Grænser i Mellemøsten

Som beskrevet i sidste blogindlæg, burde jeg faktisk ikke have tid til at lave endnu et indlæg i denne uge (hvilket også er grunden til , at der ikke er kommet billeder op som lovet, jeg bøjer mig i støvet og undskylder mange gange...). Men når man befinder sig i Mellemøsten, går tingene ikke altid helt som planlagt, så derfor sidder jeg nu ved et busstoppested i Bet Shean i den nordlige del af Israel og venter på en bus til Jerusalem, så jeg derfra kan komme videre til Ramallah og sætte vores stand til World Education Forum op. Forklaring følger...

...Tirsdag formiddag blev som tidligere nævnt brugt sammen med head of communication fra ActionAid Denmark, Vibeke Vinther og hendes mand Uffe Taudal, der er korrespondent for Berlingske. Det var egentlig meningen, at Ibrahim skulle have styret en del af besøget, men han havde om mandagen fået at vide, at hans søn skulle for militærdomstolen om tirsdagen (Sønnen har været fængslet i over et år, uden decideret rettergang, og der er stor usikkerhed om, hvad der reelt er sket. Eftersom Ibrahim selv har været fængslet tidligere, kan han ikke besøge ham i fængslet og derfor er det den eneste mulighed for, at de kan se hinanden, når der er retsmøder). Så Ane og jeg brugte formiddagen på at fortælle Vibeke og Uffe om vores programmer og af gode grunde diskutere nogle kommunikationsting, så det gik egentlig helt fint, hvorefter vi var en tur i den gamle by – og som alle andre var det også en virkelig bevægende oplevelse for dem. Jeg har efterhånden været der en del gange, men jeg bliver ved med at være rørt, frustreret, sur og alle mulige andre ting, hver eneste gang, jeg er dernede, hvor man virkelig for et indblik i bosætternes magt og ikke mindst, hvordan det er at leve under en besættelse for palæstinenserne.

Da klokken nærmede sig 14 forlod jeg de andre for at tage over grænsen til Jordan, hvor Gregers havde lagt et par øl på køl, som vi skulle hygge os med om aftenen, inden jeg havde kommunikationsstrategi-møde dagen efter. Jeg tog en bus til Jericho, som ligger relativt tæt på grænsen og efter en halv times ventetid i en eller anden by, kom jeg frem til Jericho, for at få at vide, at der ikke gik flere busser til grænsen den dag... Nå, men jeg tog så en taxa derud, der satte mig af ved den første kontrolgennemgang – herfra ville jeg videre igennem, men det vidste sig, at man ikke måtte komme igennem på gåben, og derfor ventede jeg på, at der kom en eller anden bus-ting, som jeg kunne komme med. Det skal lige siges, at denne grænseovergang er lidt speciel, i og med det er den eneste grænseovergang til Jordan (der er tre i alt), som palæstinenserne må bruge – og israelerne må ikke bruge den. Desuden skal man have et jordansk visum i forvejen. Det spurgte de mig også om, da de kiggede mit pas igennem, men eftersom jeg havde været i Aqaba i Jordan ugen før, burde der ikke være problemer på denne front. Jeg gik derfor hen til paskontrollen og stod lidt i kø, hvorefter jeg blev fortalt, da det blev min tur, at jeg skulle hen til en anden bås og betale 'exit tax' først. Så efter at have betalt de 250 kr. kom jeg endelig igennem paskontrollen, hvorefter man gik udenfor og ventede på en bus, der kunne fragte os videre i systemet. Efter en 20 minutters tid (hvor mine medpassagerer også lige skulle have tid til en af dagens fem bønner), kom bussen endelig og jeg gik ind sammen med de andre, jeg var kommet sammen med. Da jeg havde fået sat mig, kom buschaufføren og fortalte mig, at det ikke var min bus... det viser sig så, at der er en bus til palæstinensere og en til os andre. Der var altså ikke andet at gøre, end at gå ud igen og vente på det, der var 'min bus'. Derude faldt jeg i snak med chefen for det norske Røde Kors i Mellemøsten, med base i Jerusalem (han var spanier) Eftersom vi, hvis man trækker den lidt langt, nærmest var kolleger, fik vi snakket om lidt af hvert – og fik blandt andet brokket os over grænse-helvedet. Han endte også med at sige, at han havde en taxa ventende på ham på den anden side af grænsen, og han skulle til Amman, så der kunne jeg køre med for gratis, hvis jeg ville, så jeg tænkte fedt, så var der også styr på det.

Efter en halv times tid kom 'vores' bus og efter endnu et kvarters tid, kørte den så endelige igennem noget ingenmandsland på vej mod Jordan. Efter fem minutters tid, kom der en jordansk soldat ind for at tjekke vores pas. Da han kommer ned til mig (jeg sidder næsten bagerst), kigger han mit pas grundigt igennem, og siger, at jeg ikke kan komme ind i Jordan, fordi jeg ikke har et gyldigt visum... Jeg prøver på at forklare ham, at det ikke kan passe, eftersom jeg var i Aqaba weekenden før og betalte for et visum der. Han er dog hverken til at hugge eller stikke i, så der er ikke så meget andet at gøre, end at følge med ham udenfor bussen, og se min billet til Jordan forsvinde... Det viser sig således, at det visum, jeg ganske rigtigt fik weekenden før, er et såkaldt engangs-visum, der ikke kan bruges til at komme ind over denne grænseovergang. Hvis man skal det, skal man have et visum fra lufthavnen eller et jordansk konsulat eller ambassade. Så jeg skal med en bus den anden vej, hvor jeg skal igennem helvedet med at komme ind i Israel igen, eftersom jeg officielt har forladt landet (har jo blandt andet betalt exit tax...) Nå men det betyder, at jeg bliver hevet til side af en mand i sort polo og med solbriller (på trods af solen for længst er gået ned og vi befinder os indenfor), der stiller mig en række spørgsmål – nogle mere logiske end andre – her er et udpluk:
'Har du været i Israel før?' - 'Ja, jeg kommer sådan set lige derfra' (hvilket han også kunne se i mit pas...)
'Hvad laver du i Danmark', - 'Jeg studerer journalistik'
'Bor du hjemme ved dine forældre?' - 'Nej' – 'Hvorfor?' …
'Hvad hedder din far og farfar?' - ...

Og så nogle spørgsmål omkring mit ærinde i Israel, hvor jeg igen forklarer, at jeg arbejder for ActionAid. Denne seance tager et kvarters tid. Jeg kommer så op til en ny paskontrol-kø – jeg tror ca jeg har vist mit pas til 15 forskellige mennesker inden for halvanden time. Her bliver jeg afhørt endnu en gang – og basically er det de samme spørgsmål de stiller endnu en gang...
Nå, men jeg er efterhånden kommet igennem kaos'et og kommer ud på den anden side, og klokken er efterhånden blevet 20.30 – og jeg skal til at overveje mine muligheder. Jeg snakker med min chef Suad i Amman, der selvfølgelig er utrolig ked af (og sur over) at høre, hvad der er sket, men hun mener stadig, at jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme til Amman dagen efter til mødet. Det betyder i så fald, at jeg skal op over den nordlige grænse – og der er langt på daværende tidspunkt. Jeg kan groft sagt tage til Jericho og sove og så stå næste morgen med en meget besværlig tur op nordpå – ELLER jeg kan tage en taxa op til Bet Shean tæt på den nordlige grænse og krydse derfra tidligt næste morgen. Det eneste problem med denne løsning er, at jeg skal med en taxa til en værdi af 500 NIS (750 kr.) - så nu er gode råd dyre – eller det vil sige, lige meget hvad jeg foretager mig, er det dyrt. Jeg vælger derfor at sige 'Fuck the money' og tage taxaen til Bet Shean, hvor han vil køre mig direkte til et hostel. Det bliver en to-timers køretur med en ung fyr, der sidder skiftevis med benet oppe på instrumentbrættet og skiftevis råber af folk, han snakker i telefon med, hvorefter han kaster med sin telefon, når (eller måske før...) samtalen er slut. Men ellers er han meget flink. Vi når dog også lige et enkelt checkpoint mere på vejen (det var mørkt, men jeg gætter på, at det var, da vi forlod Vestbredden). Turen tog i alt et par timer og endelig kom vi frem til hostellet. Det viser sig dog, da vi kommer frem, at alle doarm room'ene er optaget af skoleklasser på udflugt, så jeg er nødt til at betale noget der svarer til 350 kr. for et almindeligt værelse. Nu var jeg efterhånden ved at være godt sur, men jeg fået indtrykket, at der ikke var så mange andre hoteller i Bet Shean – og desuden var jeg jo begyndt på at sige 'fuck the money'. Så jeg tog værelset, købte mig en øl i hotelbaren og skålede med Gregers over Skype, når nu vi ikke kunne sidde sammen og drikke øl.

I forhold til alt det her med pengene skal det siges, at jeg i princippet for mine arbejdsrelaterede udgifter dækket, og derfor ville jeg også få dækket denne tur under normale omstændigheder. Problemet er så lidt, at det til en vis grad er mig selv, der har dummet mig ved ikke at have helt styr på visum-situationen, men jeg har på den anden side heller fået særlig meget guidance i, hvordan det fungerer. Jeg nåede lige hurtigt at vende det med Suad i morges, og hun sagde, at det må vi lige finde ud af – jeg tror det ender med, at jeg får dækket nogle af mine ekstraudgifter...

Nå, men jeg stod op tidligt onsdag morgen og krydsede grænsen nærmest uden problemer og var derfor i Amman omkring kl. 11. Så jeg var endelig fremme, og blev rigtig godt modtaget (specielt af Gregers, der stod klar med en Fernet – det havde jeg brug for...) Herfra nåede jeg lige at komme rundt på kontoret og sige hej og snakke lidt med alle de rare mennesker, der befinder sig her, inden Gregers og jeg tog et smut på politistationen, for at overflytte mit jordanske visum fra mit normale pas til mit ekstrapas – forklaring følger...

… Som sagt regner Gregers og jeg stærkt med at tage til Syrien og Libanon i slutningen af sidste uge. Og som sagt tidligere er det lidt et problem, hvis man har israelske stempler i sit pas. Derfor har jeg fået lavet et ekstrapas. Men i stedet for at stå med et helt blankt pas ved den syriske grænse, kan man få 'overført' sit jordanske visum til det ekstra pas – og dermed er der i det mindste et jordansk visum i passet, når vi kommer til Syrien. Det kommer dog til at lugte lidt alligevel, i og med der ikke står nogle steder, hvor man er kommet ind i Jordan henne, men vi håber på det går...

Som sagt var jeg på kontoret i Jordan hele dagen i går, og det var rigtig hyggeligt. Så havde vi møde med DEDI fra 16.30 – 21.00 og det var helt sikkert værdifuldt, men det blev også (endnu) en lang dag. Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan bruge mere end andre, men det var spændende input og nogle gode kontakter, som man har mulighed for at trække på, hvis det på noget tidspunkt skulle være nødvendigt.

Nu havde jeg jo selvfølgelig regnet med, at jeg kunne tage den 'midterste' grænseovergang hjem til Palæstina (jeg skal nok lige uploade et kort, når det bliver muligt, for at give et indtryk af, hvorfor jeg gerne vil over denne grænseovergang). Men Rinad fra Amman-kontoret tjekkede lige op på det, og det viser sig således, at man heller ikke kan tage denne grænseovergang tilbage, når man ikke er kommet over den i første omgang – og det kan jeg jo ikke ligefrem prale af, at jeg fik lov til...

Så jeg måtte på den igen og op over den nordlige grænse tidligt i morges (men Gregers og jeg nåede lige at dele et par øl i går aftes, så vi fik indhentet en smule af det forsømte). Det foregik på den måde, at jeg først skulle med en taxa hen til busstationen. Derfra skulle jeg med en bus i halvanden times tid mod Irbid. I Irbid skulle jeg med en bus fra en busstation til en anden. Det tog et kvarters tid. Derfra skulle jeg med endnu en bus til grænsen. Det tog en times tid. Derfra skulle jeg tage en taxa over grænseovergangen (udelukkende på den jordanske side), inden jeg skulle med en bus, der tog mig fra Jordan-siden til den israelske side. Her skulle jeg (selvfølgelig...) igennem en række spørgsmål en gang til, inden jeg kom igennem (det skal siges, at det gik relativt nemt, men der var alligevel to omgange spørgsmål, og det tog da også en tre kvarters tid i alt). Efter at være kommet igennem, skulle jeg tage en taxa ind til Bet Shean og vente i halvanden time på den bus, jeg nu sidder i på vej mod Jerusalem, hvorfra jeg skal med en bus til en anden busstation i Jerusalem. Derfra skal jeg med en bus mod checkpointet ved Ramallah, hvorefter jeg skal med en anden bus på den anden side af checkpointet for at komme til Ramallah, hvorefter jeg skal med en taxa for at finde det sted, hvor vi skal sætte vores stand op, så den er klar til i morgen... Puha, jeg bliver helt forpustet ved bare at skrive om alle de transportskift, jeg har i dag...

Så hvis der kommer folkeafstemning, og jeg er stemmeberettiget, vil jeg helt klart stemme for, at der bliver indført et Schengen-system i Mellemøsten... - men jeg er bange for, der ikke er så mange andre hernede, der vil stemme det samme som mig...

PS. Indlægget er skrevet i går (torsdag), men jeg havde ikke internet i Ramallah, så den bliver først uploadet nu, efter en vildt hektisk dag til WEF, men alt er gået godt. Jeg LOVER, LOVER, LOVER, at der komme nogle billeder op senest søndag.

Salam!