Så er bloggen oprettet, og jeg er klar med skriverier (oven i købet andre end dem, der bliver arbejdsrelaterede)
Søndag eftermiddag ankom jeg planmæssigt til Amman sammen med Ane, som jeg skal arbejde sammen med i Hebron. Det var ligesom at møde en mur, da man steg ud af flyet - en mur af varme. Jeg har senere fundet ud af (ved at læse i den engelsksprogede Jordan Times), at der for tiden er decideret hedebølge i Amman. Der er åbenbart over 40 grader for tiden, hvor normalen i juli måned er omkring 30. Så selv de lokale (hvor jeg primært har mødt taxachauffører indtil videre) brokker sig over, at det er varmt. Så det er med andre ord ikke underligt, at en blegfed, blond dansker, der har brugt den seneste måneds tid på at sidde indenfor og skrive eksamen synes, at her er en smule varmt.
Efter ankomsten handlede det om at få vekslet de medbragte amerikanske dollars til lokale jordanske dinarer, ellers om de smarte unge kalder dem herned JD's. Derefter var det over i visum-køen, som gik lidt trægt, men alt i alt tog det omkring et kvarter at komme igennem denne, så det må siges at være til at leve med. Visum-manden kiggede godt nok lidt underligt, da vi sagde, vi ikke skulle sove på et hotel, men på et kontor. Det forstod han ikke helt, men man har nogle gange indtrykket af, at det bare lige handler om en form for magtdemonstration. Han skal lige vise, at det er ham, der bestemmer, om vi kommer ind i Jordan, og hvis han lige sidder og kigger et par minutter, uden der sker noget, så gør han os opmærksom på det.
Kontoret og praktikanternes bolig, som ligger i en og samme bygning er på mange måder et meget hektisk sted at være. Folk kommer og går (såvel lokale som danskere) og lige pludselig er der fem nye danskere, som man siger hej til. Det er åbenbart ekstra slemt i denne uge, hvor Mellemøstekspeditionen er ankommet. Det er busfuld af primært danskere, der skal køre igennem Jordan, Syrien og Libanon og lave teater, musik og lignende med unge fra Mellemøsten. Herudover crasher der for tiden en dansk fyr, der arbejder på den danske ambassade i Syrien, men på tredje uge ikke kan komme ind i Syrien, eftersom han af uvisse årsager er jagtet af den syriske efterretningstjeneste (Velkommen til Mellemøsten!). Desuden arbejder min gode kammerat Gregers på kontoret, og lige for tiden sover jeg på en madras på hans værelse. Det har betydet, at vi har haft hinanden til at drikke en godnat Fernet eller G'n'T med – og det skal man ikke kimse af.
De første par dage er gået med nogle briefinger omkring vores arbejde og det generelle arbejde, som ActionAid (som er den officielle internationale betegnelse) laver. Derudover har der været tid til at komme lidt rundt i byen. Men generelt er Amman en meget underlig by. For det første er den meget beige – der er nærmest ikke nogle bygninger, der ikke er ørkenfarvede, så det er knap så inspirerende at kigge på. Derudover er den underlig indrettet med en række forskellige centre, hvilket medfører, at man skal med taxa rundt til alting. Så det er ikke frygteligt meget, man får ud af at køre rundt, samtidig med at det nærmest er umuligt at vurdere, hvor man befinder sig i forhold til alt muligt andet – til gengæld er det billigt at komme rundt med taxa'erne. En taxatur på 10 km koster ikke mere end en flad tyver.
Men hvis der er noget de kan, så er det at lave falafel og hummus til nærmest ingen penge. Du får dem praktisk talt kastet i nakken. Indtil videre har dette da også betydet, at omkring tre ud af fire varme måltider har indeholdt disse mellemøstlige specialiteter. Så hvis man bliver, hvad man spiser, kommer jeg snart primært til at bestå af kikærter. Folk siger, at man slet ikke kan lade være med at elske dem, når man er blevet vant til at få dem. Det er nu et faktum, jeg har tænkt mig at udfordre lidt – der er jo ikke kød i!
Lige nu glæder vi os til at komme til Hebron, som (forhåbentlig) sker på søndag. Jeg skriver forhåbentligt, fordi vi for tiden sidder og øver os på de mulige spørgsmål, som de israelske grænsevagter kan finde på at stille. Vi har hørt rygter om, at de ikke altid er helt rare, så der skal svares kort og præcist på deres spørgsmål. Det bliver spændende at finde ud af, hvor svært det ender med at være i sidste ende, men mon ikke det går. Derudover skal vi lige have fundet ud af, hvordan vi gør med vores pas-situation. Det er således, at hvis man har fået et stempel i Israel, er der andre steder (eksempelvis Syrien og Libanon), som man ikke kan komme ind i. Jeg har fået lavet et ekstra pas, men der er lige nogle logistiske problemer, der skal være styr på – eksempelvis hvilket af passene, det er bedst at få det israelske stempel i. Men mon ikke det ordner sig, det plejer sådanne ting jo at gøre, og vi tager det stille og roligt.
Det var alt for denne gang. Jeg vender tilbage en gang i næste uge, når jeg sandsynligvis er blevet godt installeret i Hebron.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar