Jeg havde efterhånden brug for noget der minder om ferie – hvis nogle skulle være i tvivl om hvorfor, så se foregående blogindlæg (også lagt på i dag)
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar