Og det skete i de dage... at der gik en befaling om, at Sebastian skulle holde jul i Bethlehem - hvor ellers?
Glædelig Jul til alle derude.
Jeg er virkelig ked af, at bloggen har været så forsømt på det seneste, men jeg har simpelthen bare haft så mange ting at se til, at der ikke har været så meget overskud til at skrive om aftenen også (altså når jeg ikke har arbejdet om aftenen...)
Men det betyder jo forhåbentligt bare, at der er mere at fortælle, når jeg komme hjem om under tre uger... - det er helt vildt at tænke på, og lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til det. En god kombination af, at tiden er fløjet afsted, at jeg ikke har lyst til at forlade kontoret, arbejdet og Palæstina (men jeg har selvfølgelig lyst til at se jer alle sammen!) og så at jeg synes, at jeg har 1000 ting jeg skal nå, inden jeg om under to uger forlader Hebron for at tage til Amman for at flyve hjem! Lige nu vil jeg altså ikke hjem!
Nå, som overskriften antyder, så bliver dette et relativt kort indlæg omhandlende min (noget anderledes) jul, som blev fejret i Bethlehem.
Jeg arbejdede den 23. december, og Juleaftensdag stod jeg op og tog mig relativ god tid til at hygge og få en god morgenmad. Jeg var alene hjemme, for Ane har sin familie på besøg, og de var taget til Bethlehem. Derefter tog jeg ind til byernes by (i hvert fald ved juletid...) Bethlehem ved middagstid, hvor jeg havde fået mig et værelse – eller det vil sige en seng. Jeg havde (selvfølgelig) været (for) sent ude med at bestille noget, men jeg fik heldigvis plads på et hostel ved navnet House of Peace – så kan det vist nærmest ikke være smukkere! Jeg kom frem omkring kl. 13, og det viste sig, at jeg havde fået en madras inde på en af sønnernes værelse – men igen, jeg havde været sent ude, julen er hjerternes fest og hvor der er hjerterum er der husrum, så jeg skal ikke klage!
Herinde nåede jeg lige at skype med Mor, Hans, Aksel, Søren, Betina og Tobias (altså på en gang) for lige at ønske god jul, inden jeg bevægede mig ind mod Manger Square, der er pladsen foran kirken, hvor det alt sammen skulle være sket – altså alt det der vi fejrer; krybben, lillemanden, hyrderne, guld, røgelse, myrra skær og jeg skal komme efter dig, skal jeg...
Der startede jeg lige med en falafel sandwich (skik følge eller land fly...), og der var jo som forventet proppet med mennesker. Kort opsummeret kan det siges at være en skøn og skør blanding af 'Jingle bells' på sækkepiber (sic!), Christmas Carols, missionærer, julemænd, nissehuer, tørklædepiger, tørklædepiger med nissehuer, juletræer, bønnekald fra moskéens minareter, nonner og mange andre ting. Så i dette virvar gik jeg lidt rundt, tog nogle billeder, kiggede på folk, inden jeg satte mig med min bog (The Great War for Civilization – The Conquest of the Middle East. 1300 sider af den engelske journalist Robert Fisk om hans oplevelser i Mellemøsten de sidste 40 år) og en espresso og kiggede mere på folk. Da jeg havde tømt kaffen, købte jeg mig en øl (den lokale Taybeh, som jeg er bleve slemt glad for), hvorefter jeg stødte ind i nogle af volontørerne (de her lige-færdig-med-gymnasiet-vi-skal-arbejde-frivilligt-i-Palæstina-i-tre-måneder danskere, som vi har – dette var dog nogle nye, der kom i sidste uge. Vi sendte de gamle hjem sidste søndag) og sad lidt med dem, inden jeg gik tilbage på hostellet (først var jeg lige forbi en spritbutik for at købe mig en flaske rødvin – mere om denne senere), hvor jeg skypede med Farmor, Far og Tobias (også på en gang), inden jeg igen bevægede mig ud i Bethlehems gader, for at finde mig et sted at indtage julemiddagen (eller hvad vi nu skal kalde den... - det var i hvert fald en middag på Juleaften!). Jeg fandt mig endelig en restaurant, der serverede lidt spændende mad, men da jeg havde bestilt en stor lækker bøf og en halvflaske rødvin, fik jeg at vide, at de var udgået for bøffer, så jeg ville få kyllingebryst i stedet (det er selvfølgelig også tættere på and...) og så en flaske lokal rødvin (Cremisan), der er mere politisk korrekt end den er god, men den kan drikkes.
Derefter bevægede jeg mig ind mod pladsen igen, hvor jeg på vejen var nødt til at kigge på en kortege, der kom kørende meget hurtigt gennem gaderne – jeg kunne selvfølgelig ikke se det, men er rimelig sikker på, at det var ingen ringere end Mahmoud Abbas, aka. Abu Mazen, palæstinensernes præsident (uden mandat...), som forhandler om en fred, som ingen rigtig tror på, uden rigtigt at have mandat til at forhandle på palæstinensernes vegne, eftersom han har udskudt præsidentvalget i 2009. Men en fin herre, er han helt sikkert – og han skulle i kirken senere hen.
For at komme ind i selve kirken, skal man have specielle adgangskort, som man skal kende nogen, der kender nogen for at få fingre i. Jeg vil tro, at jeg kender nogen, der kender nogen, hvis jeg bare havde taget mig sammen til at gøre noget ved det i god tid – men det havde jeg (surprise...) ikke. Så jeg måtte nøjes med at se midnatsmessen på storskærm ude foran på pladsen. Jeg kom frem i god tid, så der var lige tid til en espresso mere og nogle flere sider i min bog, inden jeg stødte ind i volontørerne igen. Vi gik sammen ind på et (meget turistet) sted og fik os en enkelt øl, inden vi gik ud og kiggede på storskærmen, der transmitterede midnatsmessen. Da vi havde stået der lidt, ville volontørerne tilbage til deres hostel, og det betød, at jeg fik mulighed for at hive min (tidligere indkøbte) flaske rødvin op ad tasken – denne gang en fornuftig Rhone-vin købt til lejligheden – skal der være fest, så lad der være fest. Så den drak jeg indbundet i en plastikpose (der er jo ingen grund til at provokere unødvendigt), mens jeg så resten af midnatsmessen. Da den (og rødvinen...) var færdig, var der ikke særlig mange mennesker på pladsen, og jeg købte mig (endnu) en falafelsandwich (skik følge eller land fly...) og gik tilbage på hostellet.
Morgenen efter tog jeg til Jerusalem, for at se, hvad der skete derinde. Men det kan meget kort fortalt siges, at det nærmest var umuligt at se på byen, at det var jul, så den var ikke mere spændende end sædvanligt (her skal det dog lige siges, at den er mere end spændende normalt – så det var stadig en hyggelig dag!)
Nå, det var alt for denne gang – et juleeventyr! Jeg vil forsøge at opdatere med endnu et par historier om, hvad der er sket den seneste måneds tid, men belært af bitter erfaring, vil jeg ikke love noget...
mandag den 27. december 2010
torsdag den 2. december 2010
Da Fernet'en kom til Egypten, eller historien om, hvordan jeg ikke kom ind i Syrien...
Nu har bloggen igen været forsømt i alt for lang tid, og derfor kommer der et nyt indlæg i dag...
Det sidste jeg beskrev var, hvordan jeg glædede mig utrolig meget til at komme til Syrien og Libanon (In'shAlllah...), og som bekendt er forventningens glæde jo ofte den største, og det endte den også i høj grad med at være i denne forbindelse. Men mere om dette. Lad os begynde med begyndelsen...
Jeg tog fra Hebron torsdag d. 4. november ved middagstid, hvorefter jeg skulle til Ramallah for at få lavet et jordansk visum, så jeg undgik de problemer jeg havde sidste gang ved den jordanske grænse, hvor jeg som bekendt ikke blev lukket ind. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at ved utallige skranker får man ikke nogen hjælp eller information, og sådan foregik det også på det jordanske konsulat i Ramallah, men efter jeg selv stillede en del spørgsmål fik jeg mit visum og bevægede mig mod grænsen. Lang historie kort og fem busser senere sad jeg nu i en bus og ventede på den jordanske grænsekontrol (de kommer ind i den bus, der fragter én gennem en form for ingenmandsland). Det viser sig så, at det er den samme grænsekontrolsmand, der afviste mig to uger tidligere, og baseret på hans store smil, da han ser mig, genkender han også mig... Jeg rækker ham, lettere (for ikke at sige meget) nervøst mit pas, han bladrer lidt i det og smiler lige pludselig endnu mere til mig, hvorefter han siger ”This is how it is suppose to look!”. Jeg griner også til ham, og vi high-five'r, hvorefter jeg nu har fået adgang til Jordan... jeg finder en taxa til Amman og mødes med Gregers på kontoret/praktikantlejligheden. Vi bruger den første aften i Amman på lidt øl og whiskey samt et par spil backgammon.
Næste dag (fredag) fik vi hen ad middagstid endeligt snøvlet os klar til at komme mod Syrien. Det foregår således, at man tager en taxa, der kører en til grænsen og derefter videre til Damaskus, Syriens hovedstad. Vi kommer frem til taxastationen og skal til at forhandle lidt om prisen. Det foregår på den måde, at man kan vælge at betale for alle sæderne og komme afsted eller vente på, at taxien bliver fyldt op – vi vil ikke starte ud med den fulde pris, så vi får lige en kop kaffe, men efter lidt tid, får vi forhandlet os til en mellempris, vi synes er fair. Så vi er på vej'n igen! Efter vi har kørt en times tid (hvor vores chauffør kører utrolig langsomt – ulig nærmest alle andre taxachauffører, jeg har oplevet i Mellemøsten), kører han ind på en rasteplads-lignende ting, hvor der også er en kiosk-lignende ting. Vi spørger chaufføren, hvorfor han holder ind, og han prøver på sit gebrokne engelsk at forklare noget om klokken 15. Eftersom klokken er omkring 13.30 er vi ikke helt tilfredse med den melding, og vil gerne vide mere om, hvad det er der foregår. Vi ringer derfor op til Ahmad fra kontoret i Amman, og han snakker med taxachaufføren på arabisk. Det viser sig således, at chaufføren selv er syrer, og at syrere ikke kan komme ind i Syrien om fredagen før kl. 15.00... Det er altså grunden til, at han for det første kørte utroligt langsomt (da han jo af gode grunde ikke havde travlt) og for det andet valgte at holde ind, da det trods alt var bedre at holde et sted, hvor vi kunne få varm kaffe og bløde stole, end bare at holde og vente ved grænsen. Det kunne vi jo kun give ham ret i, men samtidig ville vi måske ønsket, at han havde fortalt om denne information, inden vi havde taget fra Amman, for så kunne vi jo lige så godt brugt den ekstra halvanden time på noget andet, men fred være med det – nu skulle vi mod Syrien. Vi kom dog frem til grænsen og var derfor klar til vores videre færd. En snoldet taxachauffør skulle ikke spolere vores glæde og ikke mindst vores tur, men det var der til gengæld en grænsevagt, der skulle...
For da vi kom frem til grænsen, ville vagten se vores pas, og ikke mindst de stempler vi havde, hvilket vi jo godt vidste på forhånd og derfor troet, at vi havde regnet den ud, men nej... jeg havde fået overført mit jordanske visum til mit ekstra pas (der således var fri for israelske stempler), men da han så dette, ville han vide, hvor jeg var kommet ind i Jordan henne. Eftersom det var lavet på politistationen, stod der ikke, hvor jeg var kommet ind henne... Jeg fortalte ham, at jeg var fløjet ind (hvilket jo er mere eller mindre sandt – det gjorde jeg jo i juli, men har så været ud og ind af Palæstina et par gange siden). Det ville han dog ikke godtage og forlangte, at vi tog tilbage til jordanerne og fik dem til at verificere, at vi var kommet ind via lufthavnen. Vi gjorde, hvad vi kunne for at forklare ham, at det altså var rigtig nok, og vi havde det rigtige visum og Fanden og hans pumpestok, men han var hverken til at hugge eller stikke i... (altså ikke Fanden, men grænsemanden).
Så der var ikke så meget andet at gøre, end at vende snuderne, (meget slukørede) tilbage mod Amman. Vi snakkede et kort sekund om sandsynligheden for at forsøge at få jordanerne til at stemple på, at vi var kommet ind via lufthavnen, men samtidig blev vi enige om, at det var en yderst vanskelig forklaringsopgave og samtidig var det også for risky business at tage tilbage til grænsen, selvom vi havde fået stemplet fra jordanerne. Så vi var ved at komme op og skændes med vores taxachauffør, fordi vi ikke ville betale fuld pris (dels fordi vi ikke kom hele vejen til Damaskus, hvilket jo selvfølgelig ikke var hans skyld, men sammenholdt med at han havde stjålet omkring halvanden time af vores tid, synes vi nu det var fair nok). Efter trusler om politi og lige pludselig være omringet af 5 syrere, valgte vi dog alligevel at betale ham fuld pris.
Så var det om at finde en ny taxachauffør, og det gik utrolig nemt, men samtidig vidste det sig også, at han nok var et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt. For det første ville han have os til at smugle cigaretter for ham, derefter skældte han os ud, hver gang vi talte sammen på bagsædet ved at henvise til, at den gamle mand på forsædet havde hovedpine sammenholdt med at han selv nærmest råbte hver gang hans mobil ringede, og det gjorde den utallige gange. Og endeligt kørte han som død og pine – ud og ind mellem andre biler, når der var kø. Så alt i alt var han faktisk et trælst bekendtskab! Så godt mugne kom vi tilbage til Amman og begyndte at tænke i alternativer. Der var flere muligheder. Palæstina kunne vi udforske lidt mere, vi overvejede at tage rundt i Tyrkiet, muligheden for Kurdistan (aka. Øst-Tyrkiet og Nord-Irak) kom også op at vende, men vi besluttede os for at tage til Egypten og således kunne vi bevæge os ud i Ammans natteliv og få os et par øl.
Dagen efter tog vi en bus mod Aqaba, hvor vi brugte en enkelt aften, hvorefter vi kunne sejle fra Jordan til Egypten (Sinai-halvøen) – en tur vi havde fået anbefalet, men det var godt nok en dårlig anbefaling. En såkaldt hurtigfærge, hvor det var umuligt at komme op på dækket, umuligt at finde ud af, om man fik et egyptisk visum, og da vi endelig kom i havn, gik der omkring en time, inden vi kunne gå fra borde af en eller anden ukendt grund. Men Egypten var vi da nu kommet til, og vi fandt en bus, der gik mod Cairo – en bustur på omkring 8 timer.
En lille anekdote er, at vi havde en tredje rejsemakker, som dog skulle forlade os (skridt for skridt - eller nærmere glas for glas) i løbet af rejsen; nemlig en flaske Fernet Branca. Den blev drukket i løbet af ugen på udvalgte steder samtidig med vi valgte at forevige øjeblikkene. Dette betyder, at vi har et billedalbum indeholdende blandt andet følgende titler – 'Ved Nilen-Fernet', 'Pyramide-Fernet', 'Hotelværelse-i-Cairo-Fernet', 'Sphinx-Fernet' og 'Vi-er-nu-endeligt-kommet-til-Egypten-med-lortefærgen-Fernet' (Hele Fernet-albummet ligger på Facebook, men nogle af billederne skal nok komme op her også...).
Hele turen endte med at blive underlig på den der måde, hvor det jo var en fantastisk tur (blandt andet på grund af Fernet'en...), der indeholdt pyramider, Cairo, Sphinx, Kongernes Dal, Bibliotheca Alexandrina og Sinai, men samtidig var det med en eller anden underlig bevidsthed om, at vi jo bare gerne ville have været i Syrien og Libanon... Having said this, så var det en rigtig god tur, der kort fortalt kan beskrives på følgende måde.
Sent søndag nat – ankomst Cairo
Mandag – udforskning af Cairo, blandt andet en tur over Nilen
Tirsdag – mere Cairo, inkluderet en tur til pyramiderne og sphinxen – derudover en tur til Khan al Khalili – et stort arabisk marked
Tirsdag nat – nattog mod Luxor
Onsdag – Dagen brugt i Luxor med en tur til Kongernes Dal, der er gamle gravkamre for Farao'erne
Onsdag nat – nattog tilbage mod Cairo
Torsdag – Videre mod Alexandria, blandt andet med besøg på det nye bibliotek...
Fredag – Bustur mod Suez, hvor aftenen blev brugt
Lørdag – Over grænsen, inkluderende et par timers afhøring ved den israelske grænse (ja, det er efterhånden rutine...) - overnatning i Eilat, da jeg missede den sidste bus mod Jerusalem på grund af førnævnte afhøring – Da jeg blev hevet til afhøring, tog Gregers mod Jordan, da vi alligevel skulle skilles lige på den anden side af grænsen.
Søndag kom jeg derfor endelig tilbage til Palæstina. Jeg mødtes med Ane på en café i Jerusalem i nogle timer, og søndag aften var jeg godt, trygt og sikkert tilbage i Hebron. Tilbage til en uge, der egentlig burde være startet stille og roligt ud, eftersom der var et par helligdage (Eid al Adha – dagene hvor pilgrimmene drager mod Mekka) men endte med ikke at være stille og rolig på nogen måde, eftersom der var tusind ting, der skulle falde på plads inden vi fik besøg af hele Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse weekenden efter – men mere om dette i næste indlæg...
Som nævnt har jeg virkelig ikke haft overskud til at forfatte mere denne gang, men søndag kommer der et indlæg under overskriften "Bestyrelsesbesøg, officeretreat, travlhed og andet godt fra havet...." samtidig med, der gerne skulle komme et indlæg, der hedder "Tur til Jerusalem, Ramallah, Hebron, Arroub, Nablus...", eftersom jeg er på vej ud af døren for at mødes med Gregers i Jerusalem, og derefter skal vi lidt rundt i Palæstina over weekenden - og der kommer også flere billeder op - Insh'Allah
Det sidste jeg beskrev var, hvordan jeg glædede mig utrolig meget til at komme til Syrien og Libanon (In'shAlllah...), og som bekendt er forventningens glæde jo ofte den største, og det endte den også i høj grad med at være i denne forbindelse. Men mere om dette. Lad os begynde med begyndelsen...
Jeg tog fra Hebron torsdag d. 4. november ved middagstid, hvorefter jeg skulle til Ramallah for at få lavet et jordansk visum, så jeg undgik de problemer jeg havde sidste gang ved den jordanske grænse, hvor jeg som bekendt ikke blev lukket ind. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at ved utallige skranker får man ikke nogen hjælp eller information, og sådan foregik det også på det jordanske konsulat i Ramallah, men efter jeg selv stillede en del spørgsmål fik jeg mit visum og bevægede mig mod grænsen. Lang historie kort og fem busser senere sad jeg nu i en bus og ventede på den jordanske grænsekontrol (de kommer ind i den bus, der fragter én gennem en form for ingenmandsland). Det viser sig så, at det er den samme grænsekontrolsmand, der afviste mig to uger tidligere, og baseret på hans store smil, da han ser mig, genkender han også mig... Jeg rækker ham, lettere (for ikke at sige meget) nervøst mit pas, han bladrer lidt i det og smiler lige pludselig endnu mere til mig, hvorefter han siger ”This is how it is suppose to look!”. Jeg griner også til ham, og vi high-five'r, hvorefter jeg nu har fået adgang til Jordan... jeg finder en taxa til Amman og mødes med Gregers på kontoret/praktikantlejligheden. Vi bruger den første aften i Amman på lidt øl og whiskey samt et par spil backgammon.
Næste dag (fredag) fik vi hen ad middagstid endeligt snøvlet os klar til at komme mod Syrien. Det foregår således, at man tager en taxa, der kører en til grænsen og derefter videre til Damaskus, Syriens hovedstad. Vi kommer frem til taxastationen og skal til at forhandle lidt om prisen. Det foregår på den måde, at man kan vælge at betale for alle sæderne og komme afsted eller vente på, at taxien bliver fyldt op – vi vil ikke starte ud med den fulde pris, så vi får lige en kop kaffe, men efter lidt tid, får vi forhandlet os til en mellempris, vi synes er fair. Så vi er på vej'n igen! Efter vi har kørt en times tid (hvor vores chauffør kører utrolig langsomt – ulig nærmest alle andre taxachauffører, jeg har oplevet i Mellemøsten), kører han ind på en rasteplads-lignende ting, hvor der også er en kiosk-lignende ting. Vi spørger chaufføren, hvorfor han holder ind, og han prøver på sit gebrokne engelsk at forklare noget om klokken 15. Eftersom klokken er omkring 13.30 er vi ikke helt tilfredse med den melding, og vil gerne vide mere om, hvad det er der foregår. Vi ringer derfor op til Ahmad fra kontoret i Amman, og han snakker med taxachaufføren på arabisk. Det viser sig således, at chaufføren selv er syrer, og at syrere ikke kan komme ind i Syrien om fredagen før kl. 15.00... Det er altså grunden til, at han for det første kørte utroligt langsomt (da han jo af gode grunde ikke havde travlt) og for det andet valgte at holde ind, da det trods alt var bedre at holde et sted, hvor vi kunne få varm kaffe og bløde stole, end bare at holde og vente ved grænsen. Det kunne vi jo kun give ham ret i, men samtidig ville vi måske ønsket, at han havde fortalt om denne information, inden vi havde taget fra Amman, for så kunne vi jo lige så godt brugt den ekstra halvanden time på noget andet, men fred være med det – nu skulle vi mod Syrien. Vi kom dog frem til grænsen og var derfor klar til vores videre færd. En snoldet taxachauffør skulle ikke spolere vores glæde og ikke mindst vores tur, men det var der til gengæld en grænsevagt, der skulle...
For da vi kom frem til grænsen, ville vagten se vores pas, og ikke mindst de stempler vi havde, hvilket vi jo godt vidste på forhånd og derfor troet, at vi havde regnet den ud, men nej... jeg havde fået overført mit jordanske visum til mit ekstra pas (der således var fri for israelske stempler), men da han så dette, ville han vide, hvor jeg var kommet ind i Jordan henne. Eftersom det var lavet på politistationen, stod der ikke, hvor jeg var kommet ind henne... Jeg fortalte ham, at jeg var fløjet ind (hvilket jo er mere eller mindre sandt – det gjorde jeg jo i juli, men har så været ud og ind af Palæstina et par gange siden). Det ville han dog ikke godtage og forlangte, at vi tog tilbage til jordanerne og fik dem til at verificere, at vi var kommet ind via lufthavnen. Vi gjorde, hvad vi kunne for at forklare ham, at det altså var rigtig nok, og vi havde det rigtige visum og Fanden og hans pumpestok, men han var hverken til at hugge eller stikke i... (altså ikke Fanden, men grænsemanden).
Så der var ikke så meget andet at gøre, end at vende snuderne, (meget slukørede) tilbage mod Amman. Vi snakkede et kort sekund om sandsynligheden for at forsøge at få jordanerne til at stemple på, at vi var kommet ind via lufthavnen, men samtidig blev vi enige om, at det var en yderst vanskelig forklaringsopgave og samtidig var det også for risky business at tage tilbage til grænsen, selvom vi havde fået stemplet fra jordanerne. Så vi var ved at komme op og skændes med vores taxachauffør, fordi vi ikke ville betale fuld pris (dels fordi vi ikke kom hele vejen til Damaskus, hvilket jo selvfølgelig ikke var hans skyld, men sammenholdt med at han havde stjålet omkring halvanden time af vores tid, synes vi nu det var fair nok). Efter trusler om politi og lige pludselig være omringet af 5 syrere, valgte vi dog alligevel at betale ham fuld pris.
Så var det om at finde en ny taxachauffør, og det gik utrolig nemt, men samtidig vidste det sig også, at han nok var et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt. For det første ville han have os til at smugle cigaretter for ham, derefter skældte han os ud, hver gang vi talte sammen på bagsædet ved at henvise til, at den gamle mand på forsædet havde hovedpine sammenholdt med at han selv nærmest råbte hver gang hans mobil ringede, og det gjorde den utallige gange. Og endeligt kørte han som død og pine – ud og ind mellem andre biler, når der var kø. Så alt i alt var han faktisk et trælst bekendtskab! Så godt mugne kom vi tilbage til Amman og begyndte at tænke i alternativer. Der var flere muligheder. Palæstina kunne vi udforske lidt mere, vi overvejede at tage rundt i Tyrkiet, muligheden for Kurdistan (aka. Øst-Tyrkiet og Nord-Irak) kom også op at vende, men vi besluttede os for at tage til Egypten og således kunne vi bevæge os ud i Ammans natteliv og få os et par øl.
Dagen efter tog vi en bus mod Aqaba, hvor vi brugte en enkelt aften, hvorefter vi kunne sejle fra Jordan til Egypten (Sinai-halvøen) – en tur vi havde fået anbefalet, men det var godt nok en dårlig anbefaling. En såkaldt hurtigfærge, hvor det var umuligt at komme op på dækket, umuligt at finde ud af, om man fik et egyptisk visum, og da vi endelig kom i havn, gik der omkring en time, inden vi kunne gå fra borde af en eller anden ukendt grund. Men Egypten var vi da nu kommet til, og vi fandt en bus, der gik mod Cairo – en bustur på omkring 8 timer.
En lille anekdote er, at vi havde en tredje rejsemakker, som dog skulle forlade os (skridt for skridt - eller nærmere glas for glas) i løbet af rejsen; nemlig en flaske Fernet Branca. Den blev drukket i løbet af ugen på udvalgte steder samtidig med vi valgte at forevige øjeblikkene. Dette betyder, at vi har et billedalbum indeholdende blandt andet følgende titler – 'Ved Nilen-Fernet', 'Pyramide-Fernet', 'Hotelværelse-i-Cairo-Fernet', 'Sphinx-Fernet' og 'Vi-er-nu-endeligt-kommet-til-Egypten-med-lortefærgen-Fernet' (Hele Fernet-albummet ligger på Facebook, men nogle af billederne skal nok komme op her også...).
Hele turen endte med at blive underlig på den der måde, hvor det jo var en fantastisk tur (blandt andet på grund af Fernet'en...), der indeholdt pyramider, Cairo, Sphinx, Kongernes Dal, Bibliotheca Alexandrina og Sinai, men samtidig var det med en eller anden underlig bevidsthed om, at vi jo bare gerne ville have været i Syrien og Libanon... Having said this, så var det en rigtig god tur, der kort fortalt kan beskrives på følgende måde.
Sent søndag nat – ankomst Cairo
Mandag – udforskning af Cairo, blandt andet en tur over Nilen
Tirsdag – mere Cairo, inkluderet en tur til pyramiderne og sphinxen – derudover en tur til Khan al Khalili – et stort arabisk marked
Tirsdag nat – nattog mod Luxor
Onsdag – Dagen brugt i Luxor med en tur til Kongernes Dal, der er gamle gravkamre for Farao'erne
Onsdag nat – nattog tilbage mod Cairo
Torsdag – Videre mod Alexandria, blandt andet med besøg på det nye bibliotek...
Fredag – Bustur mod Suez, hvor aftenen blev brugt
Lørdag – Over grænsen, inkluderende et par timers afhøring ved den israelske grænse (ja, det er efterhånden rutine...) - overnatning i Eilat, da jeg missede den sidste bus mod Jerusalem på grund af førnævnte afhøring – Da jeg blev hevet til afhøring, tog Gregers mod Jordan, da vi alligevel skulle skilles lige på den anden side af grænsen.
Søndag kom jeg derfor endelig tilbage til Palæstina. Jeg mødtes med Ane på en café i Jerusalem i nogle timer, og søndag aften var jeg godt, trygt og sikkert tilbage i Hebron. Tilbage til en uge, der egentlig burde være startet stille og roligt ud, eftersom der var et par helligdage (Eid al Adha – dagene hvor pilgrimmene drager mod Mekka) men endte med ikke at være stille og rolig på nogen måde, eftersom der var tusind ting, der skulle falde på plads inden vi fik besøg af hele Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse weekenden efter – men mere om dette i næste indlæg...
Som nævnt har jeg virkelig ikke haft overskud til at forfatte mere denne gang, men søndag kommer der et indlæg under overskriften "Bestyrelsesbesøg, officeretreat, travlhed og andet godt fra havet...." samtidig med, der gerne skulle komme et indlæg, der hedder "Tur til Jerusalem, Ramallah, Hebron, Arroub, Nablus...", eftersom jeg er på vej ud af døren for at mødes med Gregers i Jerusalem, og derefter skal vi lidt rundt i Palæstina over weekenden - og der kommer også flere billeder op - Insh'Allah
Abonner på:
Opslag (Atom)