Først en lille update.
Palæstina er (stadig) besat
Der er stadig (alt for) mange bosættelser (og bosættere)
Jeg er flyttet (eller det vil sige, jeg ikke bor samme sted som sidste gang). Min 'gamle' lejlighed, som lå lige ved siden af kontoret, er blevet inddraget til kontor, da vi har udvidet. Det betyder, at jeg har kontor i mit gamle værelse – og at jeg nu har en 25 minutters gåtur på vej til arbejde. Det er egentlig meget rart.
Der er blevet ansatte tre nye palæstinensere på kontoret – de virker rigtig flinke!
Jeg er stadig (meget) 'welcome in Hebron'
Der er en del af min gamle 'handelssteder', der kunne huske mig – og jeg er også blevet tiltalt af folk på gaden med navn (også af folk, jeg ikke vidste, jeg kendte). Så jeg er ikke glemt i Hebron! (det skal dog lige tilføjes her, at dette siger en del mere om antallet af blegfede mennesker i Hebron, end det gør om min karisma...)
Vi har fået ny chef på kontoret – Nicola er italiener og han virker rigtig flink!
Service-turen (de her minibusser, der transporterer en overalt) fra Hebron til Bethlehem er steget fra 8 til 9 shekels (12 kr. til 13,5 kr.)
Falafel-sandwicher koster stadig 4 shekels (6 kr.) - og smager stadig godt!
Jeg har købt en grill til min terrasse – nu skal jeg jo være her i løbet af foråret, så jeg tænkte, det var oplagt!
Det ser ikke ud til, at det er blevet nemmere at købe alkohol i Hebron... suk...
Men Taybeh Beer (den palæstinensiske øl) smager stadig rigtig godt! (hvilket giver anledning til et endnu større suk i forbindelse med ovenstående kommentar...)
Jerusalem er stadig en fantastisk by
Al-Aqsa moskéen er et imponerende syn!
Så generelt er de fleste ting, som de plejer at være! Herefter, hvad der er sket siden sidst.
Jeg ankom til København søndag aften, da jeg skulle tidligt med flyet mandag morgen – havde (endnu en gang...) fået lov til at sove hjemme ved Albert, Bente og Søren (mange tak!), men de var ikke hjemme, da de var taget på påskeferie i Paris. Jeg brugte derfor aftenen sammen med en pizza og en flaske rødvin!
Mandag (tidlig) morgen stod jeg op og tog metro'en ud i lufthavnen, hvor jeg fik tjekket ind uden problemer (bortset fra et par bøger, der skulle flyttes fra min bagage til håndbagage – overvægt...). Da jeg skulle ckecke ind og damen kunne se, jeg skulle til Israel fandt hun en fin lille seddel med spørgsmål frem, som hun skulle stille mig. ”Har du selv pakket din bagage?”, ”Har du fået noget af nogen, som du skal give til nogen?”, ”Er nogen i din familie eller af dine venner nogensinde blevet nægtet indrejse til Israel?” osv. Spørgsmålene begynder altså allerede i Kastrup Lufthavn – en anden lille kuriøsitet, der viser, at det ikke er verdens mest almindelige land, man rejser til, er, at så snart man er i israelsk luftrum, så lyser lyset med 'spænd sikkerhedsbæltet', og man må ikke længere rejse sig. Normalt gælder dette kun under landing og take-off, men her er det åbenbart generelt, når man er i luftrummet – hvis jeg havde tænkt mig at kapre flyet, ville jeg nok godt kunne finde ud af at gøre det, inden vi kom 'ind over' Israel... og forresten hvis jeg endeligt ville give den som flykaprer, skulle der nok lidt mere end et 'spænd sikkerhedsbæltet'-skilt til at holde mig fra det... (ikke fordi jeg gør mig nogen overvejelser om at blive flykaprer, men alligevel)
Da vi ankom til Tel Aviv og steg af flyveren gik vi (som man plejer) ned igennem en smal gang på vej hen mod paskontrollen og bagagebåndet. Da vi når enden af gangen, er der en israelsk pige i gul vest, der spørger om hun må se mit pas og stille mig nogle spørgsmål. (et spørgsmål, der i sig selv er rimeligt svært at sige nej til...). Det er udelukkende mig, hun antaster, og jeg svarer velvilligt på nogle af de spørgsmål, som jeg efterhånden har hørt en del gange før. ”Hvad er dit formål i Israel?”, ”Har du været her før?”, ”Hvad laver ActionAid i Israel?” (selvom det ret beset er Palæstina...), ”Hvor skal du bo?” osv. Der kan være to forklaringer på, at det kun er mig, hun vælger at stille disse spørgsmål. Enten er jeg 'registreret' på en eller anden måde i deres system, og de kan derfor se på passagerlisten, at jeg har planer om at komme tilbage til det hellige land. Alternativt (som også indbefatter passagerlisten) har de 'bare' set, at her er en ung fyr, der rejser alene, og det er åbenbart også suspekt... Lige meget hvilken af forklaringerne der er den rigtige, viser det endnu en gang, at de ikke tager nogle chancer i deres sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg når frem til paskontrollen og bliver stillet de samme spørgsmål. En gang til! Det tager omkring 10 minutter, før han ønsker mig et godt ophold, og jeg tror, at jeg slipper igennem og kan komme videre mod Hebron. Men alle folk får udleveret et stykke papir, som de skal vise til den næste sikkerhedskontrollør (endnu én) inden bagagebåndet. Der står åbenbart på min seddel, at jeg ikke er 'helt ren', og derfor bliver jeg hevet til side af endnu en sikkerhedskontrollør – og bliver stillet de samme spørgsmål – en gang til! Derefter bliver jeg bedt om at hente min bagage, så de kan køre en x-ray på den – endnu en gang! Sikkerhedsdamen beholder selvfølgelig mit pas imens, så jeg ikke kan 'flygte'... Derefter bliver min bagage gennemlyst endnu en gang, og det eneste der vækker toldernes opmærksomhed er min flaske Fernet Branca (endnu en gang tak til Kingosvej og Engkrogen...), men derefter får jeg lov til at komme videre i systemet og ud på den anden side (med 'kun' halvanden times forsinkelse – det kunne have været meget værre), hvor vores faste taxachauffør Eyad venter med et stort smil og et ”Hey Sebastian, my friend, welcome back”. Vi har en rigtig hyggelig tur til Hebron, hvor han fortæller mig om sine yngre dage som 'bad boy' (Han er 31 og forlovet i dag). Efter en time og et kvarter ankommer vi til Hebron og den nye lejlighed. Jeppe min medpraktikant og roommate er i Ramallah, så jeg er alene i lejligheden, som er rigtig hyggelig – og stor. Jeg går en lille tur i Hebron, køber mig en lammesandwich og læser lidt i en bog inden jeg på et tidspunkt går i seng.
Fra dag 1 lå der arbejdsopgaver på mit bord (hvilket jo er vildt fedt). I første omgang skulle der søges om visum til en Inspirator (en speciel MS-kategori af ansættelser), der skal til Gaza. Det er lidt specielt, eftesom en italiensk fredsvagt blev dræbt af en radikal islamistisk gruppe for et par uger siden! Men Hamas arbejder nu endnu hårdere på at sikre udlændinges sikkerhed, så vi håber, at det er sikkert at sende hende dertil. (Hun får dog ikke lov til at rejse ind af Nicola, inden vi ved endnu mere om sikkerhedssituation) I forlængelse af dette skal der udarbejdes en sikkerhedsrapport (denne gang for Vestbredden), for at få en fornemmelse af, hvor det er sikkert at opholde sig, hvilke veje, der er sikre at køre på osv. Endeligt har jeg også været i gang med at skrive nogle små artikler til vores nyhedsbrev.
Ellers er der at berette, at vi stadig drikker morgenkaffe på kontoret – og det er altså et herligt og hyggeligt ritual. Det betyder, man kommer sine kolleger ved og får vendt verdenssituationen. Desuden er man også rigtig klar til at komme i gang, når morgenkaffen er overstået og klokken nærmer sig 9.
Som nævnt i den korte opdatering, har jeg købt en grill til vores terrasse – og der har jeg så siddet ude nogle aftener og givet den som grill-mester – indtil videre er det blevet masser af grøntsager (læs: aubergine, fennikel, peberfrugter og løg) samt hakkebøffer – men den næste plan er at udvide med lammeribs, som jeg ofte får ved min faste grillrestaurant – men nu er det vist på tide, at jeg giver mig i kast med det selv. Jeppe, som jeg bor sammen med er lige nu på påskeferie ved hans kæreste i Abu Dhabi, så jeg har lejligheden og terrassen og grillen for mig selv lige for tiden.
Lørdag formiddag tog jeg til Jerusalem (vi havde påskeferie fra fredag til søndag – eller det vil sige fredag og søndag er weekenddage i forvejen, men vi fik fri lørdag også og havde derfor tre sammenhængende dage) – jeg tænkte, at Jerusalem ville være et oplagt sted at tilbringe påsken – eller i hvert fald et par af påskedagene. Derudover har vi fået et gæstehus i Jerusalem, så man kan tage derind og overnatte gratis, hvis bare lige man booker det først (vi deler det med en anden organisation, men de bruger det vist ikke særlig meget – og eftersom det udelukkende er Jeppe, Nicola og jeg som kan komme til Jerusalem – I ved alt det her med at palæstinenserne er forment adgang til Jerusalem, der ellers er deres hovedstad ifølge international lov... - og Nicola bor i Jerusalem burde der være mulighed for nærmest at bruge værelset, når man har lyst. Og selvom det er sagt før, så er der ingen tvivl om, at Jerusalem er en fantastisk by!)
Jeg brugte eftermiddagen på en café, der samtidig er en boghandel med et fantastisk udvalg af engelske bøger om specielt besættelsen og implikationerne heraf (Jeg har købt en bog, der hedder ”The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy”. Den glæder jeg mig til at læse! Ja, jeg er en nørd - og jeg ved det godt!). På caféen/boghandlen har de nemlig internet – noget min lejlighed endnu ikke er udstyret med. På terrassen derhjemme kan man dog fange en nærliggende netforbindelse. Nå, men det betød, at jeg lige fik arbejdet lidt inden jeg gik en hurtig tur ind i den gamle by for lige at købe mig en Taybeh øl – dem har jeg nemlig savnet! Derefter gik turen over i Vestjerusalem, hvor det er nemmere at få fat i øl – samt mere europæisk inspireret mad. Det viste jeg dog, at eftersom det var lørdag og dermed Shabbat havde det meste lukket – jeg fandt dog et par barer, som kunne servere mig øl. (blandt andet Taybeh, hvilket er et særsyn i betragtning af, det jo er Vestjerusalem og dermed den jødiske/israelske del af byen). Det var jeg slemt glad for. Det viste sig dog, at det var yderst vanskeligt at finde et sted og spise, da de fleste havde lukket og ikke åbnede op, selvom solen gik ned og shabbat'en dermed officielt var overstået. Men til sidste fandt jeg et sted, der kunne servere mig en gang seafood pasta og en halv flaske chardonnay. Det var et godt køb! Herefter havde jeg sådan set besluttet mig for at gå hjem, så jeg kunne komme tidligt op dagen efter (jeg har nemlig tidligere erfaret, at hvis man som ikke-muslim vil ind til Tempelbjerget og Al Aqsa-moskéen – I ved den her store moské med guldtag, som ligger side om side med Grædemuren inde i den gamle by i Jerusalem – så skal man gøre det søndag morgen, da det vist nok er det eneste tidspunkt, hvor man kan komme derind – altså som ikke-muslim). På vej hjemad kom jeg forbi en bar, der så rigtig hyggelig ud på undergrundsmåden, så jeg besluttede mig for lige at gå ind og få en enkelt øl. Det vidste jeg dog, at der var happy hour, så jeg fik mig endnu en øl (man kan jo ikke sige nej til gratis øl – det nærmer sig vel blasfemi – specielt, når jeg ved at øl bliver en knap ressource de næste to måneder!). Under den anden øl faldt jeg i snak med min sidemand ved baren. Han viste sig at være israelsk musiker og meget flink (jeg undgik bevidst at snakke særligt meget politik med ham – det har vist sig at kan spolere en potentiel god stemning med israelere... eftersom vi – mildt sagt – sjældent er enige! Der findes dog undtagelser, men generelt set har vi nok ikke helt samme syn på besættelsen). Nå, men da den anden øl var drukket på, spurgte han, om jeg ville med hen til en koncert han og hans kammerater skulle til. Det var med et israelsk heavy-band – og jeg tænkte ”hvorfor ikke?” og gik med dem hen til der, hvor koncerten skulle være. Da vi kom ind, var bandet ved at gøre klar til koncerten, og det var tydeligt, at mine nye 'venner' kendte en del folk på denne bar, der samtidig fungerede som spillested. Jeg måtte dog ærligt indrømme, at jeg blev lidt utilpas, da jeg så, hvad der hængte bag ved bandet. Nemlig et sydsstatsflag. Sydstatsflaget, som vel kan siges at indikere, at man har det med de sorte på samme måde som israelerne har det med palæstinenserne – hvilket vil sige, at man ikke er så glade for dem... - og eftersom jeg har det fint med såvel sorte mennesker som palæstinensere er det ikke ligefrem en holdning, jeg har lyst til at støtte. Jeg spurgte min følgesvend, om der lå noget bag valget af bagklæde, men han vidste ikke rigtig, hvad det betød – men han opsøgte faktisk bandet og hørte, om der lå dybereliggende årsager til (aka. holdninger om at man ikke er så glade for sorte mennesker). Men bandet vidste heller ikke helt, hvad flaget betød, så der skulle åbenbart ikke ligge noget i det. Jeg købte derfor en øl til min 'nye ven' og mig selv og besluttede mig for at give musikken og bandet en chance. Musikken var ikke videre god. Altså det var ikke helt slemt, men sådan okay... - og eftersom teksterne var på hebraisk, havde jeg lidt svært ved at vurdere, om der lå ubehagelige racistiske undertoner hos dem. Så efter en halv times tid besluttede jeg mig for at kombinationen af israelerne, (halv)dårlig heavymusik på hebraisk, de (små)racistiske undertoner samt en begyndende træthed (kombineret med visheden om, at jeg gerne skulle tidligt op dagen efter) gav mig en rigtig god grund til at vakle hjemad.
Søndag morgen fik jeg snøvlet mig op og hen mod Al Aqsa-moskéen. Og det kom jeg ikke til at fortryde! Der var mange mennesker i den gamle by, hvilket jo ikke ligefrem kan overraske sådan lige midt i påsken, der også er helligdag for jøderne (fun fact: omkring højtiderne ifører de ortodokse jøder sig nogle bjørneskindslignende huer, så de faktisk ser mere specielle ud, end de plejer – billeder følger senere...). Jeg startede med at gå hen ad Via Dolo Rosa – det er den vej, hvor nogle mener at Jesus gik med korset (denne gang som, at der faktisk er tvivl om, hvorvidt han gik her – ikke som mine sædvanlige anti-religiøse insinueringer, at hele Biblen er opspind – jeg er ikke blevet mere religiøs, jeg gemmer dem bare til en anden gang...) - på vej hen til Golgata, hvor han blev henrettet (der har jeg været før, så det gad jeg ikke denne gang). Jeg var dog ikke tynget af et kors, kun en lille hovedpine som følge af øllene fra aftenen før. Det var mest for at sige, at jeg ligesom Jesus havde gået der i påskedagene (jeg har været der før, så det var primært for at kunne berette om det og blære mig med det her på bloggen...)
Nå, men jeg kom endelig frem til Al Aqsa-moskéen. For at komme ind ad vejen for ikke-muslimer, skal man faktisk forbi Grædemuren, men det må man jo så gøre for at komme hen i køen til at komme op til Tempelbjerget og hen til moskéen – jeg har tidligere kun set den på afstand, men altid syntes den var rigtig flot! Og jeg må sige, at jeg virkelig ikke blev skuffet. Den er et fantastisk syn, som jeg håber folk for lov til at opleve (ikke mindst palæstinensere, som for tiden ikke må komme ind til det, der er det tredjehelligste for muslimer...). Men også alle andre skulle have lov til at se den tæt på. Jeg kan kun sige, at den er rigtig, rigtig flot. Og en del mere imponerende at se på, end Grædemuren, som ret beset 'kun' er en – ja, mur! Så, Al Aqsa: 1 – Grædemuren: 0! Efter denne fantastiske oplevelse tog jeg en spadsertur rundt i den gamle by, inden en falafelsandwich fulgte mig hen til caféen/boghandlen, hvor jeg sidder i skrivende stund for at bruge internettet til at uploade dette indlæg! Om et par timer regner jeg med at trisse tilbage til Hebron og fejre slutningen af 'påskeferien' med en gang grillet lam.
Belært af bitter erfaring og råd fra en klog kvinde (”pas nu på med at sætte tid på hvornår det første indlæg på din blog er der. Der kan komme forhindringer” - tak Tina...) så vil jeg ikke love noget med hensyn til næste indlæg, men mon ikke det kommer om en uges tid (PS. Lad være med at tro på mig – det kommer ikke til at passe...)
Det var alt for denne gang! Håber alle har det godt – for det har jeg!
PS. Jeg har fået praktikplads på DR Horisont og Verden ifølge Gram på P1 (DR's faste udenrigsmagasiner) til efteråret. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det betyder også, at jeg 'allerede' nu har afgjort, at jeg flytter til København efter sommerferien. Eller det vil sige, at DR har afgjort det for mig. Jeg kan godt lide, når andre folk træffer beslutninger for mig. Det er så dejligt nemt!
