunden til, at jeg fik muligheden for at komme tilbage). På vej til Jerusalem skulle vi over Bethlehem og eftersom Lorena ikke havde været der før, skulle vi lige et smut forbi fødselskirken (I ved der hvor der vist nok er født en eller anden baby under en eller anden stjerne på et eller andet tidspunkt...). På pladsen foran kirken (hvor jeg blandt andet fejrede min juleaften med en flaske rødvin), var der ved at blive stillet op til noget musik, og vi blev enige om lige at høre, hvad det var for noget. Det viste sig at være et hollandsk band, der var på en form for turné i Mellemøsten, og idéen var at de skulle spille musik sammen med lokale musikere – så kombinationen af hollandsk strygerorkester, palæstinensiske rappere og palæstinensiske børn på trommer og lignende gjorde det til en rigtig fed oplevelse.
Vi tog som sagt videre til Jerusalem bagefter – aftenen startede med pasta og rødvin, og derefter fortsatte vi ud i det Jerusalem'ske natteliv med en rigtig hyggelig aften. Vi var alle tre trætte, men endte alligevel med at være sent ude, på trods af vi skulle tidligt op og en tur forbi indenrigsministeriet for at skaffe os aftaler for visum-ansøgninger, men det var (endnu) en rigtig hyggelig aften så nu har jeg også været fuld i Jerusalem med selskab. Efter turen forbi ministeriet fandt vi os en café for at få noget morgenmad, og jeg blev endnu en gang bekræftet i, at eggs benedict er et af verdens bedste midler mod tømmermænd, når nu man ikke kan få bacon... Det er desuden blevet til endnu en tur i byen i Jerusalem. Denne gang sammen med et par af praktikanterne fra Jordan, der var på ferie i Palæstina samt Lorena. Det var endnu en god aften - og endnu en gang rart at komme lidt ud fra Hebron og få sig et par øl!
Dagen efter skulle Lorena og jeg til møde hos indenrigsministeriet for at opfylde den aftale, vi havde kæmpet os til sidste gang. Da jeg kom op til disken (med tømmermænd...) og lagde Lises visum-ansøgning op på bordet, kiggede (den ikke særligt rare...) israelske dame meget køligt på ansøgningen, og spurgte hvad det var... Eftersom det var en officiel israelsk visa-blanket, og hendes job var at tage imod de officielle israelske visa-blanketter, synes jeg, det var et (mildest talt) underligt spørgsmål. Men jeg forklarede hende stille og roligt, at det var en visa-ansøgning for en af mine kolleger. Hun tastede derefter nogle oplysninger ind, og spurgte så, hvorfor vi ansøgte om visum til en dansker (folk fra Danmark får normalt 'bare' et visa, når de ankommer til grænsen), hvorefter jeg forklarede hende, at de (israelerne) havde afvist hende sidste gang, hun 'forsøgte' at komme ind. Derefter skiftede damen bag disken strategi og begyndte at spørge til, hvad jeg lavede i landet. Jeg forklarede, at jeg arbejdede for ActionAid - og at det var på vegne af ActionAid, at jeg var her. Derefter spurgte hun, om jeg havde et arbejdsvisum, og jeg svarede (i overensstemmelse med sandheden), at jeg 'kun' havde et turistvisum, fordi jeg kun skulle være her i en kort periode. Det stejlede hun over, og begyndte i en pærevælling at sige, at jeg ikke kunne arbejde her uden arbejdsvisum - samt at turister ikke kunne invitere andre ind i landet. Jeg forsøgte derefter at forklare hende, at det ikke var mig, der inviterede Lise, men derimod ActionAid (som er officielt registreret ved såvel de israelske som palæstinensiske myndigheder). Men lige lidt hjalp det, og efter at have diskuteret frem og tilbage i en 10 minutters tid (en diskussion, der langsomt blev mere højlydt...), kom vi ikke rigtigt videre, og hun bad mig om at gå ind og snakke med hendes manager. Jeg gik derfor hen til manageren's kontor, hvor der dog ikke var nogen, så jeg måtte pænt sidde på gulvet udenfor og vente en halv times tid... Da jeg endelig kom ind fik jeg for det første samme melding om, at jeg ikke kunne ansøge om visum'et, og på et tidspunkt i samtalen kom den tidligere nævnte disk-dame ind og så meget triumferende på mig, da også manageren forklarede, at jeg ikke kunne ansøge. På et tidspunkt vendte manageren dog på en tallerken og begyndte at sige, at det slet ikke var i indenrigsministeriet, vi skulle ansøge... (på trods af det var det vi havde fået at vide fra ambassaden tidligere...) - så hun gav mig en postadresse, hvortil vi skulle sende et brev og forklare situationen. Jeg spurgte, om det var muligt at få et telefonnummer eller emailadresse på vedkommende, men det var det ikke... - så efter at have brugt omkring halvanden time uden noget, der mindede om et resultat, kunne jeg nu forlade ministeriet igen, og mine frustrationer gjorde, at jeg var nødt til at putte Rage Against The Machine i min iPod, fordi det kunne hjælpe mig med at få nogle af frustrationerne ud...
I denne uge har vi lige afsluttet et ILTS (International Leadership Training Seminar) her i Hebron, hvor nogle af vores trænere fra Jordan har været forbi for at lave denne træning i lederskab. I alt fem palæstinensiske trænere og 30 unge palæstinensere var igennem 5 dages meget intensiv træning, men alle virkede virkeligt glade for træningen og så er det jo bare en fornøjelse at være med til at planlægge. Eftersom trænerne kommer fra Jordan, fik jeg ansvaret for at stå for det meste af det praktiske, og på trods af vises udfordringer, endte det med at gå rigtig godt. Dette gjaldt blandt andet at finde deltagere, lokaler, styre alle de praktiske nødvendige ting, hjælpe til under selve træningen og samtidig tænke på, hvordan vi kunne lave kommunikation herfra - det sidste blev blandt andet til en række små videoer af nogle af deltagerne, som i skrivende stund skal redigeres (men det er lidt svært at klippe i videoer på arabisk, når man ikke forstår sproget...) Herudover fik jeg blandt andet fornøjelsen af at underskrive en kontrakt på 9.000 US$ på ActionAid's vegne, så lidt ansvar var der da placeret på mine skuldre...
Det var hermed det, jeg lige kunne huske i denne omgang - og med under tre uger tilbage hernede, er det nok begrænset, hvor mange opdateringer, der kommer, man satser dog på, at der bliver mulighed for at lave en form for status på mit andet ophold i Palæstina.
PS: Hvis der er nogen, der (af en eller anden underlig grund) skulle være interesseret (og dermed ligeså nørdet som mig), brugte jeg sidste søndag aften på at skrive en analyse af den palæstinensiske situation, som er blevet udgivet på en blog, jeg har været med til at starte tidligere på året. Den baserer sig blandt andet på en bog, jeg har læst hernede, om de tiltag man fra palæstinensisk side gør for at opbygge en stat på trods af det faktum, at man er under besættelse – læs den eller lad være...: http://agendablog.dk/?p=928
