Final destination: Hebron

Så er jeg endelig ankommet godt til Palæstina – eller i daglig tale oPt (occupied Palestinian territories) og mere bestemt Hebron, som er beliggende i den sydlige del af Vestbredden, som er den østlige del af Palæstina, men har sit navn fordi den ligger vest for Jordan-floden. Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. Jeg har stadig svært ved den mere eller mindre politiske korrekthed i forhold til, hvad man skal kalde hvad i forbindelse med Israel-Palæstina-konflikten.

I lørdags var vi en tur med Mellemøstekspeditionen (se sidste indlæg) i Zarqa, der er Jordans tredjestørste by og ligger nord for Amman. Byen huser primært palæstinensere og startede som en flygtningelejr omkring 1949, efter mange palæstinensere blev fordrevet af israelere. Så oprindeligt var det en by, der primært bestod af telte, men efterhånden har det udviklet sig til en decideret by med omkring 800.000 indbyggere. Dagen gik med at følge de forskellige aktiviteter, som handlede om forskellige genrer som musik, teater, dans, medier, og byg-et-kamera. Alle aktiviteter som skulle hjælpe de unge med at lære at udtrykke dem selv, hvilket forhåbentligt på et meget langt perspektiv skulle ruste dem til at være klar til at stille sig op og forsvare deres holdninger og rettigheder – en meget spændende tilgang, som langt hen ad vejen minder om den, som vores arbejde kommer til at bestå af.

Turen fra Jordan i søndags blev lige så slem, som vi havde frygtet. Der er tre grænseovergange mellem Jordan og Israel/Palæstina – men det er israelerne, der bevogter dem alle sammen. Vi havde i første omgang besluttet os for at tage den nordlige grænse, da det er forbudt for palæstinensere at benytte sig af denne. Vi havde derfor hørt, at de ved denne overgang skulle være flinke – eller i hvert fald relativt flinke. Jeg tror, at relativt er en vigtig betegnelse at have i baghovedet, når man snakker israelske grænseofficerer, men mere om dette senere.

Første skridt på vores grænserejse handlede om at finde en by, der hedder Irbid og ligger omkring en times kørsel nord for Amman. Vi fandt en bus uden problemer, og da vi kom til Irbid, hørte vi buschaufføren, om han kørte til vest busstation. På trods af en udbredt mangel på engelskkundskaber, fik han os overbevist om, at hvis vi bare lige ventede fem minutter, så havde han ringet efter en taxa, der ville køre os til busstationen. Normalt stiller man sig ud på gaden og rækker armen ud – så kommer der en gul vogn hurtigere, end man kan råbe ”taxa”. Det var dog ikke helt nemt at forklare taxachaufføren, at vi skulle til busstationen. På trods af hjælp fra flere forskellige jordanere, der skulle forsøge at agere tolke – jeg tror lidt, at nogle af de lokale tror, at andre folk snakker godt engelsk, hvis de snakker mere engelsk end dem selv – men som jeg engang lærte i matematik, så er mere end ingenting ikke nødvendigvis særlig meget. Da vi endelig troede, vi havde fået ham forklaret, at vi skulle til busstationen, tog vi afsted, og vi blev da også glade for at se busstationen. Lige indtil han valgte at køre lige forbi den på trods af vores fagter og stop-ord. De blev meget køligt besvaret med et ryst på hovedet og et ”No English”. Det viste sig, at han ville køre os hele vejen til grænsen, og vi endte med at komme af med en 100-krone-seddel for en taxatur på en time – så det overlever vi nok.

Endelig var vi ved grænsen, hvor man skulle igennem tre forskellige checkpoints bare for at komme ud af Jordan, hvilket gik smertefrit, indtil vi kom til ”the final countdown” - den israelske grænse. Vi blev med det samme spurgt, hvad vores ærinde i Israel var. Og da vi svarede, at vi skulle arbejde et halvt år ved ActionAid, tog en vis herre ved grænsekontrollørerne. Vi kom godt nok stille og roligt igennem securitykontrollen, men derefter blev vi placeret på hver vores stol med 10 meters mellemrum og blev bedt om at vente. Efter lidt tid kom to infame grænsekontrollører iklædt lilla poloer og solbriller, på trods af vi var indenfor, og begyndte at stille os spørgsmål. Det var tydeligt, at de ikke var nogle, man skulle lave sjov med, og på trods af ingen af dem var særlig flinke, var der helt klart en af dem, der skulle spille ”bad cop” og komme med de mere uddybende spørgsmål.

Spørgsmålene var i og for sig ikke nederdrægtige, men primært om vores arbejde. Mange af spørgsmålene blev desuden gentaget flere gange i løbet af afhøringen, der vel tog 15-20 minutter. Der var ligeledes en masse andre spørgsmål, som blandt andet hvorfor vi skulle arbejde seks måneder, når vi kun havde et år tilbage af vores studier (vi havde fået at vide, at vi ikke måtte kalde os praktikanter, da det åbenbart lugter af revolutionært arbejde, hvorfor? - spørg mig ikke...), og jeg blev blandt andet spurgt om, hvem der havde betalt min uddannelse (tak til SU-styrelsen), hvor jeg boede i Danmark og hvorfor det kunne tage fem år at blive journalist … - så på trods af spørgsmålene ikke i sig selv var onde, lå der alligevel en tydelig mistænkeliggørelse under overfladen, og der var ikke ligefrem en rar stemning – det var lidt som at sidde ved det grønne bord, men med en følelse af at både lærer og censor vil forsøge at gøre alt for at dumpe dig.

Derefter blev vi hevet ind i hvert vores rum, hvor de gennemsøgte os med en metalbipper - hvor jeg blandt andet endte med at smide bukserne, så han kunne gennemtjekke mig. Derefter blev vi hevet ind i et andet rum, hvor alt, og jeg mener bogstavelig talt ALT vores bagage blev gennemsøgt. Personligt frydede det mig, da han var nødt til at gå igennem mit beskidte vasketøj. Denne seance varede utrolig lang tid, for vi havde trods alt en del ting med. Det var en relativt grænseoverskridende oplevelse at se unge israelere (sandsynligvis værnepligtige, eftersom alle israelere har en tre-årig værnepligt) gennemsøge alle dine personlige ejendele, hvorefter du selv kan få lov til at pakke din taske, når dette show er færdigt.

Derefter var der primært ventetid, hvor vi bare sad på et par stole. En gang imellem kom de og spurgte om ting, de havde spurgt om flere gange i forvejen - herudover ville de have navn på vores fædre og farfædre, adresse i Danmark og lignende oplysninger. Som nævnt var de fleste af kontrollørerne (bortset fra de lilla- og solbrillebeklædte) flinke nok, så det var ikke dem, der var det mest ubehagelige, men lige så meget den mistænkeliggørelse, man var udsat for. Samtidig med en form for usikkerhed, om vi overhovedet ville blive lukket igennem.

Efter de omtrent fire timer opstod der en form for et antiklimaks, da en værnepligtig, vi endnu ikke havde været i kontakt med, kom og spurgte "Vil I have jeres stempler i passet eller på et stykke papir?" ... - og så var vi igennem grænsekontrollen.

Når man har været igennem sådan en oplevelse som vesterlænding – og oven i købet fra et land, der ikke ligefrem kan siges at være hårde i deres Israel-kritik - ved en overgang, hvor de skulle være flinke (hvilket de jo i og for sig også var, men det var alligevel en grænseoverskridende oplevelse), så giver det altså et indblik i nogle af de foranstaltninger, som palæstinensere møder i deres hverdag, for det er svært at forestille sig, at de bliver behandlet pænere end os. Det skal dog siges, at det der åbenbart triggede grænsevagterne var, at vi sagde, at vi skulle arbejde for en NGO (non governmental organization), der arbejder med menneskerettigheder, demokratiudvikling og lignende, for det lugter åbenbart alt for meget af, at man er på palæstinensernes side – hvilket jo på den anden side heller ikke er helt forkert. Men der er i min verden stadigvæk et eller andet forrykt ved, at på trods af man skal arbejde i en statsligt (læs israelsk) godkendt organisation, så skal man mistænkeliggøres i den grad.

Efter vi (endelig) kom over grænsen fandt vi en bus, der kunne køre os til Jerusalem, hvor chefen på kontoret, Brendan, der er australier, ville hente os. I bussen mødte der os endnu en gang et mere eller mindre chokerende syn. For det første var de fleste af drengene/mændene iført kalot, hvilket i sig selv ikke er banebrydende, men det er samtidig meget sjovt at se selv meget smart klædte teenagere rende rundt med denne lille ting på hovedet ovenpå deres hår, som selvfølgelig stadigvæk sad, som det skulle med hjælp af voks og andre klistermidler. Hvad, der var lidt mere chokerende, var, at omtrent halvdelen af bussens passagerer rendte rundt med et våben. Her snakker vi altså ikke en lille syv centimeters kniv, luftpistol eller lignende, men derimod et motherfucker stort automatisk gevær. Dette gjaldt både folk i uniform og civil. Det var altså lige noget man skulle vende sig til – og specielt fordi når de unge israelere gik ud af bussen, havde disse geværer en tendens til at pege i alle mulige retninger. Busturen tog et par timer, hvilket betyder, at turen fra Amman til Jerusalem, der i fugleflugt er omkring 100 km endte med at tage omkring 11 timer, hvilket er et par timer mere, end det tog os at komme fra København til Amman sidste søndag...

Efter vi kom til Jerusalem – ad den vestlige indgang – mødte der os endnu et anderledes syn. Det var ligesom at være hensat til en film – og oven i købet muligvis en film fra halvtredserne Alle, og jeg mener nærmest bogstavelig talt alle, mændene lignende hinanden. Jødekrøller, sort hat, sort skæg og klædt i sort og hvidt. Kvinderne var iført tøj, der i Danmark gik af mode for omkring 60 år siden og alle børnene var klædt fint på i sorte og hvide farver. Det var et sjovt syn, og jeg glæder mig allerede til at komme til Jerusalem i dagslys og få flere kulturelle indtryk.

Mandag morgen startede vi på kontoret og blev taget rigtig godt imod. Indtil videre har vi mødt Brendan, der som nævnt er chef på kontoret, Resten af de ansatte er palæstinensere, så der bliver også noget kulturel udveksling. Ibrahim er program manager og en rigtig storyteller. Eman og Amani, to kvinder på henholdsvis 31 og 25 er program medarbejdere og Ahmad på 30 er revisor/en eller anden form for altmuligmand.

Vi er blevet rigtig godt installerede i vores fine lejlighed, der er nabo til kontoret, så det kan nærmest ikke være nemmere. Efter den første dag uden vand, begynder det så småt at lysne med situationen. Nu mangler vi bare de fleste af vores møbler, som skulle komme fra snedkeren i starten af næste uge – så jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig på plads. Lejligheden består af et værelse til os hver, en stue og et ekstra værelse, som vist skal bruges som mødelokale en gang i mellem. Herudover et køkken med plads til et lille bord og et par stole. Nyt køleskab, vaskemaskine, ovn og gaskomfur.

Jeg har lige en enkelt kommentar at knytte til mine oplevelser af Hebron indtil videre. Der er ikke så mange spændinger i byen, som jeg på forhånd havde frygtet, men i morgen skal vi i den gamle by med Ibrahim, hvor en del af de jødiske bosættelser befinder sig – det skulle vist være en hård oplevelse. Ellers er folk flinke, og det er meget tydeligt, at de ikke ligefrem er vant til vesterlændinge. Vi får vores opmærksomhed, når vi går i gaden. Samtidig råber de alle sammen ”Welcome, welcome to Hebron” - og det er da også meget rart, men hvis de stadig råber det om fire måneder, så tror jeg, at jeg ender med at gå ud af mit gode skind.

Dette blev et langt indlæg, som bar præg af en masse oplevelser, og uden jeg endnu har nået at fortælle særlig meget om Hebron, lejligheden og arbejdet. Det kommer en gang i starten af næste uge.

Jeg har det rigtig godt og er glad for at være kommet til Hebron og er kommet godt i gang med arbejdet – men mere om alt dette i næste uge.

PS. Med næste indlæg skulle der også gerne følge nogle billeder.