Så er der nyt om hverdagen her i Hebron. Jeg er efterhånden ved at kende dele af byen, og jeg synes, det indtil nu virker som et godt sted at være. Folk er flinke og tager godt i mod os (men som sagt tidligere kan jeg nok godt undvære et ”welcome” i ny og næ).
Byen er den mest konservative på Vestbredden, og det kan godt mærkes, når man går igennem gaden og kigger på folk. Nærmest alle kvinderne bærer tørklæde, og vi får vores del af opmærksomheden, når vi går igennem gaden. Derudover ser man faktisk heller ingen mænd i shorts, de har alle sammen langbukser på. Hvilket man godt forstår – forklaring følger:
Jeg har fundet ud af på den hårde måde, at palæstinenser-manden ikke er glad for, når man har shorts på. Jeg havde fået at vide på forhånd, at byen var konservativ, og man derfor ikke så nogle folk i shorts. Da vi havde vores første weekenddag i fredags (vi er jo forresten så heldige at være på et kontor, hvor de ansatte er både muslimer og kristne, hvilket betyder, at vi har weekend fredag – for muslimerne - og søndag – for de kristne – mens vi arbejder om lørdagen), så tænkte jeg, at shorts-dogmet måtte udfordres, så jeg valgte at gå i kiosken efter vand. Den ligger lige ovre på den anden side af vejen, så jeg ville lige starte stille og roligt ud for at se, om der blev kigget (mere end sædvanligt) underligt til mig. Jeg nåede lige at sige til Ane, at nu måtte vi ikke håbe, at jeg blev lynchet på grund af mine blege, bare ben. Det gik aldrig værre eller bedre end, at jeg fik købt vand i kiosken uden nogle former for problemer. Så jeg gik ud af kiosken og stod lige og kiggede, om der kom biler, før jeg ville krydse vejen. BANG sagde det lige pludselig, og så lå Sebastian ellers på vejen. En palæstinenser-mand i en gede-transport (sic!) havde bakket ind i mig. Han styrtede ud af bilen og hen imod mig og sagde noget, jeg formoder betyder undskyld, mens jeg fik beskæggede kindkys. Han virkede meget, meget ked af det, og der skete heldigvis ikke noget med mig. Men watch out, when wearing shorts in the Middle East – jeg har dog været i shorts flere dage siden uden lignende situationer.
På kontoret er der rigtig rart at være. Folk har taget virkelig godt imod os, og der har været masser at se til. Indtil videre har det handlet meget om at sætte sig ind i det arbejde, som de allerede laver hernede, så man er inde i tankegangen, approachen, arbejdsgangen og lignende. Vi har allerede været med ude til et par sommerlejre samt en workshop med nogle af samarbejdspartnere, som typisk er lokale organisationer. Det har alt i alt givet et godt indblik i det arbejde, der bliver lavet hernede. Samtidig er vi nærmest blevet taget i hånden hver eneste dag – man føler sig næsten nogle gange overbeskyttet, men trods alt på den gode måde.
I lørdags tog Ibrahim os med ned til den gamle by, som er et af de store stridspunkter, eftersom det er der nogle af de mest ekstreme jødiske bosættere befinder sig. Kort historisk kan det siges, at Vestbredden er inddelt i tre forskellige områder, som følge af Oslo II-aftalen fra 90'erne. Area A (omkring tre procent, de største byer) skulle være under fuld palæstinensisk kontrol, Area B (omkring 27 procent) skulle være delt kontrol, så palæstinenserne står for den civile del, mens israelerne står for den militære del og endelig Area C (omkring 70 procent), hvor israelerne har den fulde kontrol. Hebron har en specialaftale, der betyder, at byen er delt op i H1 (80 procent - groft sagt et Area A) og H2 (20 procent – groft sagt et Area C).
Det helt store stridspunkt handler om Ibrahim-moskéen (eller Abraham, alt efter hvad man tror på). I/Abraham er profet for såvel jøder, muslimer og kristne, og det er i denne moské, at han siges at ligge begravet. Indtil 1994 var det en muslimsk moské, men d. 25. februar 1994 gik en jødisk ekstremist ved navn Baruch Goldstein amok under en fredagsbøn og dræbte 29 muslimer og sårede yderligere 150. Efter massakren er moskéen blevet delt i to, så 40 procent er reserveret for muslimer, mens 60 procent er reserveret til jøderne. Den er delt omkring Ibrahims grav, så man kan kigge på denne fra begge sider (der er dog opsat skudsikkert glas i mellem!!!) - så man kan sige, at Goldstein fik noget ud af sine anstrengelser – han blev dog selv dræbt i forbindelse med optøjerne efter massakren. Der er dog stadig jøder, der fejrer dagen og ham som en form for et martyrium.
Vi var som sagt i den gamle by en lørdag, hvilket betød, at vi ikke fik set nogle af bosætterne, da de holder sabbat, men alligevel var det med en underlig, skræmmende, tankevækkende og intimiderende følelse, at man gik rundt og snakkede med nogle af de palæstinensiske handelsmænd. For det første var der en eller anden form for hønsenet hen over markedsgaderne, for at undgå at de blev beskudt med sten, skrald, æg og andre mere eller mindre ulækre ting fra bosætterne, der bor over gaderne. Derudover er det bare en speciel følelse at kigge op i luften og opdage, at man bliver overvåget af en fuldt bevæbnet og kampklædt israelsk soldat fra et vagttårn. Derudover er følelsen af pigtråd over alt og checkpoints med metaldetektorer inde midt i byen noget meget specielt, som man lige skal vende sig til. Herudover er der blandt andet et sted, hvor den deler sig mellem et H1 og H2 område, hvor der er en form for apartheidvej, der er delt af et vejværn i midten. Så er den ene side beregnet til palæstinensere og den anden til israelere. Det kan godt være at Israel bryster sig af at være Mellemøstens eneste demokrati, men når man ser sådanne konstruktioner (velvidende at de ikke står med eneansvaret), så er det altså svært at være helt tilfreds - Der kommer nok flere tanker og refleksioner på et senere tidspunkt...
Lørdag aften blev vi inviteret hjem til Amani fra kontoret for at spise. Hun er 25 år og bor stadig hjemme i en by lidt uden for Hebron. Det var en vildt hyggelig aften, hvor vi blev taget rigtig godt imod af såvel familien som nogle af de venner, som kom og gik i løbet af aftenen. Folk er utrolig venlige, tørklæde eller ej, kvindehåndtryk eller ej, engelsktalende eller ej. Vi oplevede den store palæstinensiske gæstfrihed, da der nærmest ikke var den ting, vi ikke blev budt på (altså bortset fra svin og vin...), og vi blev oven i købet inviteret til middag ved nogle af forældrenes venner, på trods af de ikke kunne et ord engelsk og virkede som en relativt konservativ familie (tørklæde, ikke-håndtryk etc.), men samtidig utrolig flinke og hjertelige, så det var en herlig fornøjelse.
Herudover har vi faktisk allerede fået et stamsted til klassikerne falafel og hummus. Det hedder King of Falafel og slet ikke så snusket eller smart som det godt kan lyde, men derimod lækre, frisklavede ting, som smager fantastisk, så der kommer vi nok til at gøre nogle indkøb. Til information kan det nævnes, at en virkelig lækker og stor sandwich koster omkring 5 NIS, hvilket svarer til 7-8 kroner, så det er til at betale sig fra.
En sidste oplevelse af den mellemøstlige mentalitet og ikke mindst deres forhold til tid og aftaler kom i går, torsdag, da Ibrahim klokken fem minutter i fire spurgte os, om vi ville med til hans nieces bryllup i Ramallah – og at vi skulle køre klokken fire! Så der var ikke meget betænkningstid. Jeg skyndte mig at lukke computeren ned og over i lejligheden og tage en skjorte på i stedet for min svedige t-shirt. Så var det ellers afsted. Det fungerer åbenbart sådan, at familiemedlemmer som onkler og lignende kan invitere et vist antal personer med til brylluppet. Så Ibrahim valgte at invitere Ane og jeg samt den tidligere palæstinensiske indenrigsminister, som han rådgiver i ny og næ! Prøv at forestille jer et dansk bryllup, hvor der er brugt langt tid på bordplan og andre deltaljerede ting, at brudens onkel lige pludselig tager tre ekstra gæster med...
Men der blev taget rigtig godt imod os, og man følte sig påtrængende. Vi blev blandt andet budt velkommen af brudens bror, der samtidig hviskede mig i øret, at hvis jeg var interesseret i alkohol, skulle jeg bare komme til ham... Brylluppet var tydeligvis relativt high class, pompøst og med en vis amerikansk inspiration, men samtidig utrolig fyldt med glæde og dans. Hen på aftenen kom Ibrahim lige pludselig og stillede et glas foran os, der viste sig at indeholde rom og cola – og en meget stærk en af slagsen. Ibrahim vidste åbenbart også godt, at det var brudens bror, som var forsyningsmand, og da han også selv tog for sig af varerne, er jeg jo ikke den, der siger nej. Men man følte sig godt nok utrolig teenage-halbals-agtig, når man sad og lod som om, man drak cola, mens brudens bror smuglede rom ind til festen ved at gemme flasken under sin jakke – specielt når man sad og gjorde det med sin palæstinensiske chef. Når alt kommer til alt, virkede det som om, at de fleste godt vidste, hvad der foregik, men at det skulle hemmeligholdes for princippets skyld – men så fik vi også prøvet det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar