Palæstina update

Jeg har det rigtig godt – så er det slået på plads!

Og så er det vist ved at være på tide, at der kommer endnu en gang opdateringer fra min gøren og laden her på Vestbredden. Som forventet flyver tiden afsted, og det er derfor svært for mig, at nå alt det jeg gerne vil. Det er også derfor, disse opdateringer bliver skubbet lidt i baggrunden. Jeg har allerede været her over to tredjedele af tiden, så det siger noget om, hvor hurtigt tiden går! Jeg må ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke kan huske alt, hvad der er sket og i hvilken rækkefølge (note to self: skriv flere blogindlæg oftere i stedet for at skulle til at forfatte en roman...) - og med fare for at lyde som (endnu) en dårlig undskyldning for mig selv, beklager jeg, at der ikke er kommet flere opdateringer.

Nå, men der er da trods alt også sket lidt siden sidst. For det første har vi formået at udnytte vores terrasse – og ikke mindst den dertil indkøbte grill til et par grillfester. Første gang var sammen med et par palæstinensere fra Bethlehem, som Jeppe har lært at kende. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor grill og øl og rødvin virkede præcis som det skulle, hvilket er et meget rart afbræk fra hverdagen. Anden gang var fredagen efter, hvor vi havde besøg af nogle af de volontører, som arbejder hernede gennem MS. Så vi var næsten 10 mennesker i alt, men med en god blanding af grillmad, øl, rødvin, Fernet Branca, hyggelige mennesker, en guitar og god stemning, blev det endnu en dejlig aften på terrassen i Hebron. Det er rart at der lige er mulighed for sådan nogle oplevelser også.

Samtidig har vi fået besøg af Lorena, der er fra Ecuador, men skal arbejde for ActionAid i Gaza. Hun er ved os lige for tiden, fordi hun venter på sin tilladelse til at komme ind i Gaza – eller det vil sige, det stod der i min første kladde til blogindlægget, men i slutningen af sidste uge fik hun sit visum! Det er en meget omstændig ansøgningsproces, eller det vil sige, den er faktisk ikke omstændig, den tager bare, nå ja, tid... Man udfylder nogle papirer og sender til et eller andet kontor, og så behandler de papirerne (og ofte har man indtrykket af, at de ikke rigtig behandler papirerne – det er i hvert fald ikke særlig meddelsomme, når man ringer til dem og spørger om, hvor langt ansøgningen er i processen), og så kan man ellers ringe til dem på daglig basis med skiftevis beskeder om, at ' vi behandler ansøgningen', 'det ved vi ikke noget om', 'vores computersystemer gået ned, ring igen senere' eller bare en manglende besvarelse på opkaldet – men som sagt fik hun sit visum i sidste uge.

For et par uger siden havde jeg en speciel oplevelse, da jeg en fredag havde været nede på kontoret, og derefter begav mig ud på den halve times gåtur hjem. Vi skulle grille om aftenen, så jeg ville lige slå et smut forbi den grønthandler, hvor jeg plejede at købe mine grøntsager, sidste gang jeg var her, eftersom jeg ikke handler der så ofte mere. På vej derhen skal man forbi en moské og klokken var omkring 13. Da jeg nærmede mig moskéen kunne jeg se, at der var mange mennesker (hvilket jo i og for sig ikke var underligt, eftersom det var fredag og omkring bønnetid...), men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at de simpelthen havde dannet en stribe på tværs af vejen udfor moskéen og dermed spærrede alt (såvel gående som kørende) trafik, der gerne ville forbi. Normalt er folk hernede ikke bange for at dytte (de gør det faktisk ca. hvert 10. sekund), men her var det ligesom om, at alle respekterede dette (gad vide, hvis det var sket i Danmark, om politiet ville have tvangsopløst ”demonstrationen” og sat folkene i ”futtog” på jorden...). Derfor måtte jeg pænt stå og vente en 10 minutters tid (på behørig og respektfuld afstand), før jeg kunne komme hen til grønthandleren.

Forrige mandag var jeg til et arrangement arrangeret af en af de NGO'er, vi arbejder sammen med omkring ungdomsarbejdsløshed. Til stede (som taler) var desuden den palæstinensiske premierminister Salaam Fayyad, så ham sad jeg ca. 10 meter fra – og lyttede til. Det var ikke verdens mest spændende arrangement, men med en ungdomsarbejdsløshed på 50 % var det vildt relevant, og på trods af Fayyad snakkede meget politiker-agtigt, var det en rigtig sjov oplevelse at være med til (og han fik da også nogle relativt kritiske spørgsmål fra såvel de progressive NGO'er som gamle venstrefløjsfolk (læs: PFLP'ere), der mente, at hans liberalistiske fokus på markedet var gået for langt...). Så alt i alt var det faktisk en meget fin oplevelse, og som altid var det en fornøjelse at komme til Ramallah, der har lidt mere at byde på rent bylivsmæssigt end Hebron.

Herudover skulle en del folk fra kontoret have være til en workshop i Kairo, men da de var kommet til Jordan (hvorfra de skulle flyve til Kairo, da man som palæstinenser ikke kan komme andre veje til Egypten...) viste det sig, at der var så mange problemer med visum'er, at det kun var Nicola (som er italiener), der formåede at komme til Kairo. Dette på trods af, at det var et officielt arrangement fra den australske regering (eller i hvert fald udviklingsministeriet...) – dermed er endnu en anekdote til de mellemøstlige visum-udfordringer hermed føjet til kapitlet!

En af lørdagene, tog Jeppe og jeg en tur ind til Bethlehem til de føromtalte palæstinsere, der bor i en flygtningelejr i Bethlehem – vi skulle høre noget traditionel palæstinensisk musik med en musiker, der hedder Abu Arab og er meget kendt for sine politiske fædrelandssange. Vi forstod ikke rigtigt teksterne (som skulle være det vigtigste), men det var sjovt endnu en gang at opleve den store palæstinensiske nationale entusiasme (på trods af – eller måske netop fordi – de endnu ikke har deres egen stat...). Aftenen fortsatte på en billardbar, og derefter oppe på taget i flygtningelejren, hvor en god kombination af øl, unge politiske palæstinensere (primært PFLP'ere) gjorde det til en rigtig hyggelig aften fyldt med politiske diskussioner om såvel situationen hernede, Irak-krigen, USA, fængselsophold og ikke mindst en god gangs gammeldags kapitalisme-kritik (det er lang tid siden, jeg har diskuteret med nogle, der har refereret Karl Marx så loyalt!)

Søndagen efter var det den 15. maj, og jeg var en tur i Ramallah (regeringsbyen), da jeg ville se, hvordan man brugte den dag, der blandt palæstinenserne er kendt som ”Nakba” (”Katastrofen” på arabisk), hvor man mindes, hvad der skete i 1948, hvor staten Israel blev oprettet og omkring 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem (det er dem, der nu har udviklet sig til i alt 3,5 mio. flygtninge, primært i Jordan, Syrien, Libanon og på Vestbredden). Det er altså samme uge, som Israel fejrer sin uafhængighed (her kan virkelig tale om ”den enes død, den andens brød...”). Jeg startede dagen ud i Bethlehem, hvor jeg havde sovet på føromtalte tag, men der skete vist ikke så meget fik jeg at vide, så jeg tog en service mod Ramallah, hvor der var optræk til mere 'action'... - da jeg kørte forbi 'checkpointet' mellem Ramallah og Jerusalem var det tydeligt, at der var optræk til ballade. Først kørte jeg forbi en masse israelske soldater (og der var rigtig mange...), som stod linet op og 'klar til kamp', og da jeg kom tættere på Ramallah, var der en masse unge palæstinensere, som var i gang med at marchere mod checkpointet for at demonstrere, og allerede her kunne man se, at israelerne havde lavet et 'preemptive strike' ved at have kastet tåregas ind i mængden – de palæstinensiske 'shabab' (unge) havde dog forberedt sig på dette, og deres medbragte tørklæder var derfor bundet over mund og næse, så de – så vidt muligt – undgik at indånde tåregassen... - senere læste og hørte jeg om, at der (selvfølgelig...) havde været nogle clashes, og i alt var der omkring 60 sårede palæstinensere. Jeg valgte dog ikke at hoppe af servicen her, da der nok lige var action nok til mig, så jeg tog hele vejen ind til Ramallah, hvor der var noget, der mindede om en folkefest på byens centrale torv (Al Manara Square). Som sagt var det ikke fordi, man fejrede dage, men mere mindes de lidelser man har været igennem siden 1948. Men stemningen var god og endnu en gang fik man virkelig følelsen af et stolt folk – på den fantastiske entusiastiske måde. Samme dag havde der desuden været massevandringer fra de libanesiske og syriske flygtningelejre mod den israelske grænse for at markere, at disse folk stadig meget gerne ville vende tilbage, til deres hjemstavne (som altså befinder sig i det nuværende Israel). Det var nogle af de mest massive protester i mange år, og som så meget andet for tiden viser det, at der virkelig sker noget i Mellemøsten for tiden – og endnu en af grundene til at jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at tage tilbage!

I forrige uge var jeg ude at interviewe et par af de føromtalte volontører i en flygtningelejr lige nord for Hebron (jeg kan ikke huske, om jeg har forklaret dette før, men der bor jo en del 'flygtninge' internt på Vestbredden, altså folk der oprindeligt er fra det der i dag er Israel og blev fordrevet i 1948, jf. Nakba-mindelsen d. 15. maj – det er det, der i fagsprog hedder IDP – 'internally displaced people', altså flygtninge i eget land... - der skønnes at være omkring 2 mio. IDP'ere På Vestbredden og i Gaza). Men som altid lige meget hvor man kommer, bliver man budt mere end velkommen af den familie, man besøger (disse unge volontører lever jo netop ved familier) – og på trods af flygtningestatus'en og ikke særligt velstående familier, bliver man med det samme budt på kaffe oppe på taget. Da jeg skulle til at videre i systemet og var færdig med det, jeg skulle ordne (altså interviewene), blev jeg desuden budt på en ordentlig omgang Maklube (det er arabisk for upside/down – og betyder normalt en kæmpe portion kylling med ris og grøntsager som gulerødder, blomkål osv, der bliver lavet sammen i en kæmpe gryde, og derpå vendt omvendt ud på et fad – heraf upside/down-betegnelsen) Det er en virkelig lækker ret, som jeg er blevet virkelig glad for – og på trods af at kylling med ris ikke nødvendigvis lyder som det mest ophidsende, så kan det virkelig anbefales!

For et par uger siden tog Jeppe, Lorena og jeg en tur til Jerusalem for at skaffe os nogle tider ved det israelske indenrigsministerium. Jeppe og Lorena skulle have et visum til dem selv (Lorena skal kunne rejse ind og ud af Gaza – og Jeppe fik kun et 2-ugers visum sidste gang han kom ind fra Jordan med beskeden om, at han skulle få lavet et arbejdsvisum i stedet for det turistvisum, han ellers havde haft – og som jeg havde sidste gang og har denne gang) og jeg skulle forsøge at skaffe et visum til Lise (hende min afløser, der ikke kom ind i januar og nu sidder i Jordan, hvilket er grunden til, at jeg fik muligheden for at komme tilbage). På vej til Jerusalem skulle vi over Bethlehem og eftersom Lorena ikke havde været der før, skulle vi lige et smut forbi fødselskirken (I ved der hvor der vist nok er født en eller anden baby under en eller anden stjerne på et eller andet tidspunkt...). På pladsen foran kirken (hvor jeg blandt andet fejrede min juleaften med en flaske rødvin), var der ved at blive stillet op til noget musik, og vi blev enige om lige at høre, hvad det var for noget. Det viste sig at være et hollandsk band, der var på en form for turné i Mellemøsten, og idéen var at de skulle spille musik sammen med lokale musikere – så kombinationen af hollandsk strygerorkester, palæstinensiske rappere og palæstinensiske børn på trommer og lignende gjorde det til en rigtig fed oplevelse.

Vi tog som sagt videre til Jerusalem bagefter – aftenen startede med pasta og rødvin, og derefter fortsatte vi ud i det Jerusalem'ske natteliv med en rigtig hyggelig aften. Vi var alle tre trætte, men endte alligevel med at være sent ude, på trods af vi skulle tidligt op og en tur forbi indenrigsministeriet for at skaffe os aftaler for visum-ansøgninger, men det var (endnu) en rigtig hyggelig aften så nu har jeg også været fuld i Jerusalem med selskab. Efter turen forbi ministeriet fandt vi os en café for at få noget morgenmad, og jeg blev endnu en gang bekræftet i, at eggs benedict er et af verdens bedste midler mod tømmermænd, når nu man ikke kan få bacon... Det er desuden blevet til endnu en tur i byen i Jerusalem. Denne gang sammen med et par af praktikanterne fra Jordan, der var på ferie i Palæstina samt Lorena. Det var endnu en god aften - og endnu en gang rart at komme lidt ud fra Hebron og få sig et par øl!

Dagen efter skulle Lorena og jeg til møde hos indenrigsministeriet for at opfylde den aftale, vi havde kæmpet os til sidste gang. Da jeg kom op til disken (med tømmermænd...) og lagde Lises visum-ansøgning op på bordet, kiggede (den ikke særligt rare...) israelske dame meget køligt på ansøgningen, og spurgte hvad det var... Eftersom det var en officiel israelsk visa-blanket, og hendes job var at tage imod de officielle israelske visa-blanketter, synes jeg, det var et (mildest talt) underligt spørgsmål. Men jeg forklarede hende stille og roligt, at det var en visa-ansøgning for en af mine kolleger. Hun tastede derefter nogle oplysninger ind, og spurgte så, hvorfor vi ansøgte om visum til en dansker (folk fra Danmark får normalt 'bare' et visa, når de ankommer til grænsen), hvorefter jeg forklarede hende, at de (israelerne) havde afvist hende sidste gang, hun 'forsøgte' at komme ind. Derefter skiftede damen bag disken strategi og begyndte at spørge til, hvad jeg lavede i landet. Jeg forklarede, at jeg arbejdede for ActionAid - og at det var på vegne af ActionAid, at jeg var her. Derefter spurgte hun, om jeg havde et arbejdsvisum, og jeg svarede (i overensstemmelse med sandheden), at jeg 'kun' havde et turistvisum, fordi jeg kun skulle være her i en kort periode. Det stejlede hun over, og begyndte i en pærevælling at sige, at jeg ikke kunne arbejde her uden arbejdsvisum - samt at turister ikke kunne invitere andre ind i landet. Jeg forsøgte derefter at forklare hende, at det ikke var mig, der inviterede Lise, men derimod ActionAid (som er officielt registreret ved såvel de israelske som palæstinensiske myndigheder). Men lige lidt hjalp det, og efter at have diskuteret frem og tilbage i en 10 minutters tid (en diskussion, der langsomt blev mere højlydt...), kom vi ikke rigtigt videre, og hun bad mig om at gå ind og snakke med hendes manager. Jeg gik derfor hen til manageren's kontor, hvor der dog ikke var nogen, så jeg måtte pænt sidde på gulvet udenfor og vente en halv times tid... Da jeg endelig kom ind fik jeg for det første samme melding om, at jeg ikke kunne ansøge om visum'et, og på et tidspunkt i samtalen kom den tidligere nævnte disk-dame ind og så meget triumferende på mig, da også manageren forklarede, at jeg ikke kunne ansøge. På et tidspunkt vendte manageren dog på en tallerken og begyndte at sige, at det slet ikke var i indenrigsministeriet, vi skulle ansøge... (på trods af det var det vi havde fået at vide fra ambassaden tidligere...) - så hun gav mig en postadresse, hvortil vi skulle sende et brev og forklare situationen. Jeg spurgte, om det var muligt at få et telefonnummer eller emailadresse på vedkommende, men det var det ikke... - så efter at have brugt omkring halvanden time uden noget, der mindede om et resultat, kunne jeg nu forlade ministeriet igen, og mine frustrationer gjorde, at jeg var nødt til at putte Rage Against The Machine i min iPod, fordi det kunne hjælpe mig med at få nogle af frustrationerne ud...

I denne uge har vi lige afsluttet et ILTS (International Leadership Training Seminar) her i Hebron, hvor nogle af vores trænere fra Jordan har været forbi for at lave denne træning i lederskab. I alt fem palæstinensiske trænere og 30 unge palæstinensere var igennem 5 dages meget intensiv træning, men alle virkede virkeligt glade for træningen og så er det jo bare en fornøjelse at være med til at planlægge. Eftersom trænerne kommer fra Jordan, fik jeg ansvaret for at stå for det meste af det praktiske, og på trods af vises udfordringer, endte det med at gå rigtig godt. Dette gjaldt blandt andet at finde deltagere, lokaler, styre alle de praktiske nødvendige ting, hjælpe til under selve træningen og samtidig tænke på, hvordan vi kunne lave kommunikation herfra - det sidste blev blandt andet til en række små videoer af nogle af deltagerne, som i skrivende stund skal redigeres (men det er lidt svært at klippe i videoer på arabisk, når man ikke forstår sproget...) Herudover fik jeg blandt andet fornøjelsen af at underskrive en kontrakt på 9.000 US$ på ActionAid's vegne, så lidt ansvar var der da placeret på mine skuldre...

Det var hermed det, jeg lige kunne huske i denne omgang - og med under tre uger tilbage hernede, er det nok begrænset, hvor mange opdateringer, der kommer, man satser dog på, at der bliver mulighed for at lave en form for status på mit andet ophold i Palæstina.

PS: Hvis der er nogen, der (af en eller anden underlig grund) skulle være interesseret (og dermed ligeså nørdet som mig), brugte jeg sidste søndag aften på at skrive en analyse af den palæstinensiske situation, som er blevet udgivet på en blog, jeg har været med til at starte tidligere på året. Den baserer sig blandt andet på en bog, jeg har læst hernede, om de tiltag man fra palæstinensisk side gør for at opbygge en stat på trods af det faktum, at man er under besættelse – læs den eller lad være...: http://agendablog.dk/?p=928

Back in Palestine!

Først en lille update.

• Palæstina er (stadig) besat

• Der er stadig (alt for) mange bosættelser (og bosættere)

• Jeg er flyttet (eller det vil sige, jeg ikke bor samme sted som sidste gang). Min 'gamle' lejlighed, som lå lige ved siden af kontoret, er blevet inddraget til kontor, da vi har udvidet. Det betyder, at jeg har kontor i mit gamle værelse – og at jeg nu har en 25 minutters gåtur på vej til arbejde. Det er egentlig meget rart.

• Der er blevet ansatte tre nye palæstinensere på kontoret – de virker rigtig flinke!

• Jeg er stadig (meget) 'welcome in Hebron'

• Der er en del af min gamle 'handelssteder', der kunne huske mig – og jeg er også blevet tiltalt af folk på gaden med navn (også af folk, jeg ikke vidste, jeg kendte). Så jeg er ikke glemt i Hebron! (det skal dog lige tilføjes her, at dette siger en del mere om antallet af blegfede mennesker i Hebron, end det gør om min karisma...)

• Vi har fået ny chef på kontoret – Nicola er italiener og han virker rigtig flink!

• Service-turen (de her minibusser, der transporterer en overalt) fra Hebron til Bethlehem er steget fra 8 til 9 shekels (12 kr. til 13,5 kr.)

• Falafel-sandwicher koster stadig 4 shekels (6 kr.) - og smager stadig godt!

• Jeg har købt en grill til min terrasse – nu skal jeg jo være her i løbet af foråret, så jeg tænkte, det var oplagt!

• Det ser ikke ud til, at det er blevet nemmere at købe alkohol i Hebron... suk...

• Men Taybeh Beer (den palæstinensiske øl) smager stadig rigtig godt! (hvilket giver anledning til et endnu større suk i forbindelse med ovenstående kommentar...)

• Jerusalem er stadig en fantastisk by

• Al-Aqsa moskéen er et imponerende syn!

Så generelt er de fleste ting, som de plejer at være! Herefter, hvad der er sket siden sidst.

Jeg ankom til København søndag aften, da jeg skulle tidligt med flyet mandag morgen – havde (endnu en gang...) fået lov til at sove hjemme ved Albert, Bente og Søren (mange tak!), men de var ikke hjemme, da de var taget på påskeferie i Paris. Jeg brugte derfor aftenen sammen med en pizza og en flaske rødvin!

Mandag (tidlig) morgen stod jeg op og tog metro'en ud i lufthavnen, hvor jeg fik tjekket ind uden problemer (bortset fra et par bøger, der skulle flyttes fra min bagage til håndbagage – overvægt...). Da jeg skulle ckecke ind og damen kunne se, jeg skulle til Israel fandt hun en fin lille seddel med spørgsmål frem, som hun skulle stille mig. ”Har du selv pakket din bagage?”, ”Har du fået noget af nogen, som du skal give til nogen?”, ”Er nogen i din familie eller af dine venner nogensinde blevet nægtet indrejse til Israel?” osv. Spørgsmålene begynder altså allerede i Kastrup Lufthavn – en anden lille kuriøsitet, der viser, at det ikke er verdens mest almindelige land, man rejser til, er, at så snart man er i israelsk luftrum, så lyser lyset med 'spænd sikkerhedsbæltet', og man må ikke længere rejse sig. Normalt gælder dette kun under landing og take-off, men her er det åbenbart generelt, når man er i luftrummet – hvis jeg havde tænkt mig at kapre flyet, ville jeg nok godt kunne finde ud af at gøre det, inden vi kom 'ind over' Israel... og forresten hvis jeg endeligt ville give den som flykaprer, skulle der nok lidt mere end et 'spænd sikkerhedsbæltet'-skilt til at holde mig fra det... (ikke fordi jeg gør mig nogen overvejelser om at blive flykaprer, men alligevel)

Da vi ankom til Tel Aviv og steg af flyveren gik vi (som man plejer) ned igennem en smal gang på vej hen mod paskontrollen og bagagebåndet. Da vi når enden af gangen, er der en israelsk pige i gul vest, der spørger om hun må se mit pas og stille mig nogle spørgsmål. (et spørgsmål, der i sig selv er rimeligt svært at sige nej til...). Det er udelukkende mig, hun antaster, og jeg svarer velvilligt på nogle af de spørgsmål, som jeg efterhånden har hørt en del gange før. ”Hvad er dit formål i Israel?”, ”Har du været her før?”, ”Hvad laver ActionAid i Israel?” (selvom det ret beset er Palæstina...), ”Hvor skal du bo?” osv. Der kan være to forklaringer på, at det kun er mig, hun vælger at stille disse spørgsmål. Enten er jeg 'registreret' på en eller anden måde i deres system, og de kan derfor se på passagerlisten, at jeg har planer om at komme tilbage til det hellige land. Alternativt (som også indbefatter passagerlisten) har de 'bare' set, at her er en ung fyr, der rejser alene, og det er åbenbart også suspekt... Lige meget hvilken af forklaringerne der er den rigtige, viser det endnu en gang, at de ikke tager nogle chancer i deres sikkerhedsforanstaltninger.

Jeg når frem til paskontrollen og bliver stillet de samme spørgsmål. En gang til! Det tager omkring 10 minutter, før han ønsker mig et godt ophold, og jeg tror, at jeg slipper igennem og kan komme videre mod Hebron. Men alle folk får udleveret et stykke papir, som de skal vise til den næste sikkerhedskontrollør (endnu én) inden bagagebåndet. Der står åbenbart på min seddel, at jeg ikke er 'helt ren', og derfor bliver jeg hevet til side af endnu en sikkerhedskontrollør – og bliver stillet de samme spørgsmål – en gang til! Derefter bliver jeg bedt om at hente min bagage, så de kan køre en x-ray på den – endnu en gang! Sikkerhedsdamen beholder selvfølgelig mit pas imens, så jeg ikke kan 'flygte'... Derefter bliver min bagage gennemlyst endnu en gang, og det eneste der vækker toldernes opmærksomhed er min flaske Fernet Branca (endnu en gang tak til Kingosvej og Engkrogen...), men derefter får jeg lov til at komme videre i systemet og ud på den anden side (med 'kun' halvanden times forsinkelse – det kunne have været meget værre), hvor vores faste taxachauffør Eyad venter med et stort smil og et ”Hey Sebastian, my friend, welcome back”. Vi har en rigtig hyggelig tur til Hebron, hvor han fortæller mig om sine yngre dage som 'bad boy' (Han er 31 og forlovet i dag). Efter en time og et kvarter ankommer vi til Hebron og den nye lejlighed. Jeppe min medpraktikant og roommate er i Ramallah, så jeg er alene i lejligheden, som er rigtig hyggelig – og stor. Jeg går en lille tur i Hebron, køber mig en lammesandwich og læser lidt i en bog inden jeg på et tidspunkt går i seng.

Fra dag 1 lå der arbejdsopgaver på mit bord (hvilket jo er vildt fedt). I første omgang skulle der søges om visum til en Inspirator (en speciel MS-kategori af ansættelser), der skal til Gaza. Det er lidt specielt, eftesom en italiensk fredsvagt blev dræbt af en radikal islamistisk gruppe for et par uger siden! Men Hamas arbejder nu endnu hårdere på at sikre udlændinges sikkerhed, så vi håber, at det er sikkert at sende hende dertil. (Hun får dog ikke lov til at rejse ind af Nicola, inden vi ved endnu mere om sikkerhedssituation) I forlængelse af dette skal der udarbejdes en sikkerhedsrapport (denne gang for Vestbredden), for at få en fornemmelse af, hvor det er sikkert at opholde sig, hvilke veje, der er sikre at køre på osv. Endeligt har jeg også været i gang med at skrive nogle små artikler til vores nyhedsbrev.

Ellers er der at berette, at vi stadig drikker morgenkaffe på kontoret – og det er altså et herligt og hyggeligt ritual. Det betyder, man kommer sine kolleger ved og får vendt verdenssituationen. Desuden er man også rigtig klar til at komme i gang, når morgenkaffen er overstået og klokken nærmer sig 9.

Som nævnt i den korte opdatering, har jeg købt en grill til vores terrasse – og der har jeg så siddet ude nogle aftener og givet den som grill-mester – indtil videre er det blevet masser af grøntsager (læs: aubergine, fennikel, peberfrugter og løg) samt hakkebøffer – men den næste plan er at udvide med lammeribs, som jeg ofte får ved min faste grillrestaurant – men nu er det vist på tide, at jeg giver mig i kast med det selv. Jeppe, som jeg bor sammen med er lige nu på påskeferie ved hans kæreste i Abu Dhabi, så jeg har lejligheden og terrassen og grillen for mig selv lige for tiden.

Lørdag formiddag tog jeg til Jerusalem (vi havde påskeferie fra fredag til søndag – eller det vil sige fredag og søndag er weekenddage i forvejen, men vi fik fri lørdag også og havde derfor tre sammenhængende dage) – jeg tænkte, at Jerusalem ville være et oplagt sted at tilbringe påsken – eller i hvert fald et par af påskedagene. Derudover har vi fået et gæstehus i Jerusalem, så man kan tage derind og overnatte gratis, hvis bare lige man booker det først (vi deler det med en anden organisation, men de bruger det vist ikke særlig meget – og eftersom det udelukkende er Jeppe, Nicola og jeg som kan komme til Jerusalem – I ved alt det her med at palæstinenserne er forment adgang til Jerusalem, der ellers er deres hovedstad ifølge international lov... - og Nicola bor i Jerusalem burde der være mulighed for nærmest at bruge værelset, når man har lyst. Og selvom det er sagt før, så er der ingen tvivl om, at Jerusalem er en fantastisk by!)

Jeg brugte eftermiddagen på en café, der samtidig er en boghandel med et fantastisk udvalg af engelske bøger om specielt besættelsen og implikationerne heraf (Jeg har købt en bog, der hedder ”The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy”. Den glæder jeg mig til at læse! Ja, jeg er en nørd - og jeg ved det godt!). På caféen/boghandlen har de nemlig internet – noget min lejlighed endnu ikke er udstyret med. På terrassen derhjemme kan man dog fange en nærliggende netforbindelse. Nå, men det betød, at jeg lige fik arbejdet lidt inden jeg gik en hurtig tur ind i den gamle by for lige at købe mig en Taybeh øl – dem har jeg nemlig savnet! Derefter gik turen over i Vestjerusalem, hvor det er nemmere at få fat i øl – samt mere europæisk inspireret mad. Det viste jeg dog, at eftersom det var lørdag og dermed Shabbat havde det meste lukket – jeg fandt dog et par barer, som kunne servere mig øl. (blandt andet Taybeh, hvilket er et særsyn i betragtning af, det jo er Vestjerusalem og dermed den jødiske/israelske del af byen). Det var jeg slemt glad for. Det viste sig dog, at det var yderst vanskeligt at finde et sted og spise, da de fleste havde lukket og ikke åbnede op, selvom solen gik ned og shabbat'en dermed officielt var overstået. Men til sidste fandt jeg et sted, der kunne servere mig en gang seafood pasta og en halv flaske chardonnay. Det var et godt køb! Herefter havde jeg sådan set besluttet mig for at gå hjem, så jeg kunne komme tidligt op dagen efter (jeg har nemlig tidligere erfaret, at hvis man som ikke-muslim vil ind til Tempelbjerget og Al Aqsa-moskéen – I ved den her store moské med guldtag, som ligger side om side med Grædemuren inde i den gamle by i Jerusalem – så skal man gøre det søndag morgen, da det vist nok er det eneste tidspunkt, hvor man kan komme derind – altså som ikke-muslim). På vej hjemad kom jeg forbi en bar, der så rigtig hyggelig ud på undergrundsmåden, så jeg besluttede mig for lige at gå ind og få en enkelt øl. Det vidste jeg dog, at der var happy hour, så jeg fik mig endnu en øl (man kan jo ikke sige nej til gratis øl – det nærmer sig vel blasfemi – specielt, når jeg ved at øl bliver en knap ressource de næste to måneder!). Under den anden øl faldt jeg i snak med min sidemand ved baren. Han viste sig at være israelsk musiker og meget flink (jeg undgik bevidst at snakke særligt meget politik med ham – det har vist sig at kan spolere en potentiel god stemning med israelere... eftersom vi – mildt sagt – sjældent er enige! Der findes dog undtagelser, men generelt set har vi nok ikke helt samme syn på besættelsen). Nå, men da den anden øl var drukket på, spurgte han, om jeg ville med hen til en koncert han og hans kammerater skulle til. Det var med et israelsk heavy-band – og jeg tænkte ”hvorfor ikke?” og gik med dem hen til der, hvor koncerten skulle være. Da vi kom ind, var bandet ved at gøre klar til koncerten, og det var tydeligt, at mine nye 'venner' kendte en del folk på denne bar, der samtidig fungerede som spillested. Jeg måtte dog ærligt indrømme, at jeg blev lidt utilpas, da jeg så, hvad der hængte bag ved bandet. Nemlig et sydsstatsflag. Sydstatsflaget, som vel kan siges at indikere, at man har det med de sorte på samme måde som israelerne har det med palæstinenserne – hvilket vil sige, at man ikke er så glade for dem... - og eftersom jeg har det fint med såvel sorte mennesker som palæstinensere er det ikke ligefrem en holdning, jeg har lyst til at støtte. Jeg spurgte min følgesvend, om der lå noget bag valget af bagklæde, men han vidste ikke rigtig, hvad det betød – men han opsøgte faktisk bandet og hørte, om der lå dybereliggende årsager til (aka. holdninger om at man ikke er så glade for sorte mennesker). Men bandet vidste heller ikke helt, hvad flaget betød, så der skulle åbenbart ikke ligge noget i det. Jeg købte derfor en øl til min 'nye ven' og mig selv og besluttede mig for at give musikken og bandet en chance. Musikken var ikke videre god. Altså det var ikke helt slemt, men sådan okay... - og eftersom teksterne var på hebraisk, havde jeg lidt svært ved at vurdere, om der lå ubehagelige racistiske undertoner hos dem. Så efter en halv times tid besluttede jeg mig for at kombinationen af israelerne, (halv)dårlig heavymusik på hebraisk, de (små)racistiske undertoner samt en begyndende træthed (kombineret med visheden om, at jeg gerne skulle tidligt op dagen efter) gav mig en rigtig god grund til at vakle hjemad.

Søndag morgen fik jeg snøvlet mig op og hen mod Al Aqsa-moskéen. Og det kom jeg ikke til at fortryde! Der var mange mennesker i den gamle by, hvilket jo ikke ligefrem kan overraske sådan lige midt i påsken, der også er helligdag for jøderne (fun fact: omkring højtiderne ifører de ortodokse jøder sig nogle bjørneskindslignende huer, så de faktisk ser mere specielle ud, end de plejer – billeder følger senere...). Jeg startede med at gå hen ad Via Dolo Rosa – det er den vej, hvor nogle mener at Jesus gik med korset (denne gang som, at der faktisk er tvivl om, hvorvidt han gik her – ikke som mine sædvanlige anti-religiøse insinueringer, at hele Biblen er opspind – jeg er ikke blevet mere religiøs, jeg gemmer dem bare til en anden gang...) - på vej hen til Golgata, hvor han blev henrettet (der har jeg været før, så det gad jeg ikke denne gang). Jeg var dog ikke tynget af et kors, kun en lille hovedpine som følge af øllene fra aftenen før. Det var mest for at sige, at jeg ligesom Jesus havde gået der i påskedagene (jeg har været der før, så det var primært for at kunne berette om det og blære mig med det her på bloggen...)

Nå, men jeg kom endelig frem til Al Aqsa-moskéen. For at komme ind ad vejen for ikke-muslimer, skal man faktisk forbi Grædemuren, men det må man jo så gøre for at komme hen i køen til at komme op til Tempelbjerget og hen til moskéen – jeg har tidligere kun set den på afstand, men altid syntes den var rigtig flot! Og jeg må sige, at jeg virkelig ikke blev skuffet. Den er et fantastisk syn, som jeg håber folk for lov til at opleve (ikke mindst palæstinensere, som for tiden ikke må komme ind til det, der er det tredjehelligste for muslimer...). Men også alle andre skulle have lov til at se den tæt på. Jeg kan kun sige, at den er rigtig, rigtig flot. Og en del mere imponerende at se på, end Grædemuren, som ret beset 'kun' er en – ja, mur! Så, Al Aqsa: 1 – Grædemuren: 0! Efter denne fantastiske oplevelse tog jeg en spadsertur rundt i den gamle by, inden en falafelsandwich fulgte mig hen til caféen/boghandlen, hvor jeg sidder i skrivende stund for at bruge internettet til at uploade dette indlæg! Om et par timer regner jeg med at trisse tilbage til Hebron og fejre slutningen af 'påskeferien' med en gang grillet lam.

Belært af bitter erfaring og råd fra en klog kvinde (”pas nu på med at sætte tid på hvornår det første indlæg på din blog er der. Der kan komme forhindringer” - tak Tina...) så vil jeg ikke love noget med hensyn til næste indlæg, men mon ikke det kommer om en uges tid (PS. Lad være med at tro på mig – det kommer ikke til at passe...)

Det var alt for denne gang! Håber alle har det godt – for det har jeg!

PS. Jeg har fået praktikplads på DR Horisont og Verden ifølge Gram på P1 (DR's faste udenrigsmagasiner) til efteråret. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det betyder også, at jeg 'allerede' nu har afgjort, at jeg flytter til København efter sommerferien. Eller det vil sige, at DR har afgjort det for mig. Jeg kan godt lide, når andre folk træffer beslutninger for mig. Det er så dejligt nemt!

Jul i Bethlehem – hvor ellers?

Og det skete i de dage... at der gik en befaling om, at Sebastian skulle holde jul i Bethlehem - hvor ellers?

Glædelig Jul til alle derude.

Jeg er virkelig ked af, at bloggen har været så forsømt på det seneste, men jeg har simpelthen bare haft så mange ting at se til, at der ikke har været så meget overskud til at skrive om aftenen også (altså når jeg ikke har arbejdet om aftenen...)

Men det betyder jo forhåbentligt bare, at der er mere at fortælle, når jeg komme hjem om under tre uger... - det er helt vildt at tænke på, og lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til det. En god kombination af, at tiden er fløjet afsted, at jeg ikke har lyst til at forlade kontoret, arbejdet og Palæstina (men jeg har selvfølgelig lyst til at se jer alle sammen!) og så at jeg synes, at jeg har 1000 ting jeg skal nå, inden jeg om under to uger forlader Hebron for at tage til Amman for at flyve hjem! Lige nu vil jeg altså ikke hjem!

Nå, som overskriften antyder, så bliver dette et relativt kort indlæg omhandlende min (noget anderledes) jul, som blev fejret i Bethlehem.

Jeg arbejdede den 23. december, og Juleaftensdag stod jeg op og tog mig relativ god tid til at hygge og få en god morgenmad. Jeg var alene hjemme, for Ane har sin familie på besøg, og de var taget til Bethlehem. Derefter tog jeg ind til byernes by (i hvert fald ved juletid...) Bethlehem ved middagstid, hvor jeg havde fået mig et værelse – eller det vil sige en seng. Jeg havde (selvfølgelig) været (for) sent ude med at bestille noget, men jeg fik heldigvis plads på et hostel ved navnet House of Peace – så kan det vist nærmest ikke være smukkere! Jeg kom frem omkring kl. 13, og det viste sig, at jeg havde fået en madras inde på en af sønnernes værelse – men igen, jeg havde været sent ude, julen er hjerternes fest og hvor der er hjerterum er der husrum, så jeg skal ikke klage!

Herinde nåede jeg lige at skype med Mor, Hans, Aksel, Søren, Betina og Tobias (altså på en gang) for lige at ønske god jul, inden jeg bevægede mig ind mod Manger Square, der er pladsen foran kirken, hvor det alt sammen skulle være sket – altså alt det der vi fejrer; krybben, lillemanden, hyrderne, guld, røgelse, myrra skær og jeg skal komme efter dig, skal jeg...

Der startede jeg lige med en falafel sandwich (skik følge eller land fly...), og der var jo som forventet proppet med mennesker. Kort opsummeret kan det siges at være en skøn og skør blanding af 'Jingle bells' på sækkepiber (sic!), Christmas Carols, missionærer, julemænd, nissehuer, tørklædepiger, tørklædepiger med nissehuer, juletræer, bønnekald fra moskéens minareter, nonner og mange andre ting. Så i dette virvar gik jeg lidt rundt, tog nogle billeder, kiggede på folk, inden jeg satte mig med min bog (The Great War for Civilization – The Conquest of the Middle East. 1300 sider af den engelske journalist Robert Fisk om hans oplevelser i Mellemøsten de sidste 40 år) og en espresso og kiggede mere på folk. Da jeg havde tømt kaffen, købte jeg mig en øl (den lokale Taybeh, som jeg er bleve slemt glad for), hvorefter jeg stødte ind i nogle af volontørerne (de her lige-færdig-med-gymnasiet-vi-skal-arbejde-frivilligt-i-Palæstina-i-tre-måneder danskere, som vi har – dette var dog nogle nye, der kom i sidste uge. Vi sendte de gamle hjem sidste søndag) og sad lidt med dem, inden jeg gik tilbage på hostellet (først var jeg lige forbi en spritbutik for at købe mig en flaske rødvin – mere om denne senere), hvor jeg skypede med Farmor, Far og Tobias (også på en gang), inden jeg igen bevægede mig ud i Bethlehems gader, for at finde mig et sted at indtage julemiddagen (eller hvad vi nu skal kalde den... - det var i hvert fald en middag på Juleaften!). Jeg fandt mig endelig en restaurant, der serverede lidt spændende mad, men da jeg havde bestilt en stor lækker bøf og en halvflaske rødvin, fik jeg at vide, at de var udgået for bøffer, så jeg ville få kyllingebryst i stedet (det er selvfølgelig også tættere på and...) og så en flaske lokal rødvin (Cremisan), der er mere politisk korrekt end den er god, men den kan drikkes.

Derefter bevægede jeg mig ind mod pladsen igen, hvor jeg på vejen var nødt til at kigge på en kortege, der kom kørende meget hurtigt gennem gaderne – jeg kunne selvfølgelig ikke se det, men er rimelig sikker på, at det var ingen ringere end Mahmoud Abbas, aka. Abu Mazen, palæstinensernes præsident (uden mandat...), som forhandler om en fred, som ingen rigtig tror på, uden rigtigt at have mandat til at forhandle på palæstinensernes vegne, eftersom han har udskudt præsidentvalget i 2009. Men en fin herre, er han helt sikkert – og han skulle i kirken senere hen.

For at komme ind i selve kirken, skal man have specielle adgangskort, som man skal kende nogen, der kender nogen for at få fingre i. Jeg vil tro, at jeg kender nogen, der kender nogen, hvis jeg bare havde taget mig sammen til at gøre noget ved det i god tid – men det havde jeg (surprise...) ikke. Så jeg måtte nøjes med at se midnatsmessen på storskærm ude foran på pladsen. Jeg kom frem i god tid, så der var lige tid til en espresso mere og nogle flere sider i min bog, inden jeg stødte ind i volontørerne igen. Vi gik sammen ind på et (meget turistet) sted og fik os en enkelt øl, inden vi gik ud og kiggede på storskærmen, der transmitterede midnatsmessen. Da vi havde stået der lidt, ville volontørerne tilbage til deres hostel, og det betød, at jeg fik mulighed for at hive min (tidligere indkøbte) flaske rødvin op ad tasken – denne gang en fornuftig Rhone-vin købt til lejligheden – skal der være fest, så lad der være fest. Så den drak jeg indbundet i en plastikpose (der er jo ingen grund til at provokere unødvendigt), mens jeg så resten af midnatsmessen. Da den (og rødvinen...) var færdig, var der ikke særlig mange mennesker på pladsen, og jeg købte mig (endnu) en falafelsandwich (skik følge eller land fly...) og gik tilbage på hostellet.

Morgenen efter tog jeg til Jerusalem, for at se, hvad der skete derinde. Men det kan meget kort fortalt siges, at det nærmest var umuligt at se på byen, at det var jul, så den var ikke mere spændende end sædvanligt (her skal det dog lige siges, at den er mere end spændende normalt – så det var stadig en hyggelig dag!)

Nå, det var alt for denne gang – et juleeventyr! Jeg vil forsøge at opdatere med endnu et par historier om, hvad der er sket den seneste måneds tid, men belært af bitter erfaring, vil jeg ikke love noget...

Da Fernet'en kom til Egypten, eller historien om, hvordan jeg ikke kom ind i Syrien...

Nu har bloggen igen været forsømt i alt for lang tid, og derfor kommer der et nyt indlæg i dag...

Det sidste jeg beskrev var, hvordan jeg glædede mig utrolig meget til at komme til Syrien og Libanon (In'shAlllah...), og som bekendt er forventningens glæde jo ofte den største, og det endte den også i høj grad med at være i denne forbindelse. Men mere om dette. Lad os begynde med begyndelsen...

Jeg tog fra Hebron torsdag d. 4. november ved middagstid, hvorefter jeg skulle til Ramallah for at få lavet et jordansk visum, så jeg undgik de problemer jeg havde sidste gang ved den jordanske grænse, hvor jeg som bekendt ikke blev lukket ind. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at ved utallige skranker får man ikke nogen hjælp eller information, og sådan foregik det også på det jordanske konsulat i Ramallah, men efter jeg selv stillede en del spørgsmål fik jeg mit visum og bevægede mig mod grænsen. Lang historie kort og fem busser senere sad jeg nu i en bus og ventede på den jordanske grænsekontrol (de kommer ind i den bus, der fragter én gennem en form for ingenmandsland). Det viser sig så, at det er den samme grænsekontrolsmand, der afviste mig to uger tidligere, og baseret på hans store smil, da han ser mig, genkender han også mig... Jeg rækker ham, lettere (for ikke at sige meget) nervøst mit pas, han bladrer lidt i det og smiler lige pludselig endnu mere til mig, hvorefter han siger ”This is how it is suppose to look!”. Jeg griner også til ham, og vi high-five'r, hvorefter jeg nu har fået adgang til Jordan... jeg finder en taxa til Amman og mødes med Gregers på kontoret/praktikantlejligheden. Vi bruger den første aften i Amman på lidt øl og whiskey samt et par spil backgammon.

Næste dag (fredag) fik vi hen ad middagstid endeligt snøvlet os klar til at komme mod Syrien. Det foregår således, at man tager en taxa, der kører en til grænsen og derefter videre til Damaskus, Syriens hovedstad. Vi kommer frem til taxastationen og skal til at forhandle lidt om prisen. Det foregår på den måde, at man kan vælge at betale for alle sæderne og komme afsted eller vente på, at taxien bliver fyldt op – vi vil ikke starte ud med den fulde pris, så vi får lige en kop kaffe, men efter lidt tid, får vi forhandlet os til en mellempris, vi synes er fair. Så vi er på vej'n igen! Efter vi har kørt en times tid (hvor vores chauffør kører utrolig langsomt – ulig nærmest alle andre taxachauffører, jeg har oplevet i Mellemøsten), kører han ind på en rasteplads-lignende ting, hvor der også er en kiosk-lignende ting. Vi spørger chaufføren, hvorfor han holder ind, og han prøver på sit gebrokne engelsk at forklare noget om klokken 15. Eftersom klokken er omkring 13.30 er vi ikke helt tilfredse med den melding, og vil gerne vide mere om, hvad det er der foregår. Vi ringer derfor op til Ahmad fra kontoret i Amman, og han snakker med taxachaufføren på arabisk. Det viser sig således, at chaufføren selv er syrer, og at syrere ikke kan komme ind i Syrien om fredagen før kl. 15.00... Det er altså grunden til, at han for det første kørte utroligt langsomt (da han jo af gode grunde ikke havde travlt) og for det andet valgte at holde ind, da det trods alt var bedre at holde et sted, hvor vi kunne få varm kaffe og bløde stole, end bare at holde og vente ved grænsen. Det kunne vi jo kun give ham ret i, men samtidig ville vi måske ønsket, at han havde fortalt om denne information, inden vi havde taget fra Amman, for så kunne vi jo lige så godt brugt den ekstra halvanden time på noget andet, men fred være med det – nu skulle vi mod Syrien. Vi kom dog frem til grænsen og var derfor klar til vores videre færd. En snoldet taxachauffør skulle ikke spolere vores glæde og ikke mindst vores tur, men det var der til gengæld en grænsevagt, der skulle...

For da vi kom frem til grænsen, ville vagten se vores pas, og ikke mindst de stempler vi havde, hvilket vi jo godt vidste på forhånd og derfor troet, at vi havde regnet den ud, men nej... jeg havde fået overført mit jordanske visum til mit ekstra pas (der således var fri for israelske stempler), men da han så dette, ville han vide, hvor jeg var kommet ind i Jordan henne. Eftersom det var lavet på politistationen, stod der ikke, hvor jeg var kommet ind henne... Jeg fortalte ham, at jeg var fløjet ind (hvilket jo er mere eller mindre sandt – det gjorde jeg jo i juli, men har så været ud og ind af Palæstina et par gange siden). Det ville han dog ikke godtage og forlangte, at vi tog tilbage til jordanerne og fik dem til at verificere, at vi var kommet ind via lufthavnen. Vi gjorde, hvad vi kunne for at forklare ham, at det altså var rigtig nok, og vi havde det rigtige visum og Fanden og hans pumpestok, men han var hverken til at hugge eller stikke i... (altså ikke Fanden, men grænsemanden).

Så der var ikke så meget andet at gøre, end at vende snuderne, (meget slukørede) tilbage mod Amman. Vi snakkede et kort sekund om sandsynligheden for at forsøge at få jordanerne til at stemple på, at vi var kommet ind via lufthavnen, men samtidig blev vi enige om, at det var en yderst vanskelig forklaringsopgave og samtidig var det også for risky business at tage tilbage til grænsen, selvom vi havde fået stemplet fra jordanerne. Så vi var ved at komme op og skændes med vores taxachauffør, fordi vi ikke ville betale fuld pris (dels fordi vi ikke kom hele vejen til Damaskus, hvilket jo selvfølgelig ikke var hans skyld, men sammenholdt med at han havde stjålet omkring halvanden time af vores tid, synes vi nu det var fair nok). Efter trusler om politi og lige pludselig være omringet af 5 syrere, valgte vi dog alligevel at betale ham fuld pris.
Så var det om at finde en ny taxachauffør, og det gik utrolig nemt, men samtidig vidste det sig også, at han nok var et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt. For det første ville han have os til at smugle cigaretter for ham, derefter skældte han os ud, hver gang vi talte sammen på bagsædet ved at henvise til, at den gamle mand på forsædet havde hovedpine sammenholdt med at han selv nærmest råbte hver gang hans mobil ringede, og det gjorde den utallige gange. Og endeligt kørte han som død og pine – ud og ind mellem andre biler, når der var kø. Så alt i alt var han faktisk et trælst bekendtskab! Så godt mugne kom vi tilbage til Amman og begyndte at tænke i alternativer. Der var flere muligheder. Palæstina kunne vi udforske lidt mere, vi overvejede at tage rundt i Tyrkiet, muligheden for Kurdistan (aka. Øst-Tyrkiet og Nord-Irak) kom også op at vende, men vi besluttede os for at tage til Egypten og således kunne vi bevæge os ud i Ammans natteliv og få os et par øl.

Dagen efter tog vi en bus mod Aqaba, hvor vi brugte en enkelt aften, hvorefter vi kunne sejle fra Jordan til Egypten (Sinai-halvøen) – en tur vi havde fået anbefalet, men det var godt nok en dårlig anbefaling. En såkaldt hurtigfærge, hvor det var umuligt at komme op på dækket, umuligt at finde ud af, om man fik et egyptisk visum, og da vi endelig kom i havn, gik der omkring en time, inden vi kunne gå fra borde af en eller anden ukendt grund. Men Egypten var vi da nu kommet til, og vi fandt en bus, der gik mod Cairo – en bustur på omkring 8 timer.

En lille anekdote er, at vi havde en tredje rejsemakker, som dog skulle forlade os (skridt for skridt - eller nærmere glas for glas) i løbet af rejsen; nemlig en flaske Fernet Branca. Den blev drukket i løbet af ugen på udvalgte steder samtidig med vi valgte at forevige øjeblikkene. Dette betyder, at vi har et billedalbum indeholdende blandt andet følgende titler – 'Ved Nilen-Fernet', 'Pyramide-Fernet', 'Hotelværelse-i-Cairo-Fernet', 'Sphinx-Fernet' og 'Vi-er-nu-endeligt-kommet-til-Egypten-med-lortefærgen-Fernet' (Hele Fernet-albummet ligger på Facebook, men nogle af billederne skal nok komme op her også...).

Hele turen endte med at blive underlig på den der måde, hvor det jo var en fantastisk tur (blandt andet på grund af Fernet'en...), der indeholdt pyramider, Cairo, Sphinx, Kongernes Dal, Bibliotheca Alexandrina og Sinai, men samtidig var det med en eller anden underlig bevidsthed om, at vi jo bare gerne ville have været i Syrien og Libanon... Having said this, så var det en rigtig god tur, der kort fortalt kan beskrives på følgende måde.

Sent søndag nat – ankomst Cairo
Mandag – udforskning af Cairo, blandt andet en tur over Nilen
Tirsdag – mere Cairo, inkluderet en tur til pyramiderne og sphinxen – derudover en tur til Khan al Khalili – et stort arabisk marked
Tirsdag nat – nattog mod Luxor
Onsdag – Dagen brugt i Luxor med en tur til Kongernes Dal, der er gamle gravkamre for Farao'erne
Onsdag nat – nattog tilbage mod Cairo
Torsdag – Videre mod Alexandria, blandt andet med besøg på det nye bibliotek...
Fredag – Bustur mod Suez, hvor aftenen blev brugt
Lørdag – Over grænsen, inkluderende et par timers afhøring ved den israelske grænse (ja, det er efterhånden rutine...) - overnatning i Eilat, da jeg missede den sidste bus mod Jerusalem på grund af førnævnte afhøring – Da jeg blev hevet til afhøring, tog Gregers mod Jordan, da vi alligevel skulle skilles lige på den anden side af grænsen.

Søndag kom jeg derfor endelig tilbage til Palæstina. Jeg mødtes med Ane på en café i Jerusalem i nogle timer, og søndag aften var jeg godt, trygt og sikkert tilbage i Hebron. Tilbage til en uge, der egentlig burde være startet stille og roligt ud, eftersom der var et par helligdage (Eid al Adha – dagene hvor pilgrimmene drager mod Mekka) men endte med ikke at være stille og rolig på nogen måde, eftersom der var tusind ting, der skulle falde på plads inden vi fik besøg af hele Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse weekenden efter – men mere om dette i næste indlæg...

Som nævnt har jeg virkelig ikke haft overskud til at forfatte mere denne gang, men søndag kommer der et indlæg under overskriften "Bestyrelsesbesøg, officeretreat, travlhed og andet godt fra havet...." samtidig med, der gerne skulle komme et indlæg, der hedder "Tur til Jerusalem, Ramallah, Hebron, Arroub, Nablus...", eftersom jeg er på vej ud af døren for at mødes med Gregers i Jerusalem, og derefter skal vi lidt rundt i Palæstina over weekenden - og der kommer også flere billeder op - Insh'Allah

Endelig...

Endelig har jeg fået taget mig sammen til at uploade billeder fra de sidste par uger...

Endelig skal jeg på ferie - eller det vil sige, jeg forlader kontoret om tre timer og tager mod Ramallah, for at få et visum, derefter Jericho og herfra videre mod grænsen og derfra mod Amman (Inshallah!) - det er jo Mellemøsten

Endelig skal jeg opleve Syrien og Libanon - forhåbentligt. Hvis de ikke lukker os ind, har vi et par Plan B'er - enten gør vi alvor af Palæstina (Jerusalem, Nablus, Jenin osv), eller også flyver vi til Ankara og tager østpå mod Kurdistan - altså blandt andet ind i Irak, eller også gør vi noget helt tredje...

Endelig er der bare at sige: Vi ses - Inshallah!

Grænser i Mellemøsten

Som beskrevet i sidste blogindlæg, burde jeg faktisk ikke have tid til at lave endnu et indlæg i denne uge (hvilket også er grunden til , at der ikke er kommet billeder op som lovet, jeg bøjer mig i støvet og undskylder mange gange...). Men når man befinder sig i Mellemøsten, går tingene ikke altid helt som planlagt, så derfor sidder jeg nu ved et busstoppested i Bet Shean i den nordlige del af Israel og venter på en bus til Jerusalem, så jeg derfra kan komme videre til Ramallah og sætte vores stand til World Education Forum op. Forklaring følger...

...Tirsdag formiddag blev som tidligere nævnt brugt sammen med head of communication fra ActionAid Denmark, Vibeke Vinther og hendes mand Uffe Taudal, der er korrespondent for Berlingske. Det var egentlig meningen, at Ibrahim skulle have styret en del af besøget, men han havde om mandagen fået at vide, at hans søn skulle for militærdomstolen om tirsdagen (Sønnen har været fængslet i over et år, uden decideret rettergang, og der er stor usikkerhed om, hvad der reelt er sket. Eftersom Ibrahim selv har været fængslet tidligere, kan han ikke besøge ham i fængslet og derfor er det den eneste mulighed for, at de kan se hinanden, når der er retsmøder). Så Ane og jeg brugte formiddagen på at fortælle Vibeke og Uffe om vores programmer og af gode grunde diskutere nogle kommunikationsting, så det gik egentlig helt fint, hvorefter vi var en tur i den gamle by – og som alle andre var det også en virkelig bevægende oplevelse for dem. Jeg har efterhånden været der en del gange, men jeg bliver ved med at være rørt, frustreret, sur og alle mulige andre ting, hver eneste gang, jeg er dernede, hvor man virkelig for et indblik i bosætternes magt og ikke mindst, hvordan det er at leve under en besættelse for palæstinenserne.

Da klokken nærmede sig 14 forlod jeg de andre for at tage over grænsen til Jordan, hvor Gregers havde lagt et par øl på køl, som vi skulle hygge os med om aftenen, inden jeg havde kommunikationsstrategi-møde dagen efter. Jeg tog en bus til Jericho, som ligger relativt tæt på grænsen og efter en halv times ventetid i en eller anden by, kom jeg frem til Jericho, for at få at vide, at der ikke gik flere busser til grænsen den dag... Nå, men jeg tog så en taxa derud, der satte mig af ved den første kontrolgennemgang – herfra ville jeg videre igennem, men det vidste sig, at man ikke måtte komme igennem på gåben, og derfor ventede jeg på, at der kom en eller anden bus-ting, som jeg kunne komme med. Det skal lige siges, at denne grænseovergang er lidt speciel, i og med det er den eneste grænseovergang til Jordan (der er tre i alt), som palæstinenserne må bruge – og israelerne må ikke bruge den. Desuden skal man have et jordansk visum i forvejen. Det spurgte de mig også om, da de kiggede mit pas igennem, men eftersom jeg havde været i Aqaba i Jordan ugen før, burde der ikke være problemer på denne front. Jeg gik derfor hen til paskontrollen og stod lidt i kø, hvorefter jeg blev fortalt, da det blev min tur, at jeg skulle hen til en anden bås og betale 'exit tax' først. Så efter at have betalt de 250 kr. kom jeg endelig igennem paskontrollen, hvorefter man gik udenfor og ventede på en bus, der kunne fragte os videre i systemet. Efter en 20 minutters tid (hvor mine medpassagerer også lige skulle have tid til en af dagens fem bønner), kom bussen endelig og jeg gik ind sammen med de andre, jeg var kommet sammen med. Da jeg havde fået sat mig, kom buschaufføren og fortalte mig, at det ikke var min bus... det viser sig så, at der er en bus til palæstinensere og en til os andre. Der var altså ikke andet at gøre, end at gå ud igen og vente på det, der var 'min bus'. Derude faldt jeg i snak med chefen for det norske Røde Kors i Mellemøsten, med base i Jerusalem (han var spanier) Eftersom vi, hvis man trækker den lidt langt, nærmest var kolleger, fik vi snakket om lidt af hvert – og fik blandt andet brokket os over grænse-helvedet. Han endte også med at sige, at han havde en taxa ventende på ham på den anden side af grænsen, og han skulle til Amman, så der kunne jeg køre med for gratis, hvis jeg ville, så jeg tænkte fedt, så var der også styr på det.

Efter en halv times tid kom 'vores' bus og efter endnu et kvarters tid, kørte den så endelige igennem noget ingenmandsland på vej mod Jordan. Efter fem minutters tid, kom der en jordansk soldat ind for at tjekke vores pas. Da han kommer ned til mig (jeg sidder næsten bagerst), kigger han mit pas grundigt igennem, og siger, at jeg ikke kan komme ind i Jordan, fordi jeg ikke har et gyldigt visum... Jeg prøver på at forklare ham, at det ikke kan passe, eftersom jeg var i Aqaba weekenden før og betalte for et visum der. Han er dog hverken til at hugge eller stikke i, så der er ikke så meget andet at gøre, end at følge med ham udenfor bussen, og se min billet til Jordan forsvinde... Det viser sig således, at det visum, jeg ganske rigtigt fik weekenden før, er et såkaldt engangs-visum, der ikke kan bruges til at komme ind over denne grænseovergang. Hvis man skal det, skal man have et visum fra lufthavnen eller et jordansk konsulat eller ambassade. Så jeg skal med en bus den anden vej, hvor jeg skal igennem helvedet med at komme ind i Israel igen, eftersom jeg officielt har forladt landet (har jo blandt andet betalt exit tax...) Nå men det betyder, at jeg bliver hevet til side af en mand i sort polo og med solbriller (på trods af solen for længst er gået ned og vi befinder os indenfor), der stiller mig en række spørgsmål – nogle mere logiske end andre – her er et udpluk:
'Har du været i Israel før?' - 'Ja, jeg kommer sådan set lige derfra' (hvilket han også kunne se i mit pas...)
'Hvad laver du i Danmark', - 'Jeg studerer journalistik'
'Bor du hjemme ved dine forældre?' - 'Nej' – 'Hvorfor?' …
'Hvad hedder din far og farfar?' - ...

Og så nogle spørgsmål omkring mit ærinde i Israel, hvor jeg igen forklarer, at jeg arbejder for ActionAid. Denne seance tager et kvarters tid. Jeg kommer så op til en ny paskontrol-kø – jeg tror ca jeg har vist mit pas til 15 forskellige mennesker inden for halvanden time. Her bliver jeg afhørt endnu en gang – og basically er det de samme spørgsmål de stiller endnu en gang...
Nå, men jeg er efterhånden kommet igennem kaos'et og kommer ud på den anden side, og klokken er efterhånden blevet 20.30 – og jeg skal til at overveje mine muligheder. Jeg snakker med min chef Suad i Amman, der selvfølgelig er utrolig ked af (og sur over) at høre, hvad der er sket, men hun mener stadig, at jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme til Amman dagen efter til mødet. Det betyder i så fald, at jeg skal op over den nordlige grænse – og der er langt på daværende tidspunkt. Jeg kan groft sagt tage til Jericho og sove og så stå næste morgen med en meget besværlig tur op nordpå – ELLER jeg kan tage en taxa op til Bet Shean tæt på den nordlige grænse og krydse derfra tidligt næste morgen. Det eneste problem med denne løsning er, at jeg skal med en taxa til en værdi af 500 NIS (750 kr.) - så nu er gode råd dyre – eller det vil sige, lige meget hvad jeg foretager mig, er det dyrt. Jeg vælger derfor at sige 'Fuck the money' og tage taxaen til Bet Shean, hvor han vil køre mig direkte til et hostel. Det bliver en to-timers køretur med en ung fyr, der sidder skiftevis med benet oppe på instrumentbrættet og skiftevis råber af folk, han snakker i telefon med, hvorefter han kaster med sin telefon, når (eller måske før...) samtalen er slut. Men ellers er han meget flink. Vi når dog også lige et enkelt checkpoint mere på vejen (det var mørkt, men jeg gætter på, at det var, da vi forlod Vestbredden). Turen tog i alt et par timer og endelig kom vi frem til hostellet. Det viser sig dog, da vi kommer frem, at alle doarm room'ene er optaget af skoleklasser på udflugt, så jeg er nødt til at betale noget der svarer til 350 kr. for et almindeligt værelse. Nu var jeg efterhånden ved at være godt sur, men jeg fået indtrykket, at der ikke var så mange andre hoteller i Bet Shean – og desuden var jeg jo begyndt på at sige 'fuck the money'. Så jeg tog værelset, købte mig en øl i hotelbaren og skålede med Gregers over Skype, når nu vi ikke kunne sidde sammen og drikke øl.

I forhold til alt det her med pengene skal det siges, at jeg i princippet for mine arbejdsrelaterede udgifter dækket, og derfor ville jeg også få dækket denne tur under normale omstændigheder. Problemet er så lidt, at det til en vis grad er mig selv, der har dummet mig ved ikke at have helt styr på visum-situationen, men jeg har på den anden side heller fået særlig meget guidance i, hvordan det fungerer. Jeg nåede lige hurtigt at vende det med Suad i morges, og hun sagde, at det må vi lige finde ud af – jeg tror det ender med, at jeg får dækket nogle af mine ekstraudgifter...

Nå, men jeg stod op tidligt onsdag morgen og krydsede grænsen nærmest uden problemer og var derfor i Amman omkring kl. 11. Så jeg var endelig fremme, og blev rigtig godt modtaget (specielt af Gregers, der stod klar med en Fernet – det havde jeg brug for...) Herfra nåede jeg lige at komme rundt på kontoret og sige hej og snakke lidt med alle de rare mennesker, der befinder sig her, inden Gregers og jeg tog et smut på politistationen, for at overflytte mit jordanske visum fra mit normale pas til mit ekstrapas – forklaring følger...

… Som sagt regner Gregers og jeg stærkt med at tage til Syrien og Libanon i slutningen af sidste uge. Og som sagt tidligere er det lidt et problem, hvis man har israelske stempler i sit pas. Derfor har jeg fået lavet et ekstrapas. Men i stedet for at stå med et helt blankt pas ved den syriske grænse, kan man få 'overført' sit jordanske visum til det ekstra pas – og dermed er der i det mindste et jordansk visum i passet, når vi kommer til Syrien. Det kommer dog til at lugte lidt alligevel, i og med der ikke står nogle steder, hvor man er kommet ind i Jordan henne, men vi håber på det går...

Som sagt var jeg på kontoret i Jordan hele dagen i går, og det var rigtig hyggeligt. Så havde vi møde med DEDI fra 16.30 – 21.00 og det var helt sikkert værdifuldt, men det blev også (endnu) en lang dag. Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan bruge mere end andre, men det var spændende input og nogle gode kontakter, som man har mulighed for at trække på, hvis det på noget tidspunkt skulle være nødvendigt.

Nu havde jeg jo selvfølgelig regnet med, at jeg kunne tage den 'midterste' grænseovergang hjem til Palæstina (jeg skal nok lige uploade et kort, når det bliver muligt, for at give et indtryk af, hvorfor jeg gerne vil over denne grænseovergang). Men Rinad fra Amman-kontoret tjekkede lige op på det, og det viser sig således, at man heller ikke kan tage denne grænseovergang tilbage, når man ikke er kommet over den i første omgang – og det kan jeg jo ikke ligefrem prale af, at jeg fik lov til...

Så jeg måtte på den igen og op over den nordlige grænse tidligt i morges (men Gregers og jeg nåede lige at dele et par øl i går aftes, så vi fik indhentet en smule af det forsømte). Det foregik på den måde, at jeg først skulle med en taxa hen til busstationen. Derfra skulle jeg med en bus i halvanden times tid mod Irbid. I Irbid skulle jeg med en bus fra en busstation til en anden. Det tog et kvarters tid. Derfra skulle jeg med endnu en bus til grænsen. Det tog en times tid. Derfra skulle jeg tage en taxa over grænseovergangen (udelukkende på den jordanske side), inden jeg skulle med en bus, der tog mig fra Jordan-siden til den israelske side. Her skulle jeg (selvfølgelig...) igennem en række spørgsmål en gang til, inden jeg kom igennem (det skal siges, at det gik relativt nemt, men der var alligevel to omgange spørgsmål, og det tog da også en tre kvarters tid i alt). Efter at være kommet igennem, skulle jeg tage en taxa ind til Bet Shean og vente i halvanden time på den bus, jeg nu sidder i på vej mod Jerusalem, hvorfra jeg skal med en bus til en anden busstation i Jerusalem. Derfra skal jeg med en bus mod checkpointet ved Ramallah, hvorefter jeg skal med en anden bus på den anden side af checkpointet for at komme til Ramallah, hvorefter jeg skal med en taxa for at finde det sted, hvor vi skal sætte vores stand op, så den er klar til i morgen... Puha, jeg bliver helt forpustet ved bare at skrive om alle de transportskift, jeg har i dag...

Så hvis der kommer folkeafstemning, og jeg er stemmeberettiget, vil jeg helt klart stemme for, at der bliver indført et Schengen-system i Mellemøsten... - men jeg er bange for, der ikke er så mange andre hernede, der vil stemme det samme som mig...

PS. Indlægget er skrevet i går (torsdag), men jeg havde ikke internet i Ramallah, så den bliver først uploadet nu, efter en vildt hektisk dag til WEF, men alt er gået godt. Jeg LOVER, LOVER, LOVER, at der komme nogle billeder op senest søndag.

Salam!

Back in Palestine - for now...

Jeg er nu godt tilbage i Palæstina og Hebron, efter at have brugt sidste weekend på en tur til Petra i den sydlige del af Jordan, der er en af verdens syv vidundere. Denne weekend er gået med arbejde, eftersom vi (også) for tiden har vildt travlt og masser af projekter – men mere om det senere.

Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...

Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.

Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.

Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.

Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)

Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...

Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.

Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…

...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)

Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)