Så er der nyt om hverdagen her i Hebron. Jeg er efterhånden ved at kende dele af byen, og jeg synes, det indtil nu virker som et godt sted at være. Folk er flinke og tager godt i mod os (men som sagt tidligere kan jeg nok godt undvære et ”welcome” i ny og næ).
Byen er den mest konservative på Vestbredden, og det kan godt mærkes, når man går igennem gaden og kigger på folk. Nærmest alle kvinderne bærer tørklæde, og vi får vores del af opmærksomheden, når vi går igennem gaden. Derudover ser man faktisk heller ingen mænd i shorts, de har alle sammen langbukser på. Hvilket man godt forstår – forklaring følger:
Jeg har fundet ud af på den hårde måde, at palæstinenser-manden ikke er glad for, når man har shorts på. Jeg havde fået at vide på forhånd, at byen var konservativ, og man derfor ikke så nogle folk i shorts. Da vi havde vores første weekenddag i fredags (vi er jo forresten så heldige at være på et kontor, hvor de ansatte er både muslimer og kristne, hvilket betyder, at vi har weekend fredag – for muslimerne - og søndag – for de kristne – mens vi arbejder om lørdagen), så tænkte jeg, at shorts-dogmet måtte udfordres, så jeg valgte at gå i kiosken efter vand. Den ligger lige ovre på den anden side af vejen, så jeg ville lige starte stille og roligt ud for at se, om der blev kigget (mere end sædvanligt) underligt til mig. Jeg nåede lige at sige til Ane, at nu måtte vi ikke håbe, at jeg blev lynchet på grund af mine blege, bare ben. Det gik aldrig værre eller bedre end, at jeg fik købt vand i kiosken uden nogle former for problemer. Så jeg gik ud af kiosken og stod lige og kiggede, om der kom biler, før jeg ville krydse vejen. BANG sagde det lige pludselig, og så lå Sebastian ellers på vejen. En palæstinenser-mand i en gede-transport (sic!) havde bakket ind i mig. Han styrtede ud af bilen og hen imod mig og sagde noget, jeg formoder betyder undskyld, mens jeg fik beskæggede kindkys. Han virkede meget, meget ked af det, og der skete heldigvis ikke noget med mig. Men watch out, when wearing shorts in the Middle East – jeg har dog været i shorts flere dage siden uden lignende situationer.
På kontoret er der rigtig rart at være. Folk har taget virkelig godt imod os, og der har været masser at se til. Indtil videre har det handlet meget om at sætte sig ind i det arbejde, som de allerede laver hernede, så man er inde i tankegangen, approachen, arbejdsgangen og lignende. Vi har allerede været med ude til et par sommerlejre samt en workshop med nogle af samarbejdspartnere, som typisk er lokale organisationer. Det har alt i alt givet et godt indblik i det arbejde, der bliver lavet hernede. Samtidig er vi nærmest blevet taget i hånden hver eneste dag – man føler sig næsten nogle gange overbeskyttet, men trods alt på den gode måde.
I lørdags tog Ibrahim os med ned til den gamle by, som er et af de store stridspunkter, eftersom det er der nogle af de mest ekstreme jødiske bosættere befinder sig. Kort historisk kan det siges, at Vestbredden er inddelt i tre forskellige områder, som følge af Oslo II-aftalen fra 90'erne. Area A (omkring tre procent, de største byer) skulle være under fuld palæstinensisk kontrol, Area B (omkring 27 procent) skulle være delt kontrol, så palæstinenserne står for den civile del, mens israelerne står for den militære del og endelig Area C (omkring 70 procent), hvor israelerne har den fulde kontrol. Hebron har en specialaftale, der betyder, at byen er delt op i H1 (80 procent - groft sagt et Area A) og H2 (20 procent – groft sagt et Area C).
Det helt store stridspunkt handler om Ibrahim-moskéen (eller Abraham, alt efter hvad man tror på). I/Abraham er profet for såvel jøder, muslimer og kristne, og det er i denne moské, at han siges at ligge begravet. Indtil 1994 var det en muslimsk moské, men d. 25. februar 1994 gik en jødisk ekstremist ved navn Baruch Goldstein amok under en fredagsbøn og dræbte 29 muslimer og sårede yderligere 150. Efter massakren er moskéen blevet delt i to, så 40 procent er reserveret for muslimer, mens 60 procent er reserveret til jøderne. Den er delt omkring Ibrahims grav, så man kan kigge på denne fra begge sider (der er dog opsat skudsikkert glas i mellem!!!) - så man kan sige, at Goldstein fik noget ud af sine anstrengelser – han blev dog selv dræbt i forbindelse med optøjerne efter massakren. Der er dog stadig jøder, der fejrer dagen og ham som en form for et martyrium.
Vi var som sagt i den gamle by en lørdag, hvilket betød, at vi ikke fik set nogle af bosætterne, da de holder sabbat, men alligevel var det med en underlig, skræmmende, tankevækkende og intimiderende følelse, at man gik rundt og snakkede med nogle af de palæstinensiske handelsmænd. For det første var der en eller anden form for hønsenet hen over markedsgaderne, for at undgå at de blev beskudt med sten, skrald, æg og andre mere eller mindre ulækre ting fra bosætterne, der bor over gaderne. Derudover er det bare en speciel følelse at kigge op i luften og opdage, at man bliver overvåget af en fuldt bevæbnet og kampklædt israelsk soldat fra et vagttårn. Derudover er følelsen af pigtråd over alt og checkpoints med metaldetektorer inde midt i byen noget meget specielt, som man lige skal vende sig til. Herudover er der blandt andet et sted, hvor den deler sig mellem et H1 og H2 område, hvor der er en form for apartheidvej, der er delt af et vejværn i midten. Så er den ene side beregnet til palæstinensere og den anden til israelere. Det kan godt være at Israel bryster sig af at være Mellemøstens eneste demokrati, men når man ser sådanne konstruktioner (velvidende at de ikke står med eneansvaret), så er det altså svært at være helt tilfreds - Der kommer nok flere tanker og refleksioner på et senere tidspunkt...
Lørdag aften blev vi inviteret hjem til Amani fra kontoret for at spise. Hun er 25 år og bor stadig hjemme i en by lidt uden for Hebron. Det var en vildt hyggelig aften, hvor vi blev taget rigtig godt imod af såvel familien som nogle af de venner, som kom og gik i løbet af aftenen. Folk er utrolig venlige, tørklæde eller ej, kvindehåndtryk eller ej, engelsktalende eller ej. Vi oplevede den store palæstinensiske gæstfrihed, da der nærmest ikke var den ting, vi ikke blev budt på (altså bortset fra svin og vin...), og vi blev oven i købet inviteret til middag ved nogle af forældrenes venner, på trods af de ikke kunne et ord engelsk og virkede som en relativt konservativ familie (tørklæde, ikke-håndtryk etc.), men samtidig utrolig flinke og hjertelige, så det var en herlig fornøjelse.
Herudover har vi faktisk allerede fået et stamsted til klassikerne falafel og hummus. Det hedder King of Falafel og slet ikke så snusket eller smart som det godt kan lyde, men derimod lækre, frisklavede ting, som smager fantastisk, så der kommer vi nok til at gøre nogle indkøb. Til information kan det nævnes, at en virkelig lækker og stor sandwich koster omkring 5 NIS, hvilket svarer til 7-8 kroner, så det er til at betale sig fra.
En sidste oplevelse af den mellemøstlige mentalitet og ikke mindst deres forhold til tid og aftaler kom i går, torsdag, da Ibrahim klokken fem minutter i fire spurgte os, om vi ville med til hans nieces bryllup i Ramallah – og at vi skulle køre klokken fire! Så der var ikke meget betænkningstid. Jeg skyndte mig at lukke computeren ned og over i lejligheden og tage en skjorte på i stedet for min svedige t-shirt. Så var det ellers afsted. Det fungerer åbenbart sådan, at familiemedlemmer som onkler og lignende kan invitere et vist antal personer med til brylluppet. Så Ibrahim valgte at invitere Ane og jeg samt den tidligere palæstinensiske indenrigsminister, som han rådgiver i ny og næ! Prøv at forestille jer et dansk bryllup, hvor der er brugt langt tid på bordplan og andre deltaljerede ting, at brudens onkel lige pludselig tager tre ekstra gæster med...
Men der blev taget rigtig godt imod os, og man følte sig påtrængende. Vi blev blandt andet budt velkommen af brudens bror, der samtidig hviskede mig i øret, at hvis jeg var interesseret i alkohol, skulle jeg bare komme til ham... Brylluppet var tydeligvis relativt high class, pompøst og med en vis amerikansk inspiration, men samtidig utrolig fyldt med glæde og dans. Hen på aftenen kom Ibrahim lige pludselig og stillede et glas foran os, der viste sig at indeholde rom og cola – og en meget stærk en af slagsen. Ibrahim vidste åbenbart også godt, at det var brudens bror, som var forsyningsmand, og da han også selv tog for sig af varerne, er jeg jo ikke den, der siger nej. Men man følte sig godt nok utrolig teenage-halbals-agtig, når man sad og lod som om, man drak cola, mens brudens bror smuglede rom ind til festen ved at gemme flasken under sin jakke – specielt når man sad og gjorde det med sin palæstinensiske chef. Når alt kommer til alt, virkede det som om, at de fleste godt vidste, hvad der foregik, men at det skulle hemmeligholdes for princippets skyld – men så fik vi også prøvet det.
fredag den 30. juli 2010
fredag den 23. juli 2010
Final destination: Hebron
Så er jeg endelig ankommet godt til Palæstina – eller i daglig tale oPt (occupied Palestinian territories) og mere bestemt Hebron, som er beliggende i den sydlige del af Vestbredden, som er den østlige del af Palæstina, men har sit navn fordi den ligger vest for Jordan-floden. Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. Jeg har stadig svært ved den mere eller mindre politiske korrekthed i forhold til, hvad man skal kalde hvad i forbindelse med Israel-Palæstina-konflikten.
I lørdags var vi en tur med Mellemøstekspeditionen (se sidste indlæg) i Zarqa, der er Jordans tredjestørste by og ligger nord for Amman. Byen huser primært palæstinensere og startede som en flygtningelejr omkring 1949, efter mange palæstinensere blev fordrevet af israelere. Så oprindeligt var det en by, der primært bestod af telte, men efterhånden har det udviklet sig til en decideret by med omkring 800.000 indbyggere. Dagen gik med at følge de forskellige aktiviteter, som handlede om forskellige genrer som musik, teater, dans, medier, og byg-et-kamera. Alle aktiviteter som skulle hjælpe de unge med at lære at udtrykke dem selv, hvilket forhåbentligt på et meget langt perspektiv skulle ruste dem til at være klar til at stille sig op og forsvare deres holdninger og rettigheder – en meget spændende tilgang, som langt hen ad vejen minder om den, som vores arbejde kommer til at bestå af.
Turen fra Jordan i søndags blev lige så slem, som vi havde frygtet. Der er tre grænseovergange mellem Jordan og Israel/Palæstina – men det er israelerne, der bevogter dem alle sammen. Vi havde i første omgang besluttet os for at tage den nordlige grænse, da det er forbudt for palæstinensere at benytte sig af denne. Vi havde derfor hørt, at de ved denne overgang skulle være flinke – eller i hvert fald relativt flinke. Jeg tror, at relativt er en vigtig betegnelse at have i baghovedet, når man snakker israelske grænseofficerer, men mere om dette senere.
Første skridt på vores grænserejse handlede om at finde en by, der hedder Irbid og ligger omkring en times kørsel nord for Amman. Vi fandt en bus uden problemer, og da vi kom til Irbid, hørte vi buschaufføren, om han kørte til vest busstation. På trods af en udbredt mangel på engelskkundskaber, fik han os overbevist om, at hvis vi bare lige ventede fem minutter, så havde han ringet efter en taxa, der ville køre os til busstationen. Normalt stiller man sig ud på gaden og rækker armen ud – så kommer der en gul vogn hurtigere, end man kan råbe ”taxa”. Det var dog ikke helt nemt at forklare taxachaufføren, at vi skulle til busstationen. På trods af hjælp fra flere forskellige jordanere, der skulle forsøge at agere tolke – jeg tror lidt, at nogle af de lokale tror, at andre folk snakker godt engelsk, hvis de snakker mere engelsk end dem selv – men som jeg engang lærte i matematik, så er mere end ingenting ikke nødvendigvis særlig meget. Da vi endelig troede, vi havde fået ham forklaret, at vi skulle til busstationen, tog vi afsted, og vi blev da også glade for at se busstationen. Lige indtil han valgte at køre lige forbi den på trods af vores fagter og stop-ord. De blev meget køligt besvaret med et ryst på hovedet og et ”No English”. Det viste sig, at han ville køre os hele vejen til grænsen, og vi endte med at komme af med en 100-krone-seddel for en taxatur på en time – så det overlever vi nok.
Endelig var vi ved grænsen, hvor man skulle igennem tre forskellige checkpoints bare for at komme ud af Jordan, hvilket gik smertefrit, indtil vi kom til ”the final countdown” - den israelske grænse. Vi blev med det samme spurgt, hvad vores ærinde i Israel var. Og da vi svarede, at vi skulle arbejde et halvt år ved ActionAid, tog en vis herre ved grænsekontrollørerne. Vi kom godt nok stille og roligt igennem securitykontrollen, men derefter blev vi placeret på hver vores stol med 10 meters mellemrum og blev bedt om at vente. Efter lidt tid kom to infame grænsekontrollører iklædt lilla poloer og solbriller, på trods af vi var indenfor, og begyndte at stille os spørgsmål. Det var tydeligt, at de ikke var nogle, man skulle lave sjov med, og på trods af ingen af dem var særlig flinke, var der helt klart en af dem, der skulle spille ”bad cop” og komme med de mere uddybende spørgsmål.
Spørgsmålene var i og for sig ikke nederdrægtige, men primært om vores arbejde. Mange af spørgsmålene blev desuden gentaget flere gange i løbet af afhøringen, der vel tog 15-20 minutter. Der var ligeledes en masse andre spørgsmål, som blandt andet hvorfor vi skulle arbejde seks måneder, når vi kun havde et år tilbage af vores studier (vi havde fået at vide, at vi ikke måtte kalde os praktikanter, da det åbenbart lugter af revolutionært arbejde, hvorfor? - spørg mig ikke...), og jeg blev blandt andet spurgt om, hvem der havde betalt min uddannelse (tak til SU-styrelsen), hvor jeg boede i Danmark og hvorfor det kunne tage fem år at blive journalist … - så på trods af spørgsmålene ikke i sig selv var onde, lå der alligevel en tydelig mistænkeliggørelse under overfladen, og der var ikke ligefrem en rar stemning – det var lidt som at sidde ved det grønne bord, men med en følelse af at både lærer og censor vil forsøge at gøre alt for at dumpe dig.
Derefter blev vi hevet ind i hvert vores rum, hvor de gennemsøgte os med en metalbipper - hvor jeg blandt andet endte med at smide bukserne, så han kunne gennemtjekke mig. Derefter blev vi hevet ind i et andet rum, hvor alt, og jeg mener bogstavelig talt ALT vores bagage blev gennemsøgt. Personligt frydede det mig, da han var nødt til at gå igennem mit beskidte vasketøj. Denne seance varede utrolig lang tid, for vi havde trods alt en del ting med. Det var en relativt grænseoverskridende oplevelse at se unge israelere (sandsynligvis værnepligtige, eftersom alle israelere har en tre-årig værnepligt) gennemsøge alle dine personlige ejendele, hvorefter du selv kan få lov til at pakke din taske, når dette show er færdigt.
Derefter var der primært ventetid, hvor vi bare sad på et par stole. En gang imellem kom de og spurgte om ting, de havde spurgt om flere gange i forvejen - herudover ville de have navn på vores fædre og farfædre, adresse i Danmark og lignende oplysninger. Som nævnt var de fleste af kontrollørerne (bortset fra de lilla- og solbrillebeklædte) flinke nok, så det var ikke dem, der var det mest ubehagelige, men lige så meget den mistænkeliggørelse, man var udsat for. Samtidig med en form for usikkerhed, om vi overhovedet ville blive lukket igennem.
Efter de omtrent fire timer opstod der en form for et antiklimaks, da en værnepligtig, vi endnu ikke havde været i kontakt med, kom og spurgte "Vil I have jeres stempler i passet eller på et stykke papir?" ... - og så var vi igennem grænsekontrollen.
Når man har været igennem sådan en oplevelse som vesterlænding – og oven i købet fra et land, der ikke ligefrem kan siges at være hårde i deres Israel-kritik - ved en overgang, hvor de skulle være flinke (hvilket de jo i og for sig også var, men det var alligevel en grænseoverskridende oplevelse), så giver det altså et indblik i nogle af de foranstaltninger, som palæstinensere møder i deres hverdag, for det er svært at forestille sig, at de bliver behandlet pænere end os. Det skal dog siges, at det der åbenbart triggede grænsevagterne var, at vi sagde, at vi skulle arbejde for en NGO (non governmental organization), der arbejder med menneskerettigheder, demokratiudvikling og lignende, for det lugter åbenbart alt for meget af, at man er på palæstinensernes side – hvilket jo på den anden side heller ikke er helt forkert. Men der er i min verden stadigvæk et eller andet forrykt ved, at på trods af man skal arbejde i en statsligt (læs israelsk) godkendt organisation, så skal man mistænkeliggøres i den grad.
Efter vi (endelig) kom over grænsen fandt vi en bus, der kunne køre os til Jerusalem, hvor chefen på kontoret, Brendan, der er australier, ville hente os. I bussen mødte der os endnu en gang et mere eller mindre chokerende syn. For det første var de fleste af drengene/mændene iført kalot, hvilket i sig selv ikke er banebrydende, men det er samtidig meget sjovt at se selv meget smart klædte teenagere rende rundt med denne lille ting på hovedet ovenpå deres hår, som selvfølgelig stadigvæk sad, som det skulle med hjælp af voks og andre klistermidler. Hvad, der var lidt mere chokerende, var, at omtrent halvdelen af bussens passagerer rendte rundt med et våben. Her snakker vi altså ikke en lille syv centimeters kniv, luftpistol eller lignende, men derimod et motherfucker stort automatisk gevær. Dette gjaldt både folk i uniform og civil. Det var altså lige noget man skulle vende sig til – og specielt fordi når de unge israelere gik ud af bussen, havde disse geværer en tendens til at pege i alle mulige retninger. Busturen tog et par timer, hvilket betyder, at turen fra Amman til Jerusalem, der i fugleflugt er omkring 100 km endte med at tage omkring 11 timer, hvilket er et par timer mere, end det tog os at komme fra København til Amman sidste søndag...
Efter vi kom til Jerusalem – ad den vestlige indgang – mødte der os endnu et anderledes syn. Det var ligesom at være hensat til en film – og oven i købet muligvis en film fra halvtredserne Alle, og jeg mener nærmest bogstavelig talt alle, mændene lignende hinanden. Jødekrøller, sort hat, sort skæg og klædt i sort og hvidt. Kvinderne var iført tøj, der i Danmark gik af mode for omkring 60 år siden og alle børnene var klædt fint på i sorte og hvide farver. Det var et sjovt syn, og jeg glæder mig allerede til at komme til Jerusalem i dagslys og få flere kulturelle indtryk.
Mandag morgen startede vi på kontoret og blev taget rigtig godt imod. Indtil videre har vi mødt Brendan, der som nævnt er chef på kontoret, Resten af de ansatte er palæstinensere, så der bliver også noget kulturel udveksling. Ibrahim er program manager og en rigtig storyteller. Eman og Amani, to kvinder på henholdsvis 31 og 25 er program medarbejdere og Ahmad på 30 er revisor/en eller anden form for altmuligmand.
Vi er blevet rigtig godt installerede i vores fine lejlighed, der er nabo til kontoret, så det kan nærmest ikke være nemmere. Efter den første dag uden vand, begynder det så småt at lysne med situationen. Nu mangler vi bare de fleste af vores møbler, som skulle komme fra snedkeren i starten af næste uge – så jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig på plads. Lejligheden består af et værelse til os hver, en stue og et ekstra værelse, som vist skal bruges som mødelokale en gang i mellem. Herudover et køkken med plads til et lille bord og et par stole. Nyt køleskab, vaskemaskine, ovn og gaskomfur.
Jeg har lige en enkelt kommentar at knytte til mine oplevelser af Hebron indtil videre. Der er ikke så mange spændinger i byen, som jeg på forhånd havde frygtet, men i morgen skal vi i den gamle by med Ibrahim, hvor en del af de jødiske bosættelser befinder sig – det skulle vist være en hård oplevelse. Ellers er folk flinke, og det er meget tydeligt, at de ikke ligefrem er vant til vesterlændinge. Vi får vores opmærksomhed, når vi går i gaden. Samtidig råber de alle sammen ”Welcome, welcome to Hebron” - og det er da også meget rart, men hvis de stadig råber det om fire måneder, så tror jeg, at jeg ender med at gå ud af mit gode skind.
Dette blev et langt indlæg, som bar præg af en masse oplevelser, og uden jeg endnu har nået at fortælle særlig meget om Hebron, lejligheden og arbejdet. Det kommer en gang i starten af næste uge.
Jeg har det rigtig godt og er glad for at være kommet til Hebron og er kommet godt i gang med arbejdet – men mere om alt dette i næste uge.
PS. Med næste indlæg skulle der også gerne følge nogle billeder.
I lørdags var vi en tur med Mellemøstekspeditionen (se sidste indlæg) i Zarqa, der er Jordans tredjestørste by og ligger nord for Amman. Byen huser primært palæstinensere og startede som en flygtningelejr omkring 1949, efter mange palæstinensere blev fordrevet af israelere. Så oprindeligt var det en by, der primært bestod af telte, men efterhånden har det udviklet sig til en decideret by med omkring 800.000 indbyggere. Dagen gik med at følge de forskellige aktiviteter, som handlede om forskellige genrer som musik, teater, dans, medier, og byg-et-kamera. Alle aktiviteter som skulle hjælpe de unge med at lære at udtrykke dem selv, hvilket forhåbentligt på et meget langt perspektiv skulle ruste dem til at være klar til at stille sig op og forsvare deres holdninger og rettigheder – en meget spændende tilgang, som langt hen ad vejen minder om den, som vores arbejde kommer til at bestå af.
Turen fra Jordan i søndags blev lige så slem, som vi havde frygtet. Der er tre grænseovergange mellem Jordan og Israel/Palæstina – men det er israelerne, der bevogter dem alle sammen. Vi havde i første omgang besluttet os for at tage den nordlige grænse, da det er forbudt for palæstinensere at benytte sig af denne. Vi havde derfor hørt, at de ved denne overgang skulle være flinke – eller i hvert fald relativt flinke. Jeg tror, at relativt er en vigtig betegnelse at have i baghovedet, når man snakker israelske grænseofficerer, men mere om dette senere.
Første skridt på vores grænserejse handlede om at finde en by, der hedder Irbid og ligger omkring en times kørsel nord for Amman. Vi fandt en bus uden problemer, og da vi kom til Irbid, hørte vi buschaufføren, om han kørte til vest busstation. På trods af en udbredt mangel på engelskkundskaber, fik han os overbevist om, at hvis vi bare lige ventede fem minutter, så havde han ringet efter en taxa, der ville køre os til busstationen. Normalt stiller man sig ud på gaden og rækker armen ud – så kommer der en gul vogn hurtigere, end man kan råbe ”taxa”. Det var dog ikke helt nemt at forklare taxachaufføren, at vi skulle til busstationen. På trods af hjælp fra flere forskellige jordanere, der skulle forsøge at agere tolke – jeg tror lidt, at nogle af de lokale tror, at andre folk snakker godt engelsk, hvis de snakker mere engelsk end dem selv – men som jeg engang lærte i matematik, så er mere end ingenting ikke nødvendigvis særlig meget. Da vi endelig troede, vi havde fået ham forklaret, at vi skulle til busstationen, tog vi afsted, og vi blev da også glade for at se busstationen. Lige indtil han valgte at køre lige forbi den på trods af vores fagter og stop-ord. De blev meget køligt besvaret med et ryst på hovedet og et ”No English”. Det viste sig, at han ville køre os hele vejen til grænsen, og vi endte med at komme af med en 100-krone-seddel for en taxatur på en time – så det overlever vi nok.
Endelig var vi ved grænsen, hvor man skulle igennem tre forskellige checkpoints bare for at komme ud af Jordan, hvilket gik smertefrit, indtil vi kom til ”the final countdown” - den israelske grænse. Vi blev med det samme spurgt, hvad vores ærinde i Israel var. Og da vi svarede, at vi skulle arbejde et halvt år ved ActionAid, tog en vis herre ved grænsekontrollørerne. Vi kom godt nok stille og roligt igennem securitykontrollen, men derefter blev vi placeret på hver vores stol med 10 meters mellemrum og blev bedt om at vente. Efter lidt tid kom to infame grænsekontrollører iklædt lilla poloer og solbriller, på trods af vi var indenfor, og begyndte at stille os spørgsmål. Det var tydeligt, at de ikke var nogle, man skulle lave sjov med, og på trods af ingen af dem var særlig flinke, var der helt klart en af dem, der skulle spille ”bad cop” og komme med de mere uddybende spørgsmål.
Spørgsmålene var i og for sig ikke nederdrægtige, men primært om vores arbejde. Mange af spørgsmålene blev desuden gentaget flere gange i løbet af afhøringen, der vel tog 15-20 minutter. Der var ligeledes en masse andre spørgsmål, som blandt andet hvorfor vi skulle arbejde seks måneder, når vi kun havde et år tilbage af vores studier (vi havde fået at vide, at vi ikke måtte kalde os praktikanter, da det åbenbart lugter af revolutionært arbejde, hvorfor? - spørg mig ikke...), og jeg blev blandt andet spurgt om, hvem der havde betalt min uddannelse (tak til SU-styrelsen), hvor jeg boede i Danmark og hvorfor det kunne tage fem år at blive journalist … - så på trods af spørgsmålene ikke i sig selv var onde, lå der alligevel en tydelig mistænkeliggørelse under overfladen, og der var ikke ligefrem en rar stemning – det var lidt som at sidde ved det grønne bord, men med en følelse af at både lærer og censor vil forsøge at gøre alt for at dumpe dig.
Derefter blev vi hevet ind i hvert vores rum, hvor de gennemsøgte os med en metalbipper - hvor jeg blandt andet endte med at smide bukserne, så han kunne gennemtjekke mig. Derefter blev vi hevet ind i et andet rum, hvor alt, og jeg mener bogstavelig talt ALT vores bagage blev gennemsøgt. Personligt frydede det mig, da han var nødt til at gå igennem mit beskidte vasketøj. Denne seance varede utrolig lang tid, for vi havde trods alt en del ting med. Det var en relativt grænseoverskridende oplevelse at se unge israelere (sandsynligvis værnepligtige, eftersom alle israelere har en tre-årig værnepligt) gennemsøge alle dine personlige ejendele, hvorefter du selv kan få lov til at pakke din taske, når dette show er færdigt.
Derefter var der primært ventetid, hvor vi bare sad på et par stole. En gang imellem kom de og spurgte om ting, de havde spurgt om flere gange i forvejen - herudover ville de have navn på vores fædre og farfædre, adresse i Danmark og lignende oplysninger. Som nævnt var de fleste af kontrollørerne (bortset fra de lilla- og solbrillebeklædte) flinke nok, så det var ikke dem, der var det mest ubehagelige, men lige så meget den mistænkeliggørelse, man var udsat for. Samtidig med en form for usikkerhed, om vi overhovedet ville blive lukket igennem.
Efter de omtrent fire timer opstod der en form for et antiklimaks, da en værnepligtig, vi endnu ikke havde været i kontakt med, kom og spurgte "Vil I have jeres stempler i passet eller på et stykke papir?" ... - og så var vi igennem grænsekontrollen.
Når man har været igennem sådan en oplevelse som vesterlænding – og oven i købet fra et land, der ikke ligefrem kan siges at være hårde i deres Israel-kritik - ved en overgang, hvor de skulle være flinke (hvilket de jo i og for sig også var, men det var alligevel en grænseoverskridende oplevelse), så giver det altså et indblik i nogle af de foranstaltninger, som palæstinensere møder i deres hverdag, for det er svært at forestille sig, at de bliver behandlet pænere end os. Det skal dog siges, at det der åbenbart triggede grænsevagterne var, at vi sagde, at vi skulle arbejde for en NGO (non governmental organization), der arbejder med menneskerettigheder, demokratiudvikling og lignende, for det lugter åbenbart alt for meget af, at man er på palæstinensernes side – hvilket jo på den anden side heller ikke er helt forkert. Men der er i min verden stadigvæk et eller andet forrykt ved, at på trods af man skal arbejde i en statsligt (læs israelsk) godkendt organisation, så skal man mistænkeliggøres i den grad.
Efter vi (endelig) kom over grænsen fandt vi en bus, der kunne køre os til Jerusalem, hvor chefen på kontoret, Brendan, der er australier, ville hente os. I bussen mødte der os endnu en gang et mere eller mindre chokerende syn. For det første var de fleste af drengene/mændene iført kalot, hvilket i sig selv ikke er banebrydende, men det er samtidig meget sjovt at se selv meget smart klædte teenagere rende rundt med denne lille ting på hovedet ovenpå deres hår, som selvfølgelig stadigvæk sad, som det skulle med hjælp af voks og andre klistermidler. Hvad, der var lidt mere chokerende, var, at omtrent halvdelen af bussens passagerer rendte rundt med et våben. Her snakker vi altså ikke en lille syv centimeters kniv, luftpistol eller lignende, men derimod et motherfucker stort automatisk gevær. Dette gjaldt både folk i uniform og civil. Det var altså lige noget man skulle vende sig til – og specielt fordi når de unge israelere gik ud af bussen, havde disse geværer en tendens til at pege i alle mulige retninger. Busturen tog et par timer, hvilket betyder, at turen fra Amman til Jerusalem, der i fugleflugt er omkring 100 km endte med at tage omkring 11 timer, hvilket er et par timer mere, end det tog os at komme fra København til Amman sidste søndag...
Efter vi kom til Jerusalem – ad den vestlige indgang – mødte der os endnu et anderledes syn. Det var ligesom at være hensat til en film – og oven i købet muligvis en film fra halvtredserne Alle, og jeg mener nærmest bogstavelig talt alle, mændene lignende hinanden. Jødekrøller, sort hat, sort skæg og klædt i sort og hvidt. Kvinderne var iført tøj, der i Danmark gik af mode for omkring 60 år siden og alle børnene var klædt fint på i sorte og hvide farver. Det var et sjovt syn, og jeg glæder mig allerede til at komme til Jerusalem i dagslys og få flere kulturelle indtryk.
Mandag morgen startede vi på kontoret og blev taget rigtig godt imod. Indtil videre har vi mødt Brendan, der som nævnt er chef på kontoret, Resten af de ansatte er palæstinensere, så der bliver også noget kulturel udveksling. Ibrahim er program manager og en rigtig storyteller. Eman og Amani, to kvinder på henholdsvis 31 og 25 er program medarbejdere og Ahmad på 30 er revisor/en eller anden form for altmuligmand.
Vi er blevet rigtig godt installerede i vores fine lejlighed, der er nabo til kontoret, så det kan nærmest ikke være nemmere. Efter den første dag uden vand, begynder det så småt at lysne med situationen. Nu mangler vi bare de fleste af vores møbler, som skulle komme fra snedkeren i starten af næste uge – så jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig på plads. Lejligheden består af et værelse til os hver, en stue og et ekstra værelse, som vist skal bruges som mødelokale en gang i mellem. Herudover et køkken med plads til et lille bord og et par stole. Nyt køleskab, vaskemaskine, ovn og gaskomfur.
Jeg har lige en enkelt kommentar at knytte til mine oplevelser af Hebron indtil videre. Der er ikke så mange spændinger i byen, som jeg på forhånd havde frygtet, men i morgen skal vi i den gamle by med Ibrahim, hvor en del af de jødiske bosættelser befinder sig – det skulle vist være en hård oplevelse. Ellers er folk flinke, og det er meget tydeligt, at de ikke ligefrem er vant til vesterlændinge. Vi får vores opmærksomhed, når vi går i gaden. Samtidig råber de alle sammen ”Welcome, welcome to Hebron” - og det er da også meget rart, men hvis de stadig råber det om fire måneder, så tror jeg, at jeg ender med at gå ud af mit gode skind.
Dette blev et langt indlæg, som bar præg af en masse oplevelser, og uden jeg endnu har nået at fortælle særlig meget om Hebron, lejligheden og arbejdet. Det kommer en gang i starten af næste uge.
Jeg har det rigtig godt og er glad for at være kommet til Hebron og er kommet godt i gang med arbejdet – men mere om alt dette i næste uge.
PS. Med næste indlæg skulle der også gerne følge nogle billeder.
torsdag den 15. juli 2010
… som den første uge hedder Sebastian i Amman, Jordan
Så er bloggen oprettet, og jeg er klar med skriverier (oven i købet andre end dem, der bliver arbejdsrelaterede)
Søndag eftermiddag ankom jeg planmæssigt til Amman sammen med Ane, som jeg skal arbejde sammen med i Hebron. Det var ligesom at møde en mur, da man steg ud af flyet - en mur af varme. Jeg har senere fundet ud af (ved at læse i den engelsksprogede Jordan Times), at der for tiden er decideret hedebølge i Amman. Der er åbenbart over 40 grader for tiden, hvor normalen i juli måned er omkring 30. Så selv de lokale (hvor jeg primært har mødt taxachauffører indtil videre) brokker sig over, at det er varmt. Så det er med andre ord ikke underligt, at en blegfed, blond dansker, der har brugt den seneste måneds tid på at sidde indenfor og skrive eksamen synes, at her er en smule varmt.
Efter ankomsten handlede det om at få vekslet de medbragte amerikanske dollars til lokale jordanske dinarer, ellers om de smarte unge kalder dem herned JD's. Derefter var det over i visum-køen, som gik lidt trægt, men alt i alt tog det omkring et kvarter at komme igennem denne, så det må siges at være til at leve med. Visum-manden kiggede godt nok lidt underligt, da vi sagde, vi ikke skulle sove på et hotel, men på et kontor. Det forstod han ikke helt, men man har nogle gange indtrykket af, at det bare lige handler om en form for magtdemonstration. Han skal lige vise, at det er ham, der bestemmer, om vi kommer ind i Jordan, og hvis han lige sidder og kigger et par minutter, uden der sker noget, så gør han os opmærksom på det.
Kontoret og praktikanternes bolig, som ligger i en og samme bygning er på mange måder et meget hektisk sted at være. Folk kommer og går (såvel lokale som danskere) og lige pludselig er der fem nye danskere, som man siger hej til. Det er åbenbart ekstra slemt i denne uge, hvor Mellemøstekspeditionen er ankommet. Det er busfuld af primært danskere, der skal køre igennem Jordan, Syrien og Libanon og lave teater, musik og lignende med unge fra Mellemøsten. Herudover crasher der for tiden en dansk fyr, der arbejder på den danske ambassade i Syrien, men på tredje uge ikke kan komme ind i Syrien, eftersom han af uvisse årsager er jagtet af den syriske efterretningstjeneste (Velkommen til Mellemøsten!). Desuden arbejder min gode kammerat Gregers på kontoret, og lige for tiden sover jeg på en madras på hans værelse. Det har betydet, at vi har haft hinanden til at drikke en godnat Fernet eller G'n'T med – og det skal man ikke kimse af.
De første par dage er gået med nogle briefinger omkring vores arbejde og det generelle arbejde, som ActionAid (som er den officielle internationale betegnelse) laver. Derudover har der været tid til at komme lidt rundt i byen. Men generelt er Amman en meget underlig by. For det første er den meget beige – der er nærmest ikke nogle bygninger, der ikke er ørkenfarvede, så det er knap så inspirerende at kigge på. Derudover er den underlig indrettet med en række forskellige centre, hvilket medfører, at man skal med taxa rundt til alting. Så det er ikke frygteligt meget, man får ud af at køre rundt, samtidig med at det nærmest er umuligt at vurdere, hvor man befinder sig i forhold til alt muligt andet – til gengæld er det billigt at komme rundt med taxa'erne. En taxatur på 10 km koster ikke mere end en flad tyver.
Men hvis der er noget de kan, så er det at lave falafel og hummus til nærmest ingen penge. Du får dem praktisk talt kastet i nakken. Indtil videre har dette da også betydet, at omkring tre ud af fire varme måltider har indeholdt disse mellemøstlige specialiteter. Så hvis man bliver, hvad man spiser, kommer jeg snart primært til at bestå af kikærter. Folk siger, at man slet ikke kan lade være med at elske dem, når man er blevet vant til at få dem. Det er nu et faktum, jeg har tænkt mig at udfordre lidt – der er jo ikke kød i!
Lige nu glæder vi os til at komme til Hebron, som (forhåbentlig) sker på søndag. Jeg skriver forhåbentligt, fordi vi for tiden sidder og øver os på de mulige spørgsmål, som de israelske grænsevagter kan finde på at stille. Vi har hørt rygter om, at de ikke altid er helt rare, så der skal svares kort og præcist på deres spørgsmål. Det bliver spændende at finde ud af, hvor svært det ender med at være i sidste ende, men mon ikke det går. Derudover skal vi lige have fundet ud af, hvordan vi gør med vores pas-situation. Det er således, at hvis man har fået et stempel i Israel, er der andre steder (eksempelvis Syrien og Libanon), som man ikke kan komme ind i. Jeg har fået lavet et ekstra pas, men der er lige nogle logistiske problemer, der skal være styr på – eksempelvis hvilket af passene, det er bedst at få det israelske stempel i. Men mon ikke det ordner sig, det plejer sådanne ting jo at gøre, og vi tager det stille og roligt.
Det var alt for denne gang. Jeg vender tilbage en gang i næste uge, når jeg sandsynligvis er blevet godt installeret i Hebron.
Søndag eftermiddag ankom jeg planmæssigt til Amman sammen med Ane, som jeg skal arbejde sammen med i Hebron. Det var ligesom at møde en mur, da man steg ud af flyet - en mur af varme. Jeg har senere fundet ud af (ved at læse i den engelsksprogede Jordan Times), at der for tiden er decideret hedebølge i Amman. Der er åbenbart over 40 grader for tiden, hvor normalen i juli måned er omkring 30. Så selv de lokale (hvor jeg primært har mødt taxachauffører indtil videre) brokker sig over, at det er varmt. Så det er med andre ord ikke underligt, at en blegfed, blond dansker, der har brugt den seneste måneds tid på at sidde indenfor og skrive eksamen synes, at her er en smule varmt.
Efter ankomsten handlede det om at få vekslet de medbragte amerikanske dollars til lokale jordanske dinarer, ellers om de smarte unge kalder dem herned JD's. Derefter var det over i visum-køen, som gik lidt trægt, men alt i alt tog det omkring et kvarter at komme igennem denne, så det må siges at være til at leve med. Visum-manden kiggede godt nok lidt underligt, da vi sagde, vi ikke skulle sove på et hotel, men på et kontor. Det forstod han ikke helt, men man har nogle gange indtrykket af, at det bare lige handler om en form for magtdemonstration. Han skal lige vise, at det er ham, der bestemmer, om vi kommer ind i Jordan, og hvis han lige sidder og kigger et par minutter, uden der sker noget, så gør han os opmærksom på det.
Kontoret og praktikanternes bolig, som ligger i en og samme bygning er på mange måder et meget hektisk sted at være. Folk kommer og går (såvel lokale som danskere) og lige pludselig er der fem nye danskere, som man siger hej til. Det er åbenbart ekstra slemt i denne uge, hvor Mellemøstekspeditionen er ankommet. Det er busfuld af primært danskere, der skal køre igennem Jordan, Syrien og Libanon og lave teater, musik og lignende med unge fra Mellemøsten. Herudover crasher der for tiden en dansk fyr, der arbejder på den danske ambassade i Syrien, men på tredje uge ikke kan komme ind i Syrien, eftersom han af uvisse årsager er jagtet af den syriske efterretningstjeneste (Velkommen til Mellemøsten!). Desuden arbejder min gode kammerat Gregers på kontoret, og lige for tiden sover jeg på en madras på hans værelse. Det har betydet, at vi har haft hinanden til at drikke en godnat Fernet eller G'n'T med – og det skal man ikke kimse af.
De første par dage er gået med nogle briefinger omkring vores arbejde og det generelle arbejde, som ActionAid (som er den officielle internationale betegnelse) laver. Derudover har der været tid til at komme lidt rundt i byen. Men generelt er Amman en meget underlig by. For det første er den meget beige – der er nærmest ikke nogle bygninger, der ikke er ørkenfarvede, så det er knap så inspirerende at kigge på. Derudover er den underlig indrettet med en række forskellige centre, hvilket medfører, at man skal med taxa rundt til alting. Så det er ikke frygteligt meget, man får ud af at køre rundt, samtidig med at det nærmest er umuligt at vurdere, hvor man befinder sig i forhold til alt muligt andet – til gengæld er det billigt at komme rundt med taxa'erne. En taxatur på 10 km koster ikke mere end en flad tyver.
Men hvis der er noget de kan, så er det at lave falafel og hummus til nærmest ingen penge. Du får dem praktisk talt kastet i nakken. Indtil videre har dette da også betydet, at omkring tre ud af fire varme måltider har indeholdt disse mellemøstlige specialiteter. Så hvis man bliver, hvad man spiser, kommer jeg snart primært til at bestå af kikærter. Folk siger, at man slet ikke kan lade være med at elske dem, når man er blevet vant til at få dem. Det er nu et faktum, jeg har tænkt mig at udfordre lidt – der er jo ikke kød i!
Lige nu glæder vi os til at komme til Hebron, som (forhåbentlig) sker på søndag. Jeg skriver forhåbentligt, fordi vi for tiden sidder og øver os på de mulige spørgsmål, som de israelske grænsevagter kan finde på at stille. Vi har hørt rygter om, at de ikke altid er helt rare, så der skal svares kort og præcist på deres spørgsmål. Det bliver spændende at finde ud af, hvor svært det ender med at være i sidste ende, men mon ikke det går. Derudover skal vi lige have fundet ud af, hvordan vi gør med vores pas-situation. Det er således, at hvis man har fået et stempel i Israel, er der andre steder (eksempelvis Syrien og Libanon), som man ikke kan komme ind i. Jeg har fået lavet et ekstra pas, men der er lige nogle logistiske problemer, der skal være styr på – eksempelvis hvilket af passene, det er bedst at få det israelske stempel i. Men mon ikke det ordner sig, det plejer sådanne ting jo at gøre, og vi tager det stille og roligt.
Det var alt for denne gang. Jeg vender tilbage en gang i næste uge, når jeg sandsynligvis er blevet godt installeret i Hebron.
Abonner på:
Opslag (Atom)