onsdag den 18. august 2010

Another brick in the wall (Part II)

Jeg har nu ramt muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set en ny mur. Grædemuren i Jerusalem. Denne mur er ikke så omstridt som den tidligere nævnte. Eller det passer ikke helt – den er omstridt på en anden måde, og ældre. Eftersom den er så hellig, som den er for jøderne, så de ender med at græde bare de ser muren, så er den en del af hele konflikten der jo i bund og grund handler om at man har nogle geografiske områder, der er hellige for såvel jøder, muslimer og kristne. Det er jo i og for sig ikke så mærkeligt, eftersom disse monoteistiske religioner udspringer af det samme fædrene ophav. Det er også grunden til, at Ibrahim med en tydelig sarkastisk tunge kalder israelerne ”our cousins” Men som sagt har jeg nu også set grædemuren. Det var endnu et specielt syn – specielt fordi der var fyldt med ortodokse jøder – I ved dem jeg har nævnt tidligere med hat, jakkesæt og bedekrøller, der ligner noget fra 50'erne. Derudover var der masser af folk med kalotter og vi endte faktisk med ”kun” at se muren på en 30 meters afstand, da man ellers skulle iføre sig låne kalotter for at komme ind i det helligste af det helligste, og det synes jeg måske lige var at strække den lidt for langt. Ligesom mange andre steder hernede, er der det man på en pæn måde kan beskrive som en herre- og dameafdeling. Det betyder, at der er en væg, der adskiller den del af Grædemuren, hvor henholdsvis mændene og kvinderne må være. Samme dag ville vi også gerne have været i Al Aqsa-moskeen som også ligger inde i den gamle by i Jerusalem, men eftersom det var fredag i Ramadanen, var der kun adgang for muslimer, og den identitet kunne vi ikke rigtig påkalde os.

Derudover har jeg haft en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv, da vi i lørdags var på tur sammen med en fra Indien og en fra Uganda fra ActionAid International. Vi var ude og besøge nogle små samfund i det der kaldes Area C, altså der hvor det er israelerne, som styrer nærmest alt. Her bor palæstinenserne i telte, eftersom det er forbudt for dem at bygge. Her drikker palæstinenserne vand fra en tankvogn, eftersom det er forbudt for dem at have adgang til vand. Her er palæstinenserne (med hjælp fra blandt andet ActionAid) ved at restaurere gamle cisterner fra romersk tid! på grund af de to føromtalte problemer. Der må ikke bygges nye beholdere til at opsamle regnvand, men derimod må systemer tilbage fra romertiden gerne bruges, men der kræves ligesom, at der gøres en smule ved dem. Noget af det mest absurde var et community, som lå klods op af en bosættelse. Palæstinenserne boede i telte, havde ingen elektricitet og ingen vand. Ved siden af teltene lå bosætternes kyllingefarm, hvor kyllingerne havde varmelamper, aircondition, masser af vand og store gårde, hvor de levede. Altså der er ingen tvivl om, at jeg går ind for dyrevelfærd, men... - jeg mener trods alt at mennesker skal have det (mindst) lige så godt. Det er til gengæld et rigtig godt eksempel på de problemer, der eksisterer hernede. Modsat mange andre steder, hvor der er problemer, er det ikke her en mangel på ressourcer, der er problemet, men derimod fordelingen af ressourcerne. Der er jo vand nok i området, der er bare nogen, der har en del mere af det end andre...

Men nok om elendighed for denne omgang. I dag runder vi en måned i Palæstina – det er vildt som tiden går. Ja, man kan nærmest sige, at den flyver afsted. Det er en underlig følelse, at man på samme tid føler det som om, mange ting stadig er nye, samtidig med man sidder med følelsen af, at man har været her altid – og føler sig utrolig meget hjemme. De eneste der ikke føler det som om, vi hører hjemme her, er de mange folk, der stadig bliver ved at råbe ”welcome” efter os på gaden – det er tydeligt, at der bliver lagt mærke til os. Vi er blevet stamkunder flere steder, og den anden dag blev vi frarådet at købe grønthandlerens vandmeloner af grønthandleren selv, fordi han ikke mente de var gode – det må siges at være service frem for salg. Vi har i dag haft vores første arabisk timer – og det bliver godt nok spændende, hvor meget der når at bide sig fast, inden det bliver januar og man skal tilbage til Danmark. Men forhåbentligt kan vi nå at lære nogle høflighedsfraser og lidt smalltalk aka. butiks- eller taxasnak.

I morgen tager vi en tur til Tel Aviv, som skulle være det hippe af det smarte hernede – så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig. Vi skal bo i en forstad, der hedder Jaffa, hvor der skulle være nogle vildt lækre strande, så det bliver fedt at komme til at være rigtig ”turistet”. Det er ligesom om, det er begrænset, hvor meget man får nydt solen, når man arbejder 8-17, og det samtidig forventes, at man er iklædt minimum t-shirt og allerminimum shorts, der går ned over knæene...

Herudover er jeg i gang med at planlægge rigtigt at turiste den, eftersom jeg lige har ønsket lidt ferie i midten af oktober – i så fald tager Gregers og jeg en runde, der hedder Jordan, Syrien, Libanon og Palæstina – hvis og såfremt altså at de kære syrere og libanesere hopper på idéen om, at jeg desværre har mistet mit pas og dermed fået et nyt, som er helt tomt – det er jo det der med, at de ikke er så glade for at se israelske stempler. Man skal vist i det hele taget være påpasselig med overhovedet at anerkende staten Israel – og det er lidt svært at forklare grænsekontrollørerne, hvorfor man har stempler fra et land, der ikke eksisterer - man har jo heller ikke stempler fra Langbortistan eller Drømmeland...

Livet i Hebron går stadig stille og roligt – der er jo som tidligere nævnt Ramadan for tiden, hvilket medfører, at vores arbejdstid officielt er indskrænket til 6,5 timer, men vi arbejder stadig mellem otte og ni timer om dagen. Derudover har det betydet, at alle restauranter har lukket om aftenen – det er lidt paradoksalt, at de faktisk har åbent om dagen, hvor det ikke er tilladt at spise, men derimod lukket om aftenen, hvor det er tilladt at spise... - men som den gode Poul Thomsen ville sige, så har det jo en naturlig forklaring. Eftersom man går meget op i familiesamvær, så medfører det, at aftnerne i Ramadanen bliver brugt derhjemme til et ordentligt festmåltid, hvilket de ret beset også fortjener, efter at have fastet i 13-14 timer. Men derfor sørger man får at handle ind om eftermiddagen, så man er klar til at grovæde, når solen går ned – vi er blevet inviteret hen til Ibrahim på fredag til sådan et måltid, så det bliver spændende, hvordan det kommer til at forløbe.

Nå, det var alt for denne gang - hold jer muntre

mandag den 9. august 2010

Mr. Netanyahu, open this gate. Mr Netanyahu, tear down this wall

Jeg har nu ramt muren. Eller det vil sige, jeg har set muren. Muren, der er bygget af israelerne, bliver beskrevet som henholdsvis en sikkerhedsmur eller en apartheidsmur alt afhængig af, hvilken side af muren, man befinder sig på. Eller det vil sige, at det nok primært er afhængig af ens holdning til konflikten. Den internationale domstol har valgt kort og kort at kalde den Muren – så har man da i hvert fald valgt at være neutral. For en mur, det er det. BBC har instrueret sine journalister i at kalde den adskillelsesmuren. Og adskiller, det gør den. Den adskiller Israel fra Vestbredden. I hvert fald de steder, hvor den er færdigbygget. Groft sagt langs det der kaldes våbenstilstandslinjen eller den grønne linie, som er en grænse, der blev aftalt i 1949 mellem Israel og dens arabiske naboer Egypten, Jordan, Libanon og Syrien. Det skal dog siges, at den nærmest hele vejen befinder sig mere på palæstinensisk end israelsk territorium. Hvilket blandt kritikere er blevet betegnet som en skjult form for annektering af land. Nå, nok historietime for i dag – nu er det tid til nogle indtryk fra muren. Vi var i Bethlehem i fredags, hvor Muren faktisk ligger inde i selve byen. Det var et meget speciel oplevelse at se den i virkeligheden. Den er visse steder op mod 8 meter høj, så det er ikke bare lige et læhegn. Derudover den fyldt med graffiti – og mange steder faktisk imponerende graffiti. Det sjove er desuden at se, hvordan nærmest alt graffitien er politisk, og der er faktisk mange fede punchlines imellem.

Sidste gang jeg var i Bethlehem, var jeg desuden inde i den kirke, der ligger der, hvor Jesus efter sigende skulle være blevet født. Men... der skal nu mere en kirke indeholdende 1000-vis af lys, en bibel og nogle julesalmer til at overbevise mig om sandhedsværdien af dette faktum. Men fred være med det (og ham). Det skal desuden siges, at da Amani og Eman spurgte, om vi ville med i Church of Nativity, hørte jeg det som Church of Activity, hvilket jo alt andet lige gør en lille forskel – til at starte med troede jeg derfor, at vi skulle ind til en eller anden vild Gudstjeneste, men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi skulle derimod derind, hvor man mente, at Jesusbarnet i en krybbe lå med hyrderne omkring sig.

Derudover var vi i Jerusalem i søndags, men ikke i så frygtelig lang tid, da vi kom lidt sent af sted. Men vi kom da ind i den gamle by, som er en fascinerende enklave midt i byen samtidig med vi fandt en bogshop med et spændende udvalg af såvel fag- som skønlitterære værker om Mellemøsten på engelsk – så der blev provianteret. Jerusalem er helt sikkert et sted, jeg kommer tilbage til. Snart.

Som i nok kan fornemme, er vi nødt til at komme lidt ud af Hebron en gang imellem, da det sandt for dyden ikke er det mest action-packed sted – eller det vil sige, hvis man med action tænker på soldater i gaderne, stenkast og andre konfrontationer, så er der i og for sig action nok – jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der nærmest er for meget af det gode. Hvis man derimod måler action på hvor mange kulturelle tilbud, barer og deslige, der eksisterer, så må vi ærligt erkende, at Hebron dumper med et brag. Der er dog en cafe, der hedder Friends, hvor man kan ryge vandpibe og få virgin cocktails, hvilket nok er tæt på det vildeste, man kommer til i Hebron. Det skal desuden siges, at caféen er delt i to, hvor vi venligt men bestemt bliver henvist til familieafdelingen, fordi den anden afdeling er herreafdelingen, hvor Ane af gode grunde ikke må komme.

I forlængelse af diskussionen om, hvorvidt Hebron er action packed, er det dog vigtigt at påpege, at generelt har vi det rigtig godt her i Hebron. Der har endnu ikke været nogen decideret grund til at føle sig utryg. Det man lige skal vende sig til, er de føromtalte soldater i gaderne, og at man kan blive stoppet ved checkpoints og lignende. Så det er mere en eller anden underlig psykisk utryghed, fordi man befinder sig i et konfliktområde, end det er en konkret utryghed i hverdagen. Det skal derfor siges, at vi ikke selv har oplevet stenkast og lignende, men vi får at vide, at det sker jævnligt, specielt i den tidligere omtalte gamle bydel.

Ellers skal vi starte med arabisk undervisning på onsdag, så det bliver spændende. Det er en privatlærer, som Brendan har anbefalet os. Men da vi snakkede med hende den anden dag, sagde hun, at hun normalt kun underviste venner og ville derfor høre, hvad vi mente, vi ville have råd til at betale hende. Vi skyndte os at sige 50 NIS (New Israeli Shekels – omkring 75 kr) i timen, da det var det, Brendan havde betalt. Så det virker meget som om, vi selv kan være med til at bestemme, hvordan undervisningen skal forløbe, og hvad vi gerne vil lære, så det er meget fedt. Indtil videre begrænser mine arabiskkundskaber sig til følgende:

Salaam 'alaykum – må fred være med dig – en måde at hilse på
Marhaba – hej/goddag
Ma'a salaama – farvel
Sabah al-khayr – godmorgen
Kayf Haalak – hvordan går det
Shukran – tak
Na'am – ja
La – nej
In'shallah – om Gud vil

På arbejdet går det stadig derudaf. Der er masser at se til og nogle lange arbejdsdage, men det er rigtig spændende, så der er ikke noget at klage over på den front. Jeg kan ikke helt finde ud af, om de lidt har købt katten i sækken. Forstået på den måde, at det er mig, der er katten i sækken. Jeg tror måske lidt, de tror, at jeg har nogle tekniske egenskaber, som jeg ikke helt er i besiddelse af. Men indtil videre er det gået fint, og jeg tror da også helt sikkert nok, at jeg skal klare mig. Der er masser af spændende opgaver, eftersom de slet ikke har haft nogen til at styre deres kommunikation tidligere, så der er frie muligheder for at påvirke, hvordan vi bedst får vores budskab ud over rampen.

Desuden starter ramadanen vist nok på onsdag. Jeg er nødt til at skrive vist nok, eftersom det er nogle (åbenbart) kloge mennesker, som ud fra stjernerne bestemmer, hvornår ramadanen helt præcist starter og slutter. Alt andet lige har det selvfølgelig ikke den store betydning for mig. Som de fleste af jer ved, giver jeg ikke så frygtelig meget for det der religion, men igen fred være med dem. Det eneste problem er, at det er ildeset at spise eller drikke offentligt. Ligeså ildeset som det normalt er at drikke alkohol offentligt. Og igen vil de som kender mig nikke genkendende til, at det at spise og drikke alkohol er to ting, jeg (normalt) nyder utrolig meget. Så det bliver noget med at sørge for at spise indenfor, så der ikke er nogen der ser det. I hvert fald hvis man har tænkt sig at spise noget mellem solopgang og solnedgang. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det har jeg tænkt mig. Apropos det der med alkohol, så har vi også nydt vores første øl på vores terrasse. Sirligt indkøbt i en kiosk i Bethlehem, sirligt transporteret hjem i en sort plastikpose og sirligt hældt op i et krus, så eventuelle forbipasserende ikke kunne se, hvad vi hældte i os.

Det var nu en rar følelse.

PS. Jeg er forresten meget tæt på at kalde mig selv ActionAid Celebrity Coordinator. I slutningen af september kommer en skuespillerinde ved navn Miriam Margolyes til Palæstina for at se vores arbejde og optage en dokumentar om det. Hun er vist mest kendt for at være en gammel dame i Harry Potter-filmene og så har hun lagt stemme til en karakter i Babe, den kække gris. Nå men hvorom alting er, så er hende der styrer besøget fra ActionAids hovedkvarter i London en kvinde ved navn Susan Mearns, og hun er tituleret Celebrity Coordinator. Og eftersom det er mig, der har fået ansvaret for at planlægge Miriams besøg, så er jeg meget tæt på at titulere mig på samme måde. Vi har forresten været nødt til at sætte en stopper for, at hun meget gerne ville til Gaza. Problemet ligger lidt i, at hun er jøde og homoseksuel, og det er der ikke rigtig nogen, der tør stille sikkerhed for. Af gode grunde. For på trods af hun er Israel-kritisk jøde, er det vist noget med, at de der Hamas generelt ikke er så glade for jøder. Og desuden er der dødsstraf for homoseksualitet i Gaza. Så vi blev stille og roligt enige om, at det nok ikke var verdens bedste idé...

PPS. Til dem der skulle være interesseret i det, så har jeg her min adresse de næste fem måneder, men postgangene skulle vist være relativt usikre:

ActionAid Office
Al Salam Street, behind Taj Mahal Hall
Hebron, Palestine

Mit palæstinensiske telefonnummer er: +972 597367055
Alternativt kan jeg fanges på Skype, hvor jeg (vist nok) hedder sebatian.juel.frandsen