lørdag den 4. juni 2011

Palæstina update

Jeg har det rigtig godt – så er det slået på plads!

Og så er det vist ved at være på tide, at der kommer endnu en gang opdateringer fra min gøren og laden her på Vestbredden. Som forventet flyver tiden afsted, og det er derfor svært for mig, at nå alt det jeg gerne vil. Det er også derfor, disse opdateringer bliver skubbet lidt i baggrunden. Jeg har allerede været her over to tredjedele af tiden, så det siger noget om, hvor hurtigt tiden går! Jeg må ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke kan huske alt, hvad der er sket og i hvilken rækkefølge (note to self: skriv flere blogindlæg oftere i stedet for at skulle til at forfatte en roman...) - og med fare for at lyde som (endnu) en dårlig undskyldning for mig selv, beklager jeg, at der ikke er kommet flere opdateringer.

Nå, men der er da trods alt også sket lidt siden sidst. For det første har vi formået at udnytte vores terrasse – og ikke mindst den dertil indkøbte grill til et par grillfester. Første gang var sammen med et par palæstinensere fra Bethlehem, som Jeppe har lært at kende. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor grill og øl og rødvin virkede præcis som det skulle, hvilket er et meget rart afbræk fra hverdagen. Anden gang var fredagen efter, hvor vi havde besøg af nogle af de volontører, som arbejder hernede gennem MS. Så vi var næsten 10 mennesker i alt, men med en god blanding af grillmad, øl, rødvin, Fernet Branca, hyggelige mennesker, en guitar og god stemning, blev det endnu en dejlig aften på terrassen i Hebron. Det er rart at der lige er mulighed for sådan nogle oplevelser også.

Samtidig har vi fået besøg af Lorena, der er fra Ecuador, men skal arbejde for ActionAid i Gaza. Hun er ved os lige for tiden, fordi hun venter på sin tilladelse til at komme ind i Gaza – eller det vil sige, det stod der i min første kladde til blogindlægget, men i slutningen af sidste uge fik hun sit visum! Det er en meget omstændig ansøgningsproces, eller det vil sige, den er faktisk ikke omstændig, den tager bare, nå ja, tid... Man udfylder nogle papirer og sender til et eller andet kontor, og så behandler de papirerne (og ofte har man indtrykket af, at de ikke rigtig behandler papirerne – det er i hvert fald ikke særlig meddelsomme, når man ringer til dem og spørger om, hvor langt ansøgningen er i processen), og så kan man ellers ringe til dem på daglig basis med skiftevis beskeder om, at ' vi behandler ansøgningen', 'det ved vi ikke noget om', 'vores computersystemer gået ned, ring igen senere' eller bare en manglende besvarelse på opkaldet – men som sagt fik hun sit visum i sidste uge.

For et par uger siden havde jeg en speciel oplevelse, da jeg en fredag havde været nede på kontoret, og derefter begav mig ud på den halve times gåtur hjem. Vi skulle grille om aftenen, så jeg ville lige slå et smut forbi den grønthandler, hvor jeg plejede at købe mine grøntsager, sidste gang jeg var her, eftersom jeg ikke handler der så ofte mere. På vej derhen skal man forbi en moské og klokken var omkring 13. Da jeg nærmede mig moskéen kunne jeg se, at der var mange mennesker (hvilket jo i og for sig ikke var underligt, eftersom det var fredag og omkring bønnetid...), men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at de simpelthen havde dannet en stribe på tværs af vejen udfor moskéen og dermed spærrede alt (såvel gående som kørende) trafik, der gerne ville forbi. Normalt er folk hernede ikke bange for at dytte (de gør det faktisk ca. hvert 10. sekund), men her var det ligesom om, at alle respekterede dette (gad vide, hvis det var sket i Danmark, om politiet ville have tvangsopløst ”demonstrationen” og sat folkene i ”futtog” på jorden...). Derfor måtte jeg pænt stå og vente en 10 minutters tid (på behørig og respektfuld afstand), før jeg kunne komme hen til grønthandleren.

Forrige mandag var jeg til et arrangement arrangeret af en af de NGO'er, vi arbejder sammen med omkring ungdomsarbejdsløshed. Til stede (som taler) var desuden den palæstinensiske premierminister Salaam Fayyad, så ham sad jeg ca. 10 meter fra – og lyttede til. Det var ikke verdens mest spændende arrangement, men med en ungdomsarbejdsløshed på 50 % var det vildt relevant, og på trods af Fayyad snakkede meget politiker-agtigt, var det en rigtig sjov oplevelse at være med til (og han fik da også nogle relativt kritiske spørgsmål fra såvel de progressive NGO'er som gamle venstrefløjsfolk (læs: PFLP'ere), der mente, at hans liberalistiske fokus på markedet var gået for langt...). Så alt i alt var det faktisk en meget fin oplevelse, og som altid var det en fornøjelse at komme til Ramallah, der har lidt mere at byde på rent bylivsmæssigt end Hebron.

Herudover skulle en del folk fra kontoret have være til en workshop i Kairo, men da de var kommet til Jordan (hvorfra de skulle flyve til Kairo, da man som palæstinenser ikke kan komme andre veje til Egypten...) viste det sig, at der var så mange problemer med visum'er, at det kun var Nicola (som er italiener), der formåede at komme til Kairo. Dette på trods af, at det var et officielt arrangement fra den australske regering (eller i hvert fald udviklingsministeriet...) – dermed er endnu en anekdote til de mellemøstlige visum-udfordringer hermed føjet til kapitlet!

En af lørdagene, tog Jeppe og jeg en tur ind til Bethlehem til de føromtalte palæstinsere, der bor i en flygtningelejr i Bethlehem – vi skulle høre noget traditionel palæstinensisk musik med en musiker, der hedder Abu Arab og er meget kendt for sine politiske fædrelandssange. Vi forstod ikke rigtigt teksterne (som skulle være det vigtigste), men det var sjovt endnu en gang at opleve den store palæstinensiske nationale entusiasme (på trods af – eller måske netop fordi – de endnu ikke har deres egen stat...). Aftenen fortsatte på en billardbar, og derefter oppe på taget i flygtningelejren, hvor en god kombination af øl, unge politiske palæstinensere (primært PFLP'ere) gjorde det til en rigtig hyggelig aften fyldt med politiske diskussioner om såvel situationen hernede, Irak-krigen, USA, fængselsophold og ikke mindst en god gangs gammeldags kapitalisme-kritik (det er lang tid siden, jeg har diskuteret med nogle, der har refereret Karl Marx så loyalt!)

Søndagen efter var det den 15. maj, og jeg var en tur i Ramallah (regeringsbyen), da jeg ville se, hvordan man brugte den dag, der blandt palæstinenserne er kendt som ”Nakba” (”Katastrofen” på arabisk), hvor man mindes, hvad der skete i 1948, hvor staten Israel blev oprettet og omkring 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem (det er dem, der nu har udviklet sig til i alt 3,5 mio. flygtninge, primært i Jordan, Syrien, Libanon og på Vestbredden). Det er altså samme uge, som Israel fejrer sin uafhængighed (her kan virkelig tale om ”den enes død, den andens brød...”). Jeg startede dagen ud i Bethlehem, hvor jeg havde sovet på føromtalte tag, men der skete vist ikke så meget fik jeg at vide, så jeg tog en service mod Ramallah, hvor der var optræk til mere 'action'... - da jeg kørte forbi 'checkpointet' mellem Ramallah og Jerusalem var det tydeligt, at der var optræk til ballade. Først kørte jeg forbi en masse israelske soldater (og der var rigtig mange...), som stod linet op og 'klar til kamp', og da jeg kom tættere på Ramallah, var der en masse unge palæstinensere, som var i gang med at marchere mod checkpointet for at demonstrere, og allerede her kunne man se, at israelerne havde lavet et 'preemptive strike' ved at have kastet tåregas ind i mængden – de palæstinensiske 'shabab' (unge) havde dog forberedt sig på dette, og deres medbragte tørklæder var derfor bundet over mund og næse, så de – så vidt muligt – undgik at indånde tåregassen... - senere læste og hørte jeg om, at der (selvfølgelig...) havde været nogle clashes, og i alt var der omkring 60 sårede palæstinensere. Jeg valgte dog ikke at hoppe af servicen her, da der nok lige var action nok til mig, så jeg tog hele vejen ind til Ramallah, hvor der var noget, der mindede om en folkefest på byens centrale torv (Al Manara Square). Som sagt var det ikke fordi, man fejrede dage, men mere mindes de lidelser man har været igennem siden 1948. Men stemningen var god og endnu en gang fik man virkelig følelsen af et stolt folk – på den fantastiske entusiastiske måde. Samme dag havde der desuden været massevandringer fra de libanesiske og syriske flygtningelejre mod den israelske grænse for at markere, at disse folk stadig meget gerne ville vende tilbage, til deres hjemstavne (som altså befinder sig i det nuværende Israel). Det var nogle af de mest massive protester i mange år, og som så meget andet for tiden viser det, at der virkelig sker noget i Mellemøsten for tiden – og endnu en af grundene til at jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at tage tilbage!

I forrige uge var jeg ude at interviewe et par af de føromtalte volontører i en flygtningelejr lige nord for Hebron (jeg kan ikke huske, om jeg har forklaret dette før, men der bor jo en del 'flygtninge' internt på Vestbredden, altså folk der oprindeligt er fra det der i dag er Israel og blev fordrevet i 1948, jf. Nakba-mindelsen d. 15. maj – det er det, der i fagsprog hedder IDP – 'internally displaced people', altså flygtninge i eget land... - der skønnes at være omkring 2 mio. IDP'ere På Vestbredden og i Gaza). Men som altid lige meget hvor man kommer, bliver man budt mere end velkommen af den familie, man besøger (disse unge volontører lever jo netop ved familier) – og på trods af flygtningestatus'en og ikke særligt velstående familier, bliver man med det samme budt på kaffe oppe på taget. Da jeg skulle til at videre i systemet og var færdig med det, jeg skulle ordne (altså interviewene), blev jeg desuden budt på en ordentlig omgang Maklube (det er arabisk for upside/down – og betyder normalt en kæmpe portion kylling med ris og grøntsager som gulerødder, blomkål osv, der bliver lavet sammen i en kæmpe gryde, og derpå vendt omvendt ud på et fad – heraf upside/down-betegnelsen) Det er en virkelig lækker ret, som jeg er blevet virkelig glad for – og på trods af at kylling med ris ikke nødvendigvis lyder som det mest ophidsende, så kan det virkelig anbefales!

For et par uger siden tog Jeppe, Lorena og jeg en tur til Jerusalem for at skaffe os nogle tider ved det israelske indenrigsministerium. Jeppe og Lorena skulle have et visum til dem selv (Lorena skal kunne rejse ind og ud af Gaza – og Jeppe fik kun et 2-ugers visum sidste gang han kom ind fra Jordan med beskeden om, at han skulle få lavet et arbejdsvisum i stedet for det turistvisum, han ellers havde haft – og som jeg havde sidste gang og har denne gang) og jeg skulle forsøge at skaffe et visum til Lise (hende min afløser, der ikke kom ind i januar og nu sidder i Jordan, hvilket er grunden til, at jeg fik muligheden for at komme tilbage). På vej til Jerusalem skulle vi over Bethlehem og eftersom Lorena ikke havde været der før, skulle vi lige et smut forbi fødselskirken (I ved der hvor der vist nok er født en eller anden baby under en eller anden stjerne på et eller andet tidspunkt...). På pladsen foran kirken (hvor jeg blandt andet fejrede min juleaften med en flaske rødvin), var der ved at blive stillet op til noget musik, og vi blev enige om lige at høre, hvad det var for noget. Det viste sig at være et hollandsk band, der var på en form for turné i Mellemøsten, og idéen var at de skulle spille musik sammen med lokale musikere – så kombinationen af hollandsk strygerorkester, palæstinensiske rappere og palæstinensiske børn på trommer og lignende gjorde det til en rigtig fed oplevelse.

Vi tog som sagt videre til Jerusalem bagefter – aftenen startede med pasta og rødvin, og derefter fortsatte vi ud i det Jerusalem'ske natteliv med en rigtig hyggelig aften. Vi var alle tre trætte, men endte alligevel med at være sent ude, på trods af vi skulle tidligt op og en tur forbi indenrigsministeriet for at skaffe os aftaler for visum-ansøgninger, men det var (endnu) en rigtig hyggelig aften så nu har jeg også været fuld i Jerusalem med selskab. Efter turen forbi ministeriet fandt vi os en café for at få noget morgenmad, og jeg blev endnu en gang bekræftet i, at eggs benedict er et af verdens bedste midler mod tømmermænd, når nu man ikke kan få bacon... Det er desuden blevet til endnu en tur i byen i Jerusalem. Denne gang sammen med et par af praktikanterne fra Jordan, der var på ferie i Palæstina samt Lorena. Det var endnu en god aften - og endnu en gang rart at komme lidt ud fra Hebron og få sig et par øl!

Dagen efter skulle Lorena og jeg til møde hos indenrigsministeriet for at opfylde den aftale, vi havde kæmpet os til sidste gang. Da jeg kom op til disken (med tømmermænd...) og lagde Lises visum-ansøgning op på bordet, kiggede (den ikke særligt rare...) israelske dame meget køligt på ansøgningen, og spurgte hvad det var... Eftersom det var en officiel israelsk visa-blanket, og hendes job var at tage imod de officielle israelske visa-blanketter, synes jeg, det var et (mildest talt) underligt spørgsmål. Men jeg forklarede hende stille og roligt, at det var en visa-ansøgning for en af mine kolleger. Hun tastede derefter nogle oplysninger ind, og spurgte så, hvorfor vi ansøgte om visum til en dansker (folk fra Danmark får normalt 'bare' et visa, når de ankommer til grænsen), hvorefter jeg forklarede hende, at de (israelerne) havde afvist hende sidste gang, hun 'forsøgte' at komme ind. Derefter skiftede damen bag disken strategi og begyndte at spørge til, hvad jeg lavede i landet. Jeg forklarede, at jeg arbejdede for ActionAid - og at det var på vegne af ActionAid, at jeg var her. Derefter spurgte hun, om jeg havde et arbejdsvisum, og jeg svarede (i overensstemmelse med sandheden), at jeg 'kun' havde et turistvisum, fordi jeg kun skulle være her i en kort periode. Det stejlede hun over, og begyndte i en pærevælling at sige, at jeg ikke kunne arbejde her uden arbejdsvisum - samt at turister ikke kunne invitere andre ind i landet. Jeg forsøgte derefter at forklare hende, at det ikke var mig, der inviterede Lise, men derimod ActionAid (som er officielt registreret ved såvel de israelske som palæstinensiske myndigheder). Men lige lidt hjalp det, og efter at have diskuteret frem og tilbage i en 10 minutters tid (en diskussion, der langsomt blev mere højlydt...), kom vi ikke rigtigt videre, og hun bad mig om at gå ind og snakke med hendes manager. Jeg gik derfor hen til manageren's kontor, hvor der dog ikke var nogen, så jeg måtte pænt sidde på gulvet udenfor og vente en halv times tid... Da jeg endelig kom ind fik jeg for det første samme melding om, at jeg ikke kunne ansøge om visum'et, og på et tidspunkt i samtalen kom den tidligere nævnte disk-dame ind og så meget triumferende på mig, da også manageren forklarede, at jeg ikke kunne ansøge. På et tidspunkt vendte manageren dog på en tallerken og begyndte at sige, at det slet ikke var i indenrigsministeriet, vi skulle ansøge... (på trods af det var det vi havde fået at vide fra ambassaden tidligere...) - så hun gav mig en postadresse, hvortil vi skulle sende et brev og forklare situationen. Jeg spurgte, om det var muligt at få et telefonnummer eller emailadresse på vedkommende, men det var det ikke... - så efter at have brugt omkring halvanden time uden noget, der mindede om et resultat, kunne jeg nu forlade ministeriet igen, og mine frustrationer gjorde, at jeg var nødt til at putte Rage Against The Machine i min iPod, fordi det kunne hjælpe mig med at få nogle af frustrationerne ud...

I denne uge har vi lige afsluttet et ILTS (International Leadership Training Seminar) her i Hebron, hvor nogle af vores trænere fra Jordan har været forbi for at lave denne træning i lederskab. I alt fem palæstinensiske trænere og 30 unge palæstinensere var igennem 5 dages meget intensiv træning, men alle virkede virkeligt glade for træningen og så er det jo bare en fornøjelse at være med til at planlægge. Eftersom trænerne kommer fra Jordan, fik jeg ansvaret for at stå for det meste af det praktiske, og på trods af vises udfordringer, endte det med at gå rigtig godt. Dette gjaldt blandt andet at finde deltagere, lokaler, styre alle de praktiske nødvendige ting, hjælpe til under selve træningen og samtidig tænke på, hvordan vi kunne lave kommunikation herfra - det sidste blev blandt andet til en række små videoer af nogle af deltagerne, som i skrivende stund skal redigeres (men det er lidt svært at klippe i videoer på arabisk, når man ikke forstår sproget...) Herudover fik jeg blandt andet fornøjelsen af at underskrive en kontrakt på 9.000 US$ på ActionAid's vegne, så lidt ansvar var der da placeret på mine skuldre...

Det var hermed det, jeg lige kunne huske i denne omgang - og med under tre uger tilbage hernede, er det nok begrænset, hvor mange opdateringer, der kommer, man satser dog på, at der bliver mulighed for at lave en form for status på mit andet ophold i Palæstina.

PS: Hvis der er nogen, der (af en eller anden underlig grund) skulle være interesseret (og dermed ligeså nørdet som mig), brugte jeg sidste søndag aften på at skrive en analyse af den palæstinensiske situation, som er blevet udgivet på en blog, jeg har været med til at starte tidligere på året. Den baserer sig blandt andet på en bog, jeg har læst hernede, om de tiltag man fra palæstinensisk side gør for at opbygge en stat på trods af det faktum, at man er under besættelse – læs den eller lad være...: http://agendablog.dk/?p=928

søndag den 24. april 2011

Back in Palestine!

Først en lille update.

  • Palæstina er (stadig) besat

  • Der er stadig (alt for) mange bosættelser (og bosættere)

  • Jeg er flyttet (eller det vil sige, jeg ikke bor samme sted som sidste gang). Min 'gamle' lejlighed, som lå lige ved siden af kontoret, er blevet inddraget til kontor, da vi har udvidet. Det betyder, at jeg har kontor i mit gamle værelse – og at jeg nu har en 25 minutters gåtur på vej til arbejde. Det er egentlig meget rart.

  • Der er blevet ansatte tre nye palæstinensere på kontoret – de virker rigtig flinke!

  • Jeg er stadig (meget) 'welcome in Hebron'

  • Der er en del af min gamle 'handelssteder', der kunne huske mig – og jeg er også blevet tiltalt af folk på gaden med navn (også af folk, jeg ikke vidste, jeg kendte). Så jeg er ikke glemt i Hebron! (det skal dog lige tilføjes her, at dette siger en del mere om antallet af blegfede mennesker i Hebron, end det gør om min karisma...)

  • Vi har fået ny chef på kontoret – Nicola er italiener og han virker rigtig flink!

  • Service-turen (de her minibusser, der transporterer en overalt) fra Hebron til Bethlehem er steget fra 8 til 9 shekels (12 kr. til 13,5 kr.)

  • Falafel-sandwicher koster stadig 4 shekels (6 kr.) - og smager stadig godt!

  • Jeg har købt en grill til min terrasse – nu skal jeg jo være her i løbet af foråret, så jeg tænkte, det var oplagt!

  • Det ser ikke ud til, at det er blevet nemmere at købe alkohol i Hebron... suk...

  • Men Taybeh Beer (den palæstinensiske øl) smager stadig rigtig godt! (hvilket giver anledning til et endnu større suk i forbindelse med ovenstående kommentar...)

  • Jerusalem er stadig en fantastisk by

  • Al-Aqsa moskéen er et imponerende syn!

Så generelt er de fleste ting, som de plejer at være! Herefter, hvad der er sket siden sidst.

Jeg ankom til København søndag aften, da jeg skulle tidligt med flyet mandag morgen – havde (endnu en gang...) fået lov til at sove hjemme ved Albert, Bente og Søren (mange tak!), men de var ikke hjemme, da de var taget på påskeferie i Paris. Jeg brugte derfor aftenen sammen med en pizza og en flaske rødvin!

Mandag (tidlig) morgen stod jeg op og tog metro'en ud i lufthavnen, hvor jeg fik tjekket ind uden problemer (bortset fra et par bøger, der skulle flyttes fra min bagage til håndbagage – overvægt...). Da jeg skulle ckecke ind og damen kunne se, jeg skulle til Israel fandt hun en fin lille seddel med spørgsmål frem, som hun skulle stille mig. ”Har du selv pakket din bagage?”, ”Har du fået noget af nogen, som du skal give til nogen?”, ”Er nogen i din familie eller af dine venner nogensinde blevet nægtet indrejse til Israel?” osv. Spørgsmålene begynder altså allerede i Kastrup Lufthavn – en anden lille kuriøsitet, der viser, at det ikke er verdens mest almindelige land, man rejser til, er, at så snart man er i israelsk luftrum, så lyser lyset med 'spænd sikkerhedsbæltet', og man må ikke længere rejse sig. Normalt gælder dette kun under landing og take-off, men her er det åbenbart generelt, når man er i luftrummet – hvis jeg havde tænkt mig at kapre flyet, ville jeg nok godt kunne finde ud af at gøre det, inden vi kom 'ind over' Israel... og forresten hvis jeg endeligt ville give den som flykaprer, skulle der nok lidt mere end et 'spænd sikkerhedsbæltet'-skilt til at holde mig fra det... (ikke fordi jeg gør mig nogen overvejelser om at blive flykaprer, men alligevel)

Da vi ankom til Tel Aviv og steg af flyveren gik vi (som man plejer) ned igennem en smal gang på vej hen mod paskontrollen og bagagebåndet. Da vi når enden af gangen, er der en israelsk pige i gul vest, der spørger om hun må se mit pas og stille mig nogle spørgsmål. (et spørgsmål, der i sig selv er rimeligt svært at sige nej til...). Det er udelukkende mig, hun antaster, og jeg svarer velvilligt på nogle af de spørgsmål, som jeg efterhånden har hørt en del gange før. ”Hvad er dit formål i Israel?”, ”Har du været her før?”, ”Hvad laver ActionAid i Israel?” (selvom det ret beset er Palæstina...), ”Hvor skal du bo?” osv. Der kan være to forklaringer på, at det kun er mig, hun vælger at stille disse spørgsmål. Enten er jeg 'registreret' på en eller anden måde i deres system, og de kan derfor se på passagerlisten, at jeg har planer om at komme tilbage til det hellige land. Alternativt (som også indbefatter passagerlisten) har de 'bare' set, at her er en ung fyr, der rejser alene, og det er åbenbart også suspekt... Lige meget hvilken af forklaringerne der er den rigtige, viser det endnu en gang, at de ikke tager nogle chancer i deres sikkerhedsforanstaltninger.

Jeg når frem til paskontrollen og bliver stillet de samme spørgsmål. En gang til! Det tager omkring 10 minutter, før han ønsker mig et godt ophold, og jeg tror, at jeg slipper igennem og kan komme videre mod Hebron. Men alle folk får udleveret et stykke papir, som de skal vise til den næste sikkerhedskontrollør (endnu én) inden bagagebåndet. Der står åbenbart på min seddel, at jeg ikke er 'helt ren', og derfor bliver jeg hevet til side af endnu en sikkerhedskontrollør – og bliver stillet de samme spørgsmål – en gang til! Derefter bliver jeg bedt om at hente min bagage, så de kan køre en x-ray på den – endnu en gang! Sikkerhedsdamen beholder selvfølgelig mit pas imens, så jeg ikke kan 'flygte'... Derefter bliver min bagage gennemlyst endnu en gang, og det eneste der vækker toldernes opmærksomhed er min flaske Fernet Branca (endnu en gang tak til Kingosvej og Engkrogen...), men derefter får jeg lov til at komme videre i systemet og ud på den anden side (med 'kun' halvanden times forsinkelse – det kunne have været meget værre), hvor vores faste taxachauffør Eyad venter med et stort smil og et ”Hey Sebastian, my friend, welcome back”. Vi har en rigtig hyggelig tur til Hebron, hvor han fortæller mig om sine yngre dage som 'bad boy' (Han er 31 og forlovet i dag). Efter en time og et kvarter ankommer vi til Hebron og den nye lejlighed. Jeppe min medpraktikant og roommate er i Ramallah, så jeg er alene i lejligheden, som er rigtig hyggelig – og stor. Jeg går en lille tur i Hebron, køber mig en lammesandwich og læser lidt i en bog inden jeg på et tidspunkt går i seng.

Fra dag 1 lå der arbejdsopgaver på mit bord (hvilket jo er vildt fedt). I første omgang skulle der søges om visum til en Inspirator (en speciel MS-kategori af ansættelser), der skal til Gaza. Det er lidt specielt, eftesom en italiensk fredsvagt blev dræbt af en radikal islamistisk gruppe for et par uger siden! Men Hamas arbejder nu endnu hårdere på at sikre udlændinges sikkerhed, så vi håber, at det er sikkert at sende hende dertil. (Hun får dog ikke lov til at rejse ind af Nicola, inden vi ved endnu mere om sikkerhedssituation) I forlængelse af dette skal der udarbejdes en sikkerhedsrapport (denne gang for Vestbredden), for at få en fornemmelse af, hvor det er sikkert at opholde sig, hvilke veje, der er sikre at køre på osv. Endeligt har jeg også været i gang med at skrive nogle små artikler til vores nyhedsbrev.

Ellers er der at berette, at vi stadig drikker morgenkaffe på kontoret – og det er altså et herligt og hyggeligt ritual. Det betyder, man kommer sine kolleger ved og får vendt verdenssituationen. Desuden er man også rigtig klar til at komme i gang, når morgenkaffen er overstået og klokken nærmer sig 9.

Som nævnt i den korte opdatering, har jeg købt en grill til vores terrasse – og der har jeg så siddet ude nogle aftener og givet den som grill-mester – indtil videre er det blevet masser af grøntsager (læs: aubergine, fennikel, peberfrugter og løg) samt hakkebøffer – men den næste plan er at udvide med lammeribs, som jeg ofte får ved min faste grillrestaurant – men nu er det vist på tide, at jeg giver mig i kast med det selv. Jeppe, som jeg bor sammen med er lige nu på påskeferie ved hans kæreste i Abu Dhabi, så jeg har lejligheden og terrassen og grillen for mig selv lige for tiden.

Lørdag formiddag tog jeg til Jerusalem (vi havde påskeferie fra fredag til søndag – eller det vil sige fredag og søndag er weekenddage i forvejen, men vi fik fri lørdag også og havde derfor tre sammenhængende dage) – jeg tænkte, at Jerusalem ville være et oplagt sted at tilbringe påsken – eller i hvert fald et par af påskedagene. Derudover har vi fået et gæstehus i Jerusalem, så man kan tage derind og overnatte gratis, hvis bare lige man booker det først (vi deler det med en anden organisation, men de bruger det vist ikke særlig meget – og eftersom det udelukkende er Jeppe, Nicola og jeg som kan komme til Jerusalem – I ved alt det her med at palæstinenserne er forment adgang til Jerusalem, der ellers er deres hovedstad ifølge international lov... - og Nicola bor i Jerusalem burde der være mulighed for nærmest at bruge værelset, når man har lyst. Og selvom det er sagt før, så er der ingen tvivl om, at Jerusalem er en fantastisk by!)

Jeg brugte eftermiddagen på en café, der samtidig er en boghandel med et fantastisk udvalg af engelske bøger om specielt besættelsen og implikationerne heraf (Jeg har købt en bog, der hedder ”The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy”. Den glæder jeg mig til at læse! Ja, jeg er en nørd - og jeg ved det godt!). På caféen/boghandlen har de nemlig internet – noget min lejlighed endnu ikke er udstyret med. På terrassen derhjemme kan man dog fange en nærliggende netforbindelse. Nå, men det betød, at jeg lige fik arbejdet lidt inden jeg gik en hurtig tur ind i den gamle by for lige at købe mig en Taybeh øl – dem har jeg nemlig savnet! Derefter gik turen over i Vestjerusalem, hvor det er nemmere at få fat i øl – samt mere europæisk inspireret mad. Det viste jeg dog, at eftersom det var lørdag og dermed Shabbat havde det meste lukket – jeg fandt dog et par barer, som kunne servere mig øl. (blandt andet Taybeh, hvilket er et særsyn i betragtning af, det jo er Vestjerusalem og dermed den jødiske/israelske del af byen). Det var jeg slemt glad for. Det viste sig dog, at det var yderst vanskeligt at finde et sted og spise, da de fleste havde lukket og ikke åbnede op, selvom solen gik ned og shabbat'en dermed officielt var overstået. Men til sidste fandt jeg et sted, der kunne servere mig en gang seafood pasta og en halv flaske chardonnay. Det var et godt køb! Herefter havde jeg sådan set besluttet mig for at gå hjem, så jeg kunne komme tidligt op dagen efter (jeg har nemlig tidligere erfaret, at hvis man som ikke-muslim vil ind til Tempelbjerget og Al Aqsa-moskéen – I ved den her store moské med guldtag, som ligger side om side med Grædemuren inde i den gamle by i Jerusalem – så skal man gøre det søndag morgen, da det vist nok er det eneste tidspunkt, hvor man kan komme derind – altså som ikke-muslim). På vej hjemad kom jeg forbi en bar, der så rigtig hyggelig ud på undergrundsmåden, så jeg besluttede mig for lige at gå ind og få en enkelt øl. Det vidste jeg dog, at der var happy hour, så jeg fik mig endnu en øl (man kan jo ikke sige nej til gratis øl – det nærmer sig vel blasfemi – specielt, når jeg ved at øl bliver en knap ressource de næste to måneder!). Under den anden øl faldt jeg i snak med min sidemand ved baren. Han viste sig at være israelsk musiker og meget flink (jeg undgik bevidst at snakke særligt meget politik med ham – det har vist sig at kan spolere en potentiel god stemning med israelere... eftersom vi – mildt sagt – sjældent er enige! Der findes dog undtagelser, men generelt set har vi nok ikke helt samme syn på besættelsen). Nå, men da den anden øl var drukket på, spurgte han, om jeg ville med hen til en koncert han og hans kammerater skulle til. Det var med et israelsk heavy-band – og jeg tænkte ”hvorfor ikke?” og gik med dem hen til der, hvor koncerten skulle være. Da vi kom ind, var bandet ved at gøre klar til koncerten, og det var tydeligt, at mine nye 'venner' kendte en del folk på denne bar, der samtidig fungerede som spillested. Jeg måtte dog ærligt indrømme, at jeg blev lidt utilpas, da jeg så, hvad der hængte bag ved bandet. Nemlig et sydsstatsflag. Sydstatsflaget, som vel kan siges at indikere, at man har det med de sorte på samme måde som israelerne har det med palæstinenserne – hvilket vil sige, at man ikke er så glade for dem... - og eftersom jeg har det fint med såvel sorte mennesker som palæstinensere er det ikke ligefrem en holdning, jeg har lyst til at støtte. Jeg spurgte min følgesvend, om der lå noget bag valget af bagklæde, men han vidste ikke rigtig, hvad det betød – men han opsøgte faktisk bandet og hørte, om der lå dybereliggende årsager til (aka. holdninger om at man ikke er så glade for sorte mennesker). Men bandet vidste heller ikke helt, hvad flaget betød, så der skulle åbenbart ikke ligge noget i det. Jeg købte derfor en øl til min 'nye ven' og mig selv og besluttede mig for at give musikken og bandet en chance. Musikken var ikke videre god. Altså det var ikke helt slemt, men sådan okay... - og eftersom teksterne var på hebraisk, havde jeg lidt svært ved at vurdere, om der lå ubehagelige racistiske undertoner hos dem. Så efter en halv times tid besluttede jeg mig for at kombinationen af israelerne, (halv)dårlig heavymusik på hebraisk, de (små)racistiske undertoner samt en begyndende træthed (kombineret med visheden om, at jeg gerne skulle tidligt op dagen efter) gav mig en rigtig god grund til at vakle hjemad.

Søndag morgen fik jeg snøvlet mig op og hen mod Al Aqsa-moskéen. Og det kom jeg ikke til at fortryde! Der var mange mennesker i den gamle by, hvilket jo ikke ligefrem kan overraske sådan lige midt i påsken, der også er helligdag for jøderne (fun fact: omkring højtiderne ifører de ortodokse jøder sig nogle bjørneskindslignende huer, så de faktisk ser mere specielle ud, end de plejer – billeder følger senere...). Jeg startede med at gå hen ad Via Dolo Rosa – det er den vej, hvor nogle mener at Jesus gik med korset (denne gang som, at der faktisk er tvivl om, hvorvidt han gik her – ikke som mine sædvanlige anti-religiøse insinueringer, at hele Biblen er opspind – jeg er ikke blevet mere religiøs, jeg gemmer dem bare til en anden gang...) - på vej hen til Golgata, hvor han blev henrettet (der har jeg været før, så det gad jeg ikke denne gang). Jeg var dog ikke tynget af et kors, kun en lille hovedpine som følge af øllene fra aftenen før. Det var mest for at sige, at jeg ligesom Jesus havde gået der i påskedagene (jeg har været der før, så det var primært for at kunne berette om det og blære mig med det her på bloggen...)

Nå, men jeg kom endelig frem til Al Aqsa-moskéen. For at komme ind ad vejen for ikke-muslimer, skal man faktisk forbi Grædemuren, men det må man jo så gøre for at komme hen i køen til at komme op til Tempelbjerget og hen til moskéen – jeg har tidligere kun set den på afstand, men altid syntes den var rigtig flot! Og jeg må sige, at jeg virkelig ikke blev skuffet. Den er et fantastisk syn, som jeg håber folk for lov til at opleve (ikke mindst palæstinensere, som for tiden ikke må komme ind til det, der er det tredjehelligste for muslimer...). Men også alle andre skulle have lov til at se den tæt på. Jeg kan kun sige, at den er rigtig, rigtig flot. Og en del mere imponerende at se på, end Grædemuren, som ret beset 'kun' er en – ja, mur! Så, Al Aqsa: 1 – Grædemuren: 0! Efter denne fantastiske oplevelse tog jeg en spadsertur rundt i den gamle by, inden en falafelsandwich fulgte mig hen til caféen/boghandlen, hvor jeg sidder i skrivende stund for at bruge internettet til at uploade dette indlæg! Om et par timer regner jeg med at trisse tilbage til Hebron og fejre slutningen af 'påskeferien' med en gang grillet lam.

Belært af bitter erfaring og råd fra en klog kvinde (”pas nu på med at sætte tid på hvornår det første indlæg på din blog er der. Der kan komme forhindringer” - tak Tina...) så vil jeg ikke love noget med hensyn til næste indlæg, men mon ikke det kommer om en uges tid (PS. Lad være med at tro på mig – det kommer ikke til at passe...)

Det var alt for denne gang! Håber alle har det godt – for det har jeg!

PS. Jeg har fået praktikplads på DR Horisont og Verden ifølge Gram på P1 (DR's faste udenrigsmagasiner) til efteråret. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det betyder også, at jeg 'allerede' nu har afgjort, at jeg flytter til København efter sommerferien. Eller det vil sige, at DR har afgjort det for mig. Jeg kan godt lide, når andre folk træffer beslutninger for mig. Det er så dejligt nemt!