Jeg havde efterhånden brug for noget der minder om ferie – hvis nogle skulle være i tvivl om hvorfor, så se foregående blogindlæg (også lagt på i dag)
Derfor har jeg frekventeret slyngelstuer i Hebron, Nablus, Jericho og Ramallah – det skal dog siges, at der er en lille forskel på danske og palæstinensiske slyngelstuer i og med det obligatoriske sæt hernede ikke er en øl med sidevogn (læs Fernet), men en kop kaffe og en vandpibe – nu er der selvfølgelig nogle, der kunne finde på at indvende, at det vel er svært at blive karakteriseret som en slyngelstue, når der ikke serveres alkohol. Til det kan jeg kun svare, at steder der indeholder en relativ tæt røg, ældre herrer (der helt sikkert kan fortælle masser af røverhistorier) iført palæstina-tørklæder, der spiller kort og ikke er blege for at råbe, når de vinder eller taber og samtidig er steder, hvor det er tydeligt at kvinder ikke ligefrem er, nå ja, velkomne – så fortjener man prædikatet slyngelstue i min verden.
Nå men weekenden startede allerede i torsdags, hvor jeg valgte at tage på slyngelstue-tur i Hebron, hvor jeg nåede to forskellige steder. Det første sted var jeg nærmest alene, mens der var mere gang i den det andet sted, hvor jeg hurtigt blev inviteret hen til et bord, hvor der foregik kortspil, og - kunne jeg hurtigt spotte - et kortspil, der mindede utrolig meget om whist, så jeg fik hurtigt gennemskuet reglerne (næsten...), men spillede dog ikke med. Der gik dog ikke lang tid før min sidemand skulle udskiftes (de spiller åbenbart med faste makker-par, der skiftes løbende ud) – og ham gik jeg så udenfor med for at få et spil skak – hvor jeg fik tæsk af denne 21-årige palæstinenser (altså i skak...)
Det skal siges, at alt dette indtil videre var foregået nærmest uden vi kunne kommunikere med hinanden. Deres engelsk-kundskaber er mildt sagt begrænsede (men dog bedre end mine arabisk-kundskaber, der lider under en kombination af travlhed, knap så en inspirerende lærer, lidt dovenskab og så det faktum, at jeg ikke er så fandens motiveret for at terpe gloser efter 9-10 timers arbejdsdage...). Det skal dog siges at min skak-modstander kunne en smule engelsk, så det gik. Da jeg havde fået tæsk i skak, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte komme hjem og få noget aftensmad, men da jeg sagde det, var han hurtig til at invitere mig hjem til ham. Det kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at sige nej til, selvom jeg havde mest lyst til at komme hjem og slappe af – men jeg gik med hjem til ham sammen med et par af hans venner. Da vi kom derhen stod moderen nærmest klar med kaffen og lige pludselig kom en ekstra bror og andre venner af familien – jo palæstinenserne er sørme et familie-venligt folkefærd, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er noget rigtig hyggeligt over det - så gik resten af aftenen hjemme hos dem.
Dagen efter pakkede jeg en lille taske og tog mod Ramallah i første omgang, men dog kun for at bruge dette som et pitstop før min rejse videre nord på. Der er et eller andet over Ramallah, som jeg virkelig er vild med. Her vil jeg bo, hvis jeg skulle bo hernede mere fast. Det er fedt, at man ikke er i tvivl om, at man er i Palæstina, når man bevæger sig rundt, men stadig er der muligheden for at få sig en øl nogle steder. Men størstedelen af stederne er stadigvæk mere eller mindre traditionelle mellemøstlige, hvis man altså formår at undgå nogle af de steder, hvor der helt tydeligvis kommer to typer – internationale, der læser Herald Tribune (okay, jeg købte selv en i søndags...) og palæstinensere, der tror de ser bedre ud end de gør, tror de er smartere end de er og tror de styrer verden mere end de gør... Men så længe man undgår de steder er Ramallah altså 'the place to be' i min verden.
Nå, men jeg var der kun kort tid, før jeg tog videre til Nablus – nu skulle en ny del af Palæstina opleves. Jeg blev sat af på busstationen uden at ane, hvor centrum var henne af (jeg havde intet kort eller nogen fornemmelse af byen...). At det oven i købet var fredag, hvor nærmest alt er lukket ned, gjorde det ikke ligefrem bedre. Nå men jeg fandt en taxa og hørte, om de ikke kunne køre mig til den gamle by (det er altid et godt pejlemærke i nærmest alle palæstinensiske byer). Det forstod de ikke rigtig noget af, men så forsøgte jeg mig med et hotel, og efter et par telefonopkald (specielt taxachauffører har en sjov tendens til at ringe til deres venner med lidt bedre engelsk end dem selv, hvis der er noget, de ikke rigtig forstår). Og jeg blev rigtig nok kørt til et hotel, eller ret beset var det vel nærmere et hostel eller et pensionat-lignende sted med sovesale. Der så dog ikke ud til, at der var andre end mig, der skulle sove der, og til en pris af 40 NIS (ca. 60 kr.) orkede jeg ikke at skulle ud og lede efter et andet hotel (selvom antallet af myrer på toilettet vidnede om, at det nok ikke var det mest hygiejniske sted, jeg var kommet hen).
Derefter bevægede jeg mig ud i Nablus, hvor jeg hurtigt fandt en af de føromtalte slyngelstuer, som var placeret på første sal af en bygning og dermed med en form for balkon, hvor jeg fik mig en kop kaffe og en vandpibe med udsigt over det centrale torv i Nablus – det var nu ikke så dårligt endda! Og jeg faldt, som sædvanligt, lidt i snak med sidemanden, der anbefalede mig at prøve at tage i Hammam (tyrkisk dampbad) dagen efter nede i den gamle by. Resten af aftenen gik med et par andre vandpibebarer, lidt læsning og generelt bare tiltrængt afslapning.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og gik en tur i den gamle by, hvor der er en atmosfære uden lige (dette kan efterhånden siges, om de fleste ”gamle byer” jeg har bevæget mig i rundt om i landet). En form for markedsstemning, hvor der bliver solgt alt lige fra frugter, grøntsager, fisk, brød, tørklæder, bukser, køkkenredskaber, mobiltelefoner osv – ja der er nærmest ikke den ting, der ikke bliver solgt. Efter at have været på endnu en slyngelstue – det var jo en del af formålet med turen - fandt jeg et dampbad og brugte en times tid på at blive dampet igennem. Det var nu dejligt og ikke mindst dejligt afslappende. Derudover formåede jeg at blive spurgt af en af de andre i dampbadet, om jeg var muslim, på trods af jeg stod i alt min blegfedhed, kun iført underbukser. Han pegede derefter på mit skæg, og mente åbenbart, at det kun var muslimer, der kunne have sådant et – men der måtte jeg forklare ham, at jeg ikke rigtig tror på noget. 'No religion' er lidt blevet mit standardsvar – og der er mange, der ikke rigtig forstår, at det kan lade sig gøre, men sådan hænger min verden altså sammen.
Efter at være blevet dampet igennem, skulle jeg videre i systemet. Jericho var min næste destination – eller det vil sige efter endnu et pitstop i Ramallah med en dertilhørende falafelsandwich til lige at tage toppen af sulten. Da jeg kom til Jericho (efter en fantastisk smuk køretur, hvor man blandt andet på et tidspunkt havde det Døde Hav på den ene side og Jordandalen på den anden side) blev jeg mødt af en mur af varme – Jericho ligger omkring 250 meter under havets overflade og kombineret med at det nærmest er et ørkenområde, var det lige pludselig blevet hot summer igen, på trods af, det er begyndt at blive lidt køligt i Hebron om aftenen. Nå, men der var jo ikke så meget at gøre – jeg skulle finde et par slyngelstuer og samtidig skulle jeg se, om det var muligt at finde mig et hotel. Det første gik en del lettere end det andet. Det hostel jeg havde udset mig i Lonely Planet eksisterede ikke mere, og der var ikke rigtig nogle, der vidste, hvor der var andre muligheder. Lige indtil jeg gik ind i en fotoforretning for at få et nyt memorycard til mit kamera (det gamle er i stykker – derfor er der ikke kommet nye billeder i et stykke tid). Han havde desværre ikke et memorycard, men da jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et hotel lyste han helt op og sagde, at jeg var kommet til det rette sted, for han havde et motel, hvor jeg kunne få min egen lejlighed for 100 NIS (150 kr.). Jeg skulle bare komme hen til hans forretning omkring kl. 21, så ville han køre mig derhen. Lidt mistroisk, men samtidig også lidt tryg efter at have sikret mig et sted for natten, bevægede jeg mig således videre rundt i Jericho. Da klokken nærmede sig 21 og jeg havde fået noget at spise og frekventeret flere slyngelstuer, gik jeg tilbage til forretningen, og han var netop i gang med at lukke ned. Derefter satte jeg mig ind i hans bil sammen med hans kone og tre børn og så kørte vi ellers et par kilometer uden for Jericho. Det viste sig således, at det han havde betegnet som et motel, nærmede var et halvt boligkompleks, som han regnede med skulle blive til et motel på sigt, langt sigt... men der var et værelse med en seng og et tilhørende badeværelse, så jeg skulle ikke klage (selvom mængden af støv antød, at der blev arbejdet på at renovere stedet, men samtidig også, at der ikke for nyligt have 'boet' nogen der). Derudover blev resten af aftenen brugt siddende på et par stole udenfor sammen med fotoforretningsmanden Walled, der havde boet 15 år i USA, mens vi fortalte røverhistorier, drak te og kaffe og spiste falafler. Eller det vil sige, det var primært ham, der fortalte røverhistorier. Om hvordan han var blevet borgmester i Jericho, hvis ikke valgene var blevet aflyst sidste år, om hvordan amerikanske senatorer havde aflyst møder for at tage imod ham i det Hvide Hus, fordi han havde taget billeder af dem tidligere, om hvordan han havde fået bøder i lufthavnen, for at råbe ”Hijack” og forsøge at forklare sig ud af den ved at påstå, at han sagde hej til hans vens Jack, om hvordan han snart havde forvandlet dette boligkompleks til et stjernemotel, hvor det ville valfarte til med turister, om hvordan han havde fået den nuværende borgmester til at bygge en vej forbi motellet, fordi det ville gavne turismen. Der er nok ingen tvivl om, at der var lige så meget løgn som sandhed i hans historier, men det var skidehyggeligt (og nogle gode historier...) - og jeg er også sikker på, at der var en vis grad af sandhed i det meste af det han snakkede om...
Dagen efter gik med et besøg til Mount of Temptation, hvor Jesus (ja her har en også været...) efter sigende blev fristet i 40 dage og nætter af Satan himself. For at komme helt op til fristelsesbjerget skulle man med en svævebane, hvor man blandt andet havde en fantastisk udsigt over det Døde Hav – det var hele oplevelsen værd.
Apropos min tidligere betragtninger om venlighed og gæstfrihed, så oplevede jeg på taxaturen ud mod bjerget, at chaufføren, da jeg spurgte til prisen, sagde, at det kom helt an på, hvad jeg havde lyst til at give... det samme svar fik jeg, da jeg spurgte til prisen på den kop kaffe, jeg netop havde drukket, før jeg skulle med svævebanen – og da jeg tog en taxa tilbage til Jericho og gav taxamanden 10 NIS (det er standardprisen i Hebron) rystede han bare på hovedet og sagde, at det kun kostede 2 NIS (3 kroner) for en taxatur på et kvarter... ja, der er altså ikke rigtig fare for, at man bliver snydt hernede....
Eller ser jeg frem til at skulle en tur til Jordan i weekenden. Eller det vil sige, at det ser jeg slet ikke frem til, da det betyder, at jeg skal igennem israelernes grænsekontrol endnu engang, og som i ved var det ikke ligefrem et behageligt bekendtskab sidste gang – eller de andre gange jeg ellers har været i kontakt med israelernes rigide system siden da. Men sagen er den, at vi er her på et turistvisum af tre måneders varighed, og da det udløber på søndag, er der ikke så mange andre muligheder, hvis jeg vil have de sidste tre måneder med. Eller det vil jo så sige, at det jo er spændende, om jeg bliver lukket ind igen – det er utrolig tilfældigt, hvordan det foregår ved grænserne, og for at citere Brendan, så er det bedste råd han kan give ”wear your best socks” - og det betegner vist meget godt, hvor meget man kan regne med, hvad der går godt og hvad der går skidt. Det skal dog siges, at jeg de sidste tre måneder har lært at tage disse ting meget mere afslappet – ja jeg vil næsten kalde mig selv kålhøgen, så derfor tager jeg også den midterste grænseovergang til Jordan, selvom det skulle være den, hvor grænsevagterne er strengest. Men det er godt nok skræmmende hvor hurtigt man vender sig til soldater overalt, jævnlige checkpoints, udspørgninger og roadblocks – de lokale griner også bare af det på sådan en underlig måde, hvor det er tydeligt, at de er nødt til at finde sig i det for at få hverdagen til at fungere, og på den måde, har jeg det efterhånden også.
Nå, det var alt for denne gang – nu bliver det spændende, om næste indlæg bliver fra Jordan, fordi jeg ikke kan komme til Palæstina igen – men... jeg satser nu på at være tilbage i Hebron næste uge.
So long.
onsdag den 13. oktober 2010
Om celebrities, kommunikation og travlhed
Allerførst må jeg hellere skynde mig at undskylde, at der er gået over tre uger siden sidste indlæg, men forklaring følger. Derefter må jeg hellere komme med et par korrektioner i forhold til de tidligere blogindlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
For det første hedder det selvfølgelig at føle på tænderne og ikke tæerne – tak Farmor.
Derefter til en lidt mere pinlig fejl, der omhandler research. Hvilket selvfølgelig er pinligt, når en journaliststuderende ikke har gjort sin research godt nok. Det viser sig, at Josef og Maria fik børn efter Jesus, så Josef er altså ikke død som en tvær gammeljomfru – tak Josefine.
Jeg undskylder selvfølgelig for den manglende opbakning til mine antireligiøse udgydelser, men jeg vil stadig holde fast i, at Maria har snydt Josef i første omgang, altså med det der med jomfrufødslen - indtil der kommer nogle og korrigerer mig...
Nå, men som tidligere nævnt har der blandt andet stået celebrity besøg på menuen siden sidst. Selvom det selvfølgelig kan diskuteres, hvor kendt hun reelt er/var – men så vidt jeg har forstået, er hun et stort navn i den britiske del af verden – og fred være med det (jeg var dog også nødt til at indrømme, at jeg ikke havde set Harry Potter, men lovede hende, at jeg nok skulle få det gjort...)
Jeg skal nok spare jer for en minutiøs gennemgang af besøget, men et par refleksioner er simpelthen nødvendige. Kort fortalt, så ankom Susan, celebrity coordinator; James, kameramand og Claudia, fotograf til Hebron tirsdag eftermiddag, hvorefter vi var en tur i den gamle by og lave nogle optagelser og derefter ude at spise, for at gennemgå programmet med mere. Onsdag morgen ankom de tre og samtidig Miriam samt en af hendes venner, Karl, der er halvt palæstinenser. Derefter var vi ellers rundt i forskellige communities, flygtningelejr og en tur i den gamle by hele dagen, hvor tiden blev brugt på interviews, optagelser, oplysninger osv. afsluttende med endnu en ”nu-sidder-vi-her-og-hygger-og-smiler”-middage (de kan minde utrolig meget om netværks-arrangementerne, og så kan i jo selv gætte jer til, hvor vilde, jeg er med dem...) Torsdag startede igen tidligt og en tur rundt til andre af vores projekter med samme formål som dagen før. Det var de 'eneste' to dage, Miriam var med os, og fredag var jeg derfor rundt med Susan, James og Claudia til nogle af de steder, vi havde været, for at få nogle flere billeder i kassen – det skal siges, at det var en del mere hektisk, end det her blev fremstillet...
Først er det værd at knytte en kommentar til Miriam. Der er ingen tvivl om, at hun er en type, der er vant til at være i centrum – hun var virkeligt en character. Samtidig var jeg ikke i tvivl om hendes engagement for den palæstinensiske sag, men jeg synes nogle gange, hun havde en lidt for naiv fremstilling af tingene á la ”Jeg er kommet for at fortælle jer, at der også er jøder, der sympatiserer med jeres sag” eller lidt mere i stil med, hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at det sidste ville være langt at foretrække, men der foregår bare så mange ting rundt omkring i verden, at man ikke bare kan rejse rundt med budskabet om, at vi bare skal være gode ved hinanden – så nemt er det desværre ikke – det var så kyniske Sebastian, der lige pludselig stak ansigtet frem...
Som nævnt var det nogle meget lange og hektiske dage. Selvom min tilstedeværelse ikke var afgørende hele tiden, så var jeg alligevel 'på' hele tiden og skulle være klar, hvis noget skulle ordnes. Den ene dag fik jeg eksempelvis det første arbejdsrelaterede opkald kl. 6 om morgenen og det sidste kl. 23.45 – som nævnt var det selvfølgelig ikke alle knap 18 timer, der var fyldt ud, men man står alligevel til rådighed...
En af mine vigtigste opgaver gennem dagene var sådan set at være så usynlig som muligt (så jeg blandt andet ikke forstyrrede optagelserne...) og samtidig sørge for at alt gik så smurt i olie som muligt. Samtidig havde jeg sammen med Ibrahim lagt ruten og bestemt, hvem vi skulle besøge osv, så hvis der skulle laves ændringer, var det om at sørge for, at også dette gik så gnidningsfrit som muligt. Derudover var min vigtigste rolle at være diplomaten, der stod i midten mellem hvad vi bare kan kalde den knap så professionelle palæstiniske verden og så den langt mere professionelle kommunikationsverden - det var en udfordring, og en gang imellem skulle der lige glattes lidt ud, men jeg tror det i det store hele gik fornuftigt.
Som nævnt er alt det her med kommunikation i den her verden en balancegang, og hver eneste gang man bruger penge, tid, kræfter og ressourcer på kommunikationen er det jo fordi, man satser på, at det betaler sig på den lange bane – altså i sidste ende sørger for at opbakningen til vores arbejde vokser, når kendskabet, til de ændringer vi laver i folks hverdag, vokser. Dette synspunkt er jeg sådan set ikke uenig i (ellers ville det være meget underligt, at jeg sad i den stilling, jeg sidder i, selvom den ikke er betalt...). Jeg har dog svært ved at se nødvendigheden af at bede den samme arme kvinde (som vel at mærke lever i et telt og har meget begrænset adgang til vand – i ved nogle af dem fra område C, jeg tidligere har omtalt) om at hænge sit vasketøj op fire gange for at få de rigtige billeder i kassen. Så bliver det i min verden lidt for meget – den eneste formidlende omstændighed er trods alt, at man beder hende om at gøre noget, hun gør til hverdag og ikke får hende til at gøre noget, der ikke falder hende naturligt ind.
Et andet eksempel er, at det flere gange blev nævnt af filmfolkene, at de gerne ville have masser af børn med i deres optagelser. Rundt i gaderne og i baggrunden, men samtidig så var det meget tydeligt, at de var meget utilfredse, hvis et enkelt barn kom til at gå ind foran kameraet på et dårligt tidspunkt. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil have de bedst mulige optagelser, men man må også bare nogle gange acceptere, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Det er svært at kræve masser af liv af børnene i en flygtningelejr, og så samtidig forvente, at de altid opfører sig lige præcist, som man gerne vil have det...
Når alt dette er sagt, så skal det slet ikke fremstilles så negativt, for alt i alt synes jeg faktisk, at dagene gik lige så godt som forventet, og det var samtidig også utrolig sjovt og lærerigt at stå som koordinator for hele dette besøg og samtidig få et indblik i, hvordan sådan et filmhold fungerede, få lov til at møde en kendis og samtidig med god samvittighed være tilfreds med sin indsats bagefter.
I forhold til omtale af besøget, og hvordan det på længere sigt kan hjælpe vores arbejde og dermed palæstinenserne, så er det værd at bemærke, at vi allerede har fået omtale i den store engelske avis The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/01/jewish-actor-west-bank-peace
Derudover skal Miriam d. 24. oktober optræde i et Andrew Marr talkshow, som er Englands
mest sete talkshow med over 2 mio. seere på BBC1. Her skal hun fortælle om sine oplevelser på Vestbredden (og forhåbentligt få fortalt, hvor godt et arbejde ActionAid laver...). Så alt i alt skulle det gerne lykkedes med at få udbredt kendskabet til vores arbejde.
Efter denne uge, som havde kørt mig helt ud (her hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg om tirsdagen skulle aflevere noget til mit uni-fag og fredag havde deadline på et indlæg til mit gamle studieblad på statskundskab...), var der kun en ting at gøre. Tage tidligt fri lørdag, tage til Bethlehem og handle og derefter hygge om aftenen med god mad (tigerrejer, højrebsfilet, rødvinssauce mm.) og vin og gin... Som sagt som gjort, hvilket betød, at ugen endte med et, hvad man kan kalde, nødvendigt fuldeprojekt – og det var godt nok rart...
I mandags kunne jeg desuden fejre tre-måneders jubilæum som ActionAid praktikant, hvilket groft sagt betyder to ting – for det første, at jeg allerede nu har været her over halvdelen af tiden. Det er fuldstændig sindssygt at tænke på. Den anden ting er, at mit tre-måneders visum udløber på mandag... mere om det i næste indlæg.
tirsdag den 21. september 2010
Gregers kom – Gregers og Seb så – Gregers og Seb sejrede – tror vi nok...
Som skrevet i forrige indlæg, blev grænsen åbnet, og det betød Gregers kom frem, og vi mødtes i Jerusalem, hvor vi fik gjort den gamle by, inklusive Grædemuren, og derefter fandt frem til vores hostel, hvor vi fandt de to senge, som var vores – troede vi, i hvert fald.
Derefter bevægede vi os så småt ud i det jerusalemske natteliv på en uforglemmelig tur (som var så god, vi alligevel har glemt noget af den...), der blandt andet inkluderede følgende:
Taybeh – den lokale palæstinensiske øl, der med egen betegnelse er ”the best in the middle east” - man kan jo nærmest give dem ret, men nok primært på grund af manglen på konkurrence. Det er en lidt frugtig øl, men samtidig en rigtig god øl (Nu var vi jo nok også noget til et punkt, hvor jeg ville kalde Harboe en god øl – men hvorom alting er, kan Taybeh Beer altså godt anbefales)
Efrat - en utrolig sød, charmerende (ja, læs lækker...) bartender på den første bar vi fandt, hvor der var happy hour, så der endte vi med at blive hængende et stykke tid – og ja, udseendet på bartenderen skræmte os ikke væk;
Dan - som også arbejde i baren og endte med at lave nogle utroligt dårlige burgere til os, men som vi samtidig fik en ordentlig diskussion med. Han var israelsk ateist, og mente derfor at bosættelserne var åndssvage, men der røg fornuften til gengæld også. Han mente groft sagt, at eftersom Israel havde vundet en krig, kunne de behandle palæstinenserne som de ville (specielt fordi de var i gang med at civilisere dem – og vi ved jo alle sammen at krænke menneskerettigheder er meget civiliseret), at der jo ikke var forskel på det Israel gjorde i dag, og så den imperialisme, som europæerne havde udøvet i mange år i Afrika – og der måtte vi jo til dels give ham ret, men vi var til gengæld ikke helt enige i, at det var en valid grund til Israels ageren i dag – samtidig havde han ikke et rationelt svar på, hvorfor Israel var så glad for FN-resolutionen, der oprettede dem som stat i 1948, men samtidig ikke har efterlevet en eneste siden – det er måske det, vi andre ville betegne som et paradoks;
Putin Bar – En utrolig dårlig pub, der til gengæld var imponerende god til at sørge for at vores happy hour brandert blev heftigere;
Pladeforretningen – der om aftenen blev forvandlet til en cool undergrundsbar, hvor vi blandt andet faldt i snak med en flok israelske soldater – de her 18-årige piger, der virkelig har et forskruet verdensbillede, men til gengæld får man et indtryk af, hvor meget af det, der kommer af den form for den indoktrinering, der foregår i såvel skolesystemet som ikke mindt hæren.
Noget der ligner et sort hul – herefter begynder tingene at blive slørede for både Gregers og jeg. Vi kan huske, vi var forbi Putin Bar igen (af meget uvisse årsager) og baren, hvor Efrat og Dan herskede. Derefter har vi på en eller anden måde skiltes, og jeg vågner næste morgen ved at Gregers fortæller mig, at han har sovet på en sofa, fordi der lå en mand i hans seng, da han kom hjem. Da Gregers vækkede manden, pegede han over på mig og sagde ”my friend”. Jeg ved ikke, hvem han er (eller kan i hvert fald ikke huske, hvem han er) – så hvad der er sket resten af natten, er endnu et af livets store mysterier...
Dagen derpå var vi tømmermændsturister – ja det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi var ved Olivenbjerget og Getsemane Have, hvor Jesus (ja, der var han åbenbart også) eftersigende brugte aftenen før sin korsfæstelse. Derefter brugte vi resten af dagen på at drikke cola, søge skygge, spise et par falafler og derefter fandt vi en bus til Hebron.
Dagen efter havde vi det bedre igen, så der tog vi en tur til Bethlehem og (jeg) genså Kirken, der åbenbart skulle være placeret der, hvor der en gang har været en stald, hvor Jomfru (Host, host) Maria og Josef søgte ly for natten – gad egentlig vide, om ham Josef døde som jomfru? Jeg har ikke hørt historier om, at de fik andre børn, og man har ikke ligefrem indtryk af, at prævention var vildt udbredt på den tid. Det må egentlig taget være rimelig nederen, at ens kone har været utro og derefter gennemfører verdenshistoriens største fupnummer (”Det var Gud, der gjorde det, det er en jomfrufødsel” - yeah right) for derefter selv at dø, som gammeljomfru fordi den utro kone ikke synes, at ”Guds søn” skal have søskende. Jeg ville følte mig lidt snydt. Nå nok af mine antireligiøse udgydelser – bare fordi man ikke selv er fan, skal man jo ikke være fordømmende. Bethlehem var som Bethlehem er – hyggeligt, men samtidig lidt turistet, af gode grunde. Vi fik shoppet lidt i Bethlehem (og ja, det betyder indkøb af alkohol. Jeg har endnu ikke fundet smuglerkroen i Hebron, og begynder faktisk at tvivle på, at den eksisterer).
Det betød, at vi dagen efter var tømmermændsturister nok en gang. Denne gang i Ramallah, som er regeringsby for PA (Palestinian Authorities) indtil man en gang (forhåbentligt) får Østjerusalem som hovedstad. Det var til gengæld en dejlig by, der ikke var særlig turistet. Vi var blandt andet på en rigtig slyngelstue (som de nu er hernede, hvilket inkluderer arabisk kaffe og vandpiber – grunden til den kan kategoriseres under slyngelstue er, at man kan se på lang afstand, at kvinder ikke rigtig er velkomne og samtidig var halvdelen af klientellet ældre herrer iført den karakteristiske hovedbeklædning, som man altid så Arafat med). Apropos gode gamle Yassir Arafat (som vist ikke var helt så god, som han nogen gange bliver fremstillet i vestlige medier – korruption var i hvert fald ikke fremmed for ham. Det var jo ikke for sjov, at han døde som en af Mellemøstens rigeste mænd), så var vi også forbi han mausoleum, som ligger placeret ved siden af PA's hovedkvarter.
Derefter fik jeg sendt Gregers tilbage til Jordan – og så er hverdagen ellers dumpet ned med et brag igen. Travlt på kontoret igen – og et par ”netværksmøder” (se separat indlæg, hvor lidt galde bliver spyet ud...). Denne uge og den kommende bliver ikke mindre hektiske, eftersom celeb'en (som man kan diskutere, hvor berømt hun er) kommer forbi – så der skal alting klappes af og tilrettelægges. Derudover har vi seks danske voluntører (sabbatsårs-lige-færdig-med-gymnasiet-unge danskere, som skal ned og arbejde frivilligt i tre måneder) som kommer på søndag – de skal have et par introduktionsdage på kontoret og overnatninger i vores stue inden de drager ud til deres værtsorganisationer og -familier. Så der bliver med andre ord nok at se til.
Derefter bevægede vi os så småt ud i det jerusalemske natteliv på en uforglemmelig tur (som var så god, vi alligevel har glemt noget af den...), der blandt andet inkluderede følgende:
Taybeh – den lokale palæstinensiske øl, der med egen betegnelse er ”the best in the middle east” - man kan jo nærmest give dem ret, men nok primært på grund af manglen på konkurrence. Det er en lidt frugtig øl, men samtidig en rigtig god øl (Nu var vi jo nok også noget til et punkt, hvor jeg ville kalde Harboe en god øl – men hvorom alting er, kan Taybeh Beer altså godt anbefales)
Efrat - en utrolig sød, charmerende (ja, læs lækker...) bartender på den første bar vi fandt, hvor der var happy hour, så der endte vi med at blive hængende et stykke tid – og ja, udseendet på bartenderen skræmte os ikke væk;
Dan - som også arbejde i baren og endte med at lave nogle utroligt dårlige burgere til os, men som vi samtidig fik en ordentlig diskussion med. Han var israelsk ateist, og mente derfor at bosættelserne var åndssvage, men der røg fornuften til gengæld også. Han mente groft sagt, at eftersom Israel havde vundet en krig, kunne de behandle palæstinenserne som de ville (specielt fordi de var i gang med at civilisere dem – og vi ved jo alle sammen at krænke menneskerettigheder er meget civiliseret), at der jo ikke var forskel på det Israel gjorde i dag, og så den imperialisme, som europæerne havde udøvet i mange år i Afrika – og der måtte vi jo til dels give ham ret, men vi var til gengæld ikke helt enige i, at det var en valid grund til Israels ageren i dag – samtidig havde han ikke et rationelt svar på, hvorfor Israel var så glad for FN-resolutionen, der oprettede dem som stat i 1948, men samtidig ikke har efterlevet en eneste siden – det er måske det, vi andre ville betegne som et paradoks;
Putin Bar – En utrolig dårlig pub, der til gengæld var imponerende god til at sørge for at vores happy hour brandert blev heftigere;
Pladeforretningen – der om aftenen blev forvandlet til en cool undergrundsbar, hvor vi blandt andet faldt i snak med en flok israelske soldater – de her 18-årige piger, der virkelig har et forskruet verdensbillede, men til gengæld får man et indtryk af, hvor meget af det, der kommer af den form for den indoktrinering, der foregår i såvel skolesystemet som ikke mindt hæren.
Noget der ligner et sort hul – herefter begynder tingene at blive slørede for både Gregers og jeg. Vi kan huske, vi var forbi Putin Bar igen (af meget uvisse årsager) og baren, hvor Efrat og Dan herskede. Derefter har vi på en eller anden måde skiltes, og jeg vågner næste morgen ved at Gregers fortæller mig, at han har sovet på en sofa, fordi der lå en mand i hans seng, da han kom hjem. Da Gregers vækkede manden, pegede han over på mig og sagde ”my friend”. Jeg ved ikke, hvem han er (eller kan i hvert fald ikke huske, hvem han er) – så hvad der er sket resten af natten, er endnu et af livets store mysterier...
Dagen derpå var vi tømmermændsturister – ja det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi var ved Olivenbjerget og Getsemane Have, hvor Jesus (ja, der var han åbenbart også) eftersigende brugte aftenen før sin korsfæstelse. Derefter brugte vi resten af dagen på at drikke cola, søge skygge, spise et par falafler og derefter fandt vi en bus til Hebron.
Dagen efter havde vi det bedre igen, så der tog vi en tur til Bethlehem og (jeg) genså Kirken, der åbenbart skulle være placeret der, hvor der en gang har været en stald, hvor Jomfru (Host, host) Maria og Josef søgte ly for natten – gad egentlig vide, om ham Josef døde som jomfru? Jeg har ikke hørt historier om, at de fik andre børn, og man har ikke ligefrem indtryk af, at prævention var vildt udbredt på den tid. Det må egentlig taget være rimelig nederen, at ens kone har været utro og derefter gennemfører verdenshistoriens største fupnummer (”Det var Gud, der gjorde det, det er en jomfrufødsel” - yeah right) for derefter selv at dø, som gammeljomfru fordi den utro kone ikke synes, at ”Guds søn” skal have søskende. Jeg ville følte mig lidt snydt. Nå nok af mine antireligiøse udgydelser – bare fordi man ikke selv er fan, skal man jo ikke være fordømmende. Bethlehem var som Bethlehem er – hyggeligt, men samtidig lidt turistet, af gode grunde. Vi fik shoppet lidt i Bethlehem (og ja, det betyder indkøb af alkohol. Jeg har endnu ikke fundet smuglerkroen i Hebron, og begynder faktisk at tvivle på, at den eksisterer).
Det betød, at vi dagen efter var tømmermændsturister nok en gang. Denne gang i Ramallah, som er regeringsby for PA (Palestinian Authorities) indtil man en gang (forhåbentligt) får Østjerusalem som hovedstad. Det var til gengæld en dejlig by, der ikke var særlig turistet. Vi var blandt andet på en rigtig slyngelstue (som de nu er hernede, hvilket inkluderer arabisk kaffe og vandpiber – grunden til den kan kategoriseres under slyngelstue er, at man kan se på lang afstand, at kvinder ikke rigtig er velkomne og samtidig var halvdelen af klientellet ældre herrer iført den karakteristiske hovedbeklædning, som man altid så Arafat med). Apropos gode gamle Yassir Arafat (som vist ikke var helt så god, som han nogen gange bliver fremstillet i vestlige medier – korruption var i hvert fald ikke fremmed for ham. Det var jo ikke for sjov, at han døde som en af Mellemøstens rigeste mænd), så var vi også forbi han mausoleum, som ligger placeret ved siden af PA's hovedkvarter.
Derefter fik jeg sendt Gregers tilbage til Jordan – og så er hverdagen ellers dumpet ned med et brag igen. Travlt på kontoret igen – og et par ”netværksmøder” (se separat indlæg, hvor lidt galde bliver spyet ud...). Denne uge og den kommende bliver ikke mindre hektiske, eftersom celeb'en (som man kan diskutere, hvor berømt hun er) kommer forbi – så der skal alting klappes af og tilrettelægges. Derudover har vi seks danske voluntører (sabbatsårs-lige-færdig-med-gymnasiet-unge danskere, som skal ned og arbejde frivilligt i tre måneder) som kommer på søndag – de skal have et par introduktionsdage på kontoret og overnatninger i vores stue inden de drager ud til deres værtsorganisationer og -familier. Så der bliver med andre ord nok at se til.
Networking – og hvorfor jeg ikke er fan
”Giv mig en branche, hvor jeg ikke skal netværke” sagde en klog gammel mand en gang. Ja okay, jeg er måske ikke gammel og klog kan diskuteres, men mand vil jeg i hvert fald kalde mig selv – og hvis nogen på baggrund af denne indledning og overskrift skulle være i tvivl, så har jeg den sidste uges tid befundet mig i et par networking situationer, hvilket jeg af et ærligt hjerte må indrømme, at jeg ikke syntes vildt meget om – for nu at udtrykke mig pænt.
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
Jeg vil starte med lige hurtigt at opsummere, hvorfor jeg ikke er den store fan af det her networking, som er en relativt stor del af den her branche (og mange andre brancher, hvilket indskrænker mine fremtidsmuligheder, hvis jeg skal forholde mig til min indledende sætning). Der er groft sagt to grunde – en idealistisk grund og en egoistisk grund (så er jeg ligesom dækket ind)
Først den mere idealistiske del. Generelt er jeg ikke fan af, at personlige relationer og hvor sød/pæn/fedterøvsagtig man er, kan have indflydelse på i hvor høj grad man får sin dagsorden igennem/sine historier i avisen/sine bevillinger igennem ved det offentlige etc. Jeg synes, der er en eller anden form for nepotistisk snert over det. Nå det var den mere højtflyvende idealistiske grund, hvilket jo ærligt talt bare er et skalkeskjul, for den mere egoistiske grund...
… nemlig at jeg er ufattelig dårligt til at gå rundt med mine pindemadder og 'konservere' og uddele visitkort. Nu skal man jo ikke give op så let, og i betragtning af det er begrænset hvor lang tid af mit liv, jeg har brugt på at networke, så er det måske lidt tidligt at afskrive mine evner inden for genren, men jeg har godt nok svært ved at se mig selv blive fan af konceptet – men det kan jo blive et nødvendigt onde...
I torsdags var vi til et møde på den danske repræsentation i Ramallah, hvor alle danskere, der arbejder i internationale organisationer i de besatte områder var inviteret. Så det var en god blanding af NGO'er, politimænd, EU-ansatte, folk fra repræsentationen og en enkelt journalist. Egentlig en sjov blanding og mødet var egentligt også primært en snak om ingenting... men det var meget hyggeligt, selvom det selvfølgelig inkluderede den tidligere nævnte form for networking, hvor man lige skulle føle hinanden på tæerne og samtidig skulle sørge for at aflevere nogle visitkort. Selve mødet tog ikke så lang tid, men vi valgte at køre med to fra Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidendes korrespondent til Jerusalem, hvor de boede. Så i et netværksperspektiv fik vi klart mest ud af den tur og den efterfølgende kop kaffe på Folkekirkens Nødhjælps kontor – men lidt sjovt lige pludselig at sidde og småsludre med Berlingskes udsendte om småt (bla, bla, bla) og stort (blandt andet fredsproces) – og samtidig udveksle visitkort med ham.
Næste netværksmøde foregik i går – igen i Ramallah – det er åbenbart der, hvor tingene sker, men det er helt fint at komme lidt ud af Hebron en gang i mellem. Der var åbningsreception i DHIP (det Danske Hus I Palæstina), som er et sted, hvor det er meningen, at danskere og palæstinensere skal kulturudveksle, som det så fint hedder. Vi endte med at køre derop i pansrede diplomatbiler, eftersom nogle fra repræsentationen havde været til et møde i Hebron. Det betyder altså tonede ruder, privat chauffør og 'heavy doors' – så nu har jeg lige smagt på diplomatlivet, hvilket alt andet lige ikke tiltaler mig særlig meget – der er lidt for meget distance over det (samtidig med lidt for mange pindemadsrecptioner...). Men det var da meget sjovt at prøve.
Nå, receptionen gik i og for sig fint nok. Jeg fik minglet lidt mere, uddelt et par visitkort mere, interviewet lederen af huset og spist nogle pindemadder. Når alt kommer til alt var det faktisk meget hyggeligt, og jeg fik et par stående invitationer til en bytur i Ramallah som jeg så kunne bytte med en madras i Hebron, hvor der for at sige det pænt ikke er så meget natteliv, men til gengæld kan jeg byde på en oplevelse af en helt anden karakter.
Nå nok af mine brokkerier, om alt det jeg er tvunget til – gratis mad og drikke, køreture i diplomatbiler og spændende diskussioner med journalister...
torsdag den 9. september 2010
UPDATE - Grænseovergangen er åben
Jeg har lige snakket med Gregers, og han sidder i en bus ved grænseovergangen og venter på at få lov til at blive afhørt. Så vi satser på, at han kommer igennem - hvis Gud og grænsevagterne vil. Så jeg tager til Jerusalem nu og venter på ham.
So long.
So long.
onsdag den 8. september 2010
Tanker om høflighed og venlighed
Generelt vil jeg beskrive mig selv som et tolerant, venligt og ikke mindst åbent menneske. Jeg elsker at smile til tilfældige mennesker på gaden og har intet problem med at hilse på folk, jeg ikke kender – og jeg kunne i hvert fald aldrig finde på ikke at smile eller hilse tilbage, hvis andre tager initiativet. Men det er trods alt en holdning, som til en vis grad er blevet udfordret hernede. For det første har jeg fundet ud af, at det afhænger utroligt meget af dagsformen, om jeg føler overskud til at hilse tilbage – specielt når hilsnerne kommer alle mulige mere eller mindre tilfældige steder fra. Butikker, den anden side af gaden, lejligheder – både ud af vinduer, men også nogle gange gemt, forbipasserende biler osv. Vi bliver stadig mødt af frasen ”Welcome, welcome to Hebron” mange steder – men ofte er det svært at vide, om de byder en velkommen til byen eller om de bare prøver at lokke en ind i deres forretning.
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
Specielt er det sjovt, at der efterhånden er utrolig mange mennesker, der kender mit navn. Det vil sige, at der bliver hilst med navns nævnelse. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at blive hilst på den måde, men samtidig så er det nærmest også belastende, i og med det betyder, at det kan være sværere at sige fra nogle gange, hvis det er en mere personlig form for henvendelse. Men som tidligere nævnt, så oplever man bare opmærksomheden på en positiv måde (så længe det ikke involverer sten, men der har ikke været problemer siden sidst), så det er virkelig en positiv form for opmærksomhed. Specielt er det sjovt at iagttage, hvordan de tydeligvis mange steder bliver decideret stolte, hvis vi vælger at handle i deres butik, hvad enten det er første eller fyrretyvende gang. I dag fik jeg spørgsmålet i en standardkøbmandsbutik, der havde præcist samme udvalg, som alle de andre, vi har været i ”Do you like our shop?” - og dertil var der jo kun at svare, at jeg skam synes det var en rigtig god butik – det betød meget for ham. Ja, det bliver sgu underligt at komme tilbage til Danmark og bare være endnu en blegfed, leverpostejsfarvet dansker
Alting har en ende og en regnorm den har to – men jeg er nu fint tilfreds med, at vi i morgen rammer enden på Ramadanen. Det bliver fejret med en fire dages ferie, der hedder Eid al Fitr (det udtales Eat – og det tror fanden efter en måneds fasten). Sådan en fire dages ferie skal selvfølgelig bruges konstruktivt, så det var planen, at Gregers skulle komme på besøg, så han kunne se Hebron, og vi kunne komme en tur til Bethlehem og Jerusalem – men som situationen ser ud for tiden, er dette et yderst tvivlsomt projekt, eftersom israelerne har valgt at lukke grænseovergangen fra Jordan til Palæstina af sikkerhedsmæssige årsager. Det er vist deres generelle undskyldning for det, vi andre kalder chikane – jeg kan eksempelvis nævne tidligere nævnte grænseproblemer og så er der også noget med en mur... Det store problem er, at Eid'en i år falder oven i det jødiske nytår, så israelerne mener, at der er brug for ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Gregers prøvede grænsen i dag, men det kunne ikke lade sig gøre, men vi har hørt rygter om, at den måske er åben i morgen – så han giver den en chance til.
Men i skrivende stund er det yderst tvivlsomt, om jeg ender med at få besøg – men ellers tager jeg nok selv en tur til Tel Aviv og drikker øl og bader – det er rimelig paradoksalt, hvordan Israel på samme tid kan spolere mine ferieplaner, for derefter at redde mine ferieplaner ved at have et sted som Tel Aviv – jeg burde nok have dårlig samvittighed ved at overveje sådan en tur, men...
Det skræmmende er at tænke på, hvorledes palæstinenserne oplever sådanne ting relativt tit –så det giver mig muligheden for på en måde at føle mig som en palæstinenser (i fire dage...) Men det værste er næsten, at det kan jeg ikke engang påstå, da jeg netop har muligheden for at tage til Jerusalem og Tel Aviv – en luksus mange palæstinensere ikke kan nyde i hverdagen. På trods af at Østjerusalem er annekteret/besat af Israel og set som en fremtidig palæstinensiske hovedstad. Den lader vi lige stå lidt... Da vi sidste gang var i Tel Aviv, lovede jeg blandt andet Ibrahim at tage en dukkert for ham i Middelhavet, eftersom han ikke selv havde muligheden for at komme dertil – så står man lidt med en dårlig smag i munden.
Forresten så oplever jeg for tiden nogle tekniske problemer med mit kamera, så jeg ved ikke lige helt hvornår/om der kommer nye billeder op – i hvert fald lige foreløbig – just so you know.
Det var alt for denne gang. Jeg kommer snart med en opfølgning på (de nye) grænseproblemer – og dermed hvordan jeg valgte at fejre afslutningen på ramadanen
torsdag den 2. september 2010
Politik - på den store og lidt mindre måde...
Så er det efterhånden blevet tid til nye skriblerier herfra. Tiden flyver godt nok afsted må man sige. Jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er blevet september og der dermed kun er lidt over fire måneder tilbage hernede. Wow – det lyder næsten endnu vildere, når jeg skriver det.
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Til at starte med, så ved jeg ikke, hvor mange der har hørt det, men i forgårs blev fire jødiske bosættere dræbt, mens de kørte på en af bosættervejene et par kilometer uden for Hebron. Hamas' militante gren har taget ansvaret for overgrebet. Derudoer blev to bosættere angrebet uden for Ramallah i går. Der er meget usikkerhed om, hvad det helt præcist kommer til at betyde, men indtil videre tager vi det stille og roligt, bliver i Hebron og ser hvordan det kommer til at udvikle sig. Spændingsniveauet skulle være lidt højere end normalt, men vi har ikke mærket noget til det inde i byen endnu. Men vi afventer situationen og ser, om det ender med en optrapning, for så kan det godt være, vi skal finde et andet sted at bo i et stykke tid, men indtil videre er der som sagt ikke sket noget.
Nå men jeg har det som sagt stadig godt – så lad os satse på, at det bliver ved det. Der er efterhånden ikke det, jeg ikke har oplevet hernede. Oven i de ting jeg allerede har berettet om, så kan der nu tilføjes: Spist muslinger i Tel Aviv. Badet i Tel Aviv. Drukket sig fuld i Tel Aviv. Sovet i Tel Aviv (eller det vil sige ikke sovet i Tel Aviv pga. ubeskrivelig varme i dorm room på hostel). Som det fremgår har vi været en tur i Tel Aviv. Mere korrekt var vi i Jaffa, som er en forstad til Tel Aviv i forrige uge. Det var en god og tiltrængt tur. Vi kørte med Brendan og et par andre australiere derhen, da de skulle til ambassaden for at stemme til det australske valg. Derefter tog vi ud og spiste på en lækker, lidt smart havnerestaurant. Deraf muslingerne. De havde blandt andet lavet borde af gamle paller, der var stablet ovenpå hinanden – og indenfor var der en rimelig vild bar. Det resulterede i, at en af de smarte unge bartendere stoppede mig på vej tilbage fra et toiletbesøg og spurgte, om det var mig der havde bestilt en weisbier. Da jeg svarede bekræftende, spurgte han nærmest bedende, om han ikke måtte få lov til at lave en drink til mig, indeholdende weisbier. Da jeg jo er en flink person, sagde jeg selvfølgelig ja, hvilket resulterede i en underlig blanding af rødvin, weisbier, noget sprut og ja, hvem ved. Det var nærmest en dårlig udgave af sangria – noget jeg i forvejen ikke er så vild med, men så fik man også prøvet det. Derefter tog vi på stranden. Deraf badeturen. Det var virkelig lækkert, men samtidig lidt surrealistisk, at man lige pludselig befandt sig i Middelhavet. Et hav jeg efterhånden har badet i en del gange, men primært med udgangspunkt i Cote d'Azur – nu var det lige pludselig med mellemøstligt udgangspunkt. Efter en dejlig svømmetur fandt Ane og jeg et hostel, vi havde fået anbefalet. Vi kom ca. halvandet minut før receptionen lukkede, og de havde en seng tilbage i drengeværelset og en seng i pigeværelset, så det kunne med andre ord ikke være mere heldigt. Efter et tiltrængt bad – sådan noget saltvand blandet med sand er ikke altid lige behageligt at slæbe rundt på – bevægede vi os ud i byen. Vi fandt en restaurant, fik flere øl, fandt byens torv, hvor der var musik og fadøl og endelig fandt vi tilbage til den restaurant, vi var på tidligere på dagen, som nu var blevet omdannet til en fancy-pancy bar. Deraf fuldskaben. Dette betød, at natten ikke helt udviklede sig som planlagt. En kombination af fuldskab, en dårlig seng, 9 andre drenge i et dorm room, en ulidelig varme og derfor en larmende blæser gjorde, at jeg nærmest ikke fik lukket et øje den nat – en kombination af tømmermænd og manglende søvn er og bliver altså ikke det fedeste. Men vi kom en tur til havet igen dagen efter – det tog toppen af tømmermændene, men det var ikke fordi, man ligefrem så frem til de omkring fem timer, der skulle bruges i offentlige transportmidler. Derefter nåede vi at være hjemme en times tid, inden turen gik til den store ramadan-middag. Generelt var det virkelig surrealistisk at være i Tel Aviv. De øvrige steder, jeg har bevæget mig rundt hernede, har konflikten været til stede mere eller mindre eksplicit. Hvad enten det gælder checkpoints, soldater, religiøst klædte folk eller snak på gaden. Men det var slet ikke tilfældet i Tel Aviv. Jeg havde hørt det før, men generelt virker det til folk der tænker på det som udenrigspolitik. De er selvfølgelig også placeret i afstand fra de mere betændte områder, men det er alligevel lidt overraskende, at folk kunne være så, åbenbart, ligeglade med, hvad der sker i resten af regionen. Det virker umiddelbart virkelig underligt, at det kan lade sig gøre, men på den anden side, så er det nok begrænset, hvor mange danskere, der i hverdagen forholder sig til, at vi er i krig i Afghanistan...
Ibrahim havde inviteret os til ramadan-middag fredag aften, hvor vi kom hjem fra Tel Aviv. Der er åbenbart en tradition for, at en bror har en forpligtigelse til at invitere sine søstre og deres respektive familiemedlemmer på en ordentlig middag en gang i ramadanen. Og det var så denne middag, vi var blevet inviteret med til. Og det var en ordentligt måltid mad. Et kæmpestort fad fyldt med ris med masser af lam og grøntsager. Det var vildt lækkert, men jeg må også indrømme, at jeg var nødt til at kæmpe mig igennem. Jeg har en tendens til, at når jeg har tømmermænd ikke at have så meget lyst til mad. Men Ibrahim fik lavet en ordentlig omgang til mig, og så måtte jeg jo kæmpe med den – det endte da også med, at jeg sad alene tilbage ved bordet de sidste 10 minutter, hvor jeg sådan set bare arbejdede på det der lam og ris. Det var ligesom om, at lige meget, hvor meget jeg tyggede, så skete der ikke særlig meget – men det var som nævnt ikke noget med kvaliteten at gøre. Det var virkelig lækkert. Det skal dog til mit forsvar siges, at eftersom de andre havde opretholdt fasten i løbet af dagen, så har de altså en imponerende evne til at labbe sådan et måltid i sig – så min sidsteplads på bastionen var en god kombination af min langsomhed og deres hurtighed.
På arbejdet går det stadigvæk derudaf. Der er masser af se til, og fordi vi stadig befinder os i de indledende faser, er der også rig mulighed for at påvirke retningen, og det er bare fedt. For tiden mailer og skyper jeg med folk i London, Indien, Australien, Sydafrika, Jordan, Gaza og København. Så der er nok at se til og nok at holde styr på. Sådan er det åbenbart at være ansat i en stor international organisation. En anden sjov ting ved det her miljø er, hvor meget der handler om repræsentation udadtil. Som tidligere nævnt får vi celebrity besøg i slutningen af måneden, og det bliver planlagt ned i mindste detalje. Derudover er der allerede nu varslet besøg fra Danmark i både oktober og november – henholdsvis den kommunikationsansvarlige samt nogle bestyrelsesmedlemmer. Det er noget, der virkelig bliver gået op i - at man er klar til at tage imod dem. Og det er tydeligt, at man også har en forpligtelse. Vi har, i den tid jeg har været her, haft besøg fra Australien, Indien og Uganda, så det sker faktisk relativt tit – og det bliver som nævnt prioriteret højt.
Derudover har jeg fundet ud af, at ham Jesus nu ikke er så dum alligevel. Bethlehem er i hvert fald the place to be, når det handler om at skaffe sig alkohol i ramadan-perioden (ligesom uden for ramadan-perioden). Men jeg har hørt fra pålidelige kilder, at det eksempelvis kan være svært at skaffe i denne måned i Jordan. Så der vil jeg bare sige – tak Gud for Bethlehem... Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg glæææder mig til ramadanen er overstået, så vi igen kan komme ud og skaffe os noget mad om aftenen. I forlængelse af dette bliver det ikke til så mange falafler for tiden. Det er en dog en god kombination af ramadanen samt at de efterhånden er gået hen og blevet lidt for meget. Humussen bliver det til gengæld stadig til – jeg tror nærmest ikke jeg kan tælle de frokoster, der har bestået af tomater, agurker, humus og brød, men også dette begynder dog at blive lidt ensformigt...
Den anden dag var vi til middag hos Røde Kors – eller Røde Halvmåne, som vi jo siger i denne del af verden. Det var endnu et af de måltider, hvor man afventede, at solen gik ned og manden i moskéen begynder at bræle, så man er klar over, at nu er det tilladt at spise. Og igen her udspillede samme scenarie sig som hjemme ved Ibrahim. Med det samme de blev givet fri, blev der spist igennem, og vupti sagde det – så var der tomme tallerkner og glas. Det er nu trods alt forståeligt, at man er sulten og tørstig, når man ikke har fået vådt eller tørt i 15 timer, men imponerende det er det stadigvæk.
Ellers har vi haft en smule småproblemer med nogle af nabobørnene, som har syntes at den rette måde at få vores opmærksomhed på har været at kaste sten efter os... Der er ingen tvivl om, at de får vores opmærksomhed i øjeblikket, hvor det sker, men der gik ikke lang tid, inden vi besluttede os for at rykke vores bord fra terrassen ind i køkkenet, så helt den rette effekt fik det ikke for børnene. Vi har diskuteret problemstillingen med folk fra kontoret, og de siger, at man ikke skal ligge noget i det. De mener ikke noget ondt med det. Jeg vil dog sige, at intentionen i og for sig er ligegyldig, hvis jeg ender med et få en sten i hovedet, men indtil videre, virker det som om, der er kommet ro på situationen, så vi tager det stille og roligt og ser, hvordan det udviklet sig.
Så summa summarum er, at der er muligvis optræk til lidt ballade både små- og storpolitisk, men indtil videre mærker vi ikke rigtig noget til det, og livet går sin gang – så jeg skal nok give en melding, hvis der skulle ske noget dramatisk...
Abonner på:
Opslag (Atom)