Jeg har nu ramt muren. Eller det vil sige, jeg har set muren. Muren, der er bygget af israelerne, bliver beskrevet som henholdsvis en sikkerhedsmur eller en apartheidsmur alt afhængig af, hvilken side af muren, man befinder sig på. Eller det vil sige, at det nok primært er afhængig af ens holdning til konflikten. Den internationale domstol har valgt kort og kort at kalde den Muren – så har man da i hvert fald valgt at være neutral. For en mur, det er det. BBC har instrueret sine journalister i at kalde den adskillelsesmuren. Og adskiller, det gør den. Den adskiller Israel fra Vestbredden. I hvert fald de steder, hvor den er færdigbygget. Groft sagt langs det der kaldes våbenstilstandslinjen eller den grønne linie, som er en grænse, der blev aftalt i 1949 mellem Israel og dens arabiske naboer Egypten, Jordan, Libanon og Syrien. Det skal dog siges, at den nærmest hele vejen befinder sig mere på palæstinensisk end israelsk territorium. Hvilket blandt kritikere er blevet betegnet som en skjult form for annektering af land. Nå, nok historietime for i dag – nu er det tid til nogle indtryk fra muren. Vi var i Bethlehem i fredags, hvor Muren faktisk ligger inde i selve byen. Det var et meget speciel oplevelse at se den i virkeligheden. Den er visse steder op mod 8 meter høj, så det er ikke bare lige et læhegn. Derudover den fyldt med graffiti – og mange steder faktisk imponerende graffiti. Det sjove er desuden at se, hvordan nærmest alt graffitien er politisk, og der er faktisk mange fede punchlines imellem.
Sidste gang jeg var i Bethlehem, var jeg desuden inde i den kirke, der ligger der, hvor Jesus efter sigende skulle være blevet født. Men... der skal nu mere en kirke indeholdende 1000-vis af lys, en bibel og nogle julesalmer til at overbevise mig om sandhedsværdien af dette faktum. Men fred være med det (og ham). Det skal desuden siges, at da Amani og Eman spurgte, om vi ville med i Church of Nativity, hørte jeg det som Church of Activity, hvilket jo alt andet lige gør en lille forskel – til at starte med troede jeg derfor, at vi skulle ind til en eller anden vild Gudstjeneste, men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi skulle derimod derind, hvor man mente, at Jesusbarnet i en krybbe lå med hyrderne omkring sig.
Derudover var vi i Jerusalem i søndags, men ikke i så frygtelig lang tid, da vi kom lidt sent af sted. Men vi kom da ind i den gamle by, som er en fascinerende enklave midt i byen samtidig med vi fandt en bogshop med et spændende udvalg af såvel fag- som skønlitterære værker om Mellemøsten på engelsk – så der blev provianteret. Jerusalem er helt sikkert et sted, jeg kommer tilbage til. Snart.
Som i nok kan fornemme, er vi nødt til at komme lidt ud af Hebron en gang imellem, da det sandt for dyden ikke er det mest action-packed sted – eller det vil sige, hvis man med action tænker på soldater i gaderne, stenkast og andre konfrontationer, så er der i og for sig action nok – jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der nærmest er for meget af det gode. Hvis man derimod måler action på hvor mange kulturelle tilbud, barer og deslige, der eksisterer, så må vi ærligt erkende, at Hebron dumper med et brag. Der er dog en cafe, der hedder Friends, hvor man kan ryge vandpibe og få virgin cocktails, hvilket nok er tæt på det vildeste, man kommer til i Hebron. Det skal desuden siges, at caféen er delt i to, hvor vi venligt men bestemt bliver henvist til familieafdelingen, fordi den anden afdeling er herreafdelingen, hvor Ane af gode grunde ikke må komme.
I forlængelse af diskussionen om, hvorvidt Hebron er action packed, er det dog vigtigt at påpege, at generelt har vi det rigtig godt her i Hebron. Der har endnu ikke været nogen decideret grund til at føle sig utryg. Det man lige skal vende sig til, er de føromtalte soldater i gaderne, og at man kan blive stoppet ved checkpoints og lignende. Så det er mere en eller anden underlig psykisk utryghed, fordi man befinder sig i et konfliktområde, end det er en konkret utryghed i hverdagen. Det skal derfor siges, at vi ikke selv har oplevet stenkast og lignende, men vi får at vide, at det sker jævnligt, specielt i den tidligere omtalte gamle bydel.
Ellers skal vi starte med arabisk undervisning på onsdag, så det bliver spændende. Det er en privatlærer, som Brendan har anbefalet os. Men da vi snakkede med hende den anden dag, sagde hun, at hun normalt kun underviste venner og ville derfor høre, hvad vi mente, vi ville have råd til at betale hende. Vi skyndte os at sige 50 NIS (New Israeli Shekels – omkring 75 kr) i timen, da det var det, Brendan havde betalt. Så det virker meget som om, vi selv kan være med til at bestemme, hvordan undervisningen skal forløbe, og hvad vi gerne vil lære, så det er meget fedt. Indtil videre begrænser mine arabiskkundskaber sig til følgende:
Salaam 'alaykum – må fred være med dig – en måde at hilse på
Marhaba – hej/goddag
Ma'a salaama – farvel
Sabah al-khayr – godmorgen
Kayf Haalak – hvordan går det
Shukran – tak
Na'am – ja
La – nej
In'shallah – om Gud vil
På arbejdet går det stadig derudaf. Der er masser at se til og nogle lange arbejdsdage, men det er rigtig spændende, så der er ikke noget at klage over på den front. Jeg kan ikke helt finde ud af, om de lidt har købt katten i sækken. Forstået på den måde, at det er mig, der er katten i sækken. Jeg tror måske lidt, de tror, at jeg har nogle tekniske egenskaber, som jeg ikke helt er i besiddelse af. Men indtil videre er det gået fint, og jeg tror da også helt sikkert nok, at jeg skal klare mig. Der er masser af spændende opgaver, eftersom de slet ikke har haft nogen til at styre deres kommunikation tidligere, så der er frie muligheder for at påvirke, hvordan vi bedst får vores budskab ud over rampen.
Desuden starter ramadanen vist nok på onsdag. Jeg er nødt til at skrive vist nok, eftersom det er nogle (åbenbart) kloge mennesker, som ud fra stjernerne bestemmer, hvornår ramadanen helt præcist starter og slutter. Alt andet lige har det selvfølgelig ikke den store betydning for mig. Som de fleste af jer ved, giver jeg ikke så frygtelig meget for det der religion, men igen fred være med dem. Det eneste problem er, at det er ildeset at spise eller drikke offentligt. Ligeså ildeset som det normalt er at drikke alkohol offentligt. Og igen vil de som kender mig nikke genkendende til, at det at spise og drikke alkohol er to ting, jeg (normalt) nyder utrolig meget. Så det bliver noget med at sørge for at spise indenfor, så der ikke er nogen der ser det. I hvert fald hvis man har tænkt sig at spise noget mellem solopgang og solnedgang. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det har jeg tænkt mig. Apropos det der med alkohol, så har vi også nydt vores første øl på vores terrasse. Sirligt indkøbt i en kiosk i Bethlehem, sirligt transporteret hjem i en sort plastikpose og sirligt hældt op i et krus, så eventuelle forbipasserende ikke kunne se, hvad vi hældte i os.
Det var nu en rar følelse.
PS. Jeg er forresten meget tæt på at kalde mig selv ActionAid Celebrity Coordinator. I slutningen af september kommer en skuespillerinde ved navn Miriam Margolyes til Palæstina for at se vores arbejde og optage en dokumentar om det. Hun er vist mest kendt for at være en gammel dame i Harry Potter-filmene og så har hun lagt stemme til en karakter i Babe, den kække gris. Nå men hvorom alting er, så er hende der styrer besøget fra ActionAids hovedkvarter i London en kvinde ved navn Susan Mearns, og hun er tituleret Celebrity Coordinator. Og eftersom det er mig, der har fået ansvaret for at planlægge Miriams besøg, så er jeg meget tæt på at titulere mig på samme måde. Vi har forresten været nødt til at sætte en stopper for, at hun meget gerne ville til Gaza. Problemet ligger lidt i, at hun er jøde og homoseksuel, og det er der ikke rigtig nogen, der tør stille sikkerhed for. Af gode grunde. For på trods af hun er Israel-kritisk jøde, er det vist noget med, at de der Hamas generelt ikke er så glade for jøder. Og desuden er der dødsstraf for homoseksualitet i Gaza. Så vi blev stille og roligt enige om, at det nok ikke var verdens bedste idé...
PPS. Til dem der skulle være interesseret i det, så har jeg her min adresse de næste fem måneder, men postgangene skulle vist være relativt usikre:
ActionAid Office
Al Salam Street, behind Taj Mahal Hall
Hebron, Palestine
Mit palæstinensiske telefonnummer er: +972 597367055
Alternativt kan jeg fanges på Skype, hvor jeg (vist nok) hedder sebatian.juel.frandsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar