Som skrevet i forrige indlæg, blev grænsen åbnet, og det betød Gregers kom frem, og vi mødtes i Jerusalem, hvor vi fik gjort den gamle by, inklusive Grædemuren, og derefter fandt frem til vores hostel, hvor vi fandt de to senge, som var vores – troede vi, i hvert fald.
Derefter bevægede vi os så småt ud i det jerusalemske natteliv på en uforglemmelig tur (som var så god, vi alligevel har glemt noget af den...), der blandt andet inkluderede følgende:
Taybeh – den lokale palæstinensiske øl, der med egen betegnelse er ”the best in the middle east” - man kan jo nærmest give dem ret, men nok primært på grund af manglen på konkurrence. Det er en lidt frugtig øl, men samtidig en rigtig god øl (Nu var vi jo nok også noget til et punkt, hvor jeg ville kalde Harboe en god øl – men hvorom alting er, kan Taybeh Beer altså godt anbefales)
Efrat - en utrolig sød, charmerende (ja, læs lækker...) bartender på den første bar vi fandt, hvor der var happy hour, så der endte vi med at blive hængende et stykke tid – og ja, udseendet på bartenderen skræmte os ikke væk;
Dan - som også arbejde i baren og endte med at lave nogle utroligt dårlige burgere til os, men som vi samtidig fik en ordentlig diskussion med. Han var israelsk ateist, og mente derfor at bosættelserne var åndssvage, men der røg fornuften til gengæld også. Han mente groft sagt, at eftersom Israel havde vundet en krig, kunne de behandle palæstinenserne som de ville (specielt fordi de var i gang med at civilisere dem – og vi ved jo alle sammen at krænke menneskerettigheder er meget civiliseret), at der jo ikke var forskel på det Israel gjorde i dag, og så den imperialisme, som europæerne havde udøvet i mange år i Afrika – og der måtte vi jo til dels give ham ret, men vi var til gengæld ikke helt enige i, at det var en valid grund til Israels ageren i dag – samtidig havde han ikke et rationelt svar på, hvorfor Israel var så glad for FN-resolutionen, der oprettede dem som stat i 1948, men samtidig ikke har efterlevet en eneste siden – det er måske det, vi andre ville betegne som et paradoks;
Putin Bar – En utrolig dårlig pub, der til gengæld var imponerende god til at sørge for at vores happy hour brandert blev heftigere;
Pladeforretningen – der om aftenen blev forvandlet til en cool undergrundsbar, hvor vi blandt andet faldt i snak med en flok israelske soldater – de her 18-årige piger, der virkelig har et forskruet verdensbillede, men til gengæld får man et indtryk af, hvor meget af det, der kommer af den form for den indoktrinering, der foregår i såvel skolesystemet som ikke mindt hæren.
Noget der ligner et sort hul – herefter begynder tingene at blive slørede for både Gregers og jeg. Vi kan huske, vi var forbi Putin Bar igen (af meget uvisse årsager) og baren, hvor Efrat og Dan herskede. Derefter har vi på en eller anden måde skiltes, og jeg vågner næste morgen ved at Gregers fortæller mig, at han har sovet på en sofa, fordi der lå en mand i hans seng, da han kom hjem. Da Gregers vækkede manden, pegede han over på mig og sagde ”my friend”. Jeg ved ikke, hvem han er (eller kan i hvert fald ikke huske, hvem han er) – så hvad der er sket resten af natten, er endnu et af livets store mysterier...
Dagen derpå var vi tømmermændsturister – ja det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi var ved Olivenbjerget og Getsemane Have, hvor Jesus (ja, der var han åbenbart også) eftersigende brugte aftenen før sin korsfæstelse. Derefter brugte vi resten af dagen på at drikke cola, søge skygge, spise et par falafler og derefter fandt vi en bus til Hebron.
Dagen efter havde vi det bedre igen, så der tog vi en tur til Bethlehem og (jeg) genså Kirken, der åbenbart skulle være placeret der, hvor der en gang har været en stald, hvor Jomfru (Host, host) Maria og Josef søgte ly for natten – gad egentlig vide, om ham Josef døde som jomfru? Jeg har ikke hørt historier om, at de fik andre børn, og man har ikke ligefrem indtryk af, at prævention var vildt udbredt på den tid. Det må egentlig taget være rimelig nederen, at ens kone har været utro og derefter gennemfører verdenshistoriens største fupnummer (”Det var Gud, der gjorde det, det er en jomfrufødsel” - yeah right) for derefter selv at dø, som gammeljomfru fordi den utro kone ikke synes, at ”Guds søn” skal have søskende. Jeg ville følte mig lidt snydt. Nå nok af mine antireligiøse udgydelser – bare fordi man ikke selv er fan, skal man jo ikke være fordømmende. Bethlehem var som Bethlehem er – hyggeligt, men samtidig lidt turistet, af gode grunde. Vi fik shoppet lidt i Bethlehem (og ja, det betyder indkøb af alkohol. Jeg har endnu ikke fundet smuglerkroen i Hebron, og begynder faktisk at tvivle på, at den eksisterer).
Det betød, at vi dagen efter var tømmermændsturister nok en gang. Denne gang i Ramallah, som er regeringsby for PA (Palestinian Authorities) indtil man en gang (forhåbentligt) får Østjerusalem som hovedstad. Det var til gengæld en dejlig by, der ikke var særlig turistet. Vi var blandt andet på en rigtig slyngelstue (som de nu er hernede, hvilket inkluderer arabisk kaffe og vandpiber – grunden til den kan kategoriseres under slyngelstue er, at man kan se på lang afstand, at kvinder ikke rigtig er velkomne og samtidig var halvdelen af klientellet ældre herrer iført den karakteristiske hovedbeklædning, som man altid så Arafat med). Apropos gode gamle Yassir Arafat (som vist ikke var helt så god, som han nogen gange bliver fremstillet i vestlige medier – korruption var i hvert fald ikke fremmed for ham. Det var jo ikke for sjov, at han døde som en af Mellemøstens rigeste mænd), så var vi også forbi han mausoleum, som ligger placeret ved siden af PA's hovedkvarter.
Derefter fik jeg sendt Gregers tilbage til Jordan – og så er hverdagen ellers dumpet ned med et brag igen. Travlt på kontoret igen – og et par ”netværksmøder” (se separat indlæg, hvor lidt galde bliver spyet ud...). Denne uge og den kommende bliver ikke mindre hektiske, eftersom celeb'en (som man kan diskutere, hvor berømt hun er) kommer forbi – så der skal alting klappes af og tilrettelægges. Derudover har vi seks danske voluntører (sabbatsårs-lige-færdig-med-gymnasiet-unge danskere, som skal ned og arbejde frivilligt i tre måneder) som kommer på søndag – de skal have et par introduktionsdage på kontoret og overnatninger i vores stue inden de drager ud til deres værtsorganisationer og -familier. Så der bliver med andre ord nok at se til.
tirsdag den 21. september 2010
Networking – og hvorfor jeg ikke er fan
”Giv mig en branche, hvor jeg ikke skal netværke” sagde en klog gammel mand en gang. Ja okay, jeg er måske ikke gammel og klog kan diskuteres, men mand vil jeg i hvert fald kalde mig selv – og hvis nogen på baggrund af denne indledning og overskrift skulle være i tvivl, så har jeg den sidste uges tid befundet mig i et par networking situationer, hvilket jeg af et ærligt hjerte må indrømme, at jeg ikke syntes vildt meget om – for nu at udtrykke mig pænt.
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
torsdag den 9. september 2010
UPDATE - Grænseovergangen er åben
Jeg har lige snakket med Gregers, og han sidder i en bus ved grænseovergangen og venter på at få lov til at blive afhørt. Så vi satser på, at han kommer igennem - hvis Gud og grænsevagterne vil. Så jeg tager til Jerusalem nu og venter på ham.
So long.
So long.
onsdag den 8. september 2010
Tanker om høflighed og venlighed
Generelt vil jeg beskrive mig selv som et tolerant, venligt og ikke mindst åbent menneske. Jeg elsker at smile til tilfældige mennesker på gaden og har intet problem med at hilse på folk, jeg ikke kender – og jeg kunne i hvert fald aldrig finde på ikke at smile eller hilse tilbage, hvis andre tager initiativet. Men det er trods alt en holdning, som til en vis grad er blevet udfordret hernede. For det første har jeg fundet ud af, at det afhænger utroligt meget af dagsformen, om jeg føler overskud til at hilse tilbage – specielt når hilsnerne kommer alle mulige mere eller mindre tilfældige steder fra. Butikker, den anden side af gaden, lejligheder – både ud af vinduer, men også nogle gange gemt, forbipasserende biler osv. Vi bliver stadig mødt af frasen ”Welcome, welcome to Hebron” mange steder – men ofte er det svært at vide, om de byder en velkommen til byen eller om de bare prøver at lokke en ind i deres forretning.
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
torsdag den 2. september 2010
Politik - på den store og lidt mindre måde...
Så er det efterhånden blevet tid til nye skriblerier herfra. Tiden flyver godt nok afsted må man sige. Jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er blevet september og der dermed kun er lidt over fire måneder tilbage hernede. Wow – det lyder næsten endnu vildere, når jeg skriver det.
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Abonner på:
Opslag (Atom)