Som beskrevet i sidste blogindlæg, burde jeg faktisk ikke have tid til at lave endnu et indlæg i denne uge (hvilket også er grunden til , at der ikke er kommet billeder op som lovet, jeg bøjer mig i støvet og undskylder mange gange...). Men når man befinder sig i Mellemøsten, går tingene ikke altid helt som planlagt, så derfor sidder jeg nu ved et busstoppested i Bet Shean i den nordlige del af Israel og venter på en bus til Jerusalem, så jeg derfra kan komme videre til Ramallah og sætte vores stand til World Education Forum op. Forklaring følger...
...Tirsdag formiddag blev som tidligere nævnt brugt sammen med head of communication fra ActionAid Denmark, Vibeke Vinther og hendes mand Uffe Taudal, der er korrespondent for Berlingske. Det var egentlig meningen, at Ibrahim skulle have styret en del af besøget, men han havde om mandagen fået at vide, at hans søn skulle for militærdomstolen om tirsdagen (Sønnen har været fængslet i over et år, uden decideret rettergang, og der er stor usikkerhed om, hvad der reelt er sket. Eftersom Ibrahim selv har været fængslet tidligere, kan han ikke besøge ham i fængslet og derfor er det den eneste mulighed for, at de kan se hinanden, når der er retsmøder). Så Ane og jeg brugte formiddagen på at fortælle Vibeke og Uffe om vores programmer og af gode grunde diskutere nogle kommunikationsting, så det gik egentlig helt fint, hvorefter vi var en tur i den gamle by – og som alle andre var det også en virkelig bevægende oplevelse for dem. Jeg har efterhånden været der en del gange, men jeg bliver ved med at være rørt, frustreret, sur og alle mulige andre ting, hver eneste gang, jeg er dernede, hvor man virkelig for et indblik i bosætternes magt og ikke mindst, hvordan det er at leve under en besættelse for palæstinenserne.
Da klokken nærmede sig 14 forlod jeg de andre for at tage over grænsen til Jordan, hvor Gregers havde lagt et par øl på køl, som vi skulle hygge os med om aftenen, inden jeg havde kommunikationsstrategi-møde dagen efter. Jeg tog en bus til Jericho, som ligger relativt tæt på grænsen og efter en halv times ventetid i en eller anden by, kom jeg frem til Jericho, for at få at vide, at der ikke gik flere busser til grænsen den dag... Nå, men jeg tog så en taxa derud, der satte mig af ved den første kontrolgennemgang – herfra ville jeg videre igennem, men det vidste sig, at man ikke måtte komme igennem på gåben, og derfor ventede jeg på, at der kom en eller anden bus-ting, som jeg kunne komme med. Det skal lige siges, at denne grænseovergang er lidt speciel, i og med det er den eneste grænseovergang til Jordan (der er tre i alt), som palæstinenserne må bruge – og israelerne må ikke bruge den. Desuden skal man have et jordansk visum i forvejen. Det spurgte de mig også om, da de kiggede mit pas igennem, men eftersom jeg havde været i Aqaba i Jordan ugen før, burde der ikke være problemer på denne front. Jeg gik derfor hen til paskontrollen og stod lidt i kø, hvorefter jeg blev fortalt, da det blev min tur, at jeg skulle hen til en anden bås og betale 'exit tax' først. Så efter at have betalt de 250 kr. kom jeg endelig igennem paskontrollen, hvorefter man gik udenfor og ventede på en bus, der kunne fragte os videre i systemet. Efter en 20 minutters tid (hvor mine medpassagerer også lige skulle have tid til en af dagens fem bønner), kom bussen endelig og jeg gik ind sammen med de andre, jeg var kommet sammen med. Da jeg havde fået sat mig, kom buschaufføren og fortalte mig, at det ikke var min bus... det viser sig så, at der er en bus til palæstinensere og en til os andre. Der var altså ikke andet at gøre, end at gå ud igen og vente på det, der var 'min bus'. Derude faldt jeg i snak med chefen for det norske Røde Kors i Mellemøsten, med base i Jerusalem (han var spanier) Eftersom vi, hvis man trækker den lidt langt, nærmest var kolleger, fik vi snakket om lidt af hvert – og fik blandt andet brokket os over grænse-helvedet. Han endte også med at sige, at han havde en taxa ventende på ham på den anden side af grænsen, og han skulle til Amman, så der kunne jeg køre med for gratis, hvis jeg ville, så jeg tænkte fedt, så var der også styr på det.
Efter en halv times tid kom 'vores' bus og efter endnu et kvarters tid, kørte den så endelige igennem noget ingenmandsland på vej mod Jordan. Efter fem minutters tid, kom der en jordansk soldat ind for at tjekke vores pas. Da han kommer ned til mig (jeg sidder næsten bagerst), kigger han mit pas grundigt igennem, og siger, at jeg ikke kan komme ind i Jordan, fordi jeg ikke har et gyldigt visum... Jeg prøver på at forklare ham, at det ikke kan passe, eftersom jeg var i Aqaba weekenden før og betalte for et visum der. Han er dog hverken til at hugge eller stikke i, så der er ikke så meget andet at gøre, end at følge med ham udenfor bussen, og se min billet til Jordan forsvinde... Det viser sig således, at det visum, jeg ganske rigtigt fik weekenden før, er et såkaldt engangs-visum, der ikke kan bruges til at komme ind over denne grænseovergang. Hvis man skal det, skal man have et visum fra lufthavnen eller et jordansk konsulat eller ambassade. Så jeg skal med en bus den anden vej, hvor jeg skal igennem helvedet med at komme ind i Israel igen, eftersom jeg officielt har forladt landet (har jo blandt andet betalt exit tax...) Nå men det betyder, at jeg bliver hevet til side af en mand i sort polo og med solbriller (på trods af solen for længst er gået ned og vi befinder os indenfor), der stiller mig en række spørgsmål – nogle mere logiske end andre – her er et udpluk:
'Har du været i Israel før?' - 'Ja, jeg kommer sådan set lige derfra' (hvilket han også kunne se i mit pas...)
'Hvad laver du i Danmark', - 'Jeg studerer journalistik'
'Bor du hjemme ved dine forældre?' - 'Nej' – 'Hvorfor?' …
'Hvad hedder din far og farfar?' - ...
Og så nogle spørgsmål omkring mit ærinde i Israel, hvor jeg igen forklarer, at jeg arbejder for ActionAid. Denne seance tager et kvarters tid. Jeg kommer så op til en ny paskontrol-kø – jeg tror ca jeg har vist mit pas til 15 forskellige mennesker inden for halvanden time. Her bliver jeg afhørt endnu en gang – og basically er det de samme spørgsmål de stiller endnu en gang...
Nå, men jeg er efterhånden kommet igennem kaos'et og kommer ud på den anden side, og klokken er efterhånden blevet 20.30 – og jeg skal til at overveje mine muligheder. Jeg snakker med min chef Suad i Amman, der selvfølgelig er utrolig ked af (og sur over) at høre, hvad der er sket, men hun mener stadig, at jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme til Amman dagen efter til mødet. Det betyder i så fald, at jeg skal op over den nordlige grænse – og der er langt på daværende tidspunkt. Jeg kan groft sagt tage til Jericho og sove og så stå næste morgen med en meget besværlig tur op nordpå – ELLER jeg kan tage en taxa op til Bet Shean tæt på den nordlige grænse og krydse derfra tidligt næste morgen. Det eneste problem med denne løsning er, at jeg skal med en taxa til en værdi af 500 NIS (750 kr.) - så nu er gode råd dyre – eller det vil sige, lige meget hvad jeg foretager mig, er det dyrt. Jeg vælger derfor at sige 'Fuck the money' og tage taxaen til Bet Shean, hvor han vil køre mig direkte til et hostel. Det bliver en to-timers køretur med en ung fyr, der sidder skiftevis med benet oppe på instrumentbrættet og skiftevis råber af folk, han snakker i telefon med, hvorefter han kaster med sin telefon, når (eller måske før...) samtalen er slut. Men ellers er han meget flink. Vi når dog også lige et enkelt checkpoint mere på vejen (det var mørkt, men jeg gætter på, at det var, da vi forlod Vestbredden). Turen tog i alt et par timer og endelig kom vi frem til hostellet. Det viser sig dog, da vi kommer frem, at alle doarm room'ene er optaget af skoleklasser på udflugt, så jeg er nødt til at betale noget der svarer til 350 kr. for et almindeligt værelse. Nu var jeg efterhånden ved at være godt sur, men jeg fået indtrykket, at der ikke var så mange andre hoteller i Bet Shean – og desuden var jeg jo begyndt på at sige 'fuck the money'. Så jeg tog værelset, købte mig en øl i hotelbaren og skålede med Gregers over Skype, når nu vi ikke kunne sidde sammen og drikke øl.
I forhold til alt det her med pengene skal det siges, at jeg i princippet for mine arbejdsrelaterede udgifter dækket, og derfor ville jeg også få dækket denne tur under normale omstændigheder. Problemet er så lidt, at det til en vis grad er mig selv, der har dummet mig ved ikke at have helt styr på visum-situationen, men jeg har på den anden side heller fået særlig meget guidance i, hvordan det fungerer. Jeg nåede lige hurtigt at vende det med Suad i morges, og hun sagde, at det må vi lige finde ud af – jeg tror det ender med, at jeg får dækket nogle af mine ekstraudgifter...
Nå, men jeg stod op tidligt onsdag morgen og krydsede grænsen nærmest uden problemer og var derfor i Amman omkring kl. 11. Så jeg var endelig fremme, og blev rigtig godt modtaget (specielt af Gregers, der stod klar med en Fernet – det havde jeg brug for...) Herfra nåede jeg lige at komme rundt på kontoret og sige hej og snakke lidt med alle de rare mennesker, der befinder sig her, inden Gregers og jeg tog et smut på politistationen, for at overflytte mit jordanske visum fra mit normale pas til mit ekstrapas – forklaring følger...
… Som sagt regner Gregers og jeg stærkt med at tage til Syrien og Libanon i slutningen af sidste uge. Og som sagt tidligere er det lidt et problem, hvis man har israelske stempler i sit pas. Derfor har jeg fået lavet et ekstrapas. Men i stedet for at stå med et helt blankt pas ved den syriske grænse, kan man få 'overført' sit jordanske visum til det ekstra pas – og dermed er der i det mindste et jordansk visum i passet, når vi kommer til Syrien. Det kommer dog til at lugte lidt alligevel, i og med der ikke står nogle steder, hvor man er kommet ind i Jordan henne, men vi håber på det går...
Som sagt var jeg på kontoret i Jordan hele dagen i går, og det var rigtig hyggeligt. Så havde vi møde med DEDI fra 16.30 – 21.00 og det var helt sikkert værdifuldt, men det blev også (endnu) en lang dag. Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan bruge mere end andre, men det var spændende input og nogle gode kontakter, som man har mulighed for at trække på, hvis det på noget tidspunkt skulle være nødvendigt.
Nu havde jeg jo selvfølgelig regnet med, at jeg kunne tage den 'midterste' grænseovergang hjem til Palæstina (jeg skal nok lige uploade et kort, når det bliver muligt, for at give et indtryk af, hvorfor jeg gerne vil over denne grænseovergang). Men Rinad fra Amman-kontoret tjekkede lige op på det, og det viser sig således, at man heller ikke kan tage denne grænseovergang tilbage, når man ikke er kommet over den i første omgang – og det kan jeg jo ikke ligefrem prale af, at jeg fik lov til...
Så jeg måtte på den igen og op over den nordlige grænse tidligt i morges (men Gregers og jeg nåede lige at dele et par øl i går aftes, så vi fik indhentet en smule af det forsømte). Det foregik på den måde, at jeg først skulle med en taxa hen til busstationen. Derfra skulle jeg med en bus i halvanden times tid mod Irbid. I Irbid skulle jeg med en bus fra en busstation til en anden. Det tog et kvarters tid. Derfra skulle jeg med endnu en bus til grænsen. Det tog en times tid. Derfra skulle jeg tage en taxa over grænseovergangen (udelukkende på den jordanske side), inden jeg skulle med en bus, der tog mig fra Jordan-siden til den israelske side. Her skulle jeg (selvfølgelig...) igennem en række spørgsmål en gang til, inden jeg kom igennem (det skal siges, at det gik relativt nemt, men der var alligevel to omgange spørgsmål, og det tog da også en tre kvarters tid i alt). Efter at være kommet igennem, skulle jeg tage en taxa ind til Bet Shean og vente i halvanden time på den bus, jeg nu sidder i på vej mod Jerusalem, hvorfra jeg skal med en bus til en anden busstation i Jerusalem. Derfra skal jeg med en bus mod checkpointet ved Ramallah, hvorefter jeg skal med en anden bus på den anden side af checkpointet for at komme til Ramallah, hvorefter jeg skal med en taxa for at finde det sted, hvor vi skal sætte vores stand op, så den er klar til i morgen... Puha, jeg bliver helt forpustet ved bare at skrive om alle de transportskift, jeg har i dag...
Så hvis der kommer folkeafstemning, og jeg er stemmeberettiget, vil jeg helt klart stemme for, at der bliver indført et Schengen-system i Mellemøsten... - men jeg er bange for, der ikke er så mange andre hernede, der vil stemme det samme som mig...
PS. Indlægget er skrevet i går (torsdag), men jeg havde ikke internet i Ramallah, så den bliver først uploadet nu, efter en vildt hektisk dag til WEF, men alt er gået godt. Jeg LOVER, LOVER, LOVER, at der komme nogle billeder op senest søndag.
Salam!
fredag den 29. oktober 2010
søndag den 24. oktober 2010
Back in Palestine - for now...
Jeg er nu godt tilbage i Palæstina og Hebron, efter at have brugt sidste weekend på en tur til Petra i den sydlige del af Jordan, der er en af verdens syv vidundere. Denne weekend er gået med arbejde, eftersom vi (også) for tiden har vildt travlt og masser af projekter – men mere om det senere.
Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...
Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.
Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.
Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.
Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)
Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...
Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.
Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…
...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)
Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)
Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...
Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.
Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.
Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.
Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)
Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...
Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.
Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…
...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)
Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)
onsdag den 13. oktober 2010
Om slyngelstuer og ... slyngelstuer
Jeg havde efterhånden brug for noget der minder om ferie – hvis nogle skulle være i tvivl om hvorfor, så se foregående blogindlæg (også lagt på i dag)
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
Om celebrities, kommunikation og travlhed
Allerførst må jeg hellere skynde mig at undskylde, at der er gået over tre uger siden sidste indlæg, men forklaring følger. Derefter må jeg hellere komme med et par korrektioner i forhold til de tidligere blogindlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
Abonner på:
Opslag (Atom)