Så er det efterhånden blevet tid til nye skriblerier herfra. Tiden flyver godt nok afsted må man sige. Jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er blevet september og der dermed kun er lidt over fire måneder tilbage hernede. Wow – det lyder næsten endnu vildere, når jeg skriver det.
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar