Allerførst må jeg hellere skynde mig at undskylde, at der er gået over tre uger siden sidste indlæg, men forklaring følger. Derefter må jeg hellere komme med et par korrektioner i forhold til de tidligere blogindlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar