Jeg har nu ramt muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set muren. Igen. Eller det vil sige jeg har set en ny mur. Grædemuren i Jerusalem. Denne mur er ikke så omstridt som den tidligere nævnte. Eller det passer ikke helt – den er omstridt på en anden måde, og ældre. Eftersom den er så hellig, som den er for jøderne, så de ender med at græde bare de ser muren, så er den en del af hele konflikten der jo i bund og grund handler om at man har nogle geografiske områder, der er hellige for såvel jøder, muslimer og kristne. Det er jo i og for sig ikke så mærkeligt, eftersom disse monoteistiske religioner udspringer af det samme fædrene ophav. Det er også grunden til, at Ibrahim med en tydelig sarkastisk tunge kalder israelerne ”our cousins” Men som sagt har jeg nu også set grædemuren. Det var endnu et specielt syn – specielt fordi der var fyldt med ortodokse jøder – I ved dem jeg har nævnt tidligere med hat, jakkesæt og bedekrøller, der ligner noget fra 50'erne. Derudover var der masser af folk med kalotter og vi endte faktisk med ”kun” at se muren på en 30 meters afstand, da man ellers skulle iføre sig låne kalotter for at komme ind i det helligste af det helligste, og det synes jeg måske lige var at strække den lidt for langt. Ligesom mange andre steder hernede, er der det man på en pæn måde kan beskrive som en herre- og dameafdeling. Det betyder, at der er en væg, der adskiller den del af Grædemuren, hvor henholdsvis mændene og kvinderne må være. Samme dag ville vi også gerne have været i Al Aqsa-moskeen som også ligger inde i den gamle by i Jerusalem, men eftersom det var fredag i Ramadanen, var der kun adgang for muslimer, og den identitet kunne vi ikke rigtig påkalde os.
Derudover har jeg haft en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv, da vi i lørdags var på tur sammen med en fra Indien og en fra Uganda fra ActionAid International. Vi var ude og besøge nogle små samfund i det der kaldes Area C, altså der hvor det er israelerne, som styrer nærmest alt. Her bor palæstinenserne i telte, eftersom det er forbudt for dem at bygge. Her drikker palæstinenserne vand fra en tankvogn, eftersom det er forbudt for dem at have adgang til vand. Her er palæstinenserne (med hjælp fra blandt andet ActionAid) ved at restaurere gamle cisterner fra romersk tid! på grund af de to føromtalte problemer. Der må ikke bygges nye beholdere til at opsamle regnvand, men derimod må systemer tilbage fra romertiden gerne bruges, men der kræves ligesom, at der gøres en smule ved dem. Noget af det mest absurde var et community, som lå klods op af en bosættelse. Palæstinenserne boede i telte, havde ingen elektricitet og ingen vand. Ved siden af teltene lå bosætternes kyllingefarm, hvor kyllingerne havde varmelamper, aircondition, masser af vand og store gårde, hvor de levede. Altså der er ingen tvivl om, at jeg går ind for dyrevelfærd, men... - jeg mener trods alt at mennesker skal have det (mindst) lige så godt. Det er til gengæld et rigtig godt eksempel på de problemer, der eksisterer hernede. Modsat mange andre steder, hvor der er problemer, er det ikke her en mangel på ressourcer, der er problemet, men derimod fordelingen af ressourcerne. Der er jo vand nok i området, der er bare nogen, der har en del mere af det end andre...
Men nok om elendighed for denne omgang. I dag runder vi en måned i Palæstina – det er vildt som tiden går. Ja, man kan nærmest sige, at den flyver afsted. Det er en underlig følelse, at man på samme tid føler det som om, mange ting stadig er nye, samtidig med man sidder med følelsen af, at man har været her altid – og føler sig utrolig meget hjemme. De eneste der ikke føler det som om, vi hører hjemme her, er de mange folk, der stadig bliver ved at råbe ”welcome” efter os på gaden – det er tydeligt, at der bliver lagt mærke til os. Vi er blevet stamkunder flere steder, og den anden dag blev vi frarådet at købe grønthandlerens vandmeloner af grønthandleren selv, fordi han ikke mente de var gode – det må siges at være service frem for salg. Vi har i dag haft vores første arabisk timer – og det bliver godt nok spændende, hvor meget der når at bide sig fast, inden det bliver januar og man skal tilbage til Danmark. Men forhåbentligt kan vi nå at lære nogle høflighedsfraser og lidt smalltalk aka. butiks- eller taxasnak.
I morgen tager vi en tur til Tel Aviv, som skulle være det hippe af det smarte hernede – så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig. Vi skal bo i en forstad, der hedder Jaffa, hvor der skulle være nogle vildt lækre strande, så det bliver fedt at komme til at være rigtig ”turistet”. Det er ligesom om, det er begrænset, hvor meget man får nydt solen, når man arbejder 8-17, og det samtidig forventes, at man er iklædt minimum t-shirt og allerminimum shorts, der går ned over knæene...
Herudover er jeg i gang med at planlægge rigtigt at turiste den, eftersom jeg lige har ønsket lidt ferie i midten af oktober – i så fald tager Gregers og jeg en runde, der hedder Jordan, Syrien, Libanon og Palæstina – hvis og såfremt altså at de kære syrere og libanesere hopper på idéen om, at jeg desværre har mistet mit pas og dermed fået et nyt, som er helt tomt – det er jo det der med, at de ikke er så glade for at se israelske stempler. Man skal vist i det hele taget være påpasselig med overhovedet at anerkende staten Israel – og det er lidt svært at forklare grænsekontrollørerne, hvorfor man har stempler fra et land, der ikke eksisterer - man har jo heller ikke stempler fra Langbortistan eller Drømmeland...
Livet i Hebron går stadig stille og roligt – der er jo som tidligere nævnt Ramadan for tiden, hvilket medfører, at vores arbejdstid officielt er indskrænket til 6,5 timer, men vi arbejder stadig mellem otte og ni timer om dagen. Derudover har det betydet, at alle restauranter har lukket om aftenen – det er lidt paradoksalt, at de faktisk har åbent om dagen, hvor det ikke er tilladt at spise, men derimod lukket om aftenen, hvor det er tilladt at spise... - men som den gode Poul Thomsen ville sige, så har det jo en naturlig forklaring. Eftersom man går meget op i familiesamvær, så medfører det, at aftnerne i Ramadanen bliver brugt derhjemme til et ordentligt festmåltid, hvilket de ret beset også fortjener, efter at have fastet i 13-14 timer. Men derfor sørger man får at handle ind om eftermiddagen, så man er klar til at grovæde, når solen går ned – vi er blevet inviteret hen til Ibrahim på fredag til sådan et måltid, så det bliver spændende, hvordan det kommer til at forløbe.
Nå, det var alt for denne gang - hold jer muntre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar