Jeg er nu godt tilbage i Palæstina og Hebron, efter at have brugt sidste weekend på en tur til Petra i den sydlige del af Jordan, der er en af verdens syv vidundere. Denne weekend er gået med arbejde, eftersom vi (også) for tiden har vildt travlt og masser af projekter – men mere om det senere.
Det gik overraskende nemt med at komme over grænsen. Jeg blev godt nok udspurgt lidt om, hvad jeg lavede i Israel (det kalder de det konsekvent for at undgå at tage ordet Palæstina i deres mund), og da jeg forklarede, at jeg arbejdede kiggede den lille søde israelske grænsevag meget underligt på mig og sagde, at jeg jo kun havde et turistvisum. Så var jeg jo nødt til at forklare hende, at det var det, de havde givet mig ved grænsen i første omgang, selvom de godt vidste, jeg skulle ind og arbejde. Så svarede hun, at det jo ikke var hendes problem, men at jeg jo var der ulovligt og spurgte så, hvad vi skulle gøre ved det. Så sagde jeg, at det vidste jeg sørme ikke, men kunne hun ikke bare give mig et nyt visum – jeg skulle jo trods alt hjem om tre måneder. Men det kunne der ikke blive tale om – jeg kunne i hvert fald ikke få tre nye måneder. Så sagde jeg 'nå', men at jeg gerne ville ind i landet. Derefter gik hun væk fra båsen i en 10 minutters tid, hvorefter hun kom tilbage og sagde, at jeg havde fået tre nye måneder mod lovning om, at jeg skulle henvende mig til Indenrigsministeriet så hurtigt som muligt. Så det skyndte jeg mig at love hende og gik videre i systemet – så er jeg spændt på, hvordan hun vil tjekke, om jeg holder mit løfte...
Som nævnt var weekenden før dette scenarie blevet brugt i den sydlige del af Jordan med base i byen Aqaba men med en heldages udflugt til Petra – som er værd lige at bruge nogle ord og billeder på. Jeg tog mod Jerusalem tidligt fredag morgen, hvorfra jeg tog en bus sydpå mod byen Eilat. Det var en tur langs det Døde Hav, og i og for sig en utrolig flot tur, men også utrolig underlig, eftersom en stor del af kyststrækningen var militære områder og derfor meget øde, så det var en lidt speciel oplevelse. Apropos militæranlæg så er det stadig lidt underligt at de her israelske busser generelt er fyldt med en tredjedele 'walking guns' – det er stadig lidt specielt, selvom jeg (som også tidligere nævnt) efterhånden har vænnet mig til, at de er overalt – måske oven i købet lidt for meget (mere om dette senere i indlægget...) Nå, ved Eilat stod jeg af og krydsede grænsen mod Jordan – uden problemer -, hvorefter jeg blev kørt ind til Aqaba af en taxi, en tur på et kvarters tid. Aqaba er kendt som et område med masser af koralrev og deraf gode snorkelmuligheder, så det havde jeg lidt håbet kunne lade sig gøre, men desværre kom jeg relativt sent frem, så det 'eneste', jeg nåede, var en 'almindelig' tur på stranden, efter at have været blevet indlogeret på et meget, ja lad os bare kalde det sparsomt hotel. Eksempelvis fandt følgende samtale sted med receptionisten: Jeg prøvede at forklare ham, at jeg da gerne ville have noget toiletpapir til mit værelse. Men han forstod ikke rigtig engelsk, så det var lidt vanskeligt, men med lidt fagter lykkedes det at få ham forklaret, hvad jeg mente. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Men så lyste han op og sagde Kleenex – og så tænkte jeg, at det var da nærmest en perfekt substitut og skyndte mig at sige ja, men så viste det sig, at det heller ikke kunne lade sig gøre, men han var bare utrolig stolt over, at han havde fundet ud af, hvad det var, jeg efterlyste... Ellers bød aftenen som nævnt på en tur ved stranden omgivet af vandpiberygende arabiske familier, hvor tørklædeklædte kvinder også badede, samtidig med at det tydeligvis var den store familieudflugt – det var rigtig hyggeligt at være en del af, herudover en tur på restaurant med hvid dug, tjenere i fine skjorter, grillet fisk og en halv flaske hvidvin – man må jo gribe ud efter luksus'en, når den er der – en to-minutters tur på kamelryg, som til at starte med skulle koste mig 20 JD (180 kr.), men jeg skyndte mig at forhandle ned i 5 JD (45 kr.), et par ture på vandpibebarer, som var lidt mere fancy end forrige weekends slyngelstuer og afsluttende med en øl på stranden – det var nu en dejlig aften.
Om lørdagen stod jeg tidligt op for at komme mod Petra, som skulle være et must-see, når nu man befinder sig i baghaven – og jeg skal da også lige love for, at det var et vildt imponerende syn. Som nævnt er det blevet kåret til en af verdens syv vidundere, og det er en oldtidsby, eller rettere rester fra flere forskellige historiske tiders byer. Det er groft sagt en masse sten og klipper, men det er virkelig vildt flot og imponerende – men samtidig utrolig svært at forklare for såvidt både med ord og billeder (der kommer dog billeder op i morgen...). Men det var bare helt utrolig imponerende, hvordan det blev ved med at åbne sig op for en – hver eneste gang man troede, at man havde set noget vildt imponerende, dukkede der noget nyt op, som også var vildt imponerende, på en ny måde – og sådan blev det sådan set ved. En virkelig imponerende oplevelse.
Turen tilbage til Aqaba var ikke så nem som forudset i betragtning af, at det var en meget stor turistattraktion, forstået på den måde, at det faktisk var utrolig svært at komme tilbage (der var omkring 100 km), men efter en tur med en sort taxa kom jeg til en busstation, hvorfra det var muligt at komme til Aqaba. Her nåede jeg endnu en tur på stranden, hvorefter aftenen igen blev brugt på noget grillet fisk, en tur på vandpibebar, inden kombinationen af en meget tidlig morgen og en hel dag brugt på at gå rundt i klipper gjorde, at jeg var nødt til at komme tilbage til hotellet relativt tidligt. Det var desuden også fordi, jeg var nødt til at komme relativt tidligt op morgenen efter. Jeg skulle jo over grænsen, og uden at vide, hvor nemt det ville være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve så tidligt som muligt. Så jeg stod op omkring kl. 8, var en tur på stranden indtil kl. 9 og derefter fik jeg mig et morgenmåltid bestående af falafler og hummus inden turen gik mod grænsen, der som tidligere nævnt gik nemmere end frygtet. Efter en tur på strandpromenaden i den israelske by Eilat (det mindede rigtig meget om nogle af de mere turistede steder i Sydfrankrig, men i og for sig meget hyggeligt) gik turen mod Jerusalem, for herfra at komme hjem til Heron.
Som skrevet, så vender man sig efterhånden til soldaterne, - eksempelvis sad jeg ved siden af en af de her famøse 'walking guns' i bussen på vej hjem fra Eilat, og der sidder han så med sit gevær rimelig tæt på mig og halvsover, så han lige nikker med hovedet en gang imellem, og faktisk lige når at ramme min skulder – der når man lige at tænke på, om han har sikret geværet, for ellers ville det godt nok ikke være en særlig tryg situation... Men man skal godt nok også lige tænke sig om en ekstra gang, før man bliver for løs i omgangen med dem. Jeg havde blandt andet følgende ordudveksling med en soldat lige uden for Hebron i søndags på vej hjem fra Jerusalem.
Han havde holdt den taxi-lignende ting, jeg blev fragtet i, ind til siden (endnu en tilfældig opsat roadblock - det gælder jo om at udnytte de muligheder, man har som besættelsesmagt...) og derefter bad han om at se vores ID-kort (pas i mit tilfælde, de øvrige var palæstinensere). Efter omring tre kvarter, hvor der ikke rigtig var sket andet end ventetid, blev vi en efter en kaldt frem til ham, for at han kunne give os ID'ene tilbage. Da jeg kom op som den sidste, og mens palæstinenserne stod lige ved siden af og kunne høre alt han sagde, fandt følgende samtale sted:
Israelsk soldat: It is not good to go there (om Hebron)
Seb: Why?
Israelsk soldat: Because of the fucking Arabs...
Seb: I like the Arabs (med et smil på læben)
Israelsk soldat: You like those fucking terrorists
Seb: Yeah... (med et større smil på læben, hvorefter jeg vendte mig om og gik væk fra ham)
Det var faktisk lige at presse den, og selvom jeg virkelig havde løst til at sige meget værre ting til ham, så kunne jeg simpelthen ikke bare lade være med at provokere ham en lille smule. Det der holdt mig tilbage var faktisk, at jeg var nervøs for, at det ville gå mere ud over mine medpassagerer end mig selv – og de lider nok under besættelsen i forvejen. Men som nævnt bliver man utroligt 'kold' af at opholde sig hernede, men for fremtiden skal jeg nok lige tænke mig lidt mere om, før jeg provokerer en mand men et våben og en magt, jeg ikke rigtig kan hamle op med...
Men som er som sagt godt og trygt tilbage i Hebron, hvor tiden flyver afsted med arbejdet. Vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores deltagelse i et kæmpestort international forum om alternativ uddannelse som en del af 'social change', som finder sted i Palæstina i næste uge. Vi har efter intenst lobby-arbejde formået at få vores regionale chef, Suad, fra Jordan placeret som en af hovedtalerne i hovedeventen i Ramallah på fredag og samtidig som en af hovedtalerne i Hebron om lørdagen, hvor hun skal tale lige efter borgmesteren og guvernøren... - så indtil videre må vi ærligt indrømme, at vi er fint tilfredse med vores indsats, så nu skal vi 'bare' sørge for, at det kommer til at gå godt under forummet, hvor vi også skal have en stand, hvor vi vil forsøge at promovere vores tilgang til 'civic education' der blandt andet indeholder et fokus på forskellige måder at udtrykke sig på gennem eksempelvis sport, musik, teater, nye medier og andre måder, hvorpå unge kan udtrykke deres følelser og holdninger, som et første skridt på vejen mod at inddrage dem i lokale beslutningsprocesser. Som en del af dette, var jeg sidste uge med til et møde i Ramallah omkring et såkaldt ungdomsråd, som vi arbejder på at indføre i en flygtningelejr lidt nord for Hebron. Planen er at rådet skal sætte fokus på de problemer og udfordringer, som unge møder i hverdagen og derefter gå i dialog med lokale beslutningstagere om, hvordan man kan adressere disse problemer.
Næste uge byder desuden på et besøg af chefen for kommunikationsafdelingen fra ActionAid Denmark (MS) og hendes mand, der er korrespondent for Berlingske i Jerusalem, så de skal 'pleases' en smule, inden jeg tager en tur til Amman i Jordan tirsdag eftermiddag/aften for at deltage i et kommunikationsstrategimøde onsdag formiddag, hvorefter jeg enten tager til et kommunikationsarrangement om aftenen i Amman og derefter mod Ramallah om torsdagen (med hvad der hører hertil af mulige grænsekomplikationer) eller også tager jeg tilbage mod Hebron allerede onsdag igen (uden at undgå grænsekomplikationerne) for at lægge sidste hånd på vores deltagelse i World Education Forum, som kommer til at løbe af stablen med tale og stand i Ramallah om fredagen, tale i Hebron om lørdagen. Så der bliver med andre ord nok at se til, samtidig med vi skal have arrangeret et bestyrelsesbesøg i midten af november, et ledertræningskursus med deltage af 32 unge samt 8 trænere i starten af december – og desuden skal jeg i ugen efter World Education Forum en tur til flygtningelejren i Jenin for at interviewe nogle unge palæstinensere, der har været på sommerlejr i Danmark. Så meget som muligt af alt dette skal planlægges, inden…
...jeg tager på ferie med Gregers 5.-14. november, hvor vi vil gøre Syrien og Libanon usikre (for der er jo så dejligt stabilt i forvejen...), hvis og såfremt vi ender med at få tid til at holde ferie, hvis og såfremt der ikke bliver alt for store problemer med grænserne og hvis og såfremt alt andet klapper – med andre ord: Insh'Allah (om Gud vil...)
Det var alt for denne gang - der kommer flere billeder op i morgen, for jeg har endelig fået repareret mit kamera. Jeg vil forsøge at smide et indlæg mere inden min ferie (men med aktivitetsniveauet for tiden, vil jeg helst ikke love for meget - så Insh'Allah)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar