Generelt vil jeg beskrive mig selv som et tolerant, venligt og ikke mindst åbent menneske. Jeg elsker at smile til tilfældige mennesker på gaden og har intet problem med at hilse på folk, jeg ikke kender – og jeg kunne i hvert fald aldrig finde på ikke at smile eller hilse tilbage, hvis andre tager initiativet. Men det er trods alt en holdning, som til en vis grad er blevet udfordret hernede. For det første har jeg fundet ud af, at det afhænger utroligt meget af dagsformen, om jeg føler overskud til at hilse tilbage – specielt når hilsnerne kommer alle mulige mere eller mindre tilfældige steder fra. Butikker, den anden side af gaden, lejligheder – både ud af vinduer, men også nogle gange gemt, forbipasserende biler osv. Vi bliver stadig mødt af frasen ”Welcome, welcome to Hebron” mange steder – men ofte er det svært at vide, om de byder en velkommen til byen eller om de bare prøver at lokke en ind i deres forretning.
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar